Hvad er åbningstiderne?

Mandag 07:30 - 12:15 Tirsdag 07:30 - 17:15 Onsdag 12:45 - 17:15 Torsdag 07:30 - 12:15

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Lev dit liv, Tangevej 6A Ribe sundhedscenter, Ribe (2026)

Q: Hvad er adressen?

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter

08/01/2026

Forældre vil deres børn det allerbedste.
Mere tryghed.
Mere ro.
Mere glæde.
Mere selvtillid.

Og alligevel ser jeg igen og igen børn og unge, der bærer rundt på uro, vrede, tristhed, ondt i maven, hovedpine, søvnproblemer, skolevægring, angst, tics, udadreagerende adfærd eller et konstant alarmberedskab i kroppen.

Ikke fordi der er noget galt med dem.
Og heller ikke fordi der er noget galt med deres forældre.

Dynamikkerne i min egen familie, dengang mine tre nu voksne børn var små, har været lige så frustrerende som hos så mange andre.
Jeg kender det også selv.
Da mine egne børn var små,
Den der følelse af:
Gør jeg det rigtige? Ser jeg det, jeg skal se? Burde jeg kunne mere?

Så det her kommer ikke fra et sted med løftede pegefingre.
Det kommer fra et sted med dyb respekt for, hvor krævende forældreskabet faktisk er.

Det er vigtigt for mig at sige helt klart:

Jeg giver ikke forældre skylden.
Tværtimod.
Jeg ser forældre, der gør sig umage.
Der prøver.
Der bekymrer sig.
Der googler, spørger, taler med skolen, taler med kommunen, taler med hinanden – og ofte bærer rigtig meget alene.

Børn regulerer ikke sig selv først.
De regulerer sig gennem relation.
Gennem forældrenes nervesystem.
Gennem stemninger, tempo, konflikter, forventninger og det, der ikke bliver sagt højt.

Og her opstår noget af det, jeg ser alleroftest:

- Forældre, der vil gøre det rigtige – men er trætte, pressede og har for lidt støtte.
- Børn, der mærker alt – men ikke har ord for det.
- Unge, der lukker ned eller eksploderer, fordi det er den eneste måde kroppen kan komme af med spændingen på.
- Familier, hvor alle elsker hinanden, men alligevel misforstår hinandens signaler igen og igen.

Mange forældre tror, at barnets reaktion handler om vilje.
Om opdragelse.
Om grænser.

Men meget ofte handler det om nervesystem.
Om overbelastning.
Om et barn, der prøver at være stærk, dygtig, sød eller nem – indtil kroppen ikke kan mere.

Og så kommer symptomerne.
Ikke for at skabe problemer.
Men for at skabe regulering.

Det gælder også de stille børn.
Dem, der trækker sig.
Bliver indadvendte.
Bliver “nemme”.
For også stilhed kan være et råb om hjælp i kroppen.

Noget af det, der giver allermest mening i mit arbejde, er, når ikke kun barnet – men også forældrene bliver en del af processen.
Jeg har mange familier, hvor både børn, unge og forældre får behandling.
Nogle gange skiftevis.
Nogle gange sideløbende.

Og den værdi, der opstår dér, er helt særlig.

For når forældres nervesystem falder mere til ro,
så falder barnets også hurtigere.
Når forældre får støtte til det, de selv bærer,
så behøver barnet ikke længere “råbe” gennem symptomer.

Det bliver ikke et spørgsmål om:
Hvem er der noget galt med?
Men i stedet:
Hvad er det, vi sammen kan skabe mere ro i?

Det smukke – og samtidig udfordrende – er, at børn ikke kan heles isoleret fra deres relationer.
For når ét nervesystem falder til ro, smitter det.
Når én begynder at trække vejret dybere, ændrer feltet sig.

Derfor handler støtte til børn og unge sjældent kun om barnet.
Det handler om dynamikker.
Roller.
Usagte bekymringer.
Gamle mønstre, der bevidst bliver givet videre.

Ikke fordi nogen gør noget forkert.
Men fordi vi alle giver videre det, vi selv har lært at overleve med.

Og her ligger håbet
For det, der er lært i relation, kan også heles i relation.

