Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF

18/12/2025

8 UD AF 10 BØRN VIL I DAG DUMPE SKUMFIDUS-TESTEN!

Kender du det forsøg, hvor der står en skumfidus foran et barn, og barnet får nu besked på at lade være med at spise skumfidusen, når du går ud af rummet?
For at være ekstra sød fortæller du barnet, at hvis han ikke spiser skumfidusen, så vil der være dobbelt op på skumfiduser, når du vender tilbage i rummet. Skumfidusen ser sød og lækker ud og dufter af sukker - alle sanser er tændte og registrerer med lynets hast, at her er der noget jeg har lyst til .
Men: 8 ud af 10 børn vil i dag dumpe den test med et kæmpe brag, for hver eneste dag dumper børn i den test i skolen. Ikke at de voksne sætter skumfiduser foran dem, men de beder dem om at stå i kø, vente på tur, blive siddende, lytte til de andre børn og til den voksne, der gerne vil lære fra sig. Et KÆMPEBRAG. En hel generation af børn, der æder skumfiduser, og ikke ser fidusen i at vente, så der bliver dobbelt op på belønningen - hvis de nu bare kunne udsætte smagen af det lyserøde sukker. Belønninger i form af at være en del af et fællesskab, blive dygtig til at læse eller høre lidt om en klassekammerats liv, de belønninger fremstår ligegyldige i forhold til en skumfidus.

Hvad skal der til for at bestå?
Selvkontrol i metermål og evnen til at behovsudsætte.
Og hvorfor er det så gået så galt, at 8 ud af 10 børn i dag ville dumpe?
Jeg har været ansat i skoleverdenen i 25 år, og spoler vi bare 10 år tilbage, ville flere af de lyserøde sukker-skumfiduser stå intakte tilbage på bordene, og børnene løb ikke rundt på gangene som dopamin-junkies på flugt væk fra alt det kedelige der sker i klasselokalet med særaftaler i bukselommen som de forøvrigt (efter PPR’s anvisninger) selv skal administrere.

Der er noget særligt klistret sukkerstads, som er væltet sig ind i børn og unges hjerner - ja også os hos os voksne. Sukkerstadset æder børns opmærksomhed, og vænner dem til et tårnhøjt niveau af dopamin. Og når de er vænnet til det tårnhøje niveau af dopamin, mister de den naturlige regulering af signalstoffet i deres hjerner, og skolen er “kedelig”, og der skal helst være tjubang hele tiden, ellers er det kedeligt. Der skal med andre ord helst være skumfiduser hver dag, og de skal spises med det samme!

Kan du gætte hvilket “sukkerstads” jeg taler om?

Et lille hint:

Aktiverer alle sanser
Er designet til at gøre brugeren afhængig
Har gjort den almindelige leg “kedelig” - for i den fysiske leg ansigt til ansigt skal man vente på tur. (Her er altid en ny tur og det er mig først - ellers finder jeg bare et nyt at joine)

Med skumfidus-hilsener
Sisse

17/08/2025

Forældre glemmer, at de har hovedansvaret for at lære deres børn at kende forskel på det private og det offentlige rum

I sommerferien havde jeg et ophold på et hotel i Kolding.

