04/12/2025
Jeg fik stillet et spændende spørgsmål i går. Som jeg selvfølgelig ikke kan svare helt konkret på, men jeg kan reflektere på det.
Spørgsmålet var, og man overhovedet kan trives med diagnosen autisme?
Mit umiddelbare svar er klart ja. Men jeg har også mange forskellige tanker omkring det ja.
Hvis man vokser op i en familie, hvor man værdsættes for den man er, med alt hvad man er, og får lov til at udvikle sig i sit eget tempo, med rette modstand og medvind - så er det i princippet ligegyldigt om man har en autismedaignose, ADHD eller er neurotypisk.
Det er vores rammer i samfundet og samfundets forventning om familielivet, som skaber de dybe afgrunde. Det er forventningen om hvad udvikling er, og for hvem vi skal udvikle os.
Det er den manglende forståelse - og respekt for både børn og voksne med neurodivergens der skaber problemet.
Og måske også de gamle fortællinger der stadig lever i bedste velgående, som at mennesker med autisme ingen empati har. What?!
Der findes helt sikkert mennesker med neurodivergens, som ikke ejer empai. Men der findes også neurotypiske mennesker som ikke ejer empati.
Og jeg har gennem mit liv mødt mange mennesker med autisme, som er empatiske mennesker.
Det kan LIGNE at empatien er fraværende, men ikke alting er så simpelt.
Når verden føles overvældende, og man som neurodivergent føler presset, så er man i en tilstand som gør at det indre nødberedskab er aktiveret. Og når man befinder sig i en situation hvor man er maks presset, så kan det være ret svært at finde empatien frem. Det gælder også for neurotypiske, når de er pressede.
Det er dette her pres, som ofte gør at man ryger ud i mistrivsel.
Nogle blomster vokser bedst i jord, andre vokser bedst på sten eller endda i vand.
Forstil dig at mennesker med neurodivergens er en lotusblomst, en åkande. En type af plante som flyder på vandet og henter næring herfra med sine lange rødder, som jo dog forankres i mudderet under dem.
De fleste planter og blomster vokser i jord, og skal vandes jævnligt. Men de vil drukne i samme miljø som lotusen eller åkanden.
Ligesom at lotusblomsten kvæles uden den store mængde vand.
Plantes den til gengæld i rette element, så kan den trives, blive sund og smuk. Men det kræver at vi skaber den slags element og miljø. At vi tillader den at søge sit rette element.
Vi forsøger som samfund at plante mennesker, både børn og voksne i et miljø, hvor de ikke har muligheden for at være sig selv, hvor de kvæles af det som for andre er næring.
Kan vi skabe et samfund hvor der er plads til forskellighed, bliver vores samfund også meget mere frodigt, fordi så kan mennesker med autisme, ADHD og alle mulige andre kassediagnoser trives og udfolde sig, på smukkeste vis.
Hvis man ikke ved hvad det rigtige er at gøre, så må man prøve sig frem og give plads til at mennesker som fungerer anderledes end flertallet, men som så sandelig er utroligt begavede på anden vis, får mulighed for at finde deres rette element.
Og så kan det være at vi kommer til at se trivsel hele vejen rundt. 🙏
Kh. Denise 💖
