Lev dit liv

Hjem
Danmark
Ribe
Lev dit liv

Min mission er at hjælper mennesker med at opnå et mere harmonisk, nærværende og autentisk liv, Min side handler om at få et liv i balance.

Verden er fuld af alt for mange børn, unge og voksne der mangler overskud, og energi til, at hverdagen kan fungerer optimalt. Rigtig mange føler sig ikke hele inden i, det gælder desværre også børnene. Alt for mange sidder fast i gamle og uhensigtsmæssige mønstre, som blokerer for alt det gode i livet. Og det er det jeg arbejder med i min klinik - at hjælpe dig med at få et liv i balance, med at s

lippe alt det gamle du ikke har brug for mere, og støtte alt det gode i dig, til at vokse om blomstre endnu mere. Kroppen er så god til at fortælle dig, når noget er galt, eller ikke fungerer, det er det jeg lytter til, og finder frem til. På den måde rydder vi op i årsagen til hvorfor du har det, som du har det. Du kan læse meget mere på min hjemmeside www.livlotussimonsen.com

31/05/2026

Jeg stod i køen i supermarkedet den anden dag.

Foran mig stod en kvinde med to små børn.

Den ene ville have slik.

Den anden ville hjem.

Og mens hun forsøgte at holde styr på begge dele, kunne jeg høre hende sige:

“Jeg når aldrig det, jeg skal.”

Det var sikkert bare en sætning.

En af dem, vi alle sammen kommer til at sige.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ret sikker på, at jeg selv har sagt noget lignende mange gange.

Måske ikke præcis de ord.

Men noget i stil med:

“Der er altid noget, jeg mangler at nå.”

“Jeg er bagud.”

“Jeg skal lige…”

“Når bare jeg får styr på det her, så kan jeg slappe af.”

Især dengang mine tre børn var små.

Men også senere i livet.

For sådan er det ofte.

Vi siger noget så mange gange, at vi holder op med at høre det.

Det bliver bare en del af os.

En del af den måde, vi tænker, føler og lever på.

Og det fik mig til at tænke.

For hvad nu hvis det ikke bare er en sætning?

Hvad nu hvis det er et rum, vi har boet i længe?

Forestil dig et hus.

Et hus med mange værelser.

I ét af værelserne hænger der et skilt:

“Jeg når aldrig det, jeg skal.”

Måske hænger der i et andet:

“Jeg må tage mig sammen.”

Eller:

“Jeg er først god nok, når jeg har gjort lidt mere.”

Når vi har boet længe nok i et hus, holder vi op med at lægge mærke til væggene.

Vi holder op med at se skiltene.

Vi begynder bare at tro, at sådan er livet.

At sådan er vi.

Men det er her, det bliver interessant.

For vores selvfortællinger bliver ofte til vores identitet.

Og vores identitet bliver ofte til den måde, vi lever vores liv på.

Hvis jeg fortæller mig selv, at jeg altid er bagud …

så vil jeg føle mig bagud.

Hvis jeg fortæller mig selv, at der aldrig er tid nok …

så vil livet føles sådan.

Ikke fordi det nødvendigvis er sandheden.

Men fordi jeg ser livet gennem det skilt, jeg har hængende på væggen.

Det tog mig mange år at opdage.

Ikke fordi nogen fortalte mig det.

Men fordi jeg begyndte at lægge mærke til de historier, jeg fortalte mig selv.

For vi kan ikke ændre det, vi ikke er bevidste om.

Hvis vi ikke kan se skiltet på væggen, kan vi heller ikke stille spørgsmål ved det.

Så kommer vi til at tro, at skiltet er sandheden.

Men i det øjeblik vi bliver bevidste …

i det øjeblik vi opdager fortællingen …

så opstår muligheden for noget nyt.

Ikke fordi alt ændrer sig fra den ene dag til den anden.

Men fordi vi ikke længere er styret af noget, vi ikke kan se.

Og det smukke er:

Vi er ikke dømt til at bo i det samme hus resten af livet.

Vi kan flytte rundt på møblerne.

Male væggene.

Tage gamle skilte ned.

Sætte nye op.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men lidt efter lidt.

