Savner du redskaber og kompetencer til at opnå større livsglæde og -kvalitet? Vi har gode erfaringer med at arbejde med personlig udvikling mv.
Amazone warrior with a Cinderella heart
❤️Kvinde, mor og hustru❤️
Debattør og forfatter
📕Indigo Visdom (2015)
📕Barsler med ny bog i 2025
Genoprettelse af den feminine energi ⚡️ Drømmer du om at ændre dit perspektiv og derigennem opnå en mere meningsfuld, glædesfyldt, harmonisk og kærlig tilværelse? Vores udgangspunkt er afsæt i dit fundament og et lyst syn på din fortid, din nutid og din fremtid
, hvorfra du bliver klædt på til at tage ansvar for DIG og derigennem dit eget liv. Sammen ændrer vi din bevidsthed, ved at du tager din autoritet til dig og én gang for alle rummer, at kun du er ansvarlig for din egen personlige lykke og selvudvikling. Den eneste, du reelt har indflydelse på, er dig selv, og ved at ændre dig selv, ændres alt i din omverden. Det, DU sender ud, kommer tilbage til dig. Alt starter og slutter ved dig. Din omverden afspejler alt i dig på godt og ondt, og er en fantastisk temperaturmåler på, hvordan du virkelig har det - hvilke signaler du gennem din tankevirksomhed i bund og grund udsender. Vejen går gennem tilbageerobringen af din egen power – den power, du er født med, og som kommer fra den ægte styrke, som kun dit hjerte rummer, når du er den ægte, autentiske udgave af dig selv. Den, du dybest set er og er født til at være – et harmonisk, fredfyldt og kærligt menneske, der kender styrken ved at rumme alle aspekter af sig selv og derigennem også den verden, du omgiver dig med. Du skal kunne fylde dig selv op med alt det, du behøver i en grad, så du oplever, at kærligheden bor i dig. At du selv kan forsyne dit indre med alt det, du har behov for, ellers skaber du ikke ubetingede kærlighedsrelationer i din ydre verden, men nærmere afhængighedsfyldte og ubalancerede relationer i alle sammenhænge. Heal dig selv og skab bevidsthed omkring din egen værdi. Dit selvværd og din følelse af at være god nok, som den du er og med alt, hvad du indeholder, næres af dig.
10/08/2025
Noget har rørt sig i himlen ✨
En stjerne kaldte på dit hjerte, og månen svarede.
Mellem dem åbnede en port, hvor din sjæls sandhed står og venter.
Måske du også har mærket energien bygge op og kulminere i en oplysning, som stadig strømmer i dig som bløde bølger af lys, der skyller igennem dit indre.
8/8 åbnede Lions Gate.
En kosmisk port, hvor Sirius’ klare stjernelys strømmede mod Jorden som et levende åndedrag.
I dette lys blev en kode lagt i dit hjerte – en lille gnist, et helligt frø, der bærer din sjæls oprindelige sandhed.
Dagen efter, 9/8, stod fuldmånen i Vandmanden højt på himlen og badede Jorden i sit sølvskær.
Månen åbnede dine indre rum, så du kunne se, hvor i dit liv dette lys ønsker at slå rod, og hvad der må slippes, for at det kan få plads.
Disse to dage står som tvillingesøjler af energi – stjernens gyldne lys og månens kølige klarhed – og mellem dem finder du porten til større følelsesmæssig intelligens, blød styrke og spirituel modenhed.
Energien fra disse dage minder dig om, at du ikke behøver at presse blomsten til at springe ud. Du skal blot give den lys, vand og plads.
💫 Sæt dig stille et øjeblik. Luk øjnene.
💫 Læg hånden på dit hjerte og mærk stjernens indre varme. Se den for dig.
💫 Hvisk: “Jeg er fri til at skabe det liv, der spejler min indre sandhed.”
💫 Lyt efter den blide stemme bag ordene. Ikke i hovedet, men i kroppen.
💫 Tag et lille, bevidst skridt i dag, der nærer det, du mærker. Et lille skridt ad gangen - i retningen af stjernens lys - og du når frem til din sjæls sandhed.
