26/06/2025
Når man ser det – virkelig ser og erkender det!
I den seneste tid i klinikken har dette været en tema for et par af mine gæster.
Det har nærmest kunne opleves som en form for åbenbaring.
Der kommer et tidspunkt i mange terapeutiske forløb, hvor noget vender. Ikke nødvendigvis med et brag, men med en stille, næsten smertefuld klarhed.
Pludselig står det der:
“Jeg har tilsidesat mig selv i årevis.”
Det er ikke bare en tanke – det er en erkendelse. En følelse, der forplanter sig i kroppen som en blanding af sorg, lettelse og chok. Man ser på sit liv med nye øjne. Ikke dømmende- men for endelig at forstå.
For mange handler det ikke om manglende vilje eller svaghed. Tværtimod. Det handler om overlevelse, om at være den stærke, den loyale, den der holder sammen på det hele. Og samtidig lurede den hele tiden i kulissen: ideen om, hvordan man burde være.
Ideen om at være den gode datter/ søn. Den stabile og trofaste partner / familiemenneske. Den forstående og effektive kollega. Den rummelige ven.
Ideen om ikke at være for meget, ikke at fylde, ikke at være til besvær.
Ideen om, hvis bare man lige tager sig lidt mere sammen, så bliver det bedre.
Og så gør man det. Tager sig sammen. Igen og igen. Og i det skjulte, stille og loyale - bevæger man sig længere og længere væk fra sig selv.
Når erkendelsen rammer, kan det føles som at stå foran et hus, man selv har bygget, men som pludseligt ikke længere føles som ens trygge hjem.
Hvem er jeg, når jeg ikke længere skal leve op til alle forventningerne ?
Hvem er jeg, hvis jeg skal ‘gå vejen’ alene ?
Hvordan skal det gå mig, hvis jeg siger stop og står af ?
Har jeg modet til det ?
Hvad med min økonomi og alle de praktiske udfordringer der melder sig?
Men det virker som om, at erkendelsen er et ‘point of no returen’.
Det er her det egentlige arbejde begynder.
Ikke med selvbebrejdelse ( f.eks hvorfor blev jeg i alle de år) men med nænsomhed. Med at række hånden frem mod den del af én, man har glemt. Den del, der længes efter at blive mødt og set uden rolle, uden præstation – bare som den, man er.
Det er sårbart. Og det er modigt.
Det tager tid at finde hjem igen. Men når først man har set det, kan man ikke glemme det. Man kan kun vælge at begynde at leve anderledes.
God dag ☀️
Kærligst
Dorte❤️