Midt under morgenmaden måtte jeg endnu engang konstatere, at jeg er totalt arbejdsskadet – jeg er skolelærer, også når jeg holder ferie.
Et 3-årigt barn løb rundt mellem bordene og råbte højt. Familien bestod ud over den lille dreng af en mor, far og to storesøstre. Hele familien sad helt upåvirket af lillebrors råb og krumspring midt i restauranten.
Ved et andet bord bag mig sad en familie på fire. Begge børn sad med hver deres iPad, og lyden fra deres spil bimlede og bamlede ud i lokalet. Moren sad fordybet med sin mobil.
Jeg kunne mærke irritationen komme snigende. Havde vi været i skolen, ville jeg have bedt børnene om at sætte sig ned, lægge iPads væk og fokusere på maden – og det nærvær ❤️, der opstår, når man deler et måltid.
Men den dag var jeg ikke deres skolelærer. Jeg havde fri. Og det havde forældrene åbenbart også – fri fra deres forældreskab.
For mig er det her en af de store kriser i vores samfund: Utydelige forældre, der nok er markante, men som ikke formår at vise deres børn værdien af at forstå, hvilke fællesskaber man er en del af, og hvilke koder der gælder.
Jeg elsker Astrid Lindgren. Ingen har som hende skrevet så kærligt om barndommen og børn. Hun sagde:
"Giv barnet kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed – så plejer de gode manerer at komme af sig selv."
Jeg er enig – børn skal først og fremmest have kærlighed ❤️. Men kærligheden handler også om, at far og mor viser børn verden. Børn skal have lov til at spilde, larme, drille, vælte ting og lave ballade – for de er børn, og de er i gang med at lære. Børn er ikke marionetdukker.
Min pointe er, at børn har brug for kærlig vejledning fra deres nærmeste voksne, så de ikke bliver sociale analfabeter, når de begynder i daginstitution eller skole.

Et offentligt rum er, når der sidder 25 børn sammen i klassen med hver deres arbejdsbog, og har en rettethed mod det, de er i gang med at lære. Den sociale koden er; bliv siddende ved din plads - ikke løb rundt og råbe - for ellers mister vi fokus på det, vi er sammen om. Lærerne er uddannet til at lægge skinner ud for deres elever og vejlede eleverne i, hvilke sociale koder der er gældende og hvilke deltagelsesadfærd der er nødvendigt i skolens fællesskab. Forældrene kan ikke styre hvad der sker på skolen: Det er lærernes ansvar. Men lærere og pædagoger kan ikke stå med opgaven alene; at lære børn at kende forskel på det private og det offentlige rum, for skal de stå med den opgave alene, bliver børnene dannet af nogen, der ikke elsker dem så dybt som kun en forælder kan gøre. Og det er et problem.

Kærlig hilsen
Sisse Gertsen
Psykoterapeut MPF og Trivselsvejleder

Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF tilbyder psykoterapi og vejledning i Støvring, Nordjylland. Kontakt Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF i dag!

04/04/2025

Tilknytningens sår

Mange oplever det: Man sidder i sofaen eller kører i sin bil, og pludselig mærker man en følelse, der tager styringen. Noget, man ikke helt kan forklare. Det er, som om et gammelt sår springer op.

Som psykoterapeut møder jeg mennesker i alle aldre, der bærer på hjertesår. Sår, der er opstået gennem livet – nogle allerede i de første leveår, andre senere. Jo yngre vi var, da de blev skabt, jo dybere sidder de, fordi vi dengang var forsvarsløse og afhængige af de voksnes omsorg.

Og så, mange år senere, sker det igen. En helt almindelig situation kan pludselig vække noget gammelt til live. Måske i en besked, man sender afsted. Ordene virker neutrale, men følelserne bag stammer fra et ældre sted. Fra tilknytningens sår. Først bagefter bliver det tydeligt: Reaktionen handlede ikke kun om nuet, men om noget, der blev skabt længe før.

Det sker overalt. Hele tiden.

Men her er det vigtige: Vi er ikke længere de børn, der engang blev sårede. Vi er voksne nu. Og vi kan tage os af os selv.

I mit arbejde hjælper jeg mennesker med at forstå disse sår – ikke for at fjerne dem, men for at lindre dem. Når vi møder vores sår med omsorg i stedet for skam, skaber vi plads til at leve friere, mere i overensstemmelse med vores værdier.

Måske har du mærket det her sår i dig selv? (jeg har) 💬❤️

Kærlig hilsen
Sisse

15/03/2025

Kan det virkelig passe, at man som mor skal mingle med de andre mødre for at ens datter skal have en plads i fællesskabet?