04/08/2025
I vores tidsalder handler synlighed alt for ofte om at fange opmærksomhed og ikke altid så meget om at give værdi.
Men der er forskel på at larme og at løfte.
I min bog taler jeg om, hvordan synlighed på sociale medier ikke bare er en strategi.
Det er en forpligtelse.
Et talerør er ikke bare en kanal for personlig selviscenesættelse.
Det er et redskab til at bære mening frem.
Til at være en stemme. Ikke bare en figur.
Vi må spørge os selv:
Vil jeg bare ses?
Eller vil jeg sætte spor?
Som kvinder har vi i årtier fået fortalt, at vores værdi ligger i vores ydre.
Og alt for mange platforme bliver i dag brugt som spejle – ikke for sjælen, men for overfladen.
Når vi bruger vores synlighed til at søge bekræftelse via vores udseende, der er modelleret efter mediernes skabelon, er vi ubevidst med til at opretholde et skønhedsideal, der er mere plastik end kød og blod.
Vi bliver spejle for overfladisk validering i stedet for bål, der tænder visdom.
Men vi er ikke her for at ligne en skabelon.
Vi er her for at kalde kraften hjem i kroppen.
Den modne, feminine kraft – The Crown-arketypen – handler netop om dette.
Hun taler ikke for at fylde rummet.
Hun taler, når det tæller.
Hun bruger sin stemme med integritet, fordi hun ved, at ord former virkelighed.
Hun poster ikke for at blive liket, men for at belyse.
Hun søger ikke følgere. Hun kalder på kraft og forbundethed.
The Crown er ikke bange for at være stille, hvis det er det, der skaber dybde.
Hun vælger substans frem for støj.
Retning frem for rastløshed.
Værdi frem for viralitet.
Så når du træder frem, spørg dig selv:
Taler jeg for at blive set, eller for at tjene noget større?
Bruger jeg min synlighed som et spejl eller som en bro?
Du behøver ikke gå viralt.
Du skal gå med substans og værdi.
For dét er, hvad der bærer –
når alt andet er drevet forbi.
02/08/2025
I dag ville min far være fyldt 90 år.
Han døde i 2018, men jeg mærker ham stadig.
Vi var meget forskellige.
Han var den jordbundne, den stærke, den ansvarlige. Jeg var ild og følelse, sårbarhed og spørgsmål.
Det gav gnister mellem os, men det skabte også en dyb forbindelse.
For bag hans faste ydre bankede et stille, sensitivt hjerte.
Han havde en spirituel åre, som få kendte. Vi kunne tale om stjernerne og universet, og dér – i det store, tavse rum – mødte vi hinanden.
Han elskede Plejaderne. Og hvem ved… Måske sidder han deroppe nu og kigger ned.
Som lille var jeg bange for at være her på jorden.
Jeg syntes, det hele var for meget, for voldsomt, for fremmed. Jeg ville helst gemme mig på mit værelse.
Men det var ham, der hjalp mig ud. Som holdt mig fast i livet, uden at sige så meget om det.
Og selv om vi kunne clashe, lærte jeg noget af ham, jeg bærer med mig i dag:
Styrken til at rejse mig og turde gå “ud af værelset”. Udholdenheden til at blive “ude af værelset”.
Det er den styrke, der i dag beskytter mit sensitive hjerte og giver det ben at gå på, så jeg kan bringe det ud, jeg er kommet her for.
Jeg savner ham.
Og jeg gad virkelig godt, vi kunne have haft en samtale, uden at han følte, at han skulle beskytte mig og gøre mig klar til livet. Bare menneske til menneske. Sjæl til sjæl.
Jeg tror på, at vi vælger vores forældre, før vi kommer herned.
Og jeg tror, jeg valgte min far med omhu.
Han gav mig jordforbindelsen, så min sjæl kunne lande.
Tak, far.
Du er med mig i både stjernerne og jorden under mine fødder.
