
08/09/2025
I går var jeg så heldig at ventetid gav mig en impulsiv meditationsstund på den fine lille bænk.
Jeg sad der i solskinnet, omgivet af grønne træer og fuglesang.
Jeg sad alene – og alligevel ikke.
Vinden strøg forbi som en mild ven, ikke mere end en kølende hvisken, luften fuld af liv, fuglestemmer, hvisken fra blade, pulsen i jorden under mig.
Der var intet at gøre.
Ingen steder at skulle hen.
Kun at være.
Et stille nærvær foldede sig ud, som om skoven selv åndede med mig.
Hver indånding bar fred, og hver udånding gav slip på alt det, der ikke længere var brug for.
I et øjeblik var alt i balance.
Kroppen slap, hjertet åbnede sig, og sjælen fik plads.
Tiden standsede.
Alt var stille og samtidig fuldt af liv.
Som om naturen holdt vejret sammen med mig.
Som om alt, hvad der er, smeltede sammen med det, der altid har været.
Jorden under mig, ældgammel og vis, bar minderne fra tusinde sjæle før mig.
Bladene hviskede fortællinger fra en tid, min krop kunne huske, men mit sind havde glemt.
Og jeg….jeg var bare der. I ét med alt.
Et åndedrag. En puls.
En lille del af det store hele ❤️