Psykoterapeut Ida Arentsen

11/12/2025

Hvis nervesystemet er fastlåst i overlevelse, kan livet føles tungt og udmattende.

Strategien for mange med pressede nervesystemer bliver ofte, at forsøge at finde en indre ro gennem enten mad, arbejde, alkohol, overforbrug/afhængighed – ikke fordi man er svag, men fordi kroppen længes efter balance ⚖️

Når nervesystemet er overbelastet, kan det føles, som om kroppen sidder fast i et alarmberedskab 🚨

Kroppens alarm- reaktioner kan både være psykiske og fysiske, så som angst, tristhed , uro, tankemylder, selvkritik, spændinger, smerter eller mavegener m.m.

Når nervesystemet er overbelastet skyldes det er ofte, at noget har været for meget at rumme – enten en akut hændelse eller en længere tids oplevelse af utryghed, stress, manglende omsorg eller følelsesmæssig ensomhed 💔

Måske tænker dit hoved “jamen jeg har jo ikke været udsat for noget traumatisk for nyligt”.

Men gamle uforløste traumer kan også være årsag til et belastet nervesystem. Kroppen husker nemlig det, der har føltes farligt, og kan derfor blive ved med at reagere, som om faren stadig er der – også selvom du måske i dag er i trygge omgivelser ❤️‍🩹

Hvis vores nervesystem er blevet presset ud over sin grænse og ikke helt har fundet tilbage til ro og balance igen, så bliver uroen vores nervesystems “grundtone”.

Uroen er ikke en “fejl i dig” men en selvkærlig beskyttelsesstrategi 🙏
Og selvom uro kan føles som en fastlåst grundfølelse, kan den ændre sig, når traumet får plads og støtte til at blive bearbejdet 🌱

Et nervesystem kan lære tryghed igen - Gennem nænsom opmærksomhed, ro, nærvær og omsorgsfuld kontakt med andre kan kroppen gradvist finde tilbage til balance. Terapi, natur, bevægelse, kreativitet og åndedræts træning er nogle af de veje, der hjælper nervesystemet til at falde til ro 🧡

Heling handler ikke om at være rolig hele tiden, men om at kunne bevæge sig frit mellem aktivitet, hvile, nærhed og grænsesætning. - Når vi genfinder denne rytme, får vi livet – og os selv – tilbage 💫

Kærlige tanker fra Ida 💚

08/12/2025

Sandheden skal høres fra børn og fulde folk…

For nogle dage siden sagde vores mellemste barn en vigtig “sandhed” højt, som jeg har lyst til at dele:

“Mor, hvorfor har voksne mennesker altid så travlt”?

“Først så skal vi skynde os op og ud af døren og i skole, så skal vi skynde os at løse vores opgaver, så vi kan holde frikvarter, hvor vi skal skynde os at spise vores madpakker, så vi kan skynde os ud og lege. Og bedst som vi leger så skal vi skynde os til time igen.”…

“Og når vi er ude og handle, så ser man kun voksne skynde sig. Skynde sig, når de kører bil, når de handler og når de går tur med deres børn”…

“Mor, I dag vil jeg øve mig i at gøre alting langsomt”

Mit hjerte både smiler og græder lidt på en og samme gang, efter denne melding. - For hvor er det en vigtig sansning og modreaktion ❤️ Og hvor er det ærgerligt, at vi lever i en kultur, hvor vi voksne primært får lært vores børn at skynde sig 🌪️

Særligt i disse juledage er forventningerne og dermed også tempoet for alvor skruet op🎄

Hvad mon der ville ske, hvis vi alle sænkede forventningerne, tempoet og skærpede nærværet og vores intuition?

Hvad mon der ville ske, hvis vi i højere grad betragtede tid, tilstedevær og grundighed som essentielle livskvaliteter?

Hvad mon der ville ske, hvis vi alle talte om og praktiserede vigtigheden i, at have både bevidsthed og hjerte med i det vi gør?

