15/12/2024
JEG STOPPER SOM AMBASSADØR FOR ADHD-FORENINGEN
Jeg blev diagnosticeret med ADHD i 2007 - på 25 minutter. Dengang var det ikke så trendy som i dag.
Kort efter blev jeg ambassadør for ADHD-foreningen. I mine omgangskredse i comedy og medieverdenen mødte jeg jo mange som mig, og jeg ønskede at hjælpe med repræsentation, oplysning og afstigmatisering.
Og det er derfor, jeg nu siger fra. For jeg tror ikke på, at systemet er godt nok til at hjælp os med de skæve hjerner. Det store fokus på diagnosticering med usikre diagnoser og behandling med stærke amfetaminstoffer kan umuligt være vores bedste løsningsmuligheder.
Samtidig ser jeg, hvordan de diagnosticerede bliver brugt som troldehær til at udskamme en kritik, der er helt legitim. Jeg vil ikke stå med røde ører om 30 år, når denne tilgang til divergens og mentalt helbred i 2020'erne bliver et ubehageligt kapitel i vores historie. Jeg vil kunne se tilbage på, at jeg råbte op og forsøgte at sige fra. Ligesom jeg advarede mine venner imod Buffalo-sko, da jeg var teenager.
Ligesom Buffalo-skoene er det ikke den enkelte person, jeg kritiserer. ADHD findes. Medicin hjælper. Men i helikopterperspektiv ser det ikke sundt ud, hvad vi gør ved vores samfund med disse diagnoser og behandlinger. Derfor er jeg nødt til at sige fra på mine egne vegne.
Jeg har været med til at sælge diagnosen. For jeg havde et optimistisk syn på, at diagnoserne ville give os bedre viden og forståelse af, hvad disse skævheder i hjernerne går ud på. Når nogen kan sige "jeg er småautistisk omkring nøglerne, så hold lige styr på dem" eller "jeg bliver ret ADHD, når der er larm" så bidrager til gensidig forståelse og mulighederne for at indrette vores fælles rum med hensyn til disse afvigelser fra normalen.
Men løbende har jeg kunne se, hvordan at den medicinske løsning på problemerne er steget i popularitet - og at de, der sælger den løsning, naturligvis kan se en idé i diagnosen og behandlingens udbredelse. Den kapitalistiske slagsside er til at spotte for selv den mest ukoncentrerede ADHD'er.
Vi har et system med fart på og høje krav til koncentration. Hvis de to ting ikke er dig - så kan de blive det - det kan systemet nu sørge for!
Det er smart for systemet. Men ikke for os.
DRs seneste store ADHD-tema har sat tingene på spidsen for mig. For her tales diagnosens sikkerhed og den psykiatriske behandling op i en grad, de ikke fortjener. Jeg tilslutter mig fuldstændig psykolog Jonas Vennike Ditlevsens kritik af, at forskningen mangler evidens - og behandlingens effekt ligeså.
Så det skuffer mig, at ADHD-foreningen er gået ukritisk ind i kampagnen også. For der er ingen grund til, at foreningen skal stå på en bestemt side i en debat blandt behandlerne. Den skal blot hylde deres grundighed - når de vel at mærke er grundige.
"Jeg har til gode at møde nogen, der bare er fløjet igennem systemet, hvor det har været nemt at få stillet diagnosen."
Sådan sagde Camilla Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen, i Manu Sareens ADHD-podcast sidste år. Det var et rødt flag i mine øjne. For Camilla har mødt mig.
Og jeg blev udredt på 25 minutter. Noget jeg har fortalt om flere gange til ADHD-foreningens arrangementer, hvor Camilla har været til stede. Og jeg er ikke et særtilfælde. Da jeg lavede programmerne "Danmark På Piller" for DR i 2013, fortalte vi historien om en dreng, der var blevet diagnosticeret med ADHD af en psykiater 50 kilometer væk. Barnet blev sat på medicin, uden at den udskrivende læge mødte ham!
Disse eksempler bør Ganzhorn kende til - samt mange af de andre, der har delt deres hastige diagnosticering og ensidige behandlingstilbud med mig. ADHD-foreningen bør repræsentere mennesker - ikke en diagnose eller en bestemt behandling. I dag ser det ikke sådan ud - og det vil jeg ikke bakke op om.
Hvis du har ADHD eller en anden diagnose og føler, at jeg kritiserer dig, så garanterer jeg, at det ikke er tilfældet. Jeg står ved, at min hjerne er en ADHD-hjerne - og at medicin også virker på den, når jeg en gang imellem "låner" noget Ritalin eller lignende af en ven (thi der er jo læssevis af piller i omløb, fordi de fleste stopper med dem igen).
Men som tingene ser ud i dag, mener jeg ikke at mængden af centralstimulerende midler, vi på samfundsplan tager imod ADHD og andre diagnoser, gavner mere end bivirkningerne. Og jeg mener samtidig, at vi tydeligt kan se, at opmærksomhed i form af terapi, forældretræning, mindfulness og pædagogiske tiltag virker som sundere behandlingsformer, som vi benytter for lidt.
Det er ikke dig og dine udfordringer, der stigmatiseres, når forskningen og medicinalindustrien modtager kritik - det påstår de bare. Kritikken er rettet imod et system, der virker for sin egen skyld mere end vores. Og når systemets vindere - industrien og patientforeninger - svinger de diagnosticerede foran sig som et skjold imod kritik, ser jeg en våbengørelse af følelser, som ikke gør debatten eller udviklingen nogen tjenester.
Desværre behandler vi ikke disse opmærksomhedsforstyrrelser med opmærksomhed - for det er dyrt. Piller er billigere - og deres sælgere er meget bedre organiseret. Derfor ser vi salgsbudskaber, der går for langt med for lidt i forhold til, hvad vi egentlig ved. Det er ikke fordi, at foreningens eller lægernes arbejde er helt forkert, eller jeg regner dem for onde eller dumme - men når man suser afsted ud af en lidt skæv kurs, så risikerer man at ende langt væk fra sit mål.
Gennemgående for mine holdninger til politik, politik og samfund er, at de tager udgangspunkt i viden. Forskning, data og statistik. Derfor vil jeg ikke være en del af en klub, der går på kompromis med respekten for viden.
Jeg har i dag meddelt ADHD-foreningen, at jeg melder mig ud. Jeg vil ikke længere stå på mål for en forening, der forsvarer et system, der åbenlyst ikke er bedst for dens medlemmer.
Jeg vil stadig stå ved og repræsentere ADHD og divergens, stadig holde foredrag - det ændrer denne beslutning ikke ved. Og skulle ADHD-foreningen igen en dag virke på en måde, jeg kan se mig selv i, vil jeg melde mig ind igen.