🕊️❤️
(Billedet er fra vores bryllup i 2023. Et stille øjeblik, hvor jeg blev “fanget” i at ville ønske, at min far var der. Hele vejen op til altret var der gule roser. Dem havde min mand sørget for som et minde om min far, der elskede gule blomster)
01/08/2025
Jeg har tænkt meget over det… Hvordan mon det ville have lydt, hvis vi havde hørt historien om Jesus med en stærkere belysning af de kvinder, der fulgte ham?
Ikke som baggrundsfigurer.
Men som levende, stærke sjæle med en særlig opgave.
Hvad hvis Jomfru Maria og Maria Magdalene havde fået lige så meget plads som disciplene?
Hvad hvis vi havde lært dem at kende – ikke som ideal eller synder – men som virkelige kvinder, der levede, sansede, bar og mistede, og alligevel blev stående?
Forestil dig Maria, moderen.
En ung pige, måske kun 14–15 år gammel, gravid uden for ægteskab i en tid, hvor det kunne koste hende livet.
Hun siger ja.
Ja til noget helligt, uforståeligt og dybt forpligtende.
Hun bærer det i sin krop. I sit liv. Hun føder ham, elsker ham, lærer ham at gå.
Hun ser ham vokse ind i sin opgave.
Og langsomt må hun give slip.
Elske uden at holde fast og ville forhindre.
Måske mærkede hun længe før det skete, at hun ville miste ham.
En uro, en knugen i maven. Den stille viden, som ikke kan forklares, men som en mor kender.
Alligevel bliver hun stående.
Hun forlader ham ikke.
Hun bliver ved hans side til det sidste, og selv da det ubærlige sker:
At skulle se sit barn dø for øjnene af sig.
Det kræver en styrke, vi sjældent taler om.
En kærlighed, der ikke søger sig selv, men som bliver.
Et hjerter, der ikke lukkes og forstenes, men forbliver i et dybt sanset moderskab.
Og så Maria Magdalene.
En kvinde, der ofte er blevet misforstået, fortiet eller reduceret.
I de ældste skrifter fremstår hun ikke som en angrende synder, men som en nær discipel og én, som Jesus betroede sin inderste indsigt til.
I Maria Magdalene-evangeliet er det hende, der forstår, hvad han virkelig siger.
Hun mærker meningen bag hans ord – om sjælens rejse, om at kende sig selv, om sand frihed.
Og det er hende, han først viser sig for efter opstandelsen.
Det er ikke tilfældigt.
Hun var vidne.
Hun bar en indre kontakt, en forankring, som ikke kom fra status, men fra sjælens visdom.
Hun lyttede ikke kun med ørene, men med sit væsen.
De to kvinder bevægede sig i et landskab, som fordrede en styrke, blidhed og kraft uden lige.
Men dette beskrives sjældent.
Deres indre felt.
Hjertets sansende, lyttende, følende rum uden forsvar.
Måske det, vi i dag kunne kalde det feminine.
Et felt, hvor kærligheden ikke er afhængig af gengæld, men lever sit eget liv som en kraft, der holder og bærer.
Maria, moderen, bar en livslang kærlighed med indbygget sorg.
I stilhed.
Uden at kræve, uden at råbe og med et nærvær og en styrke, der sjældent blev anerkendt.
Maria Magdalene bar sin indsigt uden autoritet.
Hun blev ikke troet på, selvom hun så.
Hun stod med det hellige uden en ophøjet platform.
Og alligevel stod hun fast.
Det felt, de bevægede sig i, er ikke svagt.
Det er sårbart, men netop dér ligger styrken.
Det, der kan rumme alt uden at knække.
Det, der bliver, selv når det bliver overset.
Det, der ser, også når det bliver afvist.
Og jeg tænker…
Hvad hvis vi havde givet det mere plads i fortællingen?
Ikke i stedet for det maskuline, men som det, der mangler, for at gøre fortællingen hel.
Hvem var de, disse kvinder?
Hvordan levede de i en tid, hvor kvinders stemmer sjældent blev hørt?
