30/07/2023
En af mine klienter sendte dette til mig forleden dag:
Du skal have min beskrivelse af det jeg har skrevet om min ”angstrejse”, og du må gerne bruge det, hvor du vil. Håber det kan hjælpe nogen…
Inden mit terapiforløb led jeg af angst/kropslig utilpashed, og havde gjort det i årevis.
Jeg var jeg overbevist om, at den eneste måde at slippe af med angsten på, var at tænke mig ud af den. Altså finde nogle nye og bedre tanker, der kunne få mig til at føle mig bedre tilpas.
Jeg troede også, at det var altafgørende at finde ud af hvorfor angsten opstod for at blive den kvit.
Jeg var helt sikker på at angsten kom fra noget jeg havde oplevet, måden jeg havde levet på, eller at den opstod på grund af ting, jeg ville komme til at opleve ude i fremtiden. Og at jeg skulle fixe alt det her, for at få angsten til at gå væk.
Inden jeg søgte hjælp, havde det her angstmareridt stået på i over 3 år!
Jo mere jeg beskæftigede mig med mine angstfyldte tanker og kropsfornemmelser, jo flere angsttanker og følelser fik jeg. Det var rædselsfuldt.
Frygten for at angsten ville overtage mit liv, hvis ikke jeg holdt øje med den hele tiden, og fandt ud af hvor den kom fra, og hvad den kunne udvikle sig til betød, at jeg konstant tjekkede min krop og mit sind.
Jeg følte jeg var nødt til konstant at forberede mig på angstfyldte situationer, og ikke mindst skulle jeg prøve at undgå ting, som kunne trigge min angst. Jeg havde meget meget travlt med at håndtere og kontrollere min angst hele tiden. Jeg følte jeg var ved at miste mig selv.
Angsten fyldte det meste af mine vågne timer, - og alt var så dødsens alvorligt. Jeg følte mig totalt fanget inde i mit eget hoved. Jeg blev mere og mere fjern, alvorlig og indelukket.
Til sidst kunne jeg simpelthen ikke mere, jeg var ved at brænde helt sammen.
Jeg gav op – jeg orkede ikke længere at kontrollere angsten.
Og det var dér, at det hele begyndte at ændre sig. Jeg fandt ud af, at jeg jo forsøgte at kontrollere noget, jeg ikke kunne kontrollere! Og at det jo var en rigtig god idé at give op – at give slip!
Jeg fandt ud af at angsten slet ikke kom fra det jeg oplevede – den kom ikke udefra. Den kom derimod fra alle de frygtsomme tanker, jeg havde om ting, der skete i mit liv, eller fra alle de bekymringstanker, jeg havde om fremtiden.
Denne øjenåbner gjorde, at angsten blev meget mindre skræmmende, fordi det blev så tydeligt, at den består af tanker mit eget hoved laver. Førhen havde jeg jo troet på dem, og jeg plejede at blive vildt bange for dem, hvilket satte sig i kroppen som det værste ubehag.
Jeg får stadigvæk angsttanker indimellem, det tror jeg ikke helt jeg kan undgå, men jeg tager dem ikke alvorligt længere og jeg beskæftiger mig ikke med dem. Det er jo bare en angsttanke og en kort følelse som lige er på et kortvarigt besøg i mit sind.
