06/04/2026
Der er noget i mig, der har ændret sig.
Ikke sådan pludseligt, ikke dramatisk, men som en stille bevægelse, der ikke længere kan ignoreres.
Som om jeg ikke længere kan være i det, jeg før kunne være i. Som om noget i mig er færdigt med at leve på en måde, hvor jeg hele tiden rækker ud og nu i stedet kalder mig hjem.
Jeg har arbejdet med mennesker i mange år. Med kroppen. Med nervesystemet. Med det vi ikke altid kan sætte ord på.
Og jeg elsker det stadig. Jeg elsker det ægte møde. Jeg elsker det sted, hvor vi tør være mennesker sammen.
Men jeg kan også mærke, at jeg har været i en energi, hvor jeg har givet meget og når jeg siger meget, så mener jeg virkelig meget.
Ikke kun i arbejdstimer.
Men energetisk.
Følelsesmæssigt.
Dybt.
Og et sted på vejen er der opstået en træthed. Ikke fordi jeg ikke vil mennesker, men fordi jeg ikke længere kan være i at give fra et sted, hvor jeg ikke selv er fyldt op og måske er det her, jeg begyndte at lytte.
For jeg har lært noget vigtigt…
Min følsomhed har aldrig været problemet. Det har været, at jeg ikke har haft tydelige nok grænser omkring den.
Jeg har været så åben, så modtagelig, så tilgængelig…
At jeg til sidst ikke kunne mærke forskel på, hvad der var mit og hvad der ikke var.
Og samtidig lever vi i en tid, hvor spiritualitet fylder mere og mere og jeg bliver nødt til at være ærlig her…
Jeg kan mærke, at jeg nogle gange bliver træt af den måde, det bliver præsenteret på.
Som om det hele tiden skal være mere.
Mere åbent.
Mere intuitivt.
Mere “forbundet”.
Mere ceremonielt.
Flere cirkler.
Flere praksisser.
Flere måder at gøre det rigtigt på.
Og jeg kan mærke, at noget i mig bare skriger STOP!
For hvornår blev det spirituelle noget, vi skulle præstere?
Hvornår blev det noget, der skulle se ud på en bestemt måde?
Jeg elsker selv det spirituelle.
Jeg praktiserer selv.
Jeg mærker selv.
Men jeg kan også mærke, at jo mere jeg begynder at “gøre” spiritualitet, jo længere væk kan jeg komme fra mig selv.
For det er jo ikke krystallerne, der gør mig spirituel.
Det er ikke kortene.
Det er ikke kakaoen.
Det er ikke praksissen i sig selv.
Alt det kan være smukt.
Alt det kan støtte.
Men det er ikke det, der ER mig.
Jeg er allerede det.
Du er allerede det.
Vi er født som det.
Og måske er det netop det, jeg er ved at finde tilbage til nu…
En mere jordnær måde at være i det på.
En mere stille måde.
En mere ærlig måde.
Hvor jeg ikke hele tiden skal ud og være noget, men i stedet må være hjemme i mig selv.
Som Vandbærer har jeg altid haft en energi, der går lidt sin egen vej.
En energi, der ikke helt passer ind i kasser.
Som mærker, når noget bliver for “ens” eller for fastlåst.
Og jeg kan mærke, at det også gælder her.
Jeg skal ikke være spirituel på den måde, andre er det.
Jeg skal ikke leve det, som det ser ud på Instagram eller i fællesskaber.
Jeg skal finde min egen måde.
Og måske er min måde mere simpel, end jeg troede.
For det jeg længes efter lige nu er ikke mere. Det er mindre.
Mere ro.
Mere jord.
Mere nærvær.
Mere tid med mine børn.
Min familie.
Mig selv.
For hvad er det egentlig, der er meningsfuldt?
Er det at nå ud til mange?
Eller er det at være til stede med dem, vi elsker?
Jeg kan mærke, at mit svar er blevet klart.
Mit liv behøver ikke være stort for at være meningsfuldt.
Det skal være ægte.
Roligt og mit eget.
Og jeg kan også mærke noget andet…
At kærlighed ikke længere for mig handler om at give og give.
Det handler om at være.
At være til stede.
At være i mit liv.
At være i mig selv.
