09/02/2026
Kære dig 💛
Du vil måske tænke, at jeg overdriver, når jeg siger, at terapi har reddet mit liv. Men det har den. Det er sandheden.
Havde jeg ikke valgt at starte i terapi, da min søn var otte måneder, ved jeg ærligt talt ikke, om mit liv havde føltes værd at leve.
Min rejse i terapi begyndte, da jeg blev mor. Jeg var bange. Og jeg havde brug for hjælp.
Jeg kommer fra en dysfunktionel familie. Der havde sin egen form for jantelov. Ingen støtte at hente. Ingen steder at læne mig.
På papiret havde jeg det hele: uddannelse, ægteskab, hus, hund. Men indeni var jeg væk.
Jeg mærkede ingenting. Jeg levede oppe i mit hoved. Tænkte, analyserede, tilpassede mig. Pleasende. Jeg var ikke lykkelig.
Terapien fik mig langsomt ned i kroppen. Det tog tid. Det var en lang rejse. Og det krævede tålmodighed.
En dag – uden at jeg kunne sætte ord på hvordan – kunne jeg mærke, at noget var anderledes. Jeg vidste ikke præcis hvad. Jeg vidste bare, at noget havde flyttet sig.
Med små mellemrum kom der øjeblikke.
Små succesoplevelser. Ikke store gennembrud – bare nok til, at jeg fortsatte.
Udvikling kræver noget af én. Og jeg havde lovet mig selv at blive ved.
Mine børn skulle ikke arve mine mønstre. De skulle have andre forudsætninger, end jeg havde fået.
I dag – 28 år senere – mens jeg skriver det her, tænker jeg: Det var det værd.
Mine børn er gået fri af min familieskæbne.
Jeg har en tæt relation til min storesøster – mit spejl og min udviklingsmakker. Uden hende ville mit liv have været fattigere.
Min familie er lille. Men vi har det godt. Min mission lykkedes. Og rejsen var det hele værd 💛
