09/01/2026
Afskaf diagnoser på arbejdspladserne!🧭
Min søn på 17 sagde noget som rørte mig:
“Hvorfor leder voksne med magt altid efter HVEM, der er problemet…
i stedet for hvad der er problemet?”
Han talte om kommunen.
Men jeg tænkte: det dér er også arbejdslivet.
Når et menneske ikke trives på en arbejdsplads, sker der noget ret forudsigeligt:
- Det bliver personligt🫥
Så bliver det “noget med dem”.
Og til sidst bliver det en label, der lyder som en forklaring - men fungerer som en langsom lukning.
ADHD. Autisme. 👾Angst. Stress.
Som om ordet i sig selv ændrer på tempoet, støjen, Uklarheden, møderne, skiftene kravene.
Det gør det ikke.
Det ændrer desværre primært hvordan vi ser på det enkelte menneske.
Vi har et forældet smalt normalitetsbegreb.
Og når nogen ikke kan klemme sig igennem, siger vi:
“Spændende. Lad os finde ud af, hvad du er/fejler.”
I stedet for at spørge:
“Hvad kræver det her arbejde af en hjerne?”
“Og kunne vi bygge det lidt mindre dumt?”
Derfor er min position klar:
Afskaff diagnoser på arbejdspladsen.
Ikke i sundhedsvæsenet.
Men i arbejdslivet.
På arbejdet skal vi tale rammer, behov og styrker.
Ikke “hvad er du?”
For styrkebaseret, rammetilpasset arbejde er ikke “blødt”.
Det er det, der virker og fastholder mennesker.
Del eller læg en kommentar, hvis du vil hjælpe med at sprede budskabet igennem algoritmen, så vi kan ændre normen.
Hvorfor bruger vi så meget energi på at finde hvem der er problemet
i stedet for at ændre hvad der er problemet?