25/06/2025
Jeg får lyst til at dele det her med dig:
Der var et kært menneske der forleden på sin væg på facebooke spurgte hvad det havde gjort for mig at være terapeut. - Jeg gider ikke noget p*s, var mit svar.
Det lyder måske hårdt. Det er det også. Men det er ikke det samme som at være kold. Tværtimod. Det er en konsekvens af at have stået i rummets tungeste men også letteste energier det er en ny bevidsthed, der er vokset frem i mig gennem årene.
For mig et det at være psykoterapeut ikke bare en profession. Det er en livsvej, hvor jeg konstant står med begge fødder plantet midt i andres smerte – og derfor også uundgåeligt må lære at stå fast i sin egen sandhed og min egen smerte. Jeg er både blevet blødere, hårdere og skarpere. Mere rummelig – og samtidig mere kompromisløs.
Jeg har opdaget, at rummelighed ikke betyder, at jeg skal finde mig i alt. Jeg kan rumme dine følelser, din smerte, dit mørke. Jeg kan være vidne til dit livs største sorg uden at blinke. Men jeg vil ikke finde mig i manipulation, eller uærlighed – hverken i terapirummet eller i mit private liv. Jeg mærker lynhurtigt, når noget ikke er ægte. Jeg mærker tydeligt at min hud er blevet tyndere og min rygsøjle stærkere.
Engang troede jeg, at min opgave som psykoterapeut var at forstå alt og alle. At jeg altid skulle finde en forklaring, en sammenhæng, en grund. Men nu ved jeg, at det vigtigste nogle gange er at kunne sige jeg ved ikke hvad der sker og hvorfor det sker, jeg har lige nu ingen forklaring men jeg anerkender at det er sådan. For mig er det selvrespekt både for mine klienter men også overfor mig selv. Jeg skal og kan ikke vide alt, men jeg kan være nysgerrig og undersøgende på livet.
At arbejde med menneskers traumer har lært mig, hvor komplekst mennesket er – og hvor skrøbeligt vi også er. Jeg ser polariteter overalt: overlevelse og overgivelse, kontrol og kaos, hårdhed og sårbarhed. Og den største erkendelse er måske, at disse modsætninger ikke skal opløses. De skal mødes og anerkendes.
Jeg befinder mig i de modsætninger hele tiden. Privat og professionelt. Jeg er både mor og terapeut. Partner og spejl. Jeg er menneske – med mine egne sår, mine egne grænser og min egen længsel efter frihed. Jeg foretager valg med stor omhu. Både i mit arbejde og i mit private liv men er også opmærksom på at de to ting ofte smelter sammen.
Derfor vælger jeg mennesker, der næres af ærlighed. Jeg vælger klienter, der vil være med deres proces – og ikke bare vil have en hurtig løsning. Jeg vælger relationer, hvor jeg kan være hele mig – blød, intens, kontant, stille, vred, glad, sårbar.
Det sker at jeg beder også nogen om at forlade scenen. Uden drama. Uden skyld. Bare fordi jeg kan mærke, at de ikke længere hører til i mit stykke.
Jeg er terapeut med hjertet det har gjort mig stærkere. Ikke som i “jeg-kan-alt”, men fordi jeg ved, hvornår jeg skal træde frem, og hvornår jeg skal trække mig tilbage. Hvornår jeg skal holde ved – og hvornår jeg skal give slip.
For mig er det en ære at arbejde med menneskers dybeste sår. Men det er også vigtigt at beskytte min egen indre ro.
Som jeg indledte med så vælger jeg at sige nej tak til p*s og Ja tak til dybde, sandhed, indre ro og til at leve mit liv i integritet.
Det kunne være en metode men det er også min livsform.
www.anneleonhard.dk