Jeg blev for nylig kontaktet af en kvinde, der har en datter i 3. klasse. Hendes datter går i en klasse, hvor pigerne danner en større gruppe, men hvor tre piger særligt sætter dagsordenen for det sociale liv.

I vores samtale kunne jeg fortælle moren, at det er helt normalt. I enhver skoleklasse findes der et hierarki. Spørgsmålet er ikke, om det eksisterer, men hvordan de, der er øverst, er kommet dertil, hvilke sociale midler de bruger, og hvordan resten af gruppen oplever deres position.

Moren fortalte mig, at hendes datter opfattede de tre piger som kommanderende og ofte følte sig som "det tynde øl". Dette er et klassisk problem, som lærere og pædagoger dagligt arbejder med for at skabe rammer, hvor alle kan trives og være en del af fællesskabet.

Men så sagde kvinden noget, der fik mig til at spidse ører: "Jeg har det som om, jeg er nødt til at mingle."

"Mingle med hvem?" spurgte jeg.

"Med de andre mødre. De mødes cirka en gang om ugen til hygge, og de tre mødre, der har de mest toneangivende piger, kender hinanden privat. De styrer den sociale dynamik blandt børnene."

"Okay," svarede jeg, "hvordan har du det med det?"

"Jeg føler mig presset til at deltage, så min datter kan have en plads i pigegruppen. Der er for eksempel en pige i klassen, hvis forældre ikke taler så godt dansk, og hendes mor deltager aldrig. Den pige ligger nederst i hierarkiet. Min datter gør ikke, men jeg frygter, at det vil ske, hvis jeg ikke selv engagerer mig i de sociale sammenkomster."

Her møder vi et fænomen, som man i pædagogiske kredse kalder "den skjulte klassekammerat". Mødrene positionerer deres egne døtre gennem deres egen sociale adfærd. Ved at skabe tryghed for deres egne børn, skaber de afstand til andre. Skolen kan iværksætte nok så mange trivselsfremmende initiativer, men den bliver chanceløs, når forældrene arbejder med på sidelinjen for at sikre deres egne børns sociale status.

Kvinden sukkede i telefonen og sagde: "Men vi gør det vel for at skabe tryghed for vores døtre?"

"Ja," svarede jeg, "det udspringer af et ønske om tryghed. Men resultatet bliver det modsatte. Ved at styre relationerne skaber I utryghed, fordi fællesskabet bliver individorienteret. Det er en tendens, vi ser mere og mere: forældre, der er så overengagerede, at de ikke tør overlade det sociale liv til deres børn."

"Men må vi så ikke være venner i vores fritid?" spurgte hun.

"Jo, selvfølgelig. Men du siger selv, at du er presset til at mingle for at din datter kan være en del af et fællesskab i skolen. Kan du høre, hvor langt ude det lyder?"

16/02/2025

Når stilheden føles utryg – hvad gør vi så?

Vores unge piger betaler en høj pris for deres tid foran skærmen.

Måske kender du det selv? En pige, der aldrig helt er rolig. En pige, hvis vejrtrækning er overfladisk, fordi hun konstant er på vagt. En pige, der er blevet så vant til skærmens konstante strøm af sanseindtryk, at stilheden føles utryg.

Og når mobilen slukkes, bliver stilheden ikke til ro. Den bliver erstattet af et tankemylder – som popcorn i en mikrobølgeovn. Tankerne eksploderer, uforudsigeligt og uafbrudt, én efter én, uden mulighed for pause.

Hvem er hun, når skærmen er slukket? Hvad mærker hun? Hvad sker der, når hendes hjerne pludselig ikke bliver bombarderet af billeder og lyde? For mange piger er svaret: en følelse af tomhed, uro og forvirring.

Og det er ikke deres skyld. Det er vores.

Vi har tilladt en udvikling, hvor piger mistrives i en grad, vi aldrig har set før. Mange af dem har nu i årevis været udsat for en digital overstimulering, der har fjernet dem fra sig selv. De skal hjælpes tilbage til roen.

