07/08/2022
"Oh, if you could see me now
Oh, if you could see me now"💔
Facaden er nede, jeg er hjemme. Og fyldt op. Kaster følelser op. Jeg har det som om at jeg har spist alt, alt for meget, og alt for hurtigt. Nu er jeg i gang med at kaste det hele op igen, og kan ikke finde ro før det er bearbejdet, ude af systemet - eller jeg går omkuld.
Det handler bare ikke om mad nu. Men om følelser.
Jeg er pædagog. Jeg kan lide mit arbejde. Og jeg mener selv, at jeg er en af de bedste til det. Men jeg er fyldt op med følelser, så det står ud af mig, af lårtykke stråler af bræk.
Lige nu ønsker jeg mig, at være så følelsesløs og apatisk som jeg ved at jeg kan være. Jeg vil undvære at føle nogensinde igen.
I dag har jeg taget arbejde med hjem.
Jeg kunne - og vil - ikke lægge det fra mig.
Andre kunne - og burde - have handlet anderledes. Have handlet! Have set ting, der var tydelige. Og også mig.
Men det gjorde vi ikke.
I bedste fald, så vi det ikke.
I værste fald, så vi det, men handlede ikke.
Og uanset årsagen, så ender det altid med at gå ud over det/de menneskeske(r), som har mindst, kan mindst, og er dybt afhængige af andre menneskers omsorg og tilstedeværelse - deriblandt min.
Og det er kraftedeme ikke fair, og ikke godt nok!
Jeg er sur, vred, gal på mig selv, mine kollegaer og folk som jeg mener burde handle, burde være vidende.
Jeg har skyldfølelse, er trist over, og hader det faktum, at jeg kunne og andre burde have set, det som skulle ses, og handle derefter.
Jeg føler at have modtaget en tillid, en kærlighedserklæring og tryghed, pga. ting jeg ikke kan uddybe.
Men samtidig en endnu større skyldfølelse over at føle at jeg svigtede.
En ting er, at jeg ofte oplever, at stå i en gordisk knude i hverdagen.
Kommuner, sagsbehandlere, pårørende, kollegaer, chefer, borgeren selv, omgivelserne, læger, psykiatere, lovgivning mm. - alle har en holdning for hvordan der bør handles.
Og det kan jeg egentlig godt mig til. Jeg går ind med troen på, at vi er her, fordi vi vil. Vi vil hjælpe. Vi vil gøre og være noget, og nogen, for andre. Forskellige udgangspunkter ja, men samme tankegang. Det er til at arbejde med.
Men en situation, som får mig til at overveje mit hverv, er når der sker ting, som der kunne undgås, hvis bare én havde ville. Hvis bare én havde reageret.
Men det skete ikke. Så nu bruger jeg natten på at fortælle mig hvad jeg teoretisk kunne og burde have gjort anderledes.
Og det er egentlig dumt. Og det ved jeg jo godt. Så udover de andre ting, føler jeg mig dum over at pine mig selv - og dum, fordi jeg føler mig dum.. Og..
*Der er handlet på alt jeg omtaler oven over, og alt er på plads. Jeg kan ikke uddybe - det er mennesker det drejer sig om.
