15/09/2025
I weekenden var jeg til Burning Bushes 🔥
En kvinde-festival skabt af, med og for kvinder.
Et smukt og kærligt fællesskab, opstået ud fra lysten til at dele.
Lysten til at lege og være kreativ.
Lysten til at sende noget ud i verden. Også selv om det er halvfærdigt. Så det kan inspirere og leve og vokse videre.
For Burning Bushes er noget, vi giver til hinanden.
Og så er det ren, rå kvinde power.
🔥🔥🔥
Dét, der rørte mig ekstra dybt var historien om de engelske kvinder, der protesterede mod den engelske og amerikanske regerings (hemmelige) aftale om, at USA kunne opstille atom-misiler på engelsk jord i 1980'erne.
I 11 år stod engelske kvinder uden for basen i protest. (Og regeringen forbød pressen at dække det - ingen måtte snakke om det....)
Kvinderne dannede kæde omkring basen og sang. Sang deres sorg over krig og deres kærlighed til Jorden og alt levende ind mod basen.
Til amerikanerne til sidst fjernede missilerne igen.
Vi sang også her i weekenden.
I cirkel sang vi vores sorg over verdens tilstand og vores kærlighed til Jorden og alt levende ud over landskabet.
Jeg får gåsehud og tårer i øjnene bare ved tanken.
Tænk, hvor powerfuldt det er.
Tænk, hvor aktuel den historie igen er.
Tænk, hvor meget vi kvinder kan udrette - bare ved at stå sammen - bare ved at være fælles om vores sorg og kærlighed.
Ingen missiler kan skyde igennem den kraft, der rejser sig, når kvinder tager hinanden i hånden og står sammen.
🔥🔥🔥
Jeg kan mærke det ulmer derude.
Vi er begyndt at mærke og huske vores kraft.
Må vi allesammen rejse os, tage hinanden i hånden, holde og støtte hinanden.
Og synge. Synge vores sorg over krig, magtmisbrug og uretfærdighed og vores kærlighed til verden og til alt levende.
Når vi fletter sorg og kærlighed sammen, healer vi. Os selv, hinanden og Jorden.
🔥🔥🔥
