19/03/2026
Forleden havde vi i Odense besøg af flere politikere:
Lise Müller fra SF, Rosa Eriksen fra Moderaterne og Thomas Skriver fra Socialdemokratiet.
Besøget gav os en god anledning til at fortælle om vores arbejde i headspace
Vi understregede, at vi er et af de mest udbredte tilbud af vores slags: åbent, anonymt, fleksibelt og gratis – og altid tilgængeligt, når unge har behov for at tale om det, der fylder.
Vi talte også om vigtigheden af, at unge ikke skal vente på hjælp. Hurtig adgang til støtte er i sig selv forebyggende og kan være afgørende for, at problemer ikke vokser sig større.
Derudover satte vi fokus på, hvad civilsamfundet kan i samspil med velfærdsstaten. headspace er et godt eksempel på dette samspil: Med få ansatte og mange frivillige møder børn og unge engagerede mennesker, der er drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel. Samtidig sikrer de mange frivillige en høj kapacitet til relativt lave omkostninger sammenlignet med andre offentlige og private tilbud.
Endelig fortalte vi om vores særlige organisering. Vi fungerer som en indgang til videre hjælp, hvor unge kan møde forskellige fagpersoner – f.eks. fra børne og ungdomspsykiatrien eller Odense Kommune. Her kan de få en mere specialiseret vurdering af hvilken hjælp, der er den rette. Fagpersonerne har et indgående kendskab til relevante tilbud og indsatser, hvilket betyder, at unge og familier ikke selv skal finde vej i et komplekst system.
Vi fortalte også om vores mindre beskæftigelsesrettede initiativer, hvor vi samarbejder lokalt med erhvervslivet og skoler for at skabe muligheder for de unge.
Vi kom også ind på vores pårørende arbejde i headspace Family, at vi i headspace Family giver de samme muligheder til pårørende – at de kan få hjælp, når deres børn er i mistrivsel, og når de har brug for at tale om det.
Flere af politikerne mødte også vores gode frivillige – f.eks. Tobias som til daglig arbejder med børn på en specialskole, Mette som er pædagog og Camilla som er psykologistuderende.
Vi håber, at besøget har givet kandidaterne ny viden, som de kan bruge i deres samtaler om unges mentale trivsel.
Held og lykke til alle kandidater. Moderaterne Socialdemokratiet SF