Hvilken styrke måtte de finde i sig selv – uden rolle, uden ære, uden garanti for at blive husket?
Og hvad ville de sige til os i dag,
hvis deres stemmer kunne tale frit?
Måske ville de minde os om:
At visdom ikke nødvendigvis bliver anerkendt i sin samtid.
At det sansende, nærværende, tålmodige og dybt menneskelige ikke er mindre værd end det målrettede og håndgribelige.
Det er noget af det, jeg skriver om i min bog.
Om det glemte feminine, og hvordan vi kan hente det hjem.
Ikke for at gå tilbage.
Men for endelig at kunne gå videre – hele.
31/07/2025
Når du møder den lille pige, der bor inden i dig ❤️
Husk nærvær er din kraft. Du har ikke brug for at blive fikset. Du har brug for at huske, hvem du er.
30/07/2025
Vi lærer, at vi er noget, når vi præsterer.
Men hvem bliver vi, når vi tør være os selv?
For nylig var jeg til en stor fest.
Det var smukt og glædesfyldt – og alligevel mærkede jeg noget.
Kvinden i centrum har opnået meget.
Gæst efter gæst rejste sig og hyldede hende.
For alt det, hun gør.
For hvor meget, hun kan overkomme.
For hvor stærkt, hun præsterer.
For hendes store uddannelse, hendes stilling, hendes drive.
Men kun én.
Kun én gæst sagde noget andet.
Noget, der ramte i hjertet.
Hun talte ikke om alt det, hun gør.
Hun talte om, hvem hun er.
Om det, der ikke kan måles.
Om varme. Blidhed. Hendes liv side om side med en stor sorg.
Om den ro, hun bringer med sig, når hun træder ind i et rum.
Om hendes nærvær. Hendes væsen.
Hendes væren.
Og lige dér – midt i champagneglas og store ord –
kunne jeg mærke det igen.
Det mønster, vi alle har lært:
At vi er noget, når vi præsterer.
Når vi kan bevise vores værdi.
Når vi bliver noget stort.
Når vi kan tage det som en mand…
Der var en tid, hvor jeg troede, værdi kom i form af en titel.
En overskrift på et CV. Et forkromet eksamensbevis. En blåstempling.
Hvis jeg bare kunne dokumentere min værdi,
så ville jeg endelig få lov at være med.
Være rigtig. Være vigtig.
Så jeg gjorde alt det rigtige.
Tog kandidatgraden. Fik jobbet. Tog ansvar. Leverede.
Jeg smilede. Så vigtig ud. Blev faktuel og konkret.
Men indeni føltes det tomt.
Som om noget stille – men levende – i mig
kom længere og længere væk.
Det gik op for mig:
Jeg havde bygget et liv, der så værdifuldt ud udefra,
men som ikke var mit indefra.
Jeg var blevet god til at være den, man kunne tage alvorligt.
Talte klart. Tænkte hurtigt. Klædte mig korrekt.
Ikke for blød. Ikke for intuitiv. Ikke for meget.
Jeg havde lært at ligne og agere som en mand,
for at få plads i et rum,
der aldrig var bygget til kvinder
med visdom i hjertet og vildskab i blodet.
Et cyklisk væsen, der blev presset ind i lineære systemer.
Men det er ikke frihed.
Det er ikke kvindelig kraft.
Det er fraværet af dig – forklædt som succes.
Det var først den dag, jeg lagde min kandidatgrad på hylden, at mit liv begyndte at ændre sig.
Ikke fordi jeg blev noget andet,
men fordi jeg stoppede med at forsøge at være noget, jeg ikke var.
Jeg holdt op med at vente på,
at et stykke papir skulle give mig tilladelse.
Og begyndte at give den tilladelse til mig selv.
For det feminine har aldrig haft brug for at ligne det maskuline for at være stærkt.
Det har aldrig haft brug for titler, jakkesæt eller præstationer for at være værdifuldt.
Det har kun haft brug for én ting:
At du tør vende hjem.
Til kroppen. Til hjertet.
Til din stemme. Din rytme. Din måde at skabe, synes og mene på.
