06/03/2026
Formueskat lyder utvivlsomt dejligt, hvis man tror, at rige mennesker har deres milliarder stående på en bankbog, som staten bare grådigt kan plukke af uden konsekvenser for andre.
Men lad os lige tage et kig på virkeligheden, som den ser ud uden for venstrefløjens kontorer på Christiansborg.
Fakta er, at 70 procent af den “formue”, venstrefløjen savler over at beskatte, er bundet direkte i virksomhederne – ikke i guldbadekar og Ferrari’er. Det er værdier bundet i maskiner, varelager, fabrikshaller og teknologi.
Så når en familievirksomhed får stukket en millionregning i formueskat i hånden, hvor skal pengene så komme fra? De skal naturligvis trækkes ud af virksomheden.
Og her bliver det absurd: For overhovedet at kunne betale eksempelvis 10 millioner kroner i formueskat skal ejeren trække over 17 millioner kroner ud af sin egen forretning, fordi staten lige skal have 42 % i udbytteskat undervejs. Det er millioner, der suges direkte ud af virksomhedens drift. Penge, der ellers skulle have været brugt på at ansætte nye medarbejdere, komme igennem en krise eller investere i fremtiden. Og hvis virksomheden et år giver underskud? Ja, det er bare ærgerligt – skattefar skal selvfølgelig have sine penge alligevel.
Og det er ikke teori; det er konkret virkelighed, som Norge allerede har opdaget, da de forsøgte sig med samme manøvre. Det er derfor, at både danske og norske økonomiprofessorer og overvismanden Torben M. Andersen advarer kraftigt om, at det kan hæmme fremtidigt iværksætteri.
Når Socialdemokratiet påstår, at formueskatten “kun” rammer 22.000 af de allerrigeste, er det decideret vildledning. Skatten vil også påvirke de 850.000 helt almindelige danskere, der hver dag møder ind på arbejde i danske familieejede virksomheder. Det er også dem, der rammes, når virksomheden drænes for kapital. Det er deres lønstigninger, der forsvinder.
Formueskatten er ikke en skat på “de rige”. Det er en skat på iværksætteri. Det er en dummebøde for succes, og det er et frontalangreb på de mennesker, der skaber den velstand og vækst, vores samfund bygger på.
I sidste ende er det en misundelsesskat, der gør os alle sammen – uanset hvad vi tjener – fattigere.