Når forældre begynder at forstå, at barnets krop ikke er imod dem – men samarbejder for overlevelse.
Når barnet mærker, at det ikke er forkert, men forstået.
Så sker der noget, som ingen skemaer og belønningssystemer kan skabe:

Ro.
Kontakt.
Tillid.

Jeg arbejder med børn, unge og voksnes kroppe og følelser – i min klinik i Ribe og over skærmen.

Og noget af det vigtigste, jeg ser, er, at forældre ikke mangler vilje.
De mangler støtte til at finde fodfæste i det, der er svært, så de kan stå stærkt i det selv.

For børn har ikke brug for perfekte forældre.
De har brug for regulerede relationer.
For voksne, der tør se på det, der sker i feltet – ikke kun i adfærden.

Giv det videre.
Usundt giver vi videre, når vi tror, at børn skal tilpasses systemer, der allerede er for pressede.
Sundt giver vi videre, når vi begynder at tilpasse systemerne til børns nervesystemer, behov og tempo.

Og vi ved aldrig, hvem der sidder derude og læser med
og tænker:
“Måske er mit barn ikke problemet. Måske er det et signal.”

— Liv

07/01/2026

De fleste mennesker taler meget hårdere til sig selv, end de nogensinde ville tale til et andet menneske.

Med en indre tone, der er kritisk, dømmende og sjældent tilfreds.
“Tag dig sammen.”
“Det burde du kunne.”
“Hvorfor er du sådan?”

Og det er ikke fordi, vi er onde mod os selv med vilje.
Det er fordi vi – ofte helt ubevidst – har lært, at pres skaber udvikling.
At kritik holder os skarpe.
At hvis vi slipper kontrollen, så bliver vi dovne, ligeglade eller forkerte.

Mange af os tror faktisk, at den hårde indre stemme er det, der holder os i gang.
At den gør os dygtigere.
Smukkere.
Mere værd.
Mere rigtige.

Men sandheden er bare…
- Vi kan ikke hade os selv klogere.
- Vi kan ikke kritisere os selv tryggere.
- Vi kan ikke tale os selv til mere kærlighed, ro eller mod ved at være hårde.

Kroppen lukker, når den bliver presset.
Nervesystemet går i alarm, når tonen er truende.
Og kreativitet, livsglæde og mod trives kun der, hvor der er en grundlæggende oplevelse af:
“Jeg er okay, som jeg er – også mens jeg lærer.”

Den indre tone er ikke bare “tanker”.
Den er kemi.
Den er spænding i vævet.
Den er vejrtrækning.
Den er hormoner, immunforsvar, søvn og fordøjelse.
Den er hele den måde, kroppen oplever livet på.

Og når vi hele tiden taler til os selv, som om der er noget, der skal fikses…
så begynder kroppen også at leve, som om der er noget galt.

Det betyder ikke, at vi ikke må ønske udvikling.
Det betyder ikke, at vi ikke må tage ansvar.
Tværtimod
100 % ansvar starter ikke med selvangreb.
Det starter med ærlighed uden vold.
Med at sige:
“Det her er, hvor jeg er – og herfra vælger jeg mit næste skridt.”

For udvikling sker ikke, fordi vi pisker os selv frem.
Den sker, når kroppen føler sig tryg nok til at åbne.
Når vi begynder at tale til os selv, som vi faktisk har brug for at blive talt til, når noget er svært.

Og ja… det kan føles uvant.
Næsten forkert.
For mange føles venlighed mod sig selv som dovenskab.
Som om man snyder.
Som om man mister grebet.

Men i virkeligheden er det ofte dér, grebet først bliver sundt.

Hvis din indre tone lige nu er hård, så er der ikke noget galt med dig.
Det fortæller bare, at du engang lærte, at kærlighed og præstation hang sammen.
At accept skulle fortjenes.
At fejl havde konsekvenser.

Og det kan vi godt give slip på.
Blidt.
Lag for lag.

Jeg arbejder med kroppen, sindet og det følelsesmæssige – i min klinik i Ribe og over skærmen.
Og noget af det, der igen og igen skaber de største skift hos både børn, unge og voksne,
er ikke at presse sig selv til at blive bedre…
men at begynde at møde sig selv på en måde, som kroppen faktisk kan trække vejret i.

Giv det videre.

Usundt giver vi videre, når vi lærer vores børn, vores partnere og os selv,
at kærlighed følger med præstation, og at fejl skal skammes væk.

