ostenkjardk

02/01/2026

Elias og professoren – en samtale om den fjerde dimension.

Professoren fandt Elias, som man altid fandt ham. På bænken under lindetræet, midt på torvet, hvor folk gik forbi uden at ane, at der sad mere erfaret viden dér end på mange universiteter. Professoren var fysiker og i begyndelsen af halvtredserne, havde hørt om Elias fra en af hans studerende. Skarp i blikket. Hurtig i sproget. En af dem, der var vant til at få ret, satte sig forsigtigt for enden af bænken. Professoren, “Jeg er kommet, fordi du taler om den fjerde dimension. Ikke som fysiker, men som menneske. Det interesserer mig.” Elias nikkede langsomt. “Det plejer det først at gøre, når man har regnet det hele igennem og mangler et resultat.” Professoren smilede “I fysikken er den fjerde dimension tid. I matematikken en ekstra rumlig akse. I moderne teorier skjulte dimensioner, men du taler om noget andet.” Ja “Jeg taler om det, der er tilbage, når teorierne har gjort deres arbejde.” Der blev stille et øjeblik. “Så hvad er den fjerde dimension, hvis du skal sige det enkelt?”

Elias så ud over torvet. “Den fjerde dimension er ikke noget, du har, men noget, du får adgang til.” Professoren rynkede panden. “Adgang?” “Ja. Nogle mennesker lever hele livet i tid og rum. Andre får lov til at leve i betydning.” Professoren lænede sig frem. “Du antyder, at den fjerde dimension ikke er ens for alle.” Elias nikkede. “Et barn, der vokser op med tryghed, får ro nok til at mærke sig selv. Et barn, der vokser op i utryghed, lærer at overleve først.” Professoren “Så bevidsthed er betinget?” Elias, vendte sig mod professoren, adgang til bevidsthed er “Vil du have et eksempel?” Professoren nikkede.

“Forestil dig to drenge. Samme intelligens. Samme nysgerrighed. Den ene vokser op med voksne, der har tid. Når han spørger ‘hvorfor’, får han svar. Når han bliver bange, bliver nogen hos ham. Den anden vokser op med fravær. Når han spørger ‘hvorfor’, bliver der stille. Når han bliver bange, må han klare det selv.” Professoren sagde ikke noget. “Den første får adgang til den fjerde dimension tidligt. Han lærer, at verden kan rumme ham. Den anden lærer noget andet. Han lærer at holde øje. At være på vagt. At tænke hurtigt.” Professoren. “Men den anden kan jo være intelligent. Meget intelligent.” “Ja, og ofte mere intelligent end den første.” Professoren så spørgende på ham. “Men intelligens uden tryghed bliver et værn. Ikke en åbning.” Der gik et øjeblik, før professoren svarede. “Så den fjerde dimension er ikke viden, men… tilladelse?” Elias smilede. “Præcis.” Professoren “Hvad betyder det for eksempelvis robusthed?”

“Robusthed er ikke at kunne mere, det er at kunne være i det, man fik.” “Og hvad med viljen, som jeg har hør du har skrevet en del om?” “Vilje er, når et menneske uden adgang alligevel vælger at blive.” Professoren sank en klump, og “Nærvær?” Elias svarede lavt, “Nærvær er det øjeblik, hvor man opdager, at man ikke længere behøver at overleve.” Professoren lænede sig tilbage. “Så den fjerde dimension er ulige fordelt.” Elias,“Ja.” Og uretfærdig.” Elias,“Ja.” “Men ikke umulig at få adgang til senere?” Elias så på ham længe. “Den åbner sig altid dér, hvor et menneske for første gang bliver mødt.” Professoren rejste sig. “Det burde vi undervise i.” Elias trak på skuldrene. “Det gør livet allerede. Universiteterne er bare langsommere. ”Professoren gik og Elias blev siddende. "Bænken, den stod derimod stille i den fjerde dimension."

Så fik Elias sat det nye år igang og han håber at flere vil sætte sig på bænken hos ham med spørgsmål....

19/11/2025

TRÆNER VIGGO — FEJLLØSHEDENS PRIS

Viggo stod ved banen, mens forældre og trænere samlede sig omkring ham. Han vidste, at det ikke var børnene, der havde brug for en snak i dag. Det var de voksne.
“Vi har et problem i dansk fodbold,” begyndte han. “Ikke med talent, men med kultur. Og den starter ikke hos børnene. Den starter hos os.”

Han fortalte, hvad han havde set i mange år: at de øverste i DBU, formænd, direktører, sportschefer og landstrænere næsten aldrig siger ordene: “Det var min fejl.” I stedet hører man om “processer”, “strategier” og “læringspunkter”. Ord, der slører det simple: Der blev truffet dårlige beslutninger.

“Og hvad sker der så?” spurgte han. “Vi får en kultur, hvor fejl ikke findes. Og når fejl ikke findes, lærer ingen noget.”
Børn spejler sig ikke i ledernes taler, men i deres handlinger. Hvis de voksne på toppen aldrig indrømmer fejl, lærer børn, at fejl er farlige, noget man skal gemme væk, noget der gør én mindre værd.

