Bettina Berndt - Psykoterapeut MPF, B-Essens

24/11/2025

Mange af dem jeg taler med, siger det samme:

“Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for.”

Eller:

“Jeg kan ikke mærke noget.”

Det giver mening.
Når vi har levet længe med uro, angst eller overtilpasning –
så bliver kroppen nemt et sted, vi forsøger at flygte fra.
Ikke fordi vi ikke vil være nærværende.
Men fordi det aldrig har føltes trygt.

Derfor skal små øjeblikke som dette ikke undervurderes.
De er ikke bare “øvelser”.
De er kontakt.
Til noget inde i dig, der længes efter at blive mødt.

Jeg ved, hvordan det føles at have mistet forbindelsen til sig selv.
Og jeg ved, hvordan vi langsomt – med mildhed og bevidsthed –
kan genopbygge den.

Det er det, jeg hjælper med – hver eneste dag.
At finde hjem. Igen. Og igen. 💛

20/11/2025

Angst er et signal – ikke en fejl.
Det er kroppens måde at fortælle dig, at noget har brug for opmærksomhed.

Men her er det vigtige:

Angst betyder ikke, at der er noget alvorligt galt med dig.
Det betyder som regel, at dit system har været på overarbejde længe.
At du har båret for meget.
Længe.
I stilhed.

Angst kan være:

• når kroppen spænder, selvom du sidder stille
• når du tænker “hvad nu hvis…?” uden at ville det
• når du bliver ramt af uro i situationer andre synes er “helt normale”
• når du bliver træt af indtryk længe før andre gør
• når du overanalyserer for at undgå, at noget går galt
• når du er bange for, at angsten kommer igen

Angst er ofte et gammelt beskyttelsesmønster, der stadig kører — selv når du ikke længere behøver det.
Og det er her, forandringen kan begynde:

ikke ved at kæmpe,
ikke ved at presse dig selv,
men ved stille og roligt at blive nysgerrig på,
hvad dine reaktioner prøver at fortælle dig.

Når du begynder at forstå angstens logik,
skifter oplevelsen.
Du går fra at føle dig fanget,
til at mærke, at du faktisk kan være med dig selv —
og at roen ikke skal skabes,
men blot findes frem bag støjen.

Kærlig hilsen
Bettina 🌿

17/11/2025

Der er dage, hvor verden bare larmer mere end jeg kan rumme.
Selv små ting – som at sidde hos frisøren eller bevæge mig gennem et indkøbscenter – kan sætte mit system på overarbejde.
Ikke fordi der sker noget “farligt”,
men fordi min krop registrerer alting.

Sådan har det faktisk været hele mit liv.
Jeg har altid sanset mere end de fleste – lyde, stemninger, energier, små skift i adfærd. Og gennem årene har jeg arbejdet dybt med mig selv og forstået, hvor det kommer fra:

et nervesystem, der tidligt lærte at være opmærksom.
At fornemme.
At aflæse.

Derfor kom det ikke bag på mig, da jeg som 54-årig fik diagnosen ADHD.
Det ændrede ikke min forståelse af mig selv. Det føltes snarere som at få en lille ekstra brik til et puslespil, jeg allerede kendte rigtig godt.

Jeg tror ikke, at diagnoser skaber accept. Den kommer indefra
– fra det stille sted, hvor vi kan mærke, hvem vi er bag tankerne, bag rollerne, bag kravene. Men nogle gange kan et navn på det, vi har båret så længe, give en form for lettelse. Ikke fordi det definerer os, men fordi det bekræfter, at vi ikke har været forkerte – vi har bare sanset livet på vores egen måde.

Og måske er det netop derfor, at vores moderne, hurtige samfund kan føles så overvældende. Verden skifter tempo hele tiden. Input fra alle sider.
Notifications. Indtryk. Støj.

Da jeg var ung, cyklede jeg ned til telefonboksen, hvis jeg ville i kontakt med nogen.
Nu bærer vi hele verden i lommen – og vores systemer får sjældent pauser.

Det er ikke os, der er for langsomme.
Det er verden, der bevæger sig hurtigere, end menneskekroppen er skabt til.

Derfor betyder det så meget, at vi giver os selv små lommer af nærvær.
Øjeblikke hvor vi trækker os tilbage og mærker vores eget tempo.
Det behøver ikke være stort:

• et roligt åndedrag i bilen
• føle fødderne mod gulvet
• et øjebliks stilhed før vi svarer
• et lille møde med naturen – bare 10 sekunder

Ro er ikke noget, vi skal skabe.
Det er det, der træder frem,
når vi giver os selv lov til at være til stede i nuet – uden at skynde os videre.

Hvis du også sanser dybt,
hvis du også bliver overvældet hurtigere end andre,
så er det ikke dig, der er forkert.
Du er bare mere fintfølende.
Og det er en styrke, når vi lærer at forstå den.

Kærlig hilsen
Bettina 🌿

16/11/2025

Når omsorg bunder i frygt!

Jeg har mange gange troet, at jeg handlede ud fra omsorg.