Hvad mon der ville ske, hvis vi alle besluttede os for at gøre alting langsomt i dag? 🧡

De bedste hilsner fra Ida

03/12/2025

28/11/2025

Det er faktisk ok at have lyst til at stemple ud…

Jeg synes at der er noget vi glemmer at tale om, nemlig om lysten til at stemple ud…

Vi høre og ser mange steder, hvor vigtigt det er at vi bruger tid med vores børn, tid med vores partner og tid med vores venner- Og det er også vigtigt ❤️ Men hvad med, når vi rammes af ulyst til disse fælleskaber?

Der kan opstå situationer, timer eller dage, hvor vi føler os mættede… mættede eller måske endda overmættede af at være omsorgsgivende, medfølende, lyttende, eftergivende, vedholdende, tålmodig, forstående, rummende og kærlige 😳
De dage, hvor vi bare længes efter, at der kommer en voksen som tager over…

Kender du mon det?

Jeg kunne ønske mig, at du som nikker genkendende her, vil omfavne den del af sig selv, der længes efter pausen. Omfavn den, uden skam og dårlig samvittighed ❤️‍🩹omfavn dig selv og vid, at man sagtens kan elske sine næste samtidig med at man har lyst til at tjekke ud af:
Forældreskabet, ægteskabet eller af venskabet…

Vi stopper ikke med at elske, blot fordi vi ikke altid elsker rollen og ansvaret der følger med relationen❤️

Så må dette være en kærlig påmindelse til dig (og mig selv) om , at det er helt ok at have lyst til at tjekke ud. Vi er stadigvæk gode forældre, gode partnere og gode venner før, under og efter denne følelse opstår - vi er blot mennesker som mættes ❤️‍🩹

Så i dag - und dig selv en omfavnelse og en pause fra det, der føles for meget 🤗

24/11/2025

Den smukke vinter kan for mange være en hård mental udfordring…

Så hvis mørket udenfor også har sat sig i dit indre og meget føles tungt eller for meget, så vid at du ikke står alene 🌟

Det er ok at trække sig tilbage, takke nej, opprioritere sig selv, tanke op, flade ud og lade op…

Og hvis noget eller meget alligevel skulle føles for overvældende at stå alene med, så har jeg ledige tider til at lytte, rumme og være sammen med dig ❤️‍🩹

Skriv eller ring, så finder vi en tid til sammen at få tændt lyset i mørket🕯️

20/11/2025

Når Nervesystemet er i alarmberedskab…

“Lad dog være med at skabe dig sådan, du kan da nok forstå at….”

…Måske kommer vi til at sige sådan eller måske har vi selv fået det fortalt…

Men det virker ofte modsat, når vi skælder ud eller forsøger forklare os, når vi taler til en - et barn eller voksen i affekt.
Grunden er, at når nervesystemet er i alarmberedskab, så lukker den rationelle del af hjernen ned, og kroppen overtager for at sikre overlevelse. I den tilstand hjælper det derfor hverken at skælde ud eller forklare logisk – det øger blot utrygheden hos den anden 💔

Så næste gang du står overfor et barn, dig selv eller anden voksen som er kapret af et nervesystem i alarmberedskab, og derfor opfører sig uhensigtsmæssigt, så vil jeg invitere dig til i stedet at prøve at:
sænke tempoet og møde uroen med ro, varme og tryghed. Gøre dit hjerte blødt og åbent og dine øjne varme og milde ❤️

Gennem et varmt tonefald, et imødekommende kropssprog og nærvær kan vi nemlig hjælpe nervesystemet med at falde til ro, så der igen bliver adgang til valg, refleksion og forbindelse mellem jer 💞

Et aktiveret nervesystem har nemlig ikke brug for yderligere pres – det har brug for mere tryghed (og ja, det kan være svært i praksis og jeg øver mig også stadig - men øvelse gør mester ) 💚

17/11/2025

Når dramatrekanten bliver en ond cirkel…

🛟“Nej det er ikke noget problem, jeg kan da sagtens gøre det”

❤️‍🩹“Hvorfor er det altid mig, der skal gøre det, du forstår slet ikke, hvor travlt jeg har“

🫵🏻“Det er altid dig, der starter på de her diskussioner, hvorfor kan du ikke bare gøre som jeg siger”.