Én bevidsthed ad gangen.

Ét valg ad gangen.

Én ny fortælling ad gangen.

Og måske starter det hele med at blive nysgerrig på:

Hvilke skilte hænger der egentlig på væggene i mit hus?

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.

— Liv

22/05/2026

Forestil dig et hus.

Ikke et almindeligt hus.

Men et hus, du har boet i hele dit liv.

Et hus med vægge bygget af oplevelser.
Af ord andre har sagt.
Af det du lærte om dig selv, da du var lille.

Inde i det hus bor en lille historiefortæller.

Den er vågen hele tiden.

Også når du ikke lægger mærke til den.

Det er lidt sådan Default Mode Netværket i hjernen fungerer.

Det er et netværk, der blandt andet hjælper os med at forstå os selv.

Det forbinder fortid med nutid.
Skaber mening.
Laver historier om, hvem vi er.

Problemet er bare:

Den fortæller ikke nødvendigvis sandheden.

Den fortæller det, den har lært.

Så hvis en lille pige engang lærte:

“Jeg er for meget.”

Eller en lille dreng lærte:

“Jeg skal være dygtig for at blive valgt.”

Så begynder historiefortælleren at bygge videre på det.

Rum efter rum.

Væg efter væg.

Og så flytter nogle af hjernens andre samarbejdspartnere ind.

Hippocampus bliver bibliotekaren.

Den finder gamle oplevelser frem:

“Kan I huske dengang?”

“Se – her er endnu et bevis.”

Amygdala bliver alarmcentralen.

“Pas på.”

“Det her føles farligt.”

“Det minder om noget, vi har prøvet før.”

RAS bliver dørmanden ved hoveddøren.

Den står og sorterer alt det, der kommer ind.

Og hvis historien inde i huset er:

“Jeg er ikke god nok.”

Så lukker den automatisk flere beviser ind på netop dét.

Blikket.
Kommentaren.
Afvisningen.

Og pludselig føles det som om:

“Det sker hele tiden for mig.”

Men måske sker det ikke hele tiden.

Måske er det bare huset, der er blevet indrettet sådan.

Og det interessante er:

De fleste mennesker tror, at de er huset.

At de er historien.

At de er tankerne.

Men du er ikke huset.

Du er den, der bor i det.

Og måske er noget af det smukkeste ved hjernen netop dette:

At vægge kan flyttes.

Vinduer kan åbnes.

Nye rum kan bygges.

Nye historier kan skrives.

For hjernen er ikke færdig.

Og det er du heller ikke.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

21/05/2026

De sidste dage i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har igen mindet mig om, hvor let det er at komme til kun at se det, der sker udenpå.

Adfærden.

Ordene.

Reaktionerne.

Det vi kan se.

For en mavepine er jo “bare” en mavepine.

Et raseriudbrud er “bare” et raseriudbrud.

Et barn, der siger nej til alt, kan hurtigt blive til et “trodsigt barn”.

Men det er sjældent dér, historien begynder.

Peter på 10 år kom til sin anden session.

Han satte sig ned og fortalte:

“Min mave gør ikke ondt hver dag længere.”

Bare sådan.

Den slags sætninger bliver ofte sagt helt stille.

Som om børn ikke altid ved, hvor stort det egentlig er.

Men når man ved, hvordan det var før, så bliver det stort.

For vi arbejdede videre med det, der lå bag mavepinen.

Mor og fars skilsmisse.

Og ikke den stille af slagsen.

For nogle børn fortæller ikke med ord, at noget gør ondt.

Nogle børn fortæller med kroppen.

Med søvn.
Med maven.
Med uro.

Kroppen finder sin egen måde at tale på.

Senere kom Søren på 8 år til sin anden session.

Og han havde også noget vigtigt, han gerne ville fortælle.

Nu havde han kun 1-2 raseriudbrud om ugen.

Og de gik hurtigere over.

Før han kom til mig, var det 1-2 om dagen.

Og når han først var inde i dem, var de næsten umulige at hjælpe ham ud af.

Prøv lige at mærke forskellen.

Ikke kun i Søren.

Men i hele familien.