Du skal ikke passe ind. Du skal slå rødder i dig selv.
Vi har ikke brug for flere kvinder, der spiller roller.
Vi har brug for dig.
Rå. Ægte. Levende.
Og utilpasset.
Tina Sofia, ♡ land
27/07/2025
“She’s got bite marks on her tongue from all the things she never said.”
Jeg læste engang det citat fra en kvinde.
Og det blev hængende i mig.
For jeg kender det.
Det gør mange kvinder.
Vi kender de øjeblikke, hvor vi gør os små i samtaler.
Fordi modpartens objektivitet, fakta, logik eller rigide tolkninger kører hen over vores sansning, erfaring og indsigt.
Der findes et ord for det.
Mansplaining.
Det sker, når vi deler noget sårbart og straks bliver rettet, oversat eller undervist i, hvad vi “i virkeligheden” oplever.
Når nogen forklarer os vores følelser, som om vi har misforstået dem.
Som om vi ikke helt har set det store billede endnu.
Det er dér, kvinders stemmer langsomt bliver mere forsigtige.
Mere tilpassede.
Nedtonede.
Indtil vi måske helt holder op med at dele det, vi mærker.
For hvad nytter det, hvis det hele alligevel bliver justeret, nedtonet eller pakket ind i “fakta”?
Mens vi står tilbage med følelsen af ikke alene at være anderledes, men også forkert.
Mansplaining er ikke bare anstrengende.
Det er en subtil – men dybt effektiv – måde at udradere det feminine felt på.
Og det mest skræmmende?
Vi kvinder lærer selv at deltage i det.
Vi lærer at:
– “pakke ind”
– “ikke skabe drama”
– “holde det fagligt”
– “tage det senere”
– “ikke overreagere”
– “holde det professionelt”
Vi lærer at internalisere stemmen, der siger:
“Du forstår det bare ikke helt endnu.”
Men det stopper her.
Det stopper, når vi peger på det, der sker og italesætter det.
Det stopper, når vi nægter at lade os gaslighte ud af vores oplevelse.
Når vi vælger at stå i det, vi mærker uden at skulle legitimere, overforklare eller få det valideret af mennesker, der tager autoritet, uden at spørge først.
Det feminine er ikke ulogisk.
Men det er komplekst. Poetisk. Ikke-lineært.
Og det fortjener respekt - ikke redigering.
Og det handler ikke kun om én samtale.
Det handler om en modelverden – en struktur –
som både mænd og kvinder gentager:
Et system, der er bange for det, vi ikke kan kontrollere.
Det sanselige, følelsesstyrede feminine,
som ikke har ét rigtigt facit.
Som maler udenfor stregerne.
Som udfordrer vores systemer, vores effektivitet og vores behov for kontrol.
Det kræver følelsesmæssig intelligens at møde det feminine.
Og mod.
Og villighed til at rumme, udvide og gøre plads.
Så næste gang du føler dig overforklaret, overkørt eller justeret, så stop op.
Mærk det.
Sig det.
Sæt grænsen.
Aflys kontrakten med patriarkatets lillebror: mansplaineren.
Du har ret til din oplevelse.
Din stemme.
Din sansning.
Din visdom.
Ikke med vrede som drivkraft, men med klarhed, integritet og stolthed over den, du er:
Et levende, dybt intelligent væsen,
der ikke skal passe ind i et system,
men skal spejles og æres i sin egen styrke.
❤️
Du er vigtig.
Du er vis.
Du er værd at lytte til.
25/07/2025
Jeg plejede ikke at bede om meget.
Jeg kunne godt nøjes.
Løbe lidt stærkere.
Klemme en ekstra opgave ind.
Køre en omvej og ordne det, som andre ikke kunne overkomme.
Tage skylden for andres reaktioner – og ansvaret for at reparere det, der gik i stykker imellem os.
Jeg troede, det gjorde mig nem at elske.
Ikke krævende.
Let at være sammen med.
Altid til rådighed.
