26/12/2025
Kærligheden, der gives,
men ikke finder vej tilbage.
Som et brev uden adresse,
lagt pænt frem,
glemt i stilheden.
Opmærksomheden, der vises,
men aldrig bliver til nærvær.
Øjne, der ser,
ører, der hører,
men ikke noget der bliver.
Barnet, der stadig venter.
Ikke på gaver.
Ikke på ros.
Men på det blik, der stopper op
og siger: jeg ser dig - rigtigt.
År går, men savnet lærer ikke tiden.
Søsteren, broderen, der mærker det,
før nogen siger det højt.
Den falske tone.
Smilet, der kommer for hurtigt, for stift.
Autenticiteten, som noget,
man taler om,
men aldrig rigtig har boet hjemme.
Stemningen, tyk og tung,
som 100 Grøn Cecil,
der skal skæres igennem
med bestik, der for længst er blevet sløvt.
Vejret trækkes forsigtigt, for ikke at antænde noget, der alligevel ulmer.
Rammerne står snorlige.
Dyre. Smukke.
Præcis som det plejer.
Dugen strøget. Lysene perfekte.
Traditionen intakt.
Og resten er blevet en tom skal.
Formen, vigtigere end indholdet,
og freden vigtigere end sandheden,
så forsvinder det,
det rodede.
det levende.
Hjerternes fest, med den ubrudte og usynlige gæst.
Julen holder fast i det gamle,
som den altid har gjort.
Men måske ligger det fremsynede
ikke i at pynte mere,
men i at turde se det,
der aldrig blev givet plads til.
Kærlighed uden gengæld kan stadig være ærlig.
Og nærvær begynder ikke med ord, men med mod.
❤️