Bettina Berndt - Psykoterapeut MPF, B-Essens

05/03/2026

"Hver tredje unge kvinde mellem 16 og 24 år oplever dårligt mentalt helbred"

For nylig kom der nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, hvor over 180.000 danskere har svaret på spørgsmålet: Hvordan har du det?

Tallene giver anledning til eftertanke.

Undersøgelser viser, at omkring hver tredje unge kvinde mellem 16 og 24 år oplever dårligt mentalt helbred, og at mistrivslen blandt unge kvinder er steget markant de sidste ti år.

Det er ikke bare statistik.

Det er unge mennesker.
Levende mennesker.

Når jeg læser den slags tal, får jeg en tanke:

Måske er det ikke kun mennesket, der er problemet.

Måske er det også kulturen.

For vi lærer tidligt at leve udefra og ind.

Hvad forventes der af mig?
Hvad præsterer jeg?
Hvad tænker andre om mig?

Det er spørgsmål, mange af os bliver gode til at besvare.

Men langt færre lærer at spørge:

Hvad mærker jeg?
Hvad er sandt for mig?
Hvad forsøger min krop at fortælle mig?

Vi vokser op i en kultur, hvor mange lærer at orientere sig efter verden omkring sig.

At være dygtig.
At passe ind.
At leve op til forventninger.
At præstere.

Men kroppen og nervesystemet lever ikke af præstation.

De lever af kontakt.

Kontakt til os selv.
Til det vi mærker.
Til vores grænser.
Til vores behov.

Traumeforskeren Gabor Maté siger noget enkelt:

Når vi mister forbindelsen til os selv for at kunne fungere i kulturen, begynder kroppen at reagere.

Ikke fordi vi er svage.

Men fordi vi har været for gode til at tilpasse os.

Måske er mistrivsel derfor ikke kun et individuelt problem.

Måske er det også et kulturfænomen.

Måske lever mange mennesker i dag i en verden, der bevæger sig hurtigere, end vores nervesystem er skabt til.

Og måske ligger noget af svaret i at begynde at leve lidt mere indefra og ud.

At stoppe op og spørge:

Hvad føles sandt for mig?

Jeg hørte engang en historie om en fisk, der ledte efter vand.

Til sidst sagde en gammel fisk:

"Det, du leder efter, er det, du allerede svømmer i."

Nogle gange leder vi efter ro alle mulige steder udenfor os selv.

Men måske er det allerede her.

Under tankerne.
Under støjen.

I det stille sted i os selv.

Kærlig hilsen
Bettina ❤️

25/01/2026

Hvad nu hvis det ikke er pengene, der mangler?

Jeg havde for nylig en samtale, jeg ikke helt kunne slippe igen.

Vi talte om, hvad der egentlig betyder mest i livet.
Er det at have et arbejde, man mærker glæde og mening i,
eller er det at vælge det arbejde, der giver flest penge,
så man kan sikre sig huset, friheden, trygheden?

Der er ikke et rigtigt svar.
Men der ligger ofte noget under spørgsmålet.

En frygt for, at der ikke er nok.
For ikke at kunne klare sig.
For at stå uden sikkerhed.

Når den frygt styrer, begynder vi let at leve udefra og ind.
Vi jagter noget i fremtiden, som skal gøre os glade.
Et bestemt job. En bestemt indkomst. Et bestemt liv.

Og uden at vi opdager det, kommer vi til at gøre penge til et løfte om lykke.

Men følelsen af glæde, ro og mening kan kun mærkes ét sted.
Indeni.
Lige nu.

Det er den samme indre oplevelse, uanset om man bor småt eller stort.
Det kan være, noget udefra vækker den –
men den kan aldrig købes.
Den kan kun mærkes.

Når vi hele tiden lever i fremtiden, risikerer vi at overse det, der faktisk er her.
De små øjeblikke, hvor livet allerede banker på.
De øjeblikke, hvor noget i os ved, at det her er rigtigt.

Jeg ved det, fordi jeg selv har stået dér.
Ikke vidst, hvad jeg skulle.
Været styret af ansvar, frygt og behov for sikkerhed.

Indtil der en dag ikke var tvivl længere.
Ikke som en tanke.
Men som en klar fornemmelse i kroppen.
Her falder noget på plads.

Det betyder ikke, at frygten for “er der nok?” forsvinder fuldstændigt.
Den har også boet i mig.
Og den kan stadig vise sig.

Forskellen er, hvor jeg lytter fra.

Når jeg lytter indefra, fra tillid og kontakt,
er der noget, der ved, at livet har mig.
At jeg er ok – også når jeg ikke har svarene.