Det kræver nærværende forældre. Det kræver tid. Og for nogle piger kræver det professionel hjælp.

Men den første hjælp, I som forældre kan give, er jeres nærvær. Vær der. Lav noget sammen. Gå en tur. Tegn. Lav mad. Læs en bog. Hjælp hende med at mærke verden omkring sig – uden filter, uden konstante forstyrrelser.

14/02/2025

Et godt børne og ungdoms- liv

01/10/2024

Kære følgere,

For nylig fyldte jeg 50 år.

Det er en underlig følelse; det føles som om, jeg lige er blevet 40. Tiden synes at bevæge sig både hurtigt og langsomt, hvilket skaber en indre konflikt, som mange af os kan relatere til. Men her er jeg—glad, taknemmelig og heldig at være, hvor jeg er.

At være sund og rask er en gave, som jeg værdsætter dybt.
Der vil altid være noget, vi mister, eller noget, vi ikke føler, vi har opnået. Som vi bliver ældre, bærer vi minder med os om dem, der ikke længere er her, og antallet af de tab vokser. Vi kan også gå gennem livet med en følelse af sorg, som ofte handler om ikke at blive mødt, set og anerkendt for den, vi virkelig er. Det tabte potentiale kan være en tung byrde at bære.

I mit arbejde som psykoterapeut oplever jeg ofte sorgens mange facetter. Jeg ser den udviklende sorg, som opstår, når man endelig formår at lægge gamle mønstre bag sig, men jeg ser også den smerte, der følger med, når man undrer sig over, hvorfor man tillod destruktive situationer at gentage sig. Sorgen over at miste en partner, som man troede, man skulle dele livet med, men som nu er gået videre med en anden, er en sorg, der kan føles som et ubærligt tab, men samtidig åbner det også op for det håb der kommer ved at opdage, at her er en ny version af mig, og livet ligger stadig foran mig med muligheder og kærlighed.

Der er også den frygtelige og meningsløse sorg, når et barn mister en forælder—et tab, der synes helt uretfærdigt, for tabet i så ung alder er umenneskeligt, for barnet skal bære sorgen på sine skuldre, der ikke engang endnu er stærke nok. Men livet er ligeglad med vores ønsker og forestillinger. Vi SKAL bære sorgen, for vi bestemmer ikke over den. Sorgen kan fremstå som et dybt, mørkt hul, samtidig med at den bærer lys fra de minder og de oplevelser, vi har haft.

At fylde 50 bringer en dyb taknemmelighed for at være her på jorden. Jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg har i mit liv—familie, venner og kolleger. Jeg er også taknemmelig for at arbejde med noget, jeg brænder for, og som giver mig mulighed for at hjælpe andre.

Kærlig hilsen
Sisse

05/07/2024

Er du sammen med dine børn i sommerferien eller bruger du mest tid sammen med din mobil? (dit valg mærkes i skolen)

Som skolelærer, trivselsvejleder og psykoterapeut taler jeg tit med børn og unge om deres sommerferieplaner. Nogle skal til Spanien, mens andre glæder sig til en tur i Jesperhus Blomsterpark. Man kunne tro, at turen til Spanien ville være sjovest og give barnet mest glimt i øjnene. Men sådan er børn ikke. Det, der virkelig tæller for dem, er samværet med deres familie.

Det handler ikke om, hvor langt væk eller hvor dyrt feriemålet er, men om at være sammen – RIGTIGT sammen. Hvis du som forælder tror, at ferien skal være så vild og dyr som muligt for at være god, tager du fejl. Har du alligevel mere øjenkontakt med din mobil end med dit barn, er det fuldstændig ligegyldigt, om du sidder på Mallorca eller på en bænk i Jesperhus Blomsterpark.