Sundt giver vi videre, når vi viser, at man godt må være i proces,
godt må lære, godt må være menneske – uden at miste sin værdi.

Vi ved aldrig, hvem der sidder derude og læser med
og måske for første gang mærker:
“Måske behøver jeg ikke tale så hårdt til mig selv mere.”

— Liv

07/01/2026

Der kommer et tidspunkt, hvor vi forlader os selv.
Ikke dramatisk.
Ikke med vilje.

Bare stille.

Det sker, når vi godt ved, hvad der er sandt for os –
men ikke tør gå med det.
Når vi mærker retningen,
men vælger den, der kræver mindst af os.

Vi forlader ikke sandheden, fordi den er forkert.
Vi forlader den, fordi den har en konsekvens.

Og det valg er 100 % vores eget ansvar.

For sandhed kræver, at vi bliver i den,
også når det bliver ubehageligt.
At vi ikke trækker vores sandhed tilbage,
bare fordi stemningen ændrer sig,
eller nogen bliver skuffede, forvirrede eller utilfredse.

At vi bliver stående i os selv,
i stedet for at skynde os tilbage i tilpasning.

Så vi vælger forklaring.
Justering.
At få det hele til at glide igen.

Og langsomt mister vi kontakten til den del af os,
der vidste.

I hverdagen kan det se uskyldigt ud.
Vi siger ja lidt for hurtigt.
Tænker “det går nok”.
Bliver dygtige til at få ting til at fungere.

Men kroppen ved det.
Uroen.
Trætheden.
Den stille fornemmelse af at være gået et skridt væk fra sig selv.

Det er ikke fordi, vi ikke kender sandheden.
Det er fordi, vi vælger ikke at leve fra den.

Og dét valg – også når det er ubevidst –
er 100 % vores ansvar.

Ikke for at give skyld.
Men for at give os selv muligheden for at vende tilbage.

Microtræninger – når du tager ansvaret hjem
• Stop op, når noget spænder, og spørg: Hvad ved jeg allerede?
• Vent ét åndedrag, før du svarer
• Sig én sand sætning – og lad den stå
• Læg mærke til, hvor du vælger tryghed frem for sandhed
• Træk ikke din sandhed tilbage, bare fordi det bliver ubehageligt

Giv det videre – usundt

Når vi viser vores børn – og os selv –
at sandhed er noget, man mærker, men ikke følger.
At det er tryggere at forlade sig selv end at stå i sig selv.
Og at kroppen må bære prisen for de valg, vi ikke vil tage ansvar for.

Giv det videre – sundt

Når vi viser, at sandhed godt må have en konsekvens –
og at vi tager ansvaret for den.
Når vi lever det, vi ved,
og dermed lærer, at indre kontakt er vigtigere end ydre accept.

Når vi holder op med at forlade den del af os, der kender sandheden,
falder noget på plads.
Ikke fordi livet bliver lettere.
Men fordi vi igen står i os selv.

Jeg arbejder med krop, sind og det følelsesmæssige

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

05/01/2026

Nogle gange er det ikke det, der bliver sagt, der fortæller mest.
Men det, der mærkes i rummet.

I min klinik i Ribe – og over skærmen –
møder jeg børn og unge, der lige skal bruge et øjeblik.
Et blik rundt.
Et lille suk.
En krop, der skal lande.

De bliver fulgt tæt.
Set på.
Spurgt ind til.

Og alligevel bærer mange på en stille oplevelse af ikke helt at blive set.

Ikke fordi nogen ikke vil dem.
Ikke fordi forældre, lærere eller omgivelser ikke ser.
Men fordi det, der bliver set udefra,
ikke altid kan mærkes indefra.

Man kan blive set hele tiden
og stadig føle sig uset.

For det, børn og unge længes efter,
er ikke opmærksomhed.
Det er genkendelse.

At nogen mærker det, de selv har mistet kontakten til.

Mange børn og unge har tidligt lært at rette blikket udad.
Mærke stemningen.
Tilpasse sig.
Gøre det, der forventes.

Og langsomt glider forbindelsen indad i baggrunden.
Til kroppen.
Til fornemmelserne.
Til det, der egentlig er dem.

Når den indre kontakt bliver svag,
kan selv kærlige ord føles fjerne.
Ros lander ikke.
Omsorg glider forbi.

