29/09/2025
Jeg husker tydeligt første gang jeg brød sammen. Det var under trappen i ungdomsklubben. Vi havde set Armageddon for første gang, og jeg kunne ikke kæmpe imod længere. Jeg knækkede - og det var både skamfuldt og befriende.
Få måneder forinden, den 29. september 1998, havde min far kørt mig i ungdomsklub, og da han satte mig af den tirsdag aften, tog han hårdt og kærligt fat om mit venstre lår, klemte til og kiggede mig dybt i øjnene, mens han sagde “vi ses” - på en måde, der var både intens og tankevækkende set i bagklogskabens klare lys.
Jeg var 14 år, netop konfirmeret og responderede med et “ja ja, vi ses” og løb ud af bilen. Min far fortsatte på sit revisionskontor i byen. Her sad han alene, da hans 49-årige hjerte slog sit sidste slag.
Jeg fandt ham død den aften.
Og jeg lukkede ned. Tiden var en anden, og jeg var en ret cool 14-årig teenager.
Derfor trak jeg min tæppejakke og mit partisaner-tørklæde længere op og brugte min energi på at camouflere mig. Jeg bevægede mig i usunde miljøer, hvor smerten og længslen kunne dulmes og overdøves.
Sorgen viklede sig om mit hjerte og borede sig ind i mine knogler som en hjemløs kærlighed, der ikke kunne finde ro.
Den ventede og viste sit ansigt i en stille stund, til særlige begivenheder eller midt i en bestemt stemning eller sang, som den f.eks. gjorde til sangen fra Armageddon. Det gør den stadig.
Sorg bliver siddende i krop, sjæl og bevidsthed for at minde os om, at en kærlighed så stor ikke har tænkt sig at forsvinde. Sorgen bliver, fordi kærligheden bliver.
Og den form for kærlighed forandrer alting, former dit liv og gør dig mere blød, mere stærk og mere vågen i livet, når sorgen er bearbejdet og tilliden til livet er genfundet.
Mit traume er også mit anker.
Det tvinger mig til at skære ind til benet, være ærlig, stå ved mig selv, være handlekraftig og bevare min integritet. Det og de der preller af på den bekostning, vil altid være en opgradering. Jeg frygter det ikke.
Den 29. september er en påmindelse om livet mere end en advarsel om døden - det er en motivation til at leve med hjertet forrest og aldrig gå på kompromis med det og de, der bor i mit hjerte🤍
