Feniz F.

16/05/2026

Ugens astrologiindsigt fra smukke Eva.
Blive inspireret hver gang jeg lytte til hende.
Med kærlighed til alle jer.
Feniz F.

10/05/2026

Jeg vil skrive en refleksion over to drømme fra de sidste to nætter.

Den første drøm var, at jeg var samlet med min familie i regnskoven. Omgivelserne lignede mit barndomshjem. Vi sad og snakkede omkring bålet, og pludselig sad jeg på toilettet. Det var meget tydeligt min mors toilet – alle detaljer var der i drømmen. Imens jeg kiggede mig omkring, så jeg ned på gulvet, og der begyndte toiletvand med afføring at flyde ud. Jeg sagde: “Hvad sker der her? Det er gået i stykker.” Og så vågnede jeg.

Den anden drøm havde jeg i nat. Jeg var det samme sted i min hjemby. Det føltes, som om der var aktivitet omkring mig, som om noget vigtigt skulle ske. Jeg var i et lyst værelse og havde en blomsterkjole på. Det føltes også, som om der var andre kvinder der, som sammen forberedte sig til noget.

En ung kvinde manglede et par underbukser, og jeg kunne mærke, at det var vigtigt. Jeg sagde til hende: “Her, du kan få mine.” Jeg løftede min kjole og begyndte at tage mine underbukser af. På vej gjorde jeg opmærksom på, at mit trusseindlæg var fyldt med blod fra min menstruation. Jeg sagde: “Det kan jeg ikke forstå. Jeg er jo færdig med at menstruere for mange år siden.”

Jeg kiggede på hende uden helt at se, hvem hun virkelig var. Jeg tog trusseindlægget ud og sagde: “Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har menstruation igen, men du kan tage et rent trusseindlæg, så er det fint.” Jeg mærkede, at hun blev glad, tog mine underbukser, og så vågnede jeg.

Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, at disse to drømme kommer efter hinanden, men jeg mærker, at det handler om generationsskifte, nye værdier og om at videregive noget fra matriarken videre til næste generation.
Med kærlighed
Feniz

07/05/2026

I denne uge går jeg med et tankevækkende spørgsmål i mit indre:

“Hvad er mit eftermæle?”

Det spørgsmål har åbnet en dyb og ærlig samtale mellem den, jeg er… og den, jeg virkelig er.

For jeg er ikke bare én version af mig selv.
Jeg er et sammensat væsen af livets oplevelser, sår, kærlighed, længsler, fejl, læring og minder.
Alt det, jeg har mærket, mistet, skabt og overlevet, lever stadig i mig.

Midt i det uoverskuelige indre landskab prøver jeg at forstå:
Hvad er det egentlig, jeg ønsker at blive husket for om 100 år?

Ikke for det jeg ejede.
Ikke for det jeg opnåede.
Men for det jeg efterlod i menneskers hjerter.

Måske er et eftermæle ikke noget, vi bygger med ord…
men med den måde vi elsker, guider, trøster og tør være menneske på.

– Feniz

03/05/2026

Vi er en spirituel entitet i menneskelig form.
Og for at vende tilbage til vores oprindelige essens – eller blot mærke forbindelsen til den – må vi lære at være menneske.
En entitet af denne planet, som vores krop er skabt af.

En vej til denne forståelse er gennem naturen.
At observere.
At have jord under neglene.
At indånde dens duft og mærke dens frekvens.

Jeg har erfaret, at det ikke kun handler om at gå en tur i skoven for at forbinde sig med jorden.
Forbindelsen opstår, når vi deltager. Når vi arbejder med jorden, beundrer naturens mange udtryk og møder den med respekt og forståelse.

Her har jeg lært så meget om livet:
At spire. At blomstre. At bære frugt. Og at give slip igen.
En cyklus – en cirkel af udvikling.

Med kærlig hilsen
Feniz 🌿

03/05/2026

Din astrologi læsning giver mig forståelse om min vejen igennem denne liv.
Tusind tak til dig og Lise for det smuk vise ord.

Astrologi Indsigt for ugen 4. til 10. maj 2026

23/04/2026

Jeg rejser mig i mit eget lys… som Feniz. 🔥

Af alt det jeg har været,af alt det jeg har sluppet,er mine sande ønsker blevet rene, klare og levende.

Jeg ønskede ikke bare et liv…jeg kaldte på et liv med sjæl.

Tæt ved vandet, hvor jeg kan spejle mig og huske hvem jeg er.I et fællesskab, hvor hjerter mødes i ægthed og nærvær.Som mor til børn, der går deres egen vej med lys i øjnene.

Og nu ser jeg det…ikke som tilfældigheder,men som manifestationer af min indre sandhed.

Jeg ærer processen.Jeg ærer transformationen.Jeg ærer den kvinde, jeg er blevet.

Universet svarer ikke bare…det spejler det, jeg tør være.

Tak. Tak. Tak. 🙏🔥✨

18/04/2026

Jeg er født ind i en verden,
hvor det at give var kærlighedens sprog.

At være til rådighed.
At tilsidesætte mig selv.
At bære, rumme og hele for andre.

Jeg lærte at sige undskyld,
som om det var en bøn om at få lov til at være her.
Som om min plads i verden
skulle fortjenes.

Jeg husker et øjeblik…
en stille stund i Frankrig.
Alt var gjort, alt var i ro.

Og der, midt i stilheden,
mødte jeg ordene:
“Elsk dig selv.”

Noget i mig trak sig sammen.
Næsten som skam.

Hvordan kunne jeg vende blikket indad,
når jeg var lært at give det hele væk?