Måske er det i virkeligheden det spørgsmål, vi alle står med indimellem:
Lever jeg mit liv udefra og ind –
eller indefra og ud?

Kærlig hilsen
Bettina 💚

23/01/2026

Du kan ikke tænke dig til RO

Mange mennesker med angst tror, at de skal have styr på deres tanker for at få ro.
At man kan erstatte negative tanker med mere positive.

Men uanset hvilke tanker du tænker, skaber de altid tid.
Fortid. Fremtid. Forestillinger.

Den eneste tid, der reelt eksisterer, er nuet.

Brug i stedet kroppen som et anker til at lande i nuet
og genskabe kontakten til den indre ro.
Roen bag tankerne.
Stilheden.
Den stilhed, som er din naturlige tilstand.

Kroppen er der altid.
Lige her. Lige nu.

Når opmærksomheden får lov at lande i den fysiske krop –
i åndedrættet,
i fornemmelsen af at være til stede –
opstår der ofte små pauser i tankestrømmen.

Ikke fordi tankerne forsvinder.
Men fordi opmærksomheden ikke længere er opslugt af dem.

Kroppen er et anker.
Du har den med dig hele tiden.
Og du kan vende tilbage til den igen og igen.

Du kan ikke bekæmpe tanker med tanker.

Kærlig hilsen
Bettina 💚

21/01/2026

Du skal IKKE fikses

Jeg blev ikke terapeut for at reparere mennesker.
Og jeg tror ikke på hurtige løsninger.

Jeg kender indefra, hvordan det er at vokse op uden en voksen, man kunne finde tryghed hos – og hvordan man derfor lærer at være vågen, ansvarlig og på forkant tidligt i livet.

Ansvar, opmærksomhed og kontrol blev ikke valg.
Det blev måder at klare livet på.
Det gjorde mig funktionel og i stand til at overleve.
Men det gav mig ikke ro.

I mange år troede jeg, at forandring handlede om at forstå mere,
gøre mere, tage mig mere sammen.
Det gjorde det ikke.
Det gjorde mig bare bedre til at holde sammen på noget, der i virkeligheden længtes efter at få lov at falde til ro.

Det, der ændrede mit liv, var ikke at blive fikset.
Det var at opdage, at der ikke var noget, der skulle fixes.

Der var i stedet noget, der skulle mærkes.
Noget, der skulle ses, opleves og erfares.
Og noget, der skulle slippes – også selvom det føltes utrygt.

Det kræver mod at blive i sig selv, når uroen melder sig.
Det er ikke let at give slip på det, der engang skabte tryghed.
Det er ikke et quick fix.
Og det er ikke noget, jeg kan gøre for dig.

Det er en rejse, du selv må gå.
Men du behøver ikke gå den alene.

Jeg møder mennesker, der har båret mere, end de egentlig skulle.
Som længes efter at finde ud af, hvad der findes bag kontrollen, bag uroen, bag historierne om, hvem de burde være.

Det handler ikke om at blive noget andet.
Det handler om at opdage, at du ikke er det, der larmer i dig.
Og at der bagved findes en måde at være i livet på, som ikke kræver kamp.

Kærlig hilsen
Bettina 💚

13/01/2026

ACCEPT er ikke at give op.
Det er at stoppe krigen.

Jeg opdager det igen og igen, også i mig selv ☺️
Ofte er det ikke den enkelte situation, der gør os udmattede eller triste
men alt det, vi går og fortæller os selv om det.

Det, sindet mener om det, der sker.
Kroppen reagerer.
Noget føles ubehageligt.
Situationen går ikke som planlagt.
Og næsten automatisk begynder dommen:

“Det burde ikke være sådan.”
“Jeg kan ikke holde ud, at det er sådan her.”

I dét øjeblik opstår kampen.
Ikke mod livet – men mod nuet.

For nuet er sandt.
Tankerne er bare kommentarer.

Accept betyder ikke, at vi skal kunne li´ alt.
Men nogle gange er accept det eneste sted, hvor ro kan begynde.
💛
Hvad sker der i dig, når du lægger mærke til,
at smerten ligger i modstanden – ikke i selve situationen?

Du er velkommen til at kommentere. Jeg kan godt komme med et par forslag:

Når jeg stopper med at "bitche" over køen i Brugsen eller i trafikken og i stedet udnytter situationen til at grounde og tage et par dybe vejrtrækninger, stopper lidelsen. Det sker endda, jeg får et skønt smil i køen, fordi vi er to nærværende mennesker hvis blikke mødes 🥰

Når jeg stopper med at ærge mig over det grå og triste vejr og i stedet blot er vidne til det, uden at kommentere det negativt, stopper lidelsen.
Jeg kan jo ikke ændre det 😉Så er det faktisk ikke "trist". Det ER blot som det er. Først når sindet dømmer det som "trist" skifter energien i kroppen og det bliver "trist"...