For når et barn får det lettere, så er det sjældent kun barnet, der mærker det.

Hele huset mærker det.

Og så kom en lille pige på 3 år til sin anden session.

Mor satte sig ned og smilede næsten lidt, mens hun fortalte:

“Hun er blevet meget mere medgørlig.”

“Mere velvillig.”

For før havde næsten alting været en kamp.

Tøj.
Mad.
Små beslutninger.

Det hele stoppede ligesom op.

Og hurtigt kan vi voksne komme til at sætte ord på:

“Trodsig.”

Men det er egentlig et ord, jeg sjældent tænker.

For min opgave er ikke kun at kigge på adfærden.

Min opgave er at kigge bag adfærden.

For adfærd er ofte bare det yderste lag.

Det er kroppens måde at fortælle:

“Der er noget herinde, jeg ikke ved, hvordan jeg skal sige højt.”

Måske er der uro.

Måske er der utryghed.

Måske er der overbelastning.

Måske er der noget, der føles for stort til små skuldre.

For børn prøver sjældent at være svære.

De prøver oftest at fortælle os noget.

Og nogle gange ændrer alting sig, når vi stopper med at spørge:

“Hvad er der galt med barnet?”

Og i stedet begynder at spørge:

“Hvad prøver barnet at fortælle?”

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

19/05/2026

De sidste par dage i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har igen mindet mig om noget, jeg ser så ofte:

At det, vi ser på overfladen, sjældent er hele historien.

For nogle gange handler det ikke kun om matematik.

Ikke kun om mad.

Ikke kun om kroppen.

Der kom en dreng til skærm session.

Og med den der helt stille stolthed, som børn nogle gange har, fortalte han:

“Jeg er blevet bedre til matematik.”

Men det stoppede ikke dér.

For det, der gjorde mig allermest nysgerrig, var det næste:

At han selv var begyndt at tage initiativ til matematikopgaver og lektier.

Selv.

Noget vi arbejdede med i hans forrige session.

For nogle gange er det ikke evnen, der mangler.

Nogle gange er det uro.
Modstand.
Usikkerhed.

Og når noget indeni falder mere til ro, så sker der ofte noget interessant:

Det, der før krævede kamp, begynder at føles lettere.

Senere kom en pige på 12 år.

Hun kom, fordi forholdet til mad var begyndt at fylde.

Og når vi som mennesker prøver at styre noget meget hårdt, bliver jeg ofte nysgerrig på:

“Hvad føles mon ukontrollerbart inde bagved?”

For under det hele lå noget andet.

En følelse af forkerthed.

Som om noget i hende havde lært:

“Der er noget ved mig, der ikke er rigtigt.”

Og nogle gange bliver kontrollen et sted at holde fast.

Et sted, hvor man kan skabe orden, når noget indeni føles svært.

Efter sessionen var det næsten det første, hun sagde:

“At det føles lettere.”

Som om kroppen havde trukket vejret dybt for første gang i lang tid.

Som om noget ikke længere skulle holdes så stramt.

Og så kom en kvinde til sin anden session.

I årevis havde kroppen reageret fysisk hver gang, hun skulle hjem til sine forældre.

Hjertebanken.
Kvalme.

Og det interessante ved kroppen er, at den nogle gange fortæller historier, længe før vi selv gør.

For kroppen husker ofte det, hovedet har lært at leve med.

Denne gang satte hun sig ned og sagde:

“Jeg mærkede ingenting.”

Ingen hjertebanken.

Ingen kvalme.

Og det anstrengte forhold til mor fyldte ikke længere.

Kun faren fyldte stadig i tankerne.

Og det var præcis dér, vi arbejdede videre.

For nogle gange handler det ikke om at fjerne noget.

Men om stille at skrælle lagene væk.

Lag for lag.

Indtil det, der hele tiden har stået og banket på, får lov til at blive set.

Og måske er det dét, jeg bliver mindet om igen og igen:

At det, vi kæmper med, sjældent er problemet.

Måske er det bare det sted, kroppen har valgt at fortælle sin historie fra.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

17/05/2026

En af de ting, jeg stadig elsker allermest ved mit arbejde i klinikken i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – er at kroppen er fuldstændig ligeglad med alder.

