30/05/2026
Døden var ikke smuk
Jeg har hørt mange beskrive døden som værende smuk, ihvertfald den allersidste stund, hvor den døende eksempelvis har åbnet øjnene og sagt “jeg elsker dig”, “på gensyn” eller hvad de nu har sagt og så stille lukket deres øjne og åndet ud.
Eller der har været fuldstændig fredsfuldt omkring den døende, de har givet et klem i hånden og måske har de accepteret at det var nu og givet sig hen til døden på en kærlig måde.
Det var på ingen måde det jeg oplevede, tværtimod. Døden var barsk og ubarmhjertig. Der var så mange smerter forbundet med den sidste tid, mange smertefulde opvågninger og de ord der kom ud var “hjælp mig”, “jeg vil dø”.
Min mand var på ingen måde klar til at tage herfra og jeg tror aldrig at han accepterede at han skulle dø.
Længe inden hans død forsvandt han mere og mere og kun i ganske få glimt så jeg ham i hans øjne.
Dagen hvor han ånede ud var ikke smuk, det var ikke roligt - det var alt andet. At han døde var godt, for den sidste tid var uværdig. Og der var kun den ene mulighed tilbage.
Døden har mange ansigter og der skal være plads til dem alle… lad os tale om det, så det ikke sætter sig i vores krop og styrer os fremover.
Kærligst Pia🦋💖🙏🏼