11/12/2022
Som I sikkert har bemærket, har jeg været MEGET spændt på at se Den, der lever stille-filmen, og forleden skete det, ledsaget af en hel masse nerver inden og undervejs, men gudskelov ikke efter. Sikke en oplevelse! Familien Grasten inviterede Annette og mig til at se værket alene ude i en anseelig biografsal i Big Bio Nordhavn, og det var godt, både at se filmen, som den er tænkt: på et stort lærred med ordentlig lyd, og at se den alene, så vi kunne udbryde det ene og det andet undervejs uden at forstyrre nogen. Mine hyppigste udbrud var ”Det er da rimelig godt, det her, er det ikke?” og ”Det fungerer, synes du ikke?” På en måde var jeg ikke overrasket, for jeg havde final say på manuskriptet og har også været med til flere af optagelserne og gennemset alle stillbilleder. Men jeg havde stadig svært ved at forestille mig, hvordan det alt sammen ville virke på lærredet.
Lad mig bare sige, at det i særklasse virker på lærredet. Jeg synes oprigtigt, at den film er en ekstraordinær bedrift; intenst og nuanceret spillet, smukt fotograferet med en gennemført æstetik og fuldstændig tro mod de grundfølelser, som jeg om nogen kender.
Ingen skal forvente en 1:1-filmatisering. Snarere har Puk Grasten omskabt en mindre del af personerne, historien og universet til et nyt, originalt værk, og det kan jeg kun bifalde. Bøgernes version eksisterer jo allerede, så alle der vil vide, hvordan jeg oplevede det hele, kan læse med der, ingen behøver at sammenligne bøgerne og filmen, og jeg slipper for den grænseoverskridende oplevelse, det utvivlsomt ville have været, hvis jeg skulle have set nogen spille min familie og mig 1:1, med mimik og det hele.
Det har taget Puk tre år at skrive og realisere filmen, og til dét kan jeg kun sige, at vi åbenlyst er to, der ynder at gøre os umage. I denne films tilfælde ses det i hvert eneste billede. Annette og jeg skal se filmen igen denne uge, for vi var for nervøse til at tage det hele ind første gang, og vi glæder os. En surrealistisk oplevelse, ja, men mest af alt utrolig glædeligt, at min bog kan inspirere til en film som den her ❤️