Den holder ikke regnskab.

Den siger ikke:

“Nu er du for lille.”
“Nu er du for gammel.”
“Nu er det for sent.”

Den fortæller bare videre.

Den fortæller, når noget fylder.
Når noget kalder på opmærksomhed.
Når noget længes efter mere balance.

Så en uge kan se sådan her ud:

Hugo på 3 dage kommer i klinikken, fordi der er meget uro.

Mille på 6 måneder kommer og får støtte til mere ro omkring søvn og spisning.

Bertil på 5 år kommer, fordi han er kluntet, falder og er uheldig det meste af tiden.

Mette på 10 år kommer, fordi noget svært stadig fylder efter oplevelser i skolen.

Peter på 16 år kommer, fordi noget i ham længes efter mere tro på sig selv.

Signe på 22 år kommer, fordi hun ønsker mere klarhed omkring sig selv og sine valg.

Mads på 30 år kommer, fordi kroppen længes efter mere ro omkring søvnen.

Sidsel på 39 år kommer, fordi livet gør ondt, når noget slutter.

Ole på 47 år kommer, fordi kroppen kalder på opmærksomhed.

Hanne på 55 år kommer, fordi kroppen er i forandring.

Sune på 66 år kommer, fordi gamle oplevelser stadig fylder i nuet.

Ida på 77 år kommer, fordi kroppen længes efter mere bevægelighed.

Niels på 82 år kommer, fordi sorg ikke har en udløbsdato.

Mie på 89 år kommer, fordi livskvalitet stadig betyder noget.

Og sådan kunne jeg blive ved.

For det, der fylder, er forskelligt.

Men det, jeg ser igen og igen, er det samme:

At mennesker længes efter at få det bedre.

Mere ro.
Mere frihed.
Mere plads.
Mere sig selv.

Og det er uanset, om det handler om kroppen.

Tankerne.
Følelserne.
Relationerne.
Eller livet, der pludselig gør ondt et sted.

Jeg har et par ledige tider i den kommende uge – både i klinikken i Ribe og over skærmen.

Du finder tiderne via linket i kommentarfeltet.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

17/05/2026

Der var en tid, hvor rigtig mange sagde:

“Det kunne jeg aldrig forestille mig.”

At arbejde hjemmefra.
At holde møder over en skærm.
At tale med familien over video.
At skabe nærvær uden at være i samme rum.

Og så lukkede Corona pandemien verden ned.

Pludselig havde vi ikke længere de muligheder, vi plejede at have.

Og noget interessant skete.

Ikke kun fordi vi blev tvunget til at gøre tingene anderledes.

Men fordi mange opdagede, at anderledes ikke nødvendigvis betød dårligere.

Mange opdagede nye muligheder.

Og det samme skete hos mig.

For i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – fik mange pludselig erfaring med noget, de måske aldrig selv ville have valgt først.

Og i dag er der stadig mange, der vælger det.

Nogle fordi de bor langt væk.

Nogle fordi de sidder i Norge, Grønland, Færøerne eller Australien.

Nogle fordi hverdagen med børn, arbejde og logistik allerede er fyldt.

Og nogle fordi det giver mere ro.

Ingen transport.
Ingen stress over at nå frem.
Ingen tid brugt i bilen.

Bare muligheden for at sætte sig hjemme i egne omgivelser.

Inden for videnskaben har både Albert Einstein og Bruce Lipton arbejdet med forståelsen af, at mennesker ikke kan forstås som adskilte enkeltdele.

Vi påvirkes hele tiden.

Af relationer.
Af omgivelser.
Af det, vi retter vores opmærksomhed mod.
Af det, vi oplever.

Kroppen arbejder heller ikke i små adskilte kasser.

Den arbejder i sammenhænge.

Det ser jeg igen og igen.

Et barn kommer med uro omkring skole, men samtidig ændrer søvnen sig.

En voksen kommer med spændinger i kroppen, og pludselig opleves der mere ro i relationer.

Et menneske kommer med tankemylder, og samtidig opstår der mere overskud i hverdagen.

Fordi kroppen hele tiden forsøger at skabe forbindelse og sammenhæng.

