03/03/2026
❤️ OMSORG FOR DE YNGSTE PÅRØRENDE, NÅR EN HJERNESKADE RAMMER FAMILIEN ❤️
Når en patient bliver indlagt hos os på NeuroIntensiv Rehabilitering i Silkeborg efter en erhvervet hjerneskade, er det ofte starten på en lang og usikker rejse for hele familien. Fokus er naturligt på den svære rehabilitering og udtrapningen af intensiv behandling.
Men midt i den forandrede hverdag kan der også stå børn og unge pårørende, som kan have svært ved at forstå og rumme det, der sker med deres mor, far eller søskende. 🥺
For at sikre, at børnene ikke bliver overset i det lange forløb, har vi indledt et vigtigt samarbejde med Det Nationale Sorgcenter (Børn, Unge & Sorg).
Samarbejdet betyder, at vi nu endnu mere systematisk spørger ind til børn og unge i hjemmet, allerede når patienten indlægges hos os. Det klæder vores personale bedre på til at hjælpe familien med at inddrage og støtte børnene bedst muligt i den svære tid.
Vi er stolte af at være en del af dette fælles løft, som også er i gang på hos vores kolleger på intensiv-afsnittene i Viborg, Aarhus, Randers, Horsens og Gødstrup.
For selv om vores fokus selvfølgelig er på patienten, ønsker vi at passe på hele familien på den svære rejse tilbage til livet.