Og så opstår oplevelsen:
“Ingen ser mig.”

I min klinik i Ribe –
og over skærmen –
er mit fokus ikke at ændre barnet,
men at hjælpe kroppen med at finde hjem igen.

At genskabe kontakten indad.
Så det, der bliver set udefra,
også kan mærkes indefra.

Forældre ser deres børn.
Og de gør sig umage.
Elsker.
Støtter.
Vil det bedste.

Men når et barn har mistet forbindelsen til sit indre,
kan selv den største kærlighed føles langt væk.

Når kontakten vender tilbage,
sker der noget stille og vigtigt.

Børn falder til ro.
Unge begynder at mærke sig selv igen.
Og følelsen af at være uset slipper sit greb.

Det er det, mange børn og unge kan lide ved at komme hos mig.
At jeg ser dem –
og hjælper dem med at se sig selv.

Giv det videre – usundt

Når forældre, i ren kærlighed,
kommer til at fokusere mere på adfærden end på det, der ligger bag.
Når vi vil trøste, forklare, rette, løse –
og barnet langsomt lærer, at det indre ikke er det vigtigste.

Når børn mærker, at der ikke er tid eller plads
til det, der ikke kan forklares hurtigt.
Så lærer de at klare sig selv indeni.
At mærke mindre.
At lukke lidt ned.

Ikke fordi nogen gør noget forkert –
men fordi tempoet er højt,
og vi alle gør det bedste, vi kan.

Giv det videre – sundt

Når forældre tør blive i det, der ikke skal fixes.
Når de tør stå i ikke at forstå med det samme.
Når der bliver plads til det, barnet ikke selv kan sætte ord på endnu.

Når børn oplever, at deres indre har værdi –
også når det er rodet, uroligt eller uklart.
Så lærer de, at de må blive hjemme i sig selv.
At de ikke skal væk fra det, der mærkes.

Og dét er noget af det mest helende, vi kan give videre.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

05/01/2026

At være en pleaser er et valg.
Nogle gange bevidst.
Oftere ubevidst.

Et valg taget i et øjeblik, hvor det føltes klogere at tilpasse sig end at stå i sig selv.
Et valg om at sikre relationen, stemningen, freden.
Et valg, der virkede.

Gevinsten er tydelig.
Man bliver vellidt.
Man undgår konflikt.
Man hører til.

Og her ligger paradokset.
Vi tror, at alle kan lide os, fordi vi er så nemme.
At vi bliver valgt, fordi vi er så lette at være sammen med.
Men ofte kan andre ikke mærke os.

De kan ikke mærke vores holdning.
De kan ikke mærke vores grænse.
De kan ikke mærke, hvor de egentlig har os.

Og det skaber tvivl.
For når der ikke er noget at mærke,
ved andre ikke, hvad de står på.

Mange pleasere bliver derfor udnyttet.
Ikke nødvendigvis fordi andre vil dem ondt,
men fordi pleaseren ikke siger nej.
Ikke markerer stop.
Ikke gør sin grænse tydelig.

Valget har en pris.
Og den betales af en konflikt mellem krop og sind

I voksenlivet kan pleaseren b.la. Vise sig sådan:
Du siger ja, selvom kroppen siger nej.
Du mærker andres behov før dine egne.
Du justerer, glatter ud, holder sammen.
Og kalder det ansvar.

Hos børn kan valget b.la. se sådan ud:
De bliver nemme.
Tilpasser sig.
Vil ikke fylde.
De mærker stemningen og vælger at dæmpe sig selv.

Det er ikke forkert.
Det er et valg taget for at bevare kontakt.

Og det er 100 % vores eget ansvar at opdage, om det valg stadig tjener.

Microtræninger – når du vil tage ansvaret hjem
• Vent ét åndedrag, før du siger ja
• Mærk kroppen, før du svarer
• Sig én sand sætning mindre, men ærlig
• Tillad stilhed uden at udfylde den
• Læg mærke til, hvornår du justerer dig selv automatisk

Giv det videre – usundt

Du lærer dine børn, og omgivelser at harmoni kræver selvforladthed.
At deres behov må vente.
At kroppen skal bære det, ordene ikke må sige.

Giv det videre – sundt

Du lærer dine børn, og omgivelser at kontakt ikke kræver tilpasning.
At følelser må fylde.
At relationer kan bære sandhed.