Den leder ikke efter ét område.

Den leder efter balance i helheden.

Det er præcis derfor, jeg også arbejder på samme måde – uanset om vi sidder i samme rum eller mødes gennem en skærm.

Jeg lytter til kroppen som et samlet system.

Ikke til enkelte dele isoleret fra resten.

For det er sjældent kun kroppen.
Sjældent kun tankerne.
Sjældent kun følelserne.

Det hænger sammen.

Vi kender det allerede fra hverdagen.

Du mærker stemningen i et rum, uden nogen siger noget.

Et barn reagerer på mors eller fars uro, selv uden ord.

Du falder til ro, fordi nogen lytter.

Det er ikke noget nyt.

Det er noget, vi allerede gør hver eneste dag.

Og måske lærte verden os noget under Corona:

At når en dør lukkes…
så opdager vi nogle gange muligheder, vi slet ikke vidste fandtes.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

16/05/2026

I dag er det præcis 1 år siden.

1 år siden at min yngste søn og hans gymnasieklasse indtog vores have med bannere, maling, musik, grin og den helt særlige energi, som kun unge mennesker kan komme med.

Solen skinnede fra en skyfri himmel.

Det var varmt.

Der lå malerbøtter, pensler og pizzabakker rundt omkring.

Nogen malede.

Nogen grinede.

Nogen dansede.

Nogen faldt i søvn et sted mellem latter, træthed og alt for få timers søvn – og vågnede op og festede videre igen.

Og midt i det hele stod jeg og kiggede.

Kiggede på noget, som faktisk er ret smukt.

For det er så meget mere end bannere og studentervogne.

Det er sammenhold.

Det er den måde unge mennesker kan drille hinanden på det ene øjeblik og passe på hinanden det næste.

Den måde de kan grine så højt, at man næsten ikke kan høre sig selv tænke – og fem minutter senere sidde med en ven og lytte helt stille, fordi noget vigtigt bliver sagt.

Deres sjov og ballade.

Deres interne historier.

Deres omsorg.

Deres care.

Jeg føler mig faktisk ret privilegeret.

For gennem årene har vores hjem fået lov til at være rammen om mange af deres samlinger, fester og øjeblikke.

Og det, jeg igen og igen har set, er ikke “unge mennesker nu til dags”, som man nogle gange hører om.

Jeg har set venlige, høflige, kærlige unge mennesker.

Unge mennesker der altid var klar på en snak om stort og småt.

Om livet.

Om drømme.

Om tvivl.

Om kærlighed.

Om fremtiden.

Jeg husker også spændingen.

Den næsten sitrende følelse i luften.

Snakken om huen.

Om vognturen.

Om hvad der mon skulle ske bagefter.

Hvem skulle læse videre?

Hvem skulle arbejde?

Hvem skulle ud at rejse?

Hvem vidste egentlig noget som helst?

Og nu er der gået et år.

For mange blev det deres første sabbatår.

Og jeg ved, at mange af de unge mennesker næsten har haft følelsen af:

“Det føles bare som en lang sommerferie. Snart skal vi tilbage.”

Tilbage til gymnasiet.

Til klassen.

Til hverdagen.

Til hinanden.

Indtil den lidt mærkelige opvågning kommer:

“Nå nej…”

Det skal de ikke.

Nu er voksenlivet stille og roligt begyndt.

På hver deres måde.

Med arbejde.

Studier.

Drømme.

Nye mennesker.

Nye byer.

Nye veje.

Og noget af det fineste er…

Det er når jeg møder nogle af de unge mennesker i dag.

Når man stopper op og får en snak.

“Hvordan går det så?”

“Hvad endte du med?”

“Kom du ud at rejse?”

“Var det den uddannelse du troede?”

“Gik det med planerne?”

Og det smukke er faktisk, at livet næsten altid har lavet lidt om på planerne.

Nogen skiftede retning.

Nogen fandt noget andet.

Nogen blev overraskede.

Nogen er stadig ved at finde ud af det.

Og alligevel er der noget, som ser ud til at bestå.

Dem.

Deres venskaber.

