28/02/2026
Jeg har lagt mærke til noget interessant. 🤔
Min yngste søn (4 år) siger til mig: "𝑉𝑒𝑑 𝑑𝑢 𝑔𝑜𝑑𝑡 𝑗𝑒𝑔 𝑒𝑟 𝑏𝑎𝑛𝑔𝑒 𝑓𝑜𝑟 𝑒𝑑𝑑𝑒𝑟𝑘𝑜𝑝𝑝𝑒𝑟?"
Jeg vidste det godt, men havde ikke tænkt så meget over det. Alligevel studser jeg over det nu.
Jeg siger: "𝐽𝑎, 𝑑𝑒𝑟 𝑒𝑟 𝑒𝑔𝑒𝑛𝑡𝑙𝑖𝑔 𝑚𝑎𝑛𝑔𝑒 𝑡𝑖𝑛𝑔 𝑑𝑢 𝑒𝑟 𝑏𝑎𝑛𝑔𝑒 𝑓𝑜𝑟, 𝑓𝑙𝑒𝑟𝑒 𝑡𝑖𝑛𝑔 𝑒𝑛𝑑 𝑑𝑖𝑛 𝑠𝑡𝑜𝑟𝑒𝑏𝑟𝑜𝑟... 𝑀𝑒𝑛 𝑑𝑢 𝑒𝑟 𝑡𝑖𝑙 𝑔𝑒𝑛𝑔æ𝑙𝑑 𝑚𝑜𝑑𝑖𝑔𝑒𝑟𝑒."
Jeg har før tænkt tanker om dette, og muligvis også skrevet om det.
AT VÆRE MODIG ER IKKE FRAVÆRET AF FRYGT.
Men det blev bare så tydeligt lige her. Jeg har to meget forskellige børn.
Den ældste (7 år) har aldrig haft store udfordringer med ængstelighed (ikke mere end andre i hvert fald). Han elsker kravl og kryb, og håndterer den slags med sikker hånd, samt overskud til at undersøge og fortælle om dyret. Fuldstændig uden tanke på at dyret kunne stikke, bide eller forskrække ham. Og han er hurtigt videre, både mentalt og fysisk, hvilket kan være godt, i den henseende. For så glemmer man jo også at være bange. Bekymret kan han dog godt være, men ikke bange, med mindre der er en god grund.
Til gengæld, når han indimellem bliver bange, så er han slet ikke særlig modig. 😅
Den yngste er mere ængstelig. Han bliver let forskrækket over lyde (eller fraværet af dem 😆), og selvom han synes kryb er spændende, er han forbeholden.
Det som er VIRKELIG interessant her, er at det er tydeligt at se at han indimellem bliver både forskrækket og fanget i ængstelighed. Men han skrider meget hurtigt over i mestring.
Forleden sagde han: "𝑀𝑜𝑟, 𝑗𝑒𝑔 𝑣𝑖𝑙 𝑔𝑒𝑟𝑛𝑒 𝑠𝑜𝑣𝑒 𝑖 𝑠𝑡𝑢𝑒𝑛."
Mig: "𝐻𝑣𝑜𝑟𝑓𝑜𝑟?" (Jeg antager i mit stille sind, at han vil sige at det kunne være hyggeligt - og derfor skal vi bare generelt øve os i ikke at antage 😂)
Ham: "𝐷𝑒𝑡 𝑒𝑟 𝑢ℎ𝑦𝑔𝑔𝑒𝑙𝑖𝑔𝑡 𝑜𝑚 𝑛𝑎𝑡𝑡𝑒𝑛, 𝑜𝑔 𝑠𝑎̊ 𝑏𝑙𝑖𝑣𝑒𝑟 𝑗𝑒𝑔 𝑏𝑎𝑛𝑔𝑒. 𝐷𝑒𝑟 𝑒𝑟 𝑒𝑡 𝑚𝑜𝑛𝑠𝑡𝑒𝑟 𝑖 𝑠𝑡𝑢𝑒𝑛 𝑜𝑚 𝑛𝑎𝑡𝑡𝑒𝑛."
Mig: "𝐽𝑒𝑔 ℎ𝑎𝑟 𝑎𝑙𝑡𝑠𝑎̊ 𝑖𝑘𝑘𝑒 𝑠𝑒𝑡, ℎø𝑟𝑡 𝑒𝑙𝑙𝑒𝑟 𝑚æ𝑟𝑘𝑒𝑡 𝑛𝑜𝑔𝑒𝑡 𝑚𝑜𝑛𝑠𝑡𝑒𝑟, 𝑚𝑒𝑛 ℎ𝑣𝑜𝑟𝑓𝑜𝑟 𝑣𝑖𝑙 𝑑𝑢 𝑠𝑜𝑣𝑒 𝑖 𝑠𝑡𝑢𝑒𝑛 ℎ𝑣𝑖𝑠 𝑑𝑢 𝑡𝑟𝑜𝑟 𝑎𝑡 𝑑𝑒𝑟 𝑒𝑟 𝑒𝑡 𝑚𝑜𝑛𝑠𝑡𝑒𝑟, 𝑜𝑔 𝑎𝑡 𝑑𝑢 𝑏𝑙𝑖𝑣𝑒𝑟 𝑏𝑎𝑛𝑔𝑒?"
Ham: "𝑆𝑎̊ 𝑘𝑎𝑛 𝑗𝑒𝑔 𝑠𝑒 ℎ𝑣𝑜𝑟𝑑𝑎𝑛 𝑚𝑜𝑛𝑠𝑡𝑒𝑟𝑒𝑡 𝑠𝑒𝑟 𝑢𝑑. 𝑆𝑎̊ 𝑘𝑎𝑛 𝑑𝑒𝑡 𝑣æ𝑟𝑒 𝑗𝑒𝑔 𝑖𝑘𝑘𝑒 𝑒𝑟 𝑏𝑎𝑛𝑔𝑒 𝑚𝑒𝑟𝑒."
Det er meget typisk ham. Han går ofte sådan til værks, når der er noget han er bange for. Han har egentlig altid gjort det, nu er han også bare begyndt at sætte ord på, hvilket jeg synes er virkelig interessant. 🥰
Og det er jo netop essensen af mod.
Han bryder sig tydeligvis ikke om at være bange. Så i stedet for at forblive indfanget i angst, forsøger han at afdække hvad det er, han reelt har med at gøre - på trods af at han er bange. 👌
Der findes mange måder at være bange og modig på, og ligeså mange måder at forstå det og håndtere det på. 😅
Hvordan håndterer du din egen og/eller dine børns ængstelighed?
Kh. Denise 💖