Når du tager ansvaret hjem,
slipper kroppen for at råbe.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

04/01/2026

Når det indre liv og det ydre liv ikke længere følges ad

De fleste mennesker opdager det ikke med det samme.

Det viser sig sjældent som et klart brud.
Oftere som en stille forskydning.

Man lever sit liv.
Gør det, der skal gøres.
Får hverdagen til at hænge sammen.

Og indeni er der noget, der langsomt begynder at føles anderledes.

Ikke forkert.
Bare ikke helt rigtigt længere.

Det kan mærkes som en træthed, der ikke slipper.
Som en uro, der dukker op bestemte steder.
Som en fornemmelse af at holde sammen på noget, der engang passede – men som er blevet for snævert.

Udefra kan livet se helt almindeligt ud.

Man passer sit arbejde.
Sine relationer.
Sin rolle.

Og indeni er der noget, der stille har trukket sig hjem.

Ikke stille som i, at der ikke sker noget.
Men stille som når kroppen ikke længere skal råbe for at blive hørt.

Det sker ikke for os.

Det sker, fordi vi – ofte helt umærkeligt – har valgt noget bestemt.

Vi har valgt at blive.
Valgt at tilpasse os.
Valgt at holde igen.

Ikke fordi vi ikke vidste bedre.
Men fordi det havde en pris at vælge anderledes.

Og den del er vigtig at tage med:

Vi har altid selv 100 % ansvar for det liv, vi lever.
For det, vi bliver i.
For det, vi accepterer.
For det, vi lærer os selv at overhøre.

Ikke som skyld.
Men som sandhed.

Kroppen reagerer ikke på vores forklaringer.
Den reagerer på det liv, vi faktisk lever.

Når det indre liv og det ydre liv ikke længere hænger sammen,
må kroppen kompensere.

Ikke som en straf.
Men som en konsekvens.

Det er ofte her, spændinger, uro og symptomer begynder at vise sig.
Ikke fordi der er noget galt med os.
Men fordi kroppen bærer noget, der aldrig var dens alene.

Der er ikke noget, der skal fikses her.

For vi er ikke i stykker som mennesker.
Vi er allerede hele.

Men helhed kræver,
at vi tør komme hjem i os selv igen.

At vi hjælper kroppen med at slippe det følelsesmæssige og det konfliktfyldte,
så det ikke bliver ved med at sætte sig i kroppen som symptomer.

3 microtræninger, der kan give kroppen mere plads:

1. Læg mærke til, hvor du spænder op i bestemte situationer
Ikke for at ændre det.
Bare for at se det.
2. Sæt ét ærligt ord på det, du mærker
Ikke en forklaring.
Bare et ord, der er sandt for dig.
3. Stop med at forklare det væk
Det, du mærker, er ikke forkert.
Det er information.

Små ting.
Men for mange begynder noget at falde til ro,
når kroppen ikke længere står alene med det.

Giv det videre

Den usunde måde at give det videre på er, når vi:

• lærer os selv og andre at bide tænderne sammen
• kalder overbelastning for styrke
• lærer børn, at kroppen skal ties ihjel
• lever videre i noget, der ikke længere passer – og kalder det ansvar

Det giver vi videre gennem adfærd.
Gennem tempo.
Gennem det, vi normaliserer.

Den sunde måde at give det videre på er, når vi:

• tager ansvar for vores eget indre liv
• stopper op, før kroppen må råbe
• viser, at følelser må få plads
• lærer børn og andre, at kroppen giver mening

Det giver vi videre gennem ro.
Gennem ærlighed.
Gennem den måde, vi lever på.

Når det følelsesmæssige får plads,
behøver kroppen ikke bære det videre.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

03/01/2026

Indre og ydre konflikter – og det ansvar vi altid bærer

De fleste mennesker lever ikke med én stor konflikt.

De lever med mange små.

Hver dag.

Nogle er indre.
Andre er ydre.
Og de to hænger langt mere sammen, end vi ofte vil indrømme.

Ydre konflikter kan se sådan ud:

– relationer, hvor vi bliver irriterede, men tier
– situationer, vi bliver i, selvom noget strammer
– krav udefra, vi siger ja til, selvom kroppen siger nej
– forventninger, vi lever op til, uden at have valgt dem

Indre konflikter opstår sjældent ud af ingenting.