For selvom de er spredt ud over forskellige byer, uddannelser, jobs og liv, så har de stadig hinanden.

Og det er måske noget af det, jeg elsker allermest at se.

At de stadig finder hjem til hinanden.

Jeg ser det hos alle mine tre unge voksne mennesker.

Jeg ser hvordan livet bevæger sig.

Hvordan vejene bliver forskellige.

Hvordan hverdagen ikke længere er den samme.

Men jeg ser også beskederne.

De spontane besøg.

Grinene.

De fælles minder.

De små “skal vi ses?”

For det er måske det, man først opdager senere.

At nogle mennesker ikke kun er en del af en periode i dit liv.

De bliver en del af dig.

Og nu står det næste hold der.

2026-studenterne.

Med sommerfugle i maven.

Med tanker om studenterhuen.

Om hestevognen.

Om vognturen.

Om alt det der venter.

Og hvis jeg måtte give nogle ord med på vejen til jer unge mennesker, så skulle det være:

Du behøver ikke have styr på hele dit liv lige nu.

Du behøver ikke vide præcist, hvem du er, eller hvor du skal hen.

Livet bliver ikke til i de planer, du laver.

Livet bliver til i de mennesker du møder.

De grin du husker.

De omveje du aldrig havde regnet med.

Og til jer forældre:

Nyd øjeblikkene.

Slap lidt af midt i det hele.

Lad ikke planlægning, praktiske ting og “har vi husket det hele?” fylde det hele.

Stå indimellem bare stille og kig.

Tag det ind.

Lyt til latteren.

Mærk stemningen.

Og hav tillid til de unge menneskers vej.

For selv når det ikke ser ud præcis, som vi havde forestillet os, så finder de ofte mere af deres egen vej, end vi tror.

Nogle gange er vores vigtigste opgave ikke at styre vejen.

Men at gå lidt ved siden af og stole på, at de godt kan.

For nogle gange opdager man først bagefter, at man stod midt i noget, der blev til et minde for livet.

Og lige pludselig er der gået et år.

Nogle gange er det ikke livet, der skal ændres. Det er det sted i os, vi ser det fra.
– Liv

14/05/2026

Ugen i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – har været fyldt med mange nye mennesker på briksen.

Mennesker, der har fået mig anbefalet af familie.
Venner.
Kollegaer.
Fagpersonale.

Og det, der ofte går igen, er sætningen:

“Jeg har prøvet så meget…
og intet virker for mig.”

Jeg tror faktisk, mange af de mennesker, der ender hos mig, kommer med en følelse af, at det her måske er sidste forsøg.

Ikke nødvendigvis fordi de tror helt vildt på det, jeg laver.

Tværtimod.

Mange kommer trætte.

Trætte af at lede.
Trætte af at prøve nye ting.
Trætte af at blive skuffede.

Nogle er næsten blevet rundforvirrede undervejs.

Af råd.
Metoder.
Forklaringer.
Behandlinger.

Og jeg forstår dem godt.

For når man har kæmpet længe nok, så begynder man stille at miste tilliden til, at noget overhovedet kan ændre sig.

Men så sker der ofte noget.

Ikke altid dramatisk fra den ene dag til den anden.

Men nok til, at mennesker kommer tilbage til deres næste session og siger:

“Jeg forstår det ikke helt…
men noget er blevet anderledes.”

Og næsten hver uge får jeg spørgsmålet:

“Hvordan kan det være?
For jeg har jo prøvet så meget forskelligt.”

Og mit svar er egentlig det samme hver gang.

At når kroppen og sindet får støtte til at komme tilbage til en god kommunikation…
så sker der positive forandringer.

For kroppen er intelligent.

Virkelig intelligent.

Og når kommunikationen stille begynder at blive genetableret,
så begynder kroppen ofte selv at søge mod mere ligevægt.
Mere balance.
Mere harmoni.

For jeg arbejder aldrig kun med ét område ad gangen.

Jeg arbejder med helheden.

Med mennesket som et samlet system.

Hvordan kroppen har det.
Hvordan tankerne fylder.
Hvordan følelserne påvirker.
Hvordan relationerne mærkes.
Hvordan nervesystemet reagerer.
Hvordan hverdagen leves indefra.