Selv i de bedste kærlighedsrelationer kan der opstå konflikter. Det er naturligt og det kan endda virke forløsende og sommetider genantænde en gnist mellem parret ❤️‍🔥

Men i nogle parforhold kan konflikterne blive en gentagende, ubevidst og smertefuld dynamik, hvor konflikten udspiller sig mellem de tre roller: redder, offer og krænker.

Denne dramatrekant udspiller sig når gamle strategier forsøger at forsvare sig og sørge for den enkeltes tryghed og kærlighed. Intentionen er derfor god, men i praksis svækker det kærligheden 💔

Hvad er det mon der sker?

🛟Redderen vil hjælpe og forstå, men risikerer at miste sig selv i forsøget på at tage ansvaret for den anden. Rederen bliver udmatte, imens den anden føler sig kontrolleret.
❤️‍🩹Offeret føler sig misforstået, alene og har svært ved at sætte grænser. Kontakten mellem parret præges af skyld og afmagt.
🫵🏻Krænkeren reagerer med angreb, kontrol eller bebrejdelse. Ofte reagerer krænkeren udfra frygt og længsel efter respekt.

Når disse tre roller får lov at styre dynamikken i et parforhold så, forsvinder nærheden. Forbindelsen bliver uautentisk, tilliden svækkes, samhørigheden udviskes og kærligheden mister sin glød💔

Men der er heldigvis en vej ud af denne onde cirkel og første skridt på vejen til forandring er, at opdage sit eget mønster.

Når begge parter forstår og tager ansvar for egne følelser, forsvinder dramaet 💫

Så kan parret i stedet for tale ærligt, autentisk og sårbart sammen – og herfra kan gnisten, respekten og kærligheden genfindes ❤️

I kærlighed til kærlighed 🫶 Ida

11/11/2025

Når det bliver grænseoverskridende at sætte en grænse…

Hvis man som jeg har en lille konfliktsky pleasene form boende indeni, kan det føles grænseoverskridende at sætte grænser. For må jeg godt sige fra…hvad nu hvis nogen bliver såret eller vrede…
Hertil vil jeg i dag klart sige:
JA, vi SKAL sige fra, - når noget føles forkert, for meget eller for lidt 🖐🏻

Sunde grænser handler nemlig ikke om at afvise eller straffe andre, men om at tage kærligt ansvar for sig selv ❤️

Mange forveksler grænsesætning med afstand, kritik eller kontrol. Men en grænse er ikke et våben – den er en omsorgsfuld handling, der beskytter det, der er vigtigt for dig 🫶

Grænsesætning er ikke et forsøg på at ændre andre, men et udtryk for, at du tager ansvar for din egen trivsel.
Når du sætter en sund grænse, fortæller du i virkeligheden:"Jeg passer på mig selv, mine ressourcer, min tid og det jeg har plads til – og jeg respekterer også, hvor mine grænser går.""Jeg vælger at handle med integritet, også selvom det kan skuffe dig.""Jeg ønsker at møde dig og dine behov – men ikke på bekostning af mig selv."

Det kræver både mod og selvindsigt at lade en grænse udspringe af selvkærlighed frem for ud fra en umiddelbar reaktion på den andens adfærd 💫
Når grænsen bliver et forsøg på at rette, straffe eller overbevise, mister den sin kraft og risikerer i stedet at blive en overskridelse – både af dig selv og den andens grænser❤️‍🩹

Sund grænsesætning er ikke et magtspil, men en bevægelse ind mod selvomsorg. Det er ikke selvforsvar, men selvrespekt. Ikke lukkethed, men tydelighed og autencitet. Ikke afvisning, men et kærligt valg, som endda kan åbne for en mere ægte relation 🌟