Han nævnte landsholdets aktuelle nederlag og kampen for overhovedet at komme til VM. Et oplagt tidspunkt at sige: “Det var en forkert retning.” Men igen kom kun analyser, ikke ansvar.

“Hvordan skal børn tage ansvar,” spurgte han, “når de voksne ikke viser det?”

Viggo beskrev, hvordan kulturen drypper ned i klubberne: forældre, der bortforklarer, trænere, der pakker nederlag ind, børn der bliver bange for at prøve nyt.
“Men fejl er brændstof,” sagde han. “En spiller uden fejl er en spiller uden mod. Og uden mod ingen udvikling.”

Han så rundt på gruppen. “Vi kan ikke vente på, at DBU ændrer sig. Vi må starte her. I træningen. I hjemmet. I må gøre det, de ikke gør i toppen: indrømme fejl, tage ansvar uden undskyldninger, vise børnene at fejl er menneskelige og nødvendige.”

Til sidst løftede han en bold, smilede svagt og sagde: “Hvis dansk fodbold skal videre, må vi turde det, de ikke tør. Vi må være de voksne, der viser vejen. For hvis toppen ikke gør det, så begynder kulturen nedefra.”

HASHTAGS (optimeret og forkortede):

16/11/2025

STÅ ROLIGT- Ellers gør dit barn det ikke, er bogen til forældre, der vil finde roen midt i hverdagens kaos, og genopdage, hvad der egentlig former et barn. Ikke perfektion. Ikke systemer. Men nærvær, tydelighed og de små handlinger, der gentages dag efter dag. Bogens 387 sider giver dig konkrete værktøjer, varme fortællinger og 50 års erfaring kogt ned til noget, der virker i virkeligheden. Du får redskaber til konflikter, grænser, vilje, rutiner, følelsesregulering og den vigtigste del af opdragelsen: At være et menneske, dit barn kan spejle sig i. Bogen udkommer som e-bog medio december, hvor du læser dine bøger.
“Opdragelse er ikke at gøre barnet som os, men at hjælpe det med at blive sig selv.”
Erik Østenkjær

23/10/2025

04/09/2025

10/07/2025

Her Er næste video i en serie om det mentale i sport / Ishockey, den er tilgængelig på dette link i morgen d.11 Juli :https://lnkd.in/dibev7Yq
Er næste video i en serie om det mentale i sport / Ishockey, den er tilgængelig på dette link i morgen d.11 Juli :https://lnkd.in/dibev7Yq
Ledelse

31/03/2025

KEJSEREN AF LANDET PÅ DEN ANDEN SIDE AF DET STORE HAV!
Der var engang, på den anden side af det store hav, et mægtigt land, hvis folk netop havde valgt en ny Kejser. Han var høj og flot, med gyldne klæder og smykker, der glimrede om kap med solen. Men hvad folket ikke vidste var, at Kejseren kom fra en gammel familie, hvor mændene aldrig havde kendt til kærlighed eller medfølelse for andre end sig selv. Følelser som glæde, sorg og empati havde for længst pakket deres ting og flyttet bort fra deres hjerter, og tilbage var kun egoisme og en dyb vrede, der som en sovende drage lå lige under huden, klar til at spy ild, når nogen dristede sig til at le eller komme med kritik.
Kvinderne i denne kejserfamilie var lige så tavse som marmorstøtter i Kejserens palads. De var fanget af rigdom og frygt, smukke som blomster men bøjede som visne grene under vægten af kejserens magt og truende ord.
Kejseren, som nu havde al magten, kunne ikke fortælle sandheden, ikke engang når den stod ham klart for øjnene. Hver eneste dag underskrev han nye dekreter for at fjerne enhver, der modsagde ham. Snart vendte hans blik mod verden udenfor, hvor han søgte ligesindede – kolde mænd med kolde hjerter, mænd som ham selv. Han ville skabe en verden i sit eget billede, styret af vrede og magt.
Han stirrede mod Kina, udfordrede dem til handelskrig for at bevise sin styrke. Han pegede på Rusland og drillende smilede til deres magthaver. Han kiggede mod Nordkorea og så sit eget spejlbillede dér.
En dag faldt Kejserens blik på Europa, hvor små og store lande lå tæt som perler på en snor. "Hvilket land er mon det største?" tænkte han, og snart hvilede hans blik på et mægtigt, koldt land i nord, stort i areal men sparsomt beboet, knyttet til en mindre nabo med et bånd af venskab. "Det land vil jeg have!" erklærede Kejseren, og hans rådgivere, der aldrig turde sige ham imod, klappede i deres hænder og råbte: "Jo jo, det skal være vores land! Du alene er den retmæssige ejer af hele verden!"
Men i det lille naboland på den anden side af det store hav gik bølgerne højt af bekymring. "Hvad vil Kejseren med vores venner, vores familie?" spurgte folk bekymret hinanden. "Skal vi stå og se på, at vores venner bliver taget, uden at hjælpe dem? Nej, ingen skal gøre vores venner ondt!"
Således besluttede det lille land med de store hjerter sig for at stå sammen med deres venner. For selvom de var små, vidste de, at ingen magt på jorden kunne overvinde et folk, der holdt sammen og kæmpede med mod og retfærdighed.
I det lille land så man tydeligt, hvem Kejseren virkelig var, og hver gang han viste sig, råbte befolkningen højt, så det rungede over havet til Kejserens eget folk: "Jeres kejser har ingen følelser! Han tænker kun på sig selv, og han bryder sig ikke om jer! Han har allieret sig med de rigeste, og når dagen kommer, vil han glemme de fattigste!" Igen og igen afslørede det lille land Kejserens løgne, indtil folket i det store land endelig så sandheden.
Til sidst gjorde folket oprør. De fandt en ny måde at styre deres land på, hvor alle blev hørt, alle blev tilgodeset, og ingen længere skulle leve i frygt for trusler fra en følelsesløs kejser.
Moralen er klar: Intet rige kan bestå alene på magt og frygt. Ægte styrke ligger i retfærdighed, sandhed og samhørighed mellem mennesker.