For alt påvirker hinanden.

Og ofte hænger det, vi mærker fysisk, tæt sammen med det, vi bærer mentalt, følelsesmæssigt og relationelt.

Kroppen forsøger hele tiden at skabe sammenhæng.

Derfor arbejder jeg heller ikke ud fra tanken om, at mennesker kan opdeles i små adskilte kasser.

For kroppen gør det ikke.

Den ser helheden.

Og måske er det netop her, noget vigtigt ligger.

For min vigtigste opgave i en session er ikke at redde nogen.

Det er heller ikke at “fikse” nogen.

Min vigtigste opgave er at være facilitator.

Og det betyder, at jeg hjælper kroppen med at få adgang til dens egen intelligens igen.

At jeg hjælper kommunikationen tilbage.
Mellem alle dele.
Mellem krop og sind.
Mellem det bevidste og det ubevidste.

For kroppen ved ofte godt, hvad den prøver at fortælle.

Problemet er bare, at kommunikationen mange gange er blevet forstyrret undervejs.

Af hverdagsliv.
Af belastninger.
Pres.
Overlevelsesstrategier.
Fastlåste mønstre.

Og jo mere jeg har styr på mine teknikker…
jo mere jeg forstår de processer, jeg arbejder med…
jo bedre kan jeg støtte kroppens intelligens tilbage til en god kommunikation.

Det handler ikke om magi.

Det handler om forståelse.
Præcision.
Nærvær.
Og respekt for kroppens eget system.

Og noget af det, jeg måske holder allermest af at opleve, er dette:

At krop og sind er fuldstændig ligeglade med, om mine klienter “tror på det” eller ej.

Kroppen arbejder ikke ud fra overbevisning.

Den arbejder ud fra kommunikation.

Ud fra tryghed.
Kontakt.
Regulering.

Så nogle af de største forandringer, jeg har været vidne til gennem årene, er kommet fra mennesker, der satte sig på briksen og tænkte:

“Jeg tror ærlig talt ikke rigtigt på det her.”

Og alligevel begyndte noget at ændre sig.

Måske fordi kroppen nogle gange ved noget længe før hovedet gør.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

13/05/2026

Jeg tror, mange mennesker lever det meste af deres liv inde i en historie, de ikke selv har valgt bevidst.

En historie, hjernen har gentaget så mange gange…
at den føles som sandheden.

“Jeg er nok for meget.”
“Jeg skal gøre mig fortjent til kærlighed.”
“Jeg må ikke fejle.”
“Jeg skal have styr på alting.”
“Jeg bliver valgt fra, hvis jeg viser, hvem jeg er.”

Og det mærkelige er:

At hjernen begynder at lede efter beviser for historien.

Hele tiden.

Det er blandt andet dét, RAS gør.

RAS er en lille del af hjernen, som fungerer lidt som et filter.

Den sorterer konstant i millioner af indtryk og vælger:
“Hvad er vigtigt for dig at lægge mærke til?”

Og den vælger ud fra det, du allerede tror på.

Så hvis din indre historie er:
“Jeg er ikke god nok.”

Så begynder hjernen automatisk at lægge mærke til alt det, der kan bekræfte den historie.

Blikket der føltes forkert.
Kommentaren du overtænkte.
Fejlen.
Afvisningen.

Ikke fordi livet kun består af det.

Men fordi hjernen forsøger at skabe sammenhæng mellem det, du tror…
og det, du oplever.

Og samtidig kører Default Mode Network i baggrunden.

Det netværk i hjernen, som blandt andet er aktivt, når du grubler.
Tænker over dig selv.
Fortiden.
Fremtiden.

Det er dér, mange menneskers indre fortælling bor.

Og når Default Mode og RAS arbejder sammen længe nok…
så begynder historien at føles virkelig.

Ikke bare som tanker.

Men som identitet.

Jeg møder det hele tiden i min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen.

Mennesker, der ikke længere opdager, at de lever inde i gamle historier.

Historier om ikke at være valgt.
Ikke at være tryg.
Ikke at være nok.

Og kroppen bærer ofte historien videre, selv når livet egentlig har ændret sig.