Når du sætter en grænse uden at forklare, forsvare eller overbevise, bevæger du dig fra det reaktive til det bevidste valg…Og netop dér bliver grænsen sund – ikke fordi den ændrer andre, men fordi den forankrer dig med ro og klarhed i dig selv🙏

I kærlighed og respekt fra Ida 💚

30/10/2025

Jamen jeg kommer jo fra en helt normal familie, hvor jeg havde en god barndom…”

Sådan siger mange af mine klienter, når de kommer første gang. De har ofte analyseret deres fortid grundigt – og konkluderet, at der ikke er noget “at komme efter her”.
Alligevel kæmper de med:

🔸Svære relationer og smertefulde kærlighedsbånd
🔸Indre uro, tvivl og behov for at blive “god nok”
🔸Perioder med nedtrykthed eller angst
🔸Overfølsomhed over for kritik
🔸Et stærkt behov for kontrol og en pæn facade

Og det er der en helt naturlig forklaring på… “Grundtraumer” opstår nemlig ikke kun i familier med misbrug eller åbenlys kaos.
De kan også vokse frem i hjem, hvor alt umiddelbart ser trygt og kærligt ud.

I disse hjem opstår traumerne ofte ikke ud fra én stor hændelse – men ud fra de mange små øjeblikke, hvor et barn føler sig overset, afvist eller alene ❤️‍🩹
Måske i de situationer, når mor vendte ryggen til, når far bad om ro eller da en lillebror kom til og herefter fik mor og fars opmærksomhed… I sådanne situationer kan barnet komme til at tro, at det ikke er værd at elske 💔

Sådanne hverdagsoplevelser kan sætte sig som ubevidste overbevisninger og som former, som gør at vi kommer til at kæmpe, overpræstere og føle at vi er nødt til gøre os fortjent til kærlighed 🌪️

Selv i den mest velfungerende familie kan du derfor udvikle “grundtraumer”.
Ikke fordi dine forældre manglede kærlighed til dig – men fordi du som barn manglede troen på, at du var værd at elske, præcis som du var ❤️

At hele sådanne traumer handler om at forstå dem og genforbinde sig med det barn indeni, der engang misforstod sin egen værdi🙏

Det er bla. det arbejde, jeg med stor respekt og omsorg hjælper mine klienter med – så de kan finde ro, selvkærlighed og frihed i livet igen 💚

26/10/2025

De fleste af os kender til stressresponserne 'kamp', 'flugt' og 'frys'. Når vi føler os truet, forbereder vores krop sig enten på at kæmpe, flygte eller stivne. Men mange er ikke klar over, at der findes en fjerde respons, som kaldes at krybe (please)– på engelsk 'fawn'.

Denne respons handler om at forsøge at undgå en potentiel trussel ved at tilpasse sig, være overdrevent hjælpsom og imødekommende. Forestil dig et dyr, der instinktivt trykker sig mod jorden for at undgå at blive angrebet… sådan kan krybe responsen se ud…

Denne pleasende adfærd er en overlevelsesstrategi, som kan ses hos børn og som mange også tager med sig ind i voksenlivet. Denne stressrespons har de færreste dog kendskab til - måske fordi der I vores kultur kan være en tendens til at værdsætte børn, der er nemme og føjelige. Det er dog vigtigt at huske, at et barns adfærd ikke altid er et udtryk for en sund tilstand. Et barn, der konstant forsøger at behage de voksne, kan være i en 'please'-tilstand af frygt for at miste kærlighed og tryghed. Det kan være en reaktion på, at barnet føler, at dets overlevelse er afhængig af at gøre de voksne tilfredse ❤️‍🩹

