26/03/2026
Men der skete jo heldigvis ikke noget...
I går havde jeg en kvinde i klinikken, der havde brug for hjælp til at få ro på sit nervesystem.
Det var, som hun skrev til mig på forhånd, mildt sagt ret flosset.
I sidste uge var hun ude for en voldsom trafikulykke, hvor hun kom kørende med sine børn i bilen, da en anden bil med alt for høj fart bragede ind i siden på dem.
Mirakuløst slap de alle fra det med kun små fysiske knubs.
Så heldigvis skete der ikke noget.
…Kommer vi nemt til at sige til os selv eller hinanden.
Og det giver mening.
Måske prøver vi at berolige os selv.
Eller hjælpe os selv, eller den anden, videre.
Men vi kommer også nemt til at tale hen over det, der stadig mærkes i kroppen.
For i det øjeblik, hvor kvinden her kunne se, at det her går galt, og kort efter hørte lyden af metal mod metal og bilen væltede rundt, vidste hun ikke, at det ville gå godt.
Tværtimod.
Og selvom hun ved det nu,
ved hendes krop stadig det, den oplevede.
For kroppen reagerer ikke på efterrationaliseringer.
Den reagerer på oplevelsen.
Måske har du selv oplevet et voldsomt chok.
Måske kender du det også fra noget, der ikke var nær så voldsomt.
Men hvor noget, du godt ved “ikke var så slemt”, alligevel sidder i dig bagefter.
Det er først, når vi giver kroppens reaktion plads, at nervesystemet kan begynde at falde til ro igen.
At uro og spænding stille kan slippe.
Det er ikke nok at sige til os selv, at der ikke skete noget.
Kroppen har brug for at blive mødt.
Med ro.
Med nærvær.
Med en anerkendelse af, at oplevelsen var virkelig.
Og med respekt for, at kroppen reagerede.
Også selvom det heldigvis gik godt ❤️
![Hvad nu hvis 3 minutter var nok?Jeg har lavet en ny mini-meditation 🌿Den hedder [ Et øjeblik af ro ]og tager kun 3 minut...](https://img5.findhealthclinics.com/118/021/1242651421180210.jpg)