21/03/2025

Eventyret om Mester Ravns Maske
Langt borte, i et rige, hvor sandhed og løgne dansede i samme skygger, levede en mand ved navn Mester Ravn. Han var kendt for sin visdom og sine evner til at helbrede sjæle. Folk strømmede til ham for at få råd, trøst og indsigt i deres egne sind. Med en blød stemme og et skarpt blik forstod han deres frygt, deres drømme og deres hemmeligheder.
Men hvad ingen vidste, var at Mester Ravn bar en maske. Ikke en maske af stof eller guld, men en usynlig maske, som gjorde det muligt for ham at spejle sine gæsters følelser, uden selv at mærke dem. Han kunne græde med den sørgende uden selv at føle sorg. Han kunne smile til barnet uden at mærke varme. Og han kunne give råd til den fortabte uden at ønske deres bedste. En dag kom en mand ved navn Eik til Mester Ravn. Han var tynd og træt, hans øjne var mørke af søvnløse nætter. ”Mester Ravn,” sagde han, ”jeg forstår ikke, hvad der er sket med mig. Jeg var engang stærk, glad og fuld af liv. Men nu… nu er jeg kun en skygge af mig selv. Min kone siger, at jeg er forkert. At jeg altid gør alting galt. At jeg burde søge hjælp, for noget må være galt med mit sind.” Mester Ravn nikkede, hans blik fyldt med forståelse. ”Måske har din kone ret. Måske bærer du mørket i dit eget hjerte.” Eik sænkede blikket. Måske var det sandt. Måske var han virkelig den, der var galt på den. Men uden for Mester Ravns hus sad en gammel kone ved navn Ylva. Hun havde set mange komme og gå. Hun havde set tårerne, tvivlen og de tunge skridt, der førte folk væk fra Mester Ravn – aldrig lettere, aldrig friere. Så en aften besluttede Ylva sig for at besøge Mester Ravn. Hun trådte ind i hans kammer og satte sig foran ham. ”Mester Ravn,” sagde hun, ”jeg har et problem. Jeg føler mig fanget. Jeg føler, at jeg lever i en verden, hvor ingen siger sandheden, og hvor jeg ikke længere kan stole på mine egne tanker. Hvad skal jeg gøre?” Mester Ravn smilede svagt. ”Du skal forstå, at det ikke er verden, men dig selv, der er i tvivl. Stol på mig, og jeg skal vise dig vejen.” Ylva lo. Ikke en glad latter, men en lav, knitrende lyd, som vinden gennem tørt løv. ”Nej, Mester Ravn,” sagde hun. ”Du skal forstå, at en fugl uden vinger aldrig vil lære at flyve, og en mand uden hjerte aldrig vil lære at elske.” Mester Ravn tav. For første gang i sit liv følte han en mærkelig fornemmelse i sit bryst. Var det frygt? Var det skam? Han vidste det ikke. Og i det øjeblik blev hans maske synlig for alle. De, der tidligere havde set en vismand, så nu kun et tomt skrog af en mand, der aldrig havde følt andet end magtens kolde glæde. Eik så masken falde, og pludselig forstod han. Hans smerte havde aldrig været hans egen. Den var blevet plantet i ham af en anden. En, der aldrig havde ønsket hans bedste. Han rejste sig, takkede Ylva og forlod Mester Ravns hus for aldrig at vende tilbage. Og han lærte, at ikke alle, der taler med mild stemme og kender menneskets sind, har gode hensigter.
Moralen er, at Ikke alle, der siger, de vil hjælpe dig, ønsker dit bedste. Nogle spejler dine følelser uden selv at føle, og de kan få dig til at tvivle på dit eget værd. Lyt til din tvivl, og hvis du altid føler dig forkert i selskabet med en anden – så gå.
God weekend - Erik