Det er derfor, forandring sjældent kun handler om “at tænke positivt”.

For kroppen tror stadig på den gamle fortælling.

Nervesystemet reagerer stadig ud fra den.

Og måske er det første skridt ikke at kæmpe imod historien.

Men at begynde at opdage den.

Lægge mærke til den.

Spørge stille:

“Er det her faktisk sandheden…
eller er det bare en historie, min hjerne er blevet god til at gentage?”

For det, du fodrer med opmærksomhed, begynder hjernen at lede efter mere af.

Og måske er det netop dér, noget nyt kan begynde.

Ikke fordi du faker noget.

Men fordi du langsomt begynder at fortælle hjernen en ny historie om, hvem du er.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

11/05/2026

I min klinik i Ribe – og gennem sessioner over skærmen – er det ofte ikke de store ord, der fylder mest.

Det er de små sætninger.

Dem, der næsten bliver sagt i forbifarten…
men som fortæller alt om, hvor meget et menneske egentlig har flyttet sig.

I dag kom en pige på 8 år ind ad døren.

Hun satte sig i sofaen med et smil, jeg ikke tror, man kan fake.

Og så sagde hun:

“Jeg har ikke haft de der dummer tanker og handlinger siden sidst.”

Så enkelt.

Så stort.

Hun fortalte stolt, hvordan hendes tvangstanker og OCD handlinger havde været væk siden sidste session.

Og mens hun sad der, kunne man mærke lettelsen i hele hendes lille krop.

Men det fineste kom bagefter.

For hun fortalte også, at hendes tanker om aftenen havde ændret sig.

Før havde de været fyldt med bekymringer.

Nu var de blevet til tanker om sjov og ballade.

Små fantasifulde tanker.
Lege.
Grin.

Og alligevel sagde hun helt alvorligt:

“Men jeg vil gerne have hjælp til, at de tanker kommer om dagen i stedet for, når jeg skal sove.”

Prøv lige at mærke det.

8 år gammel.
Og allerede så bevidst om sit eget indre liv.

Det rører mig hver gang, når børn begynder at forstå, at tanker ikke er noget, de er fanget i…
men noget der kan ændre sig, når kroppen og nervesystemet finder mere ro.

Senere kom en dreng på 7 år.

Og han havde også noget vigtigt, han skulle fortælle.

Hans daglige tisseuheld var nu reduceret til 1-2 gange om ugen.

Den stolthed i et barn…

Den kan næsten ikke beskrives.

For det handler aldrig kun om tis.

Det handler om frihed.

Om ikke hele tiden at være ham, der skal skifte tøj.
Ham, der bliver nervøs.
Ham, der mærker de andres blikke.

Når kroppen begynder at skabe mere tryghed indeni, så begynder mange ting stille at ændre sig udenpå.

Og så kom en mand i 30’erne.

En af de mennesker, hvor man næsten kan mærke forandringen, allerede før de siger noget.

Han stod anderledes i sig selv.

Talte anderledes.

Mere roligt.
Mere tydeligt.

Han fortalte, hvordan han var begyndt at sætte sunde grænser.

Hvordan han ikke længere sagde ja til alt for at holde alle andre glade.

Og hvordan han faktisk følte sig gladere nu.

Ikke fordi livet pludselig var perfekt.

Men fordi han ikke længere forlod sig selv hele tiden.

Det er så givtig at være vidne til, alle de skifte.

Når mennesker stille begynder at tage deres plads hjem igen.

Ikke med kamp.

Men med ro.

Det, der er sandt, bliver ved med at banke på.
– Liv

Adresse

Tangevej 6A Ribe Sundhedscenter
Ribe
6760

Hvad er åbningstiderne?

Mandag	07:30 - 12:15
Tirsdag	07:30 - 17:15
Onsdag	12:45 - 17:15
Torsdag	07:30 - 12:15

Internet side

http://www.livsimonsen.dk/, https://klinik-liv-simonsen.planway.com/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Lev dit liv sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Lev dit liv:

Genveje

Vil du plassere din praksis på toppen av Klinik-listen i Ribe?

Del

Type

Alternativ og holistisk helsepleje