Når børnene kommer tilbage fra sommerferie og glæder sig til at fortælle deres skolelærere og pædagoger om sommeren, nævner de selvfølgelig de sjove begivenheder som slush ice ved all-inclusive buffeten og den fantastiske vandrutsjebane ved poolen. Men det, der virkelig lyser deres øjne op, er erindringen om at være sammen som familie.

Når nu kontakten og nærværet med familien betyder så meget for børn, bør du som forælder overveje, om du er mere sammen med din mobil end med dine børn. Hvis du giver mobilen mere opmærksomhed end dit barn, bør der ske ændringer. Måske tænker du: "Mit barn sidder jo selv med skærmen." Mit svar er: “Så tag skærmen fra dem!” Og ikke mindst; tag din egen mobil fra dig selv! Du er rollemodel.

Hvis du er nærværende med dine børn i sommerferien, bliver det nemmere for dem at starte i skolen igen i august måned. De er tanket op med nærvær og ro fra dem, de er mest trygge ved: Deres familie. Sker den optankning ikke i familien, skal skolelærere og pædagoger bruge lang tid – særligt ved de yngste børn – på at få dem til at falde til ro og være i det forpligtende fællesskab, det kræver at kunne indgå i, når man går i skole. (Jeg mener virkelig LANG tid)

Så kære forældre, læg mobilen væk. Vær til stede med jeres børn. Skab minder sammen, ikke bare ved siden af hinanden. For det er de stunder, hvor I virkelig er sammen, der vil give jeres børn ægte glæde, ro og robusthed.

Gør sommeren til fantastisk tid, hvor vi prioriterer vores børn – uden distraktioner. Det fortjener de, og det gør I også.

25/05/2024

"Jeg vil hjem og spille Fortnite"

For cirka seks år siden oplevede jeg noget, der gjorde mig klart at der var sket et skred i børnelivet. Jeg var på vej for at hente et barn til en AKT-samtale, da jeg så en dreng sidde udenfor klasselokalet på en bænk. Hans klasse havde time, så jeg undrede mig over, hvorfor han ikke var inde i klassen.

Jeg spurgte ham, om han var okay, og om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Hans svar forskrækkede mig: "Det er kedeligt inde i klassen." De var i gang med at arbejde i STAV 3, en bog der hjælper med at øve stavning og bøjning af ord. Men det, der virkelig fangede min opmærksomhed, var, da han sagde: "Jeg vil hjem og spille Fortnite - det er det, jeg venter på" Alt andet virkede kedeligt i sammenligning med spillet.

Denne samtale har aldrig forladt mig. Det var et tydeligt tegn på et skred i børns opmærksomhed og interesser. Mange drenge i indskolingen begynder at kede sig i skolen, fordi deres hjerner er vant til den konstante stimulation og spænding fra computerspil. Skolen kan simpelthen ikke konkurrere med det dopamin-rush, som Fortnite og lignende onlinespil tilbyder.

Jeg hører ofte fra elever, at de ikke kan komme i skole, fordi der er en opgradering af et spil. Jeg er ikke imod online spil, men jeg mener, at alt bør ske med måde. Aldrig før har så mange børn haft så svært ved at fastholde deres opmærksomhed. De er utrænede i at være i rolige omgivelser med få skift og mindre "flimmer". Hvis et barn får lov selv at vælge mellem en is eller et stykke rugbrød til aftensmad, så tager de fleste børn isen. Hvis barnet får lov at vælge mellem STAV 3 eller Fortnite, så tager mange spillet. Men både isen og spillet kan være tomme kalorier, der giver et rush men ikke næring. Derfor er der brug for tydelige voksne, der siger nej til isen og sætter rugbrødsmaden på bordet.

🌿 Kærlig hilsen,
Sisse Gertsen
Psykoterapeut MPF og Trivselsvejleder

09/05/2024

Kære voksne - Lad nu ikke dit barn sidde i flere timer ved en computer!