Altid med en undskyldning klar – også når det hverken var min skyld eller mit ansvar.
Men i virkeligheden gjorde det mig bare nem at overse.
Nem at tage for givet.
Nem at bebrejde og bruge som skraldespand.
Nem at læne sig op ad – uden at nogen spurgte, hvor meget jeg bar på selv.
Hun – hende der bar det hele og bad om så lidt –
Hun er her ikke mere.
Jeg beder om meget nu.
Om plads.
Om pauser fra adfærd, der føles som uro i mit system.
Om fred, der ikke kræver, at jeg skal gå på kompromis.
Om kærlighed, der ikke kræver, at jeg gør mig selv mindre.
Om et liv, der rent faktisk føles som MIT -
og ikke en model defineret af andre.
Jeg har lært, at man ikke får det, man håber på.
Man får ikke engang det, man fortjener.
Man får det, man tolererer.
Og jeg er færdig med at tolerere brødkrummer.
Færdig med at skulle være taknemmelig for det absolut minimale.
Færdig med at kalde min egen selvopgivelse for “modenhed”.
Færdig med at bide tænderne sammen og kalde det styrke.
At ønske sig mere gør mig ikke utaknemmelig.
Det gør mig ærlig.
Det gør mig levende.
Og det gør mig fri.
Fri til at vælge fred over pligt.
Fri til at sige nej uden forklaring.
Fri til at tage imod uden skyld.
Fri til at fylde – også når det larmer.
Jeg er ikke længere til rådighed for det, der frarøver mig glæde,
for relationer, der bygger på tilpasning i stedet for forbindelse,
for versioner af mig selv, der kun eksisterede fordi jeg var en dygtig pleaser.
Jeg beder om mere nu –
ikke fordi jeg er krævende,
men fordi jeg endelig forstår, at jeg er værdifuld.
23/07/2025
📕”Vil du revolutionere kristendommen?”, spurgte min redaktør en dag.
Hun havde netop læst det afsnit i min bog, hvor jeg nævner noget, de færreste har hørt om:
🕊️Visdommen – Sophia – som “optræder” i Ordsprogenes Bog.
“Herren skabte mig som det første af sine værker,
det første han gjorde i begyndelsen.
Jeg var hos ham som bygmester,
jeg frydede mig dag efter dag,
legede for hans ansigt hele tiden,
legede på hans jord og fandt glæde i menneskene.”
(Ordsprogenes Bog 8:22–31)
Hvorfor kender næsten ingen denne passage, men alle kender fortællingen om Eva og slangen?
Her taler en kvindelig skikkelse, før Adam, før syndefaldet.
Hun er ikke hjælper, men bygmester.
Hun er ikke syndig, men legende.
Hun fryder sig over livet, over skabelsen, over mennesket.
Det feminine var der først – som VISDOM.
IKKE som oprør, men som begyndelse.
IKKE som problem, men som medskabelse.
Så vil jeg revolutionere kristendommen?
Nej, men:
💫Jeg vil genkalde det, der blev glemt eller gemt.
💫Jeg vil finde den kvindestemme frem, der aldrig blev væk, kun overset.
Og måske…
er det i sig selv en revolution.
22/07/2025
Jeg har haft den dejligste ferie. Og det, jeg mærker allermest, er hvor dybt mit væsen længes efter det enkle, det ægte – det naturlige.
At tilbringe dagene ude, i haven, i luften, under himlen har gjort noget ved mig.
Noget godt.
Noget ægte.
Der er noget særligt over de morgener, hvor dagen begynder stille. Ikke med krav og gøremål, men med nærvær.
På bænken i haven. Dug på græsset. Duften af jord og sommer.
Lyset, som er blødt, selv på grå dage.
Og i det rum, der opstår, begynder jeg at høre noget, jeg alt for ofte overhører:
Min egen sjæls stemme ✨
Det har gjort både min mand og mig godt at vælge naturen frem for støjen.
Vi har slukket for fjernsynet. Ladet skærmene hvile. Trukket os ud af verdens evige jagt og larm.
