09/07/2025
At miste sin partner 💔 er en sorg, der river noget grundlæggende op med rode.
Men når du samtidig står tilbage med teenagere eller større børn, så bliver sorgen hurtigt dobbelt.
For du sørger selv 😔 – men du er også den, der skal rumme deres sorg.
Og den ser ikke altid ud, som man troede.
Den ene bliver tavs 🤐, lukker sig inde på sit værelse 🚪 og vil ikke tale.
Den anden bliver vred 😠, udadreagerende 💥 og nægter at gå i skole 🏫.
To børn, opvokset i det samme hjem 🏡, reagerer som nat og dag 🌙☀️ – og du står midt imellem ⚖️ og forsøger at forstå, støtte, beskytte 🛡️.
Og samtidig er du selv i stykker 🫥.
Du kan ikke læne dig op ad nogen.
Den, du plejede at vende ting med, er væk.
Den, der kendte jeres børn lige så godt som dig 👁️👁️, så deres små signaler, deres måde at være i verden på 🌍 – er der ikke længere ❌.
Du står alene med både deres reaktioner og dine egne.
Det er en uendelig balancegang 🎢:
At give plads uden at give slip 🫴.
At sætte rammer uden at knække 🧱.
At forsøge at holde fast i en eller anden form for hverdag 📆, mens noget i dig skriger 🫨, at intet er, som det var.
Og ingen ser, hvor meget du gør, bare for at få alle igennem dagen.
At du sover let om natten, fordi du er bekymret 😟.
At du holder sammen på alle trådene 🪡, selv når du selv er ved at gå i opløsning 🫠.
Det er så komplekst og ensomt – og så let at føle sig forkert.
Men du er ikke forkert ❌.
Du gør noget, der er næsten umuligt.
Og du gør det med kærlighed ❤️🔥.
