17/05/2026
Vi taler meget om selvrealisering, frihed og at “finde sig selv”. Om at fokusere på individet mere end nogensinde før. Vi bliver opfordret til at optimere os selv, forfølge vores drømme, skabe succes, dyrke vores interesser og prioritere vores egen trivsel. På mange måder er det en positiv udvikling, men der findes også en bagside, som sjældent bliver italesat.
For i jagten på selvrealisering, frihed og personlig udvikling sker der ofte noget i vores nære relationer.
Jeg møder det jævnligt i samtalerne i min klinik, men ser det også i private relationer: mennesker, som er så optagede af egne behov, ambitioner, sociale aftaler, træning, arbejde eller personlige projekter, at de gradvist mister blikket for de fællesskaber, de selv er en del af.
Imens opstår der ofte en skævvridning i relationen. Når én trækker sig mere ind i egne behov, ender andre ofte med at bære mere. Det kan være det praktiske ansvar, den mentale koordinering, planlægning, initiativ eller den følelsesmæssige stabilitet, som får hverdagen og relationen til at hænge sammen.
Relationer, familieliv, venskaber og fællesskaber bygger ikke sig selv!
Når vi lever, som om egen tid, frihed og behov vejer tungere end relationens eller fællesskabets ansvar, skaber det ubalance. Over tid fører det sjældent kun til frustration, men ofte også til ensomhed, vrede, følelsen af at være taget for givet og en gradvis nedbrydning af relationen. Vi taler meget om kærlighed, kommunikation og kemi i relationer.
Men vi taler for lidt om ansvar!
Ansvar er ikke romantisk, men det er fundamentalt. Det handler ikke kun om at vise omsorg med ord, men om at tage aktiv del i de relationer og fællesskaber, man er en del af. Om at kunne se andres belastning, udvise empati og forstå, at frihed ikke fritager os for ansvar overfor dem, vi er i nære relationer med.
Sunde relationer kræver modenhed. Ikke kun selvindsigt, men også evnen til at spørge: Hvordan påvirker mine valg dem, jeg holder af?
At tage ansvar i sine relationer er ikke et tab af frihed. Det er et udtryk for integritet, respekt og følelsesmæssig voksenhed.