De opstår, når vi møder noget udefra
– og vælger at gå imod os selv indeni.

Når vi mærker én sandhed
og handler ud fra en anden.

Og her er det vigtige, som mange springer over:

Vi er ikke ofre for vores indre konflikter.
Vi er deltagere i dem.

Hver gang vi vælger ro i det ydre
på bekostning af sandhed i det indre,
skaber vi konflikt.

Ikke som straf.
Men som konsekvens.

Kroppen reagerer ikke på det, der sker.
Den reagerer på det, vi accepterer.

Når krop og sind er ude af balance,
er det ofte fordi vi over tid har valgt:
– at tilpasse os
– at holde igen
– at vente
– at være forstående, hvor vi egentlig var uærlige

Og kroppen husker det valg.

Ikke for at straffe os.
Men fordi den altid arbejder for sammenhæng.

Indre konflikter er derfor ikke tegn på svaghed.
De er tegn på, at vi har taget ansvar ét sted
og givet slip på det et andet.

Og ja – det betyder også,
at vi altid har et valg.

Ikke nødvendigvis et nemt valg.
Ikke et dramatisk valg.

Men et ærligt valg.

Der er ikke noget, der skal fikses her.
For vi er ikke i stykker som mennesker.

Vi er allerede hele.

Men helhed kræver ansvar.
Ikke skyld.
Ikke pres.
Bare villighed til at stå ved det, vi mærker –
og tage konsekvensen af det.

Når det følelsesmæssige får plads,
behøver kroppen ikke bære det videre.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

02/01/2026

Sille på 10 år – når tristhed bliver stille

Sille er 10 år.

Hun larmer ikke.
Hun fylder ikke meget.
Hun passer sin skole.

Hun er bare blevet mere stille.

Hun trækker sig ind på værelset.
Sidder længe for sig selv.
Siger ofte, at hun er træt.

Ikke ulykkelig på den måde, der råber.
Bare trist på den måde, der glider i baggrunden.

I skolen gør hun, hvad der forventes.
Hjemme smiler hun, når hun bliver spurgt.
Men noget i hende har trukket sig lidt væk.

Ikke fordi hun ikke vil være med.
Men fordi det er blevet sværere at være sig selv, mens hun er det.

Hos mange børn omkring Silles alder begynder verden at føles mere kompleks.

Relationer bliver mere subtile.
Blikke betyder mere.
Ord kan mærkes længere.

Og nogle børn begynder at holde mere inde.

Ikke fordi de ikke har noget at sige.
Men fordi de ikke ved, hvordan de skal sige det.

Når et barn over længere tid går med følelsen af:
– at skulle tage hensyn
– at ikke fylde for meget
– at være “nem”
– at klare sig selv

så begynder kroppen ofte at trække energien indad.

Ikke som en fejl.
Men som en beskyttelse.

Tristheden hos børn som Sille handler sjældent om én ting.
Den handler om det, der ikke har fået sprog endnu.

Om følelser, der er blevet holdt pænt.
Om behov, der er blevet justeret.
Om en indre verden, der er blevet større, end ordene kan følge med.

Kroppen registrerer det.

Den dæmper tempoet.
Skruer ned for udadvendtheden.
Søger ro.

Ikke for at lukke verden ude.
Men for at holde sammen på noget indeni.

Efter Sille begyndte at komme hos mig,
skete der stille forandringer.

Ikke stille som i, at der ikke sker noget – men stille som i, at noget endelig får ro til at folde sig ud

Ikke fordi hun skulle lære noget nyt.
Og ikke fordi noget blev presset frem.

Men fordi hun blev mødt.

Hendes tristhed fyldte mindre.
Hun begyndte at komme mere ud af sit værelse.
Der kom flere små øjeblikke af lethed.
Mere øjenkontakt.
Et smil, der ikke blev taget på, men opstod af sig selv.

Hun blev ikke en anden.
Hun blev mere sig selv.

Ikke hele tiden.
Men mere og mere.

Der er ikke noget, der skal fikses her.
For Sille var aldrig forkert.
Hun var allerede hel.

Hun havde bare brug for,
at det, der foregik indeni,
blev mødt – uden krav, uden pres, uden forklaring.

