05/02/2026
Psykisk sygdom eller sorgproces?
Måske er det ikke et enten eller, men er det så et både og?
Jeg møder og har mødt mange der befinder sig i en slags hjemløs sorg over tabet af livskraften omsorgen og den kærlighed de aldrig fik
De har måske tidligt i livet oplevet vold, overgreb, følelsesmæssig neglect, utrygge og ustabile omsorgspersoner, krig, flugt, ja listen er lang
Men de oplever sig ikke set eller hørt i sorgen fordi den sjældent bliver set
Der findes ingen velgørenhedsprogrammer sorggrupper, eller nationale indsamlingsprogrammer for mennesker i livssorg eller med psykisk sygdom
De lever med et nervesystem der dirrer, og higer og opleves på overfladen nogle gange ret besværlige, forstyrrede, ængstelige og urolige
Ok- kom videre! -vil mange måske tænke
Du skal ikke være et offer! -vil være det næste men måske skal vi som omgivende samfund heller ikke være en bøddel, en hurtig domsfælder
At forstå hinanden kræver tid, tålmodighed og ro, som jo i forvejen er en mangelvare
Det er en kompleks disciplin for os alle, og ja måske kan vi aldrig rigtig helt forstå men vi kan øve os i at forsøge
Eller vi kan nå til den konklusion at vi gerne vil forsøge men ikke kan forstå
Det vil i så fald være et ærligt og oprigtigt møde
Så har vi insisteret på at møde hinanden som mennesker, med forskellige livsomstændigheder
En sorgproces kan komme i bølger og faser
Jeg tror sorgen skal mødes og anerkendes med omsorg og respekt og forståelsen for, at den nok ikke har en slutdato, men kan blive en del af livet
Jeg tror ikke altid den sørgende skal mødes med krav om forandring, og samtidig skal de jo så af og til netop det!
Tilgangen og hjælpen kan være forskellig
Måske skal den sørgende trøstes, andre gange opmuntres, skubbes kærligt men forsigtigt ud i livet, i små overkommelige doser
Hjælpes til at finde kærlighed og omsorg andre steder end der hvor de har til vane at søge
Hjælpes til at tro på at de også har noget at give til andre, fordi det netop er der kærligheden mærkes stærkest, når man giver noget til et andet menneske uden at forvente at få igen
Måske skal tabet have et monument en “gravsten” et lys der bliver tændt eller kastes med fuld kraft ud i havet, så der et øjeblik opnås en fysisk oplevelse af at slippe noget tungt
Så kroppen også mærker, at det er muligt at slippe en byrde
Er ret sikker på at der aldrig vil være én metode én tilgang eller et enkelt menneske der kan få den sørgende-den lidende, ud af sorgen
men vi har alle muligheden for at anerkende et menneske i sorg, og berettige deres eksistens