Det er ikke meningen, at vi skal se alle "nemme" børn som værende i en krise, men vigtigt at være opmærksom på, at adfærd altid har en årsag. Alle børn er unikke og har forskellige måder at navigere i verden på. Vores opgave som voksne er at skabe et rum, hvor de føler sig trygge nok til at være sig selv, uden frygt for at miste vores kærlighed.
Ved at skabe et sikkert og kærligt miljø kan vi hjælpe børn med at udvikle sig sundt, så de ikke behøver at ty til at please for at føle sig elsket. Og det samme gør sig jo gældende fra voksen til voksen 💚

I kærlighed - Ida

23/10/2025

Hvad de 4 traumeresponser fortæller os…

Under min speciale skrivning dykkede jeg blandt andet ned i litteratur omkring de fire traumeresponser (kamp, flugt, frys og krybe respons). Og her fandt jeg noget, jeg finder vigtigt at dele…

Traumeforskning peger nemlig på at psykiske lidelser og adfærdsmæssige udfordringer (så som stress, angst, ADHD, OCD, PTSD, spiseforstyrrelser, afhængigheder, følelsesløshed, lavt selvværd, vredesudbrud mfl. *) ofte opstår fordi nervesystemet oplever at være låst i en overlevelses tilstand ❤️‍🩹

Ofte taler vi om ovenstående som sygdomme, som uoprettelige defekter i hjernen og som symptomer der skal dæmpes….
Jeg tror dog på (og forskning peger på), at vi i stedet for at altid dæmpe ned, i højere grad bør åbne op.
Åbne op for budskabet under disse vigtige symptomer, så vi forstår hvad de er et udtryk for…

Når kroppen registrerer fare, uanset om den er reel eller oplevet, så aktiveres de biologiske traumeresponser, som også er helt naturlige overlevelses instinkter og så er det vi reagerer herfra, via :

🔴Kamp: vi spænder op, bliver vrede, kontrollerende og ender oftest i udmattelse.

🟡Flugt– vi bliver rastløse, hyperaktive eller flygter ind i præstation, hvor vi dulmer og knokler.

🔵Frys: vi lukker ned, dissocierer, mister energi, føler at alt er uoverkommeligt, vi bliver deprimerede og uden kontakt til glæde, mening og intiativ.

🟣Krybe: vi pleaser, tilsidesætter os selv og mister forbindelsen til egne behov og grænser.

Opholder vi os længe i en eller flere af disse tilstande, så er det at krop og psyke vil forsøge at regulere sig selv. Det “vi kalder sygdom” eller “ symptomer” * er altså kroppens eget forsøg på at genskabe ro, balance og tryghed 💫

Så hvad vil jeg i virkelighed sige med alt det her…
jo, når vi forstår at kroppens respons handler om at vi har tilpasset os et miljø, som ikke har støttet vores følelsesmæssige behov, så behøver det ikke længere at betyde, at vi har en lidelse, men at vi befinder os i en lidelsesfuld tilstand.

Lidelsesfulde tilstande kan vi forandre, når vi forstår dem. Smerte forårsaget af traumer kan vi hele, når vi arbejder med og ikke i mod dem 🙏

Gabor Maté siger det så fint: Når vi stopper med at spørge os selv “hvad er der dog galt med mig” og i stedet spørg “hvad er der dog sket med mig”, så kan vi bedre møde os selv fra et omsorgsfuldt sted ❤️

Din krop er det fineste kompas du har og den fortæller dig i virkelighed alt det du har brug for at vide 💚

De varmeste tanker fra Ida

20/10/2025

I dag er jeg et særligt berørt og stolt menneske 💚

I dag kunne jeg binde den smukkeste sløjfe på mit Psykoterapeutiske eventyr på Vadum Dahl instituttet i Århus. Efter 5 fortryllende, foranderlige, lærerige, dybsindige, rørende, hårde og magiske år er jeg nu både færdiguddannet, eksamineret og certificeret Psykoterapeut 🌟
Jeg glæder mig til at mit terapeutiske virke fremadrettet skal udfolde sig endnu mere og jeg ser frem til at være lygtebære for mange nye klienter i min lille vogn 💫
Hjertlige velkommen til
- alt det bedste fra mig til dig 💚