Som psykoterapeut med mere end 24 års erfaring som lærer og dermed som gårdvagt, ser jeg en stigende udfordring for børn i dag. Legen synes at være blevet sværere for dem sammenlignet med tidligere år. At engagere sig i legen kræver evnen til at håndtere frustration, glæde, følge andres initiativ, indgå i kompromisser og regulere sine følelser. Desværre oplever jeg, at mange børn har svært ved at lege i dag uden det ender i store konflikter.

Legen er ikke kun en kilde til sjov; det er også en vigtig læringsproces. Det er gennem legen, at børn lærer at regulere følelser og interagere med andre. Det gælder både den strukturerede leg med voksne og den frie leg uden voksenindflydelse.

Men hvad med online spil? Er de ikke også leg? Jo, det kan de være, men de tilbyder ikke den samme udvikling som den fysiske leg, der foregår i skolegården eller i naboenes baghaver. Derfor er det vigtigt at opmuntre børn til at vælge forskellige former for leg, hvor de bruger deres kroppe og observerer hinandens mimik og kropssprog. Dette sikrer, at de ikke står uforberedte i skolegården og risikerer at ty til vold eller grimt sprog på grund af manglende sociale færdigheder.

Som lærer og psykoterapeut opfordrer jeg forældre og lærere til at støtte børnenes leg og skabe rum for forskellige former for fysisk aktivitet og social interaktion.

#🌞 #🦸‍♀️

Kærlig hilsen
Sisse

02/05/2024

Kære følgere af min side. Jeg har fået lavet en ny hjemmeside. Du er velkommen til at se den! Kærlig hilsen Sisse

Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF tilbyder psykoterapi og vejledning i Støvring, Nordjylland. Kontakt Sisse Gertsen - Psykoterapeut MPF i dag!

07/04/2024

🌟 Kære venner og følgere 🌟

I dag vil jeg gerne dele noget meget nært mit hjerte med jer - min rolle og rejse som AKT-vejleder. Mange af jer spørger måske, "Hvad er en AKT-vejleder egentlig?" og "Hvad laver en AKT-vejleder?" Lad mig belyse det lidt for dig.

AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel. Som AKT-vejleder er mit primære mål at understøtte børn og unge i deres skoleliv, sikre deres trivsel og udvikle positive adfærds- og kontaktmønstre. Det er en rolle, der kræver både hjerte og faglighed, for hver dag arbejder jeg på at gøre en forskel i unge menneskers liv.

🔹 Mine arbejdsopgaver inkluderer:

💙Individuelle samtaler med elever, der oplever udfordringer.
💙Udvikling og gennemførelse af trivselsfremmende aktiviteter og programmer.
💙Samarbejde med lærere, forældre, og andre relevante parter for at skabe de bedste rammer for elevernes udvikling.
💙Vejledning og støtte til lærere i deres arbejde med klasseklima og elevers sociale færdigheder.

Siden jeg blev uddannet AKT-vejleder i 2010, har jeg haft den store glæde og privilegium at arbejde med utallige fantastiske børn og unge.❤ Hver dag byder på nye udfordringer, men også nye sejre og fremskridt. Det er en rejse fyldt med læring, vækst, og utallige rørende øjeblikke. Når jeg ikke er at finde i min klinik med psykoterapeutiske samtaler arbejder jeg med børn og unge på den skole, som jeg har arbejdet på siden 2004. Jeg har derfor fingeren på pulsen i forhold til at forstå børn og unge.

At være vejleder går langt ud over det traditionelle lærer-elev-forhold. Det handler om at skabe et rum, hvor individet føler sig hørt, forstået og støttet i deres personlige udvikling og trivsel. Vejledning i denne sammenhæng betyder at tilbyde en katalysator for forandring og vækst, at være en guide, der hjælper med at navigere i livets kompleksiteter, og at tilbyde støtte til selvrefleksion og selvopdagelse.

Tak for at I følger med og støtter mig i dette vigtige arbejde. Sammen gør vi en forskel. ❤

Kærligst,
Sisse 🌱