Vi er et aktivitets- og beskæftigelsestilbud til personer med nedsat arbejdsevne – hovedsageligt fysisk og psykisk handicappede. For nyligt er vi blevet godkendt til at modtage STU elever. Bakkelund har eksisteret i 12 år og beskæftiger på nuværende tidspunkt 9 brugere. Til at varetage det pædagogiske arbejde er der ansat 2 socialpædagoger og en pædagogisk assistent. Jørn, der har opført Bakkelund, og hans kone Anne Grethe har også deres daglige gang på stedet. Vi tilbyder arbejdsopgaver, der består af pasning af vores udendørs arealer. Det indebærer både pasning af mark, have, søområde samt vedligeholdelse af mindre frilandsgartneri. Vi har ofte arbejdsopgaver i det lokale miljø, hvor vi bl.a. passer forsamlingshusets udendørs areal, slår græs og hjælper til ved diverse arrangementer, f.eks. koncerter. Vi har små dyrehold (i øjeblikket heste, køer, høns, får samt en fiskedam) som vi passer dagligt. Vi har en fast ugentlig hestedag, hvor vi arbejder med hestene og tilbyder ridning. Vi vægter samspillet imellem brugere & dyr og tilrettelægger ud fra den enkeltes niveau. I vintermånederne tilbyder vi ugentligt en værkstedsdag, hvor vi arbejder med forskellige kreative materialer både til eget brug men også med henblik på salg i vores gårdbutik. Vi sylter af bær og frugter fra egen avl, som vi ligeledes sælger i gårdbutikken. Vi arbejder bevidst med det sociale fællesskab og prioriterer humor og en god omgangstone meget højt. Arbejdsopgaverne tilrettelægges med henblik på at øge brugernes selvværd og følelse af succes. Opgaverne er tilpasset den enkelte og alle har ansvarsområder i det daglige.