Men egentlig var det frygt.

Frygten for, at noget skulle gå galt.
For at nogen, jeg elsker, skulle blive såret.
For ikke at være nok.

Men i virkeligheden handlede det mest om mig.
Mit nervesystem, der havde svært ved at give slip.

Jeg ville gøre alt rigtigt.
Ville sikre, at mine børn havde det godt,
ikke blev kede af det, ikke følte sig forkerte.

Men i forsøget på at passe på dem,
kom jeg til at tage noget fra dem.

Deres egne erfaringer.
Deres egen styrke.

Når vi hele tiden beskytter,
sender vi et stille budskab:
“Jeg tror ikke helt på, at du kan klare det selv.”

Det var hårdt at erkende.
Men også en lettelse.

For når vi tør give slip og møde med tillid,
så viser vi, at livet godt kan bæres.
Og at de godt kan bære det.

Det gælder ikke kun børn –
men i alle relationer:
Når vi slipper kontrollen,
kan kærligheden få plads.
Den kærlighed, der ikke holder fast –
men giver frihed. 🌿

Kærlig hilsen
Bettna 💚

14/11/2025

“Du mærker ikke for meget.
Du mærker bare dybt.”

Jeg har hørt det hele mit liv:

“Du mærker for meget.”
“Du skal ikke tage det så nært.”
"Du er da også så følsom"

Men hvordan lukker man ned for det, man er født til at mærke?
Hvordan vender man ryggen til sin egen sensitivitet?

Jeg tror ikke, løsningen er at mærke mindre.
Men at lære at forstå det, vi mærker.

For nogle af os har livet tidligt lært os at læse stemninger.
At fornemme små skift i toneleje, kropssprog, stilhed.
Vi opfangede det, før nogen sagde et ord.
Ikke fordi vi ville det – men fordi det var nødvendigt.
Vores sanser blev vores kompas.
En måde at navigere på i en verden, der ikke altid føltes tryg.

Det gør noget ved et menneske.
Man bliver god til at aflæse, mærke, fornemme –
men også hurtig til at miste sig selv i andres energi.

Jeg har brugt mange år på at forstå,
at sensitivitet ikke er et problem, der skal fixes.
Det er en intelligens, der har været overbelastet.

Når vi begynder at skabe ro omkring os –
og forbinde os til roen inde i os –
kan den samme sensitivitet blive vores styrke.
For bag frygten, bag overansvaret,
bor en dyb evne til nærvær, empati og intuition.
Det er der, vi mærker vores essens.
Det er der, vi mærker livet. 🌿

Kærlig hilsen
Bettina

11/11/2025

💬 Vidste du, at…
over 400.000 danskere lever med angst?
Mange ved det ikke engang – de tror bare, de “tænker for meget”
eller “er lidt nervøse af natur”.

Men angst handler sjældent om at være svag.
Det sker, når kroppen har været spændt og på vagt for længe –
og ikke helt har opdaget, at den godt må slappe af igen.

Når vi har levet i pres, krav eller bekymring i lang tid,
bliver kroppen vant til at være på vagt.
Den reagerer hurtigere, og det mindste signal kan føles som en trussel –
selvom der faktisk ikke er fare.

Jeg møder ofte mennesker, der beskriver det som at leve med “alarmklokker” indeni.
Kroppen husker, selv når hovedet siger, der ikke er noget at frygte.

At forstå det, kan skabe et lille åndedrag af ro.
For så bliver det tydeligt, at du ikke er forkert –
du har bare en krop, der prøver at passe på dig. 🌿

Erfaren psykoterapeut med speciale i angst, stress og livskriser. Stor erfaring med unges og med at få dem tilbage på sporet

09/11/2025

Et råd til mig selv for 15 år siden

Hvis jeg kunne rejse 15 år tilbage i tiden
og give mig selv ét råd,
så ville det være:

👉 "Hold op med at kæmpe imod dig selv."

Jeg følte mig ofte utryg –
som om der hele tiden kunne ske noget uforudsigeligt.
Jeg skulle tage tilløb, før jeg turde gøre noget nyt.
Selv det at tage telefonen, når jeg ikke vidste hvem der ringede,
kunne føles som et bjerg, jeg skulle bestige.

Alting skulle planlægges og kontrolleres.
Jeg var god til at “regne den ud”,
til at have styr på alt omkring mig –
indtil energien pludselig slap op.

Jeg troede længe, det handlede om at være svag,
men i virkeligheden var mit nervesystem bare på overarbejde.
Min krop var vant til at være på vagt.
Mit indre alarmcenter – amygdala – havde lært,
at verden ikke altid var tryg.

Hvis jeg kunne sige noget til hende, jeg var dengang,
ville jeg sige:
“Du er ikke forkert.
Du har bare været på vagt for længe.
Du behøver ikke forstå det hele eller have styr på alt.
Du må gerne give slip – bare lidt.
Du må gerne være træt.
Og du må gerne tro på,
at roen vil finde dig igen.”