Gråt vådt vejr kan også være "hygge vejr".. Tid til en god kop kaffe eller te, med en god bog som underholdning. Du bestemmer selv..

Kærlig hilsen
Bettina 💚

09/01/2026

NÅR LIVET GÅR HURTIGT!

Der er dage, hvor livet går hurtigere, end kroppen kan følge med.
Hvor sanseindtryk, krav og tempo overstiger det, nervesystemet kan rumme.

For mange, især dem, der har levet med uro, angst eller tidlig utryghed –
er kroppen vant til at være opmærksom. At registrere. At forudse.

Det er kroppens intelligens i arbejde.
Det er kroppen, der forsøger at skabe tryghed.

Udfordringen opstår, når der aldrig bliver plads til restitution. Plads til at mærke roen. Når kroppen ikke får mulighed for at lande igen.

Det handler ikke om at blive mindre sensitiv.
Men om at skabe rammer, hvor sensitiviteten ikke bliver til belastning.

Balance begynder dér, hvor vi holder op med at presse os selv videre
og i stedet lytter til det, kroppen allerede fortæller.

PRØV DETTE I LØBET AF DAGEN:

Stop et øjeblik.

Du behøver ikke ændre noget.
Bare læg mærke til kroppen, som den er lige nu.

• Mærk dine fødder mod underlaget.
• Læg en hånd et sted, hvor kroppen føles mest levende.
• Træk vejret roligt ind gennem næsen – og lidt længere ud igen.

Spørg dig selv:

“Hvad har min krop brug for lige nu?”

IKKE hvad du BURDE.
Ikke hvad der forventes.
Bare hvad der er sandt i dette øjeblik.

Bliv her et par vejrtrækninger.
Det er ofte nok til, at kroppen begynder at falde lidt til ro.

Det er de små pauser i hverdagen, der gør den store forskel 💚

Kærlig hilsen

Bettina 💚

06/01/2026

Tankerne kommer og går.
Nogle er tunge. Andre lette og hurtige.
Især når der er angst eller uro, kan de fylde hele horisonten.

Mange prøver at ændre dem.
Tænke mere positivt. Skubbe det svære væk.

Men roen findes ikke i skyernes form.
Den findes i det, der er bagved.

Himlen skal ikke fixes.
Den er der allerede.

Og det er du også. 💚

Kærlig hilsen
Bettina

06/01/2026

Tankerne er som skyer.
Men du ER ikke skyerne.

Der er dage, hvor himlen er fuld af skyer.
Tunge skyer. Hurtige skyer. Skyer, der larmer og skygger.
Og så er der dage, hvor himlen er klar.

Men uanset hvad, er himlen stadig himmel.

Den bliver ikke mere rigtig, når den er blå.
Og ikke mindre rigtig, når den er grå.
Den er der bare. Åben. Uforanderlig.

Sådan er det også med os.

Tankerne kommer og går.
De skifter form. Tone. Retning.
Nogle er lette. Andre tunge.
Nogle gentager sig igen og igen.

Især hvis man lever med angst eller uro,
kan tankerne fylde hele horisonten.
“Er det trygt?”
“Hvad nu hvis?”
“Hvad skal jeg være opmærksom på?”

Og så kan det komme til at føles, som om det er os.

Mange forsøger at ændre skyerne.
Tænke mere positivt. Skubbe det svære væk.
Male himlen blå.

Det kan føles hjælpsomt i øjeblikke.
Men det ændrer ikke det grundlæggende.

For roen findes ikke i skyernes form.
Den findes i kontakten med det, der er bagved.

Himlen skal ikke fixes.
Den skal opdages og erfares.

Når vi begynder at lægge mærke til stilheden bag tankerne,
pauserne mellem dem, det rum, hvor intet skal forklares eller forbedres,
sker der noget andet end “selvudvikling”.

Vi falder ikke til ro, fordi tankerne bliver positive.
Vi falder til ro, fordi vi ikke længere tror, at vi ER TANKERNE.

Måske handler det ikke om at finde hjem?
Men om at opdage, at vi aldrig har været væk.

Hvis teksten vækker noget i dig, så lad det gerne få lov at være der.
Som en sky. Der bevæger sig over en himmel,
der allerede er hel. 💚

Kærlig hilsen
Bettina 💚

21/12/2025

Kære DIG ❤️

Op mod jul fyldes mange dage med gøremål.
Vi ordner, planlægger, køber ind og gør klar.
Og det er i sig selv helt menneskeligt.

