22/07/2025
Jeg talte med en tidligere klient for et stykke tid siden -
Endelig, tænkte jeg, da hun fortalte, at nu var hun altså gået fra sin mand. Der var simpelthen ikke mere energi og glæde tilbage i hendes krop.
Der skulle gå over 10 år ekstra, siden hun konsulterede mig omkring, hvor skidt hun havde det mentalt og fysisk - inden hun tog skridtet til at tillade sig selv, at få det godt.
Hvad var det der var galt?
Tja, hun levede i et "trygt" forhold med en god flink mand, som hun havde været gift med i mere end 30 år.
Blot var det bare ikke "så trygt" for han viste hende ikke empati i hverdagen.
Lidt om det problem herunder:
Når det trygge forhold du lever i – Slet ikke er trygt, men i gang med at tage livet af dig!
Et menneske kan leve i et forhold i mange år, som han/hun tror er trygt og sikkert for dem, men i virkeligheden er det dybt ødelæggende for personen.
Forholdet kan udadtil se godt ud, og begge parter kan et langt stykke hen ad vejen tænke, at det er fint nok alt sammen, ”vi er bare lidt forskellige”.
Men lidt under overfladen er det ene menneske i gang med at gå til grunde, og den er tricky, hvorfor - det er jo begge ”almindelige flinke og gode mennesker”?
Den ene part mangler empati!
Empati:
At være empatisk overfor andre mennesker gør, at de oplever, de bliver værdsatte og føler, at deres tanker og følelser bliver forstået.
Empati er helt afgørende i venskaber og nære forhold til andre mennesker.
Når man lever sammen i mange år, er det dybt ødelæggende ikke oprigtigt at føle sig værdsat, lyttet til, eller forstået
Netop i vores tætte forhold i livet har vi som følsomme mennesker brug for, at dem vi er sammen med har evnen til at forstå og føle med os og andre på et helt normalt og forventeligt plan.
Det virker på sigt dybt angstprovokerende og symptomfremkaldende ikke at blive set, hørt, forstået, følt med. Og med tiden kan den være helt gal med en, hvis man ikke føler sig mentalt tryg i sit eget hjem.
Det er en angstfremkaldende symptomspiral, der langsomt bliver værre og værre.
Og mange fejltolker situationen, og tror, at det er dem selv, der er noget galt med.
Her et par eksempler:
Det starter med, at man aldrig får en trøstende bemærkning, det kan være en mindre ting som:
”Åh, min hovedpine er bare så slem i dag” som så bare bliver mødt med ingenting, eller:
”Så snup du dig en pille” og så er han/hun ellers helt ligeglad, gør det han/hun har lyst til, uden så meget som et klap på skulderen, et kærligt blik eller et ”Er der noget jeg kan gøre for dig, så du får det bedre?”.
Eller på ferien, det kan være første gang på ski, din partner er trænet og vildt god på ski, og du har aldrig prøvet det før og er ret spændt på første dag højt oppe på bjerget.
Han/hun vælger egoistisk som mennesker uden empati gør, at tage dig med op på en pist, der passer ham/hende godt, men som du som begynder ikke har en jordisk chance for at få succes med.
Han griner af dig nogle minutter mens du kæmper, for derefter at overlade dig til skiferie venner med større tålmodighed, og så kører han/hun ellers selv ud på eventyr efter egen lyst.
Det kan være, at du kommer hjem og fortæller, at der er sket noget frygteligt med en man kender, ulykke, sygdom eller lignende, og han/hun bare står kort og hører det – Men INTET har at sige omkring det!
Det kan være at din partner selv kommer hjem og fortæller om en voldsom oplevelse og du som empat selvfølgelig spørger om, hvordan det så gik med de involverede, og din partner bare svarer:
"Aner det ikke, det spurgte jeg da ikke om".
Det kan være at du hele dagen har glædet dig til at fortælle din partner om noget fantastisk, og han/hun bare svarer "He, nå ok", mens han som sædvanligt kigger ned i sin Smartphone
Og så videre, og så videre.
Til sidst føles det som om ALT, hvad du siger og føler, er latterligt. Og når der ingen kærlig respons er på noget normalt i hverdagen, så dør man indvendigt.
Og det er den langsomme, pinefulde, ensomme død, som ingen forstår, for I er jo sådan en ”pæn og god familie”.
Men de bor jo ikke hjemme hos dig.
Så, måske er der SLET ikke noget som helst galt med dig.
Måske forsvinder dine angst- og stressfremkaldte symptomer, dine smerter den dag, hvor du indser, at livet sammen med en partner med manglende empati – Er dybt ødelæggende også selvom han/hun er "flink nok".
Ligegyldighed er måske det allerværste blandt mennesker.
Biopat
Anne Winther
Sundhedsbevægelsen 2025
