31/07/2025
Min hellige rejse til Sedona – en genforening med Jorden, mig selv og det større:
Min rejse til Sedona var ikke blot et skridt ud i verden – det var et skridt indad, hjem til noget dybere, noget urgammelt i mig selv. Jeg vidste ikke præcis, hvad jeg ville finde, men allerede da jeg ankom, kunne jeg mærke det:
Sedona bærer en levende visdom, en energi der ikke kan forklares – kun føles.
Det var i Amitabha Stupaen, under de fredelige træer og omgivet af bønnernes blide dans i vinden, at mit hjerte åbnede sig i en grad, jeg aldrig før havde oplevet. Jeg satte mig i stilhed, og det var dér, Moder Jord talte til mig – ikke med ord, men med følelse. En dyb sorg væltede op indefra, og tårerne strømmede ned ad mine kinder. Jeg mærkede hendes smerte – hendes gråd over, hvordan vi har glemt hendes hellighed, hvordan vi behandler hende som noget adskilt fra os. Jeg følte hende i mit bryst. Det var ubærligt – og alligevel bar hun det med kærlighed. Hun viste mig, at selv i vores glemsel elsker hun os stadig. Hun kalder os blot hjem.
I det indianske medicinhjul trådte jeg ind i cirklen med ydmyghed. Her blev jeg guidet ind i en dyb selvindsigt. Lag efter lag faldt bort, og jeg stod ansigt til ansigt med mig selv – ærligt, råt, og med kærlig klarhed. Det var her, jeg mærkede mine guider tæt på – som om de stod i kredsen sammen med mig, hviskende sandheder og visdom, jeg har båret med mig hele livet, men først nu forstod. Der var en dyb ro i at vide, at jeg aldrig er alene.
På min vandring i Chimney Rock mærkede jeg energien som en opstigende kraft – som om noget i mig blev løftet op mod lyset. Her blev jeg mindet om min styrke, om min evne til at stå oprejst i det, jeg er. Det var ikke ord, der kom – men en indre rejse, hvor mit væsen blev trukket op mod noget større, og samtidig forankret dybere end nogensinde i min krop og i jorden.
Ved Oaks Creek, hvor vandet for længst var tørret ud, var stilheden i sig selv en transmission. Der var ingen rislen, kun tomhed. Og netop dér – i fraværet – kom budskabet - Alt har sin tid. Også stilheden. Også det tørre. Der er visdom i det, der ikke flyder 🌺.
Det var som om selve landskabet hviskede, at hvile og tomhed også er en del af livets cyklus – og det blev en påmindelse om at have tillid, også når intet bevæger sig.
Og så – på de højre, hellige klippesider – åbnede sløret sig. Jeg så dem: alle indianer stammerne viste sig for mig i lyset, i stenens former, i vindens bevægelse.
De talte ikke med stemmer, men med nærvær. En dyb besked blev vævet ind i mit hjerte: Vi er ét. Vi er forbundet. Jorden er hellig. Og vi kan mødes i kærlighed og fred, hvis vi vælger det.
De bad os huske. Ikke med hovedet, men med hjertet.
Sedona var for mig ikke blot et sted – det blev et spejl af min sjæl, en indvielse, et kald tilbage til essensen. Jeg kom som én, og rejste videre som hel. Forbundet med jorden. Forbundet med mig selv. Forbundet med alt.
Sedona er for evigt en dyb del af mig, og jeg ved, at jeg snart vil vende tilbage til dette hellige sted.