For når et barn ikke længere skal bære sin tristhed alene,
begynder noget ofte at åbne sig igen.

Ikke hurtigt.
Men ægte.

Når det følelsesmæssige får plads,
behøver kroppen ikke bære det videre.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

02/01/2026

Når kroppen begynder at tale, før vi selv gør

De fleste mennesker kommer ikke, fordi noget er brudt sammen.
De kommer, fordi noget har været holdt sammen længe.

En krop, der har fungeret.
Et liv, der er blevet levet.
En hverdag, der er blevet båret.

Og samtidig en indre spænding,
der stille har sat sig.

Ikke som sygdom til at begynde med.
Men som uro.
Som træthed.
Som fornemmelsen af, at kroppen reagerer hurtigere, end man selv kan følge med.

Det sker ofte, når det indre og det ydre ikke længere stemmer overens.

Når man mærker én sandhed i kroppen
og lever en anden i praksis.

I de situationer begynder nervesystemet at kompensere.
Ikke dramatisk.
Men vedvarende.

Det regulerer.
Tilpasser.
Holder balancen, så hverdagen stadig kan fungere.

Og her er det vigtigt at sige én ting helt klart:

Der er ikke noget, der skal fikses.
For vi er ikke i stykker

Kroppen fejler ikke.
Den gør sit arbejde.

Vi er allerede hele.
Og kroppen bærer en intelligens, der ved, hvordan alting hænger sammen.

Når noget kommer ud af balance,
er det ikke et tegn på fejl –
men på, at forbindelsen til den intelligens er blevet overhørt.

Det er ikke noget nyt, der skal tilføres.
Det er noget kendt, der skal have lov at komme frem igen.

Og det er netop dét, jeg elsker ved mit arbejde.

At være facilitator for,
at kroppen kan finde tilbage
til sin egen indre intelligens.

Ikke ved at presse.
Ikke ved at rette.
Men ved at skabe de betingelser,
hvor kroppen selv kan tage over igen.

Når krop og sind er ude af balance,
kan det over tid mærkes som:

– spændinger, der ikke helt slipper
– en krop, der er mere på vagt
– følelsesmæssig fladhed eller overreaktion
– symptomer, der kommer og går
– en fornemmelse af, at kroppen gør “mere”, end man beder den om

Ikke fordi kroppen fejler.
Men fordi den har taget ansvar.

Når kroppen bliver ved med at kompensere,
bliver signalerne tydeligere.

Ikke for at skabe problemer.
Men for at blive hørt.

Der er noget, der har brug for at blive mødt,
så reguleringen kan falde tilbage på plads.

For når kroppen ikke længere skal holde spændingen alene,
begynder den ofte helt af sig selv at slippe det,
den ikke længere behøver bære.

Når det følelsesmæssige får plads,
behøver kroppen ikke bære det videre.

I min klinik i Ribe
Og over skærmen

— Liv

02/01/2026

2. januar.
Valget stopper aldrig.

Der er noget vigtigt, vi ofte glemmer:
At valget ikke kun findes dér, hvor det føles frit.
Det findes også dér, hvor det føles umuligt.

Vi har altid et valg.
Også når vi tror, vi ikke har.
Også når valget ikke føles rigtigt – kun nødvendigt.

Hver dag former vi vores liv gennem det, vi vælger.
Vores hverdag.
Vores relationer.
Vores tempo.
Den måde vi er i os selv på.

Ikke gennem de store beslutninger alene.
Men gennem de små, gentagne valg, vi næsten ikke lægger mærke til.

Når vi vælger, vælger vi også noget fra.
Og det er her, det ofte bliver svært.

For fravalg kan føles som tab.
Som usikkerhed.
Som at lukke en dør uden at vide, hvad der venter bag den næste.

Det er ikke manglen på vilje, der holder os tilbage.
Det er frygten for det, vi ikke længere kan tage med.

Men ingen valg er neutrale.
Ikke at vælge er også et valg.
Og det former livet lige så tydeligt.

At vælge til betyder ikke, at alt bliver let.
Det betyder, at noget bliver sandt.
At noget får lov at vokse, fordi noget andet får lov at slippe.

Du kan vælge om.
I dag.
I morgen.
Midt i det, du allerede er i.

Valg er ikke én gang for alle.
De er levende.
De justeres.
De modnes.