For heling handler ikke om at fjerne noget.
Det handler om at forstå,
hvordan du blev, som du blev –
og langsomt finde hjem igen,
ét åndedrag ad gangen. 🌿

Kærlig hilsen
Bettina

08/11/2025

Der er så meget udviklingspotentiale i frygt.

Når vi skal flytte os ud af vores komfortzone, er det helt naturligt,
at frygten dukker op.
Sindets vigtigste opgave er at beskytte os – at holde os indenfor det, vi kender.

Men hvis vi skal vokse, kræver det, at vi tør se frygten i øjnene.
At hilse den velkommen, som den beskytter den egentlig er.

Frygt er ikke en modstander, du skal bekæmpe.
Den er blot energi i bevægelse. En kropslig reaktion.
Og når du møder den med bevidsthed, begynder den stille at opløses.

🌿 Næste gang du mærker frygt, så prøv:

at acceptere følelsen og hilse den velkommen

at trække vejret dybt – helt ned

at flytte opmærksomheden til dine fødder

måske endda ryste kroppen lidt, så adrenalinen kan slippe

Du behøver ikke få det “helt væk”.

Det vigtigste er, at du bliver i kontakt med nuet.
Her, i det stille øjeblik, kan du begynde at mærke din indre ro igen.

💛 Frygt er ikke endestationen.
Den er begyndelsen på noget nyt.

Jeg skriver det her, fordi jeg kender frygten indefra.
Den har fulgt mig det meste af mit liv – og lært mig mere, end nogen bog kunne.

I dag ser jeg den ikke længere som en fjende,
men som en stille påmindelse om at vende hjem – til nuet, og til mig selv. 🌿

06/11/2025

Du er ikke dine tanker, men bevidstheden der er vidne til dem!

Bevidsthed kan ikke forstås med hovedet.

Den kan ikke forklares fuldt ud.
Men den kan erfares – i et stille øjebliks klarhed.

Som når du pludselig opdager den stemme, du har hørt hele livet…
… og i stedet for at følge den, lægger mærke til, at den er der.

Det er en bevægelse væk fra identifikation –
og hjem mod noget dybere. Mere sandt.
Ikke noget du skal “nå”.
Men noget, du allerede er.

Bevidsthed viser sig ofte i det små.
En ny måde at lytte til dig selv på.
En mikropause midt i automatisk adfærd.
Et dybt åndedrag, hvor du mærker:
“Jeg har faktisk et valg.”

Det er dér, heling og transformation begynder.

03/11/2025

Og bare lige en kærlig påmindelse:

Vi har lært disse mønstre af mennesker, der selv gjorde deres bedste.
Ofte fordi de heller ikke havde lært andet.

Det handler ikke om skyld – det handler om bevidsthed.

Når vi begynder at se klart,
kan vi blidt begynde at gøre noget andet.
Noget mere sandt. Mere frit. Mere autentisk.

02/11/2025

“Jeg sagde ting til mig selv, jeg aldrig ville sige til andre”

Der var en tid, hvor jeg sagde ting til mig selv,
jeg aldrig ville sige til nogen, jeg elskede.
“Du ødelægger det.”
“Du er for meget.”
“Du burde have vidst bedre.”
Jeg troede, det var nødvendigt.
At det var sådan, man holdt sig selv på sporet.
At det var dét, der gjorde mig ansvarlig, dygtig, god.
Men den stemme var ikke fri.
Den var formet i en tid, hvor jeg havde brug for at tilpasse mig.
Hvor det at passe ind, betød tryghed.

I dag forstår jeg, at den indre dommer ikke er min fjende.
Den prøver faktisk stadig at passe på mig – bare med forældede metoder.
Og jeg behøver ikke bekæmpe den.
Jeg kan se den. Være vidne til den.
Og vælge ikke at følge den blindt.

💛 Det er ikke en kamp. Det er en bevægelse ind i bevidsthed.
Et langsomt slip – så jeg igen kan mærke, hvem jeg er under alle rollerne.

31/10/2025

“Nysgerrighed regulerer nervesystemet”

Vidste du, at nysgerrighed er en regulerende tilstand?

Når du er nysgerrig, er du hverken i alarmberedskab eller i kamp.
Du er åben. Forbundet. Undersøgende.
Og det hjælper dit nervesystem til at falde til ro.

Nysgerrighed er nemlig en modpol til dom og kontrol.
Den blødgør det, der føles hårdt, og skaber plads til åndedræt og nærvær.

Du behøver ikke forstå alt.
Men du kan øve dig i at spørge:

“Hvad sker der egentlig lige nu?”
“Hvad har jeg brug for?”
“Hvordan føles det i kroppen?”

Det er ikke terapi. Det er kontakt.
Og det er en vej hjem.
En vej til erkendelsen af, at du allerede er helt, som du skal være.

For når vi møder os selv med nysgerrighed i stedet for kontrol,
begynder noget dybt i os at falde til ro.

Selvudvikling handler ikke om at fixe eller skabe noget nyt.
Det handler om at huske, hvem vi allerede er — hele, levende og forbundet. 🌿