
21/08/2024
Jeg har ofte tænkt på, hvorfor jeg simpelthen ikke bryder mig om ordet patient.
Derfor har jeg sakset lidt fra Dr. Google men især fra en fin lille artikel fra Jyllandsposten, hvor region Midtjylland i psykiatrisk øjemed får sagt det hele meget smukkere end jeg hidtil har set.
Men først lige lidt latin:
En patient (latin patiens, lidende) er et menneske eller et dyr, der er under behandling eller i gang med udredning. Og jeg tror, mit ubevidste jeg ikke ønsker, at hver gang jeg møder sundhedssystemet, så ser de mig som lidende, for det er vi jo ikke, vi er ligeværdige væsner, der gerne vil være en kunde for en stund hos nogle eksperter.
Hvad siger du til den tolkning?
Her er teksten sakset fra Jyllandsposten
Tekst af Peter Møller Andersen, overlæge i psykiatri, fra 2021
Klient – patient – borger i centrum
Den interpersonelle relation mellem offentlig ansatte og medmennesker på hospitaler og institutioner forløber oftest uproblematisk. Systemet er presset af manglende ressourcer, og der er en risiko for forråelse, når man som ansat har travlt eller er stresset.
En klient var i oldtidens Rom en person, der var afhængig af en velhavende/magtfuld patron.
En patient er et menneske, der er under behandling eller i gang med udredning. Betegnelsen bruges, når en patient behandles på et hospital eller i privat praksis af en læge, tandlæge, psykolog eller andre.
Efter revolutionerne i 1700-tallet var amerikanerne og franskmændene ikke at betragte som undersåtter, men blev borgere i et demokrati og indgik dermed i et nyt politisk fællesskab.
Alle disse tre ”begreber” bliver flittig brugt, når professionelle i sundheds- eller socialvæsen møder medmennesker på et sygehus, institutioner eller kommunekontorer.
Selve begreberne er der ikke noget galt med, hvis de ikke påvirker den interpersonelle relation i negativ retning.
Den græske filosof Hippokrates formulerede i lægeløftet, at lægen skal »stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade«.
Psykiatrien i Region Midtjyllands patient- og pårørendepanel er kommet med fem anbefalinger til ansatte, der også med fordel kan bruges af ansatte i somatikken eller kommuner. Mød mig i øjenhøjde: Hør på mig – tal ligeværdigt med mig – forklar mig fagsproget. Skræddersy behandlingen til mig: Spørg mig – tilpas behandlingen til mig og mit liv – brug mit netværk. Skab en relation til mig: Vær engageret – vær på bølgelængde – mød mig flere gange. Giv mig ejerskab over mit liv: Samarbejd med mig – giv mig viden – vis mig tillid. Giv mig håb: Vis mig mulighederne – hjælp mig med at bære smerten – fokusér på mine håb og drømme.
Disse anbefalinger kan tilsammen være grundlag for gode forløb i regioner og kommuner og sætter klienten, patienten og borgeren i centrum.