Men nogle gange kan vi komme til at være så meget i gøren,
at vi mister kontakten til det, julen egentlig inviterer til.

For nærvær kan ikke findes i morgen.
Og heller ikke i den næste opgave på listen.
Det kan kun mærkes lige her.
I nuet.
I kroppen.
I det stille øjeblik, hvor vi sanser livet, mens det sker.

Måske kan julen være en blid påmindelse om netop det.
At sætte tempoet lidt ned.
At lade noget være ufærdigt.
At gøre tingene langsommere og mere nærværende.

Når gøren får lov at blive et nærværende gøren,
og når hovedet får lidt mindre plads end kroppen,
kan vi igen mærke det, der betyder noget.

Jeg ønsker dig en jul med plads til pauser.
Til ro.
Og til at mærke livet, mens det leves.

Kærlig hilsen
Bettina ❤️

12/12/2025

HVAD NU HVIS DINE TANKER IKKE ER SÅ PERSONLIGE, SOM DE FØLES?

De fleste af os går gennem livet med en oplevelse af,
at vores tanker fortæller sandheden om, hvem vi er,
og hvordan verden hænger sammen.
At det, vi tænker, er noget, vi selv har valgt.

Men mange tanker er ikke valgt.
De er formet.
Af det liv, vi har levet.
Af det, vi har været nødt til at forstå tidligt.
Af de steder, hvor vi lærte at holde øje, passe på, forudse.

Vi tænker ofte det, vi engang havde brug for at tænke.

Hvis du lever med angst eller uro,
vil mange tanker være præget af netop det.
Ikke som drama, men som en stille baggrundsstøj:
“Er det trygt?”
“Hvad nu hvis?”
“Hvad skal jeg være opmærksom på?”

Det er ikke tanker, der opstår ud af ingenting.
De kommer af erfaring.
Af et system, der har lært at være vågent.

Men når vi begynder at tage tankerne for helt bogstavelige,
når vi lever tæt på dem, følger dem, lader dem bestemme retningen,
kan livet langsomt komme til at føles snævert.
Styret. kONTROLLERET.
Forudsigeligt på den tunge måde.

Ikke fordi der mangler mod.
Men fordi opmærksomheden hele tiden er bundet til det, der kunne gå galt.

Det er først, når der opstår små pauser i tankestrømmen,
at noget andet bliver tydeligt.
Et stille nærvær.
En form for væren, som ikke skal forklare sig selv.

I de øjeblikke opdager vi noget afgørende:
at vi har tanker — men vi er dem ikke.
At vi kan stå et skridt tilbage og se dem komme og gå,
uden at skulle følge hver eneste.

Det er ikke en teknik.
Det er et skift i bevidsthed.
Fra at være fanget i tankerne
til at være vidne til dem.

Og derfra begynder noget andet at leve i os.
En større ro.
En klarhed.
En fornemmelse af at være forbundet med noget dybere end historien.

Måske er det ikke tankerne, der skal ændres.
Måske er det måden, vi lytter til dem på.
Og måske er det dér, et mere ærligt liv begynder.

Hvis teksten vækker noget i dig —
genkendelse, modstand eller bare et lille spørgsmål —
så er du velkommen til at dele det.

Kærlig hilsen
Bettina 💚

12/12/2025

Mit ego havde mange meninger i morges.
Om mit hår. Mit ansigt. Hvordan jeg burde se ud.

Jeg lyttede – og gjorde det alligevel.
For alternativet er ikke ro.
Det er at forlade mig selv. 💛

#

10/12/2025

Det du gør for at skabe tryghed… skaber ofte smerte

Når vi lever i frygt, begynder vi at forme os selv efter andre.
Vi tilpasser os.
Vi glatter ud.
Vi forsøger at gøre “det rigtige”, så ingen bliver skuffede, vrede eller går deres vej.

Men hver gang vi handler for at blive liket, holdt af, godkendt eller undgå konflikt,
fjerner vi os en lille smule fra os selv.

Det gør ondt — ikke fordi vi gør noget forkert,
men fordi vi mister forbindelsen til "det sted i os, der er sandt".
Til den del af os, der er hel, rolig og kærlig.

Når frygten styrer, lukker den for kærligheden.
Når vi begynder at se frygten — uden at lade den tage styringen —
kan vi handle fra et helt andet sted:
fra væren, fra klarhed, fra essens.

Det er dér friheden begynder.
Ikke i at gøre mere, men i at være mere os selv. 🌿❤️

Kærlig hilsen
Bettina

Erfaren psykoterapeut med speciale i angst, stress og livskriser. Stor erfaring med unges og med at få dem tilbage på sporet