Jeg behøver ikke give mig selv væk for at være kærlig og det er måske den største læring i det her…
At jeg ikke skal fylde alle andre op først og så håbe, at der er noget tilbage til mig. Jeg skal gøre det omvendt.
Fylde mig selv op.
Passe på min energi.
Mærke mine grænser.
Og derfra, så kan jeg give det, der er ægte.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der mærker det her, men jeg ved også, at det kan være svært at handle på.
For det kræver noget at stoppe op.
At vælge anderledes.
At gå en anden vej end den, man plejer.
Og måske er det også det, det hele i virkeligheden handler om…
Ikke at finde den rigtige måde at være spirituel på, men at turde være sig selv i det.
Der er så mange måder at leve det her liv på. Så mange måder at arbejde med mennesker på. Så mange måder at bruge det, vi lærer.
Og det vigtigste er ikke hvilken vej vi vælger, men at den er vores.
Og det gælder også i det, jeg har skabt og stadig står i.
Vores uddannelse, vores forløb, vores retreats…
det er ikke bygget på én rigtig måde at være på.
Det er ikke skabt for, at alle skal gå den samme vej.
Tværtimod.
Det er skabt for, at du netop kan finde din egen.
For jeg tror ikke på, at vi skal ende det samme sted, bare fordi vi starter det samme sted.
Nogle vil gå ud og arbejde med mennesker. Andre vil bruge det i deres eget liv. Nogle vil arbejde fuldt med det. Andre vil lade det være en del af dem, uden at det er deres arbejde.
Og alt det er lige rigtigt.
Så hvis du sidder og tænker:
“Hvad betyder det her så for mig?”
Så er svaret måske…
At det ikke ændrer på værdien af det, du er i eller har valgt.
Det åbner bare op for, at du må mærke endnu mere ærligt efter, hvad er rigtigt for dig?
For det er det, det hele i virkeligheden handler om. Ikke at passe ind i en retning. Ikke at leve op til en forventning, men at turde være i sin egen.
Og der er også noget andet, jeg mærker stærkere og stærkere…
Selvom jeg selv praktiserer kundalini yoga, en dyb og kraftfuld praksis, som netop har hjulpet mig med at komme tættere på mig selv, så har den også vist mig noget meget vigtigt…
At det ikke handler om at søge svar udenfor mig selv, men om at turde gå lag for lag indad.
For det er det, den gør for mig.
Den skræller.
Den åbner.
Den bringer mig tættere og tættere på det, der er ægte i mig.
Ikke som noget jeg skal blive, men som noget jeg allerede er.
Og det er måske netop derfor, jeg også mærker et behov for, at måden vi taler om det spirituelle på, bliver mere jordnær. Ikke mindre dyb, men mere forankret.
For jeg tror ikke på, at vi skal følge en guru. En shaman. En lærer udenfor os selv.
Ikke fordi der er noget galt i det, men fordi jeg ikke tror på, at vores sandhed ligger derude. Jeg tror på, at den ligger i os.
For lige så snart vi begynder at jagte svar hos andre, så begynder vi også, stille og roligt, at bevæge os væk fra vores egen vej.
Vi begynder at lytte mere til, hvordan det “skal være”, end til hvordan det føles i os og det er det, jeg ikke længere vil.
Jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg hele tiden kigger ud, for at finde ind.
Jeg vil leve et liv, hvor jeg tør stå i mig selv. Mærke mig selv og finde mine egne svar.
Så for mig handler det ikke længere om at gøre mere. Lære mere. Tilføje mere, men om at skrælle lag af.
At komme tilbage til det, der er helt enkelt:
At være i min krop.
At trække vejret.
At være til stede i mit liv.
At være med dem jeg elsker.
At have overskud.
At have ro.
Måske er det den mest jordnære spiritualitet, der findes. Ikke den der larmer mest, men den der mærkes dybest.
Jeg er ikke færdig med at udforske.
Jeg er ikke færdig med at mærke, men jeg ved én ting…
Jeg vil ikke længere leve et liv, hvor jeg mister mig selv i det, jeg giver.
Jeg vil leve et liv, hvor jeg er til stede i det.
Ved du, hvad du vil ?
🫶🏼
Camille