Men ordene forlod mig ikke.
De lagde sig som et frø i mit indre.

Og langsomt…
gennem livets cyklusser,
gennem sår og erkendelser,
begyndte noget at forandre sig.

Som Feniz, der rejser sig af sin egen aske,
begyndte jeg at forstå:

At selvkærlighed ikke er ego.
Det er erindring.

En tilbagevenden til min egen essens.
Til min egen flamme.

For hvordan kan jeg give ægte,
hvis jeg er tom?

Hvordan kan jeg elske frit,
hvis jeg har forladt mig selv?

I dag øver jeg mig stadig.
Blidt. Ærligt. Menneskeligt.

At vælge mig selv
uden at forlade andre.

At stå i min egen ild
uden at brænde ud.

Og måske…
er det netop her,
kærligheden bliver sand.

15/04/2026

At vænne sig til nogen…
– en Feniz fortælling om forvandling 🔥🕊️

Vi tror ofte, at vi vænner os til noget af vane…
men i sjælens verden er intet tilfældigt.

Alt, hvad vi møder, kommer med en hvisken.
En invitation.
En mulighed for at vågne.

I en tid blev jeg hver morgen kaldt af en fasan.
Hans stemme brød stilheden –
og i starten forstyrrede den mig.

Men Feniz lærer os:
Det, der irriterer os, bærer ofte nøglen til vores opvågning.

Så jeg begyndte at lytte.

Jeg rejste mig… kiggede ud…
og så ham i sit fulde væsen – farverig, fri, levende.

Langsomt døde irritationen i mig…
og noget nyt blev født.
Beundring. Nærvær. Glæde.

Jeg opdagede, at han kom efter mit vækkeur ringede.
Så jeg slukkede alarmen…
og begyndte at vente på ham i stedet.

Som om livet selv kaldte mig op.

Det blev et ritual.
Et helligt møde.
Et spejl mellem natur og sjæl.

Jeg talte ikke med ord…
men noget i mig svarede ham alligevel.

Og så… en dag… var han væk.

Og i det øjeblik trådte jeg ind i Feniz’ dybeste sandhed:
Alt, der fødes… vil også forsvinde.
Alt, der forsvinder… efterlader aske.
Og i asken… bor transformationen.

Jeg mærkede savnet.
Tilknytningen.
Kærligheden.

Men også erkendelsen:
Han var aldrig kun en fasan.

Han var en budbringer.
En ild, der tændte noget i mig –
for så at forsvinde igen.

Måske er det sådan, vi vokser.
Vi møder. Vi åbner. Vi mister.
Og vi genfødes… en smule mere bevidste hver gang.

Jeg ved ikke, om han vender tilbage.
Men jeg ved, at jeg ikke er den samme.

Feniz rejser sig ikke uden at brænde først.
Og i det små… lever den sandhed også i mig.

05/04/2026

Ofte spørger folk mig, om jeg savner mit hjemland.
Og med en sikker stemme svarer jeg: nej… det gør jeg ikke.

For jeg er dybt taknemmelig for Danmark og for det liv, jeg har skabt her.
Et liv med ro, muligheder og kærlighed.

Men… midt i mit svar hvisker en lille stemme indeni mig:
“Du savner noget.”

Ikke nødvendigvis et sted – men dufte, smage, minder…
Smagen af krydderier, varmen fra mit køkken, og den særlige følelse af noget velkendt.
Noget så simpelt som huayusa, som jeg ikke kan finde her.

Achiote er for os lidt som safran er for Spanien – et særligt, duftende frø, der giver både farve og smag til maden.

Da jeg flyttede til Danmark, tog jeg min achiotera med mig, i håb om at kunne finde achiote-frø her.
Men det lykkedes først nu… 25 år senere, da min søn fandt det til mig.

I dag, da jeg stod i mit køkken og brugte det i min mad…
følte jeg en dyb lykke.

Som om en del af mig, som havde sovet længe, vågnede igen.

Nogle gange er det de små ting, der forbinder os med vores rødder.
Og minder os om, at vi godt kan høre til to steder på én gang ❤️
Med kærlighed
Feniz

03/04/2026

Hej mine elskede, i skaberen.

I dag vågnede jeg med tanker om Jesus, om hvorvidt hans offer var det værd for denne menneskehed. I flere dage, efter at have hørt nyheden om, at Israel har indført en lov om dødsstraf ved hængning kun for palæstinensere, har jeg følt mig så trist. Og når jeg samtidig ser, hvordan løgn, falskhed og ondskab bliver accepteret som noget normalt over hele verden, mens resten af os vender blikket væk, føler jeg, at vi er nået til tidernes ende – enden på ærlighed, ubetinget kærlighed, fred og godhed.

Jeg kan se, hvordan gode sjæle langsomt dør, fordi der ikke er næring af kærlighed til os.

Derfor beder jeg jer, jeg opmuntrer jer – ikke i religionens eller troens navn, men som et menneske, der inderligt tror på, at hvis vi bliver flere, der elsker, tilgiver, er ærlige og dyrker kvaliteter baseret på kærlighed, så har vi stadig en mulighed for, at Gud vil hjælpe os, og at universet vil give os endnu en chance.

I dag beder jeg jer om ikke at fejre Jesu død, men at bruge dagen på at reflektere over hans offer og hvorfor han gjorde det. Glem religionerne – lad os blot søge en direkte forbindelse til hans essens af ubetinget kærlighed.

Jeg elsker jer alle.
Feniz

28/03/2026

Fred og kærlighed til mig selv.