17/08/2022
Kære alle 💜
Jeg synes det er længe siden I har hørt fra mig, så her kommer et lidt længere indlæg, lidt en 4-trins raket, for jeg har noget på hjerte ❤️
For det første
Jeg vil gerne starte med at sige TUSIND TAK for at I stadig kommer i min klinik, og at I giver gode anbefalinger videre. Jeg bliver så glad i låget, når jeg hører det. TAK for jer!
Nu hvor sommeren er ved at være ovre, håber jeg, I alle har nydt den med varme dage og lyse aftener. Jeg nyder stadig de varme dage, vi har fået her i august.
For det andet
I klinikken har jeg brugt sommeren til at få mit nye værktøj - Nerverefleksologi, integreret i behandlinger af forskellige problemstillinger. Jeg må bare sige, at jeg er så glad for at have dette instrument sammen med zoneterapien. Det gør bare en stor forskel, er tilbagemeldingerne. Behandlingen virker hurtigere, og jeg kan nemmere få fat i det specifikke område, problemet drejer sig om.
Jeg har set med en kombineret behandling, en lindring af smerter i knæ, hofter, iskiasnerven, lænd, ja alle former for smerter i bevægelsesapparatet. Jeg har også set, at det kan lindre hovedpine, og det er også godt til hjælp til betændelse og/eller irriteret slimhinde i bihulerne. Derudover er det godt til at få ro på ens nervesystem. Alt dette har jeg oplevet i sommer. Det giver en stor tilfredsstillelse, når både I og jeg oplever, at I faktisk får det bedre allerede imens I ligger på briksen.
For det tredie
Jeg er blevet spurgt om, hvad man egentlig får for sine penge, når man besøger mig i min klinik. Hvor meget der er snak, og hvor meget der er behandling, i den tid, der er afsat? Dette vil jeg prøve at svare på her.
Allerførst vil jeg fremhæve de 3 T’er, der har været ståsted og fundament i min klinik siden 1. dag i 2017, og som stadig har førsteprioritet:
T for Teknik: Jeg kan mit håndværk
T for Tid: Tid til at få talt i dybden
T for Tillid: Tilliden opbygges fordi jeg tager mig god tid med den enkelte klient
Tiden, jeg har afsat, er kun en ca. tid. Alt efter behandling er det ca. 60 min., ca. 75 min, ca. 100 min. Jeg arbejder ud fra, at vi skal have tid til at få snakket både inden behandlingen som efter behandlingen. Dette er meget vigtig for mig, så jeg ved hvordan I har det. Jeg "mærker", ser og hører jer.
Derefter planlægger jeg hvilken behandling, der er bedst til jer lige den dag. Angående selve behandlingen, så bliver den hverken kortere eller længere uanset hvor meget vi taler inden. I får den behandling, som jeg finder der er nødvendig, for at hjælpe jer med jeres problem.
Når I har fået behandlingen, er der altid tid til, at I lige kan sunde jer, drikke lidt vand, spise et lille stykke mørk chokolade mens I fortæller hvad I har oplevet under behandlingen. Informationer herfra indgår i jeres journal, som jeg forbereder mig med, inden jeres næste tid.
Derfor er det svært at sige helt nøjagtig hvilken behandling, og hvor lang tid I får for jeres penge. Nogen behandlinger tager længere tid end andre. Med andre ord: Nogle gange tager det fra I kommer til I går 1 time og 45 min. og andre gange bare 1 time. I skal ikke betale ekstra, og I skal ikke betale mindre. Det er behandlingen der betales for, og ikke tiden.
Mit største ønske er, at når I kommer i klinikken, så mærker I at det ikke er tiden, der er vigtig, men jer og hvad jeg kan gøre, for at hjælpe jer til at få bedre. Og så er det jo med fuldt overlæg, at jeg meget sjældent har mere end 4 klienter om dagen. Ikke fordi jeg ikke kunne, men for at sikre, at der er tid til den enkelte.
For det fjerde
Apropos tid, så kommer her til sidst en lidt træls nødvendighed:
Fra 1. september ser jeg mig nødsaget til at ændre på min afbudspolitik. Da jeg oplever flere og flere sene afbud, bliver jeg desværre nødt til at ændre på min politik, for jeg kan ofte ikke nå at skaffe en ny klient til den afbestilte tid, når der meldes afbud kortere end 24 timer før.
Derfor:
Ved afbud mindre end 24 timer før aftalt tid, vil der komme en opkrævning på 250,-
Ved udeblivelse vil der komme en opkrævning på det fulde beløb, som behandlingen koster.
Ovenstående er ikke noget jeg er glad for, men jeg håber på jeres forståelse for, at en lille selvstændig er afhængig af hver enkelt tidsbestilling 🙏
Det var det.
Med ønsket om en dejlig sensommer til alle.
Karin 🦋