Og hver gang du vælger med mere ærlighed end frygt,
former du et liv, der passer lidt bedre til den, du er ved at blive.

Følelser, der ikke får plads hos børn, unge og voksne,
sætter sig i kroppen.
Her får de plads.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

01/01/2026

Sara er 13 år.
Hun kommer i min klinik, fordi hun bøvler med svimmelhed og hjertebanken.

Ikke hele tiden.
Men nok til, at det fylder.
I skolen.
I kroppen.
I hendes tanker.

Når det kommer, føles det, som om kroppen pludselig ikke er helt til at stole på.
Som om noget indeni sætter tempoet op, uden at hun selv har bedt om det.
Og det er utrygt, når man er 13 år
og bare gerne vil være som de andre.

Det, Saras krop reagerer på, handler ikke om, at der er noget galt med hende.
Det handler om, at hun har været for meget på for længe.
For opmærksom.
For ansvarlig.
For meget i gang indeni – uden pauser.

Hendes system har haft brug for at sige stop.
Og kroppen har gjort det på den måde, den nu kan.

Allerede kort tid efter Saras første behandling
begynder der at ske noget mærkbart.

Svimmelheden er ikke så voldsom.
Hjertebanken fylder mindre.
Og vigtigst af alt:
Når det opstår, bliver hun ikke lige så bange.

Hun fortæller, at hendes krop føles mere rolig.
At hun ikke hele tiden går og mærker efter,
om noget nu sker igen.

Saras mor fortæller,
at hun hurtigt kunne mærke en forskel derhjemme.
At Sara virker mere afslappet.
Mere til stede.
Mindre på vagt over for sin egen krop.

Hun sover bedre.
Hun trækker vejret dybere.
Og der er kommet mere lethed ind i hverdagen
– også i de små øjeblikke, hvor det før var anspændt.

Efter de følgende behandlinger
falder der endnu mere på plads.
Kroppen falder til ro.
Svimmelhed og hjertebanken slipper gradvist.
Ikke fordi noget bliver holdt nede,
men fordi Saras krop bliver mødt og lyttet til.

Hun er mere sig selv.
Og det kan både hun og hendes mor mærke.

Når det følelsesmæssige får plads,
behøver kroppen ikke bære det videre.

I min klinik i Ribe
og over skærmen.

— Liv

01/01/2026

1. januar.
Et valg – igen og igen.

Der er en misforståelse, vi ofte gentager ved årsskiftet.
At noget først begynder, når vi er klar.
At vi skal være færdige med det gamle, før vi må træde ind i det nye.

Men sandheden er mere levende end det.

Vi vælger hele tiden.
Bevidst.
Ubevidst.
Med ord.
Med handlinger.
Og med det, vi tillader at fortsætte.

Også i dag.

Det år, vi kommer fra, bar meget vægt.
Meget indre arbejde.
Mange lag, der skulle forstås, rummes, heles.
Det lærte os at være – at mærke, at vente, at lytte.

Det år, vi træder ind i nu, spørger noget andet.

Det spørger ikke, om du er klar.
Det spørger, om du er villig.

Villig til at vælge igen.
Villig til at træde frem, også mens du stadig er i bevægelse.
Villig til at leve det, du allerede ved, i stedet for kun at forstå det.

Det her er ikke et år, der belønner tilbageholdenhed.
Det er et år, der responderer på nærvær, ærlighed og mod.
Ikke det larmende mod – men det stille, konsekvente valg om at være dig.

Du behøver ikke skifte personlighed.
Du behøver ikke opfinde dig selv på ny.

Du vælger bare, igen og igen:
At være den, du allerede er – lidt mere tydeligt.
Lidt mere levende.
Lidt mere sandt.

Og hvis du mærker mere ild end før,
mere lyst til at handle,
mere trang til at stå ved dig selv i hverdagen –

så er det ikke fordi, du presser noget frem.
Det er fordi tiden understøtter bevægelse nu.

Du må gerne vælge.
Også i dag.
Også uden at være færdig.

Det er sådan liv leves.

— Liv

Lev dit liv

08/01/2026

07/01/2026

07/01/2026

05/01/2026

05/01/2026

04/01/2026

03/01/2026

02/01/2026

02/01/2026

02/01/2026

01/01/2026

01/01/2026

Adresse

Åbningstider

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15