Og i stilheden opstår en ro, der ikke kan måles i minutter eller timer, men i genforbindelse.
Vi vender hjem.
For sandheden er, at vi i dag lever liv, der koster os dyrt.
Vi tages ud af naturen og ind i en matrix – et kunstigt system, der gør os til små, hjælpeløse får.
Afhængige flokdyr, der har glemt vores egne instinkter.
Adskilt fra naturen, og dermed adskilt fra os selv.
Vi mister kontakten til det mest grundlæggende: vores egen kraft, vores følelse af retning, vores sjæls visdom, vores unikke vej.
Vi bliver fremmede for vores egen rytme.
Men det behøver ikke være sådan.
Livet i matrixen koster os noget,
men genforbindelsen med naturen koster også.
Den kræver, at vi giver slip.
På den tillærte facon.
På rollen, vi har lært at spille.
På modellen for, hvordan et liv “bør” se ud.
På flokkens forventninger.
På den ukritiske jagt efter status og ting.
Det er en pris.
Men det, vi får til gengæld, er uvurderligt:
Vi vinder os selv tilbage.
Vi vinder vores unikhed, vores rytme, vores indre kompas.
Vi vinder kontakten til det levende i os.
Til det, vi aldrig helt har glemt – men alt for længe har overhørt.
Naturen healer vores nervesystem og bringer os i kontakt med det, vi har glemt.
Naturen er ikke bare noget, vi skal passe på.
Den er vores spejl.
Vores rytme.
Når jeg sidder i haven og mærker vinden, hører træernes hvisken og fuglenes sang –
når jeg slipper al præstation og bare er –
så husker jeg, hvem jeg er.
Mit åndedræt bliver dybere.
Min udsyn bliver klarere.
Og jeg mærker en ro, som ingen ydre løsning kan give mig.
💚
Min taknemmelighed for naturen er ubeskrivelig.
For det er her, jeg hører min sjæl synge.
Det er her, jeg husker, hvem jeg er.
Det er her, jeg finder hjem.
Jeg er dybt taknemmelig for at leve på den her smukke planet ✨
21/07/2025
At arbejde med månens cyklus er som at lytte til et urgammelt sprog, der hvisker til kvindekroppen og sjælen:
“Du er rytme. Du er tidevand. Du er liv, der bølger og vender tilbage.”
Når vi tuner ind i månens faser, vender vi hjem til det cykliske – det feminine, som ikke måles i præstation, men i nærvær, dybde og forandring. I nymånen ligger begyndelsen. Et mørke, der ikke er tomt, men fyldt med spirende liv. Et rum til at lytte, nære og plante det, der skal gro.
Torsdag den 24. juli står nymånen i Løvens tegn.
Et ildtegn. Hjertets tegn. Skaberens tegn.
Denne nymåne kalder på os i forhold til at:
🔥 træde ind i vores kraft uden at blive hårde
🔥 mærke, hvad der virkelig føles sandt for os
🔥 skabe – ikke for andres validering, men fra hjertet ud
Det feminine i os har længe været trykket ned og formet af idealer, vi ikke selv valgte.
Men når vi samles i månevisdommen, åbner vi feltet for en ny normal.
En hvor blidhed er styrke.
En hvor intuition har værdi.
En hvor kvindelighed ikke skal forklares, men æres.
Denne nymåne er din invitation til at spørge:
Hvad længes mit hjerte efter at udtrykke?
Hvad må dø, for at noget ægte kan fødes?
Hvad vil jeg stå ved, også selvom det gør mig synlig?
Tænd et lys. Skriv en intention. Vær stille. Vær ærlig.
Lyt til månen. Den bærer din rytme. Den holder din cykliske natur.
💛
Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Hjerteland.com sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.
Hjerterne bag Universe of Hearts er Tina Sofia og Leif, som begge har arbejdet med menneskelig udvikling igennem en årrække. Vi har gennem livet haft vores andel af udfordringer, der i bagklogskabens lys vidner om en uddannelse, der ikke bare er tilegnet fra en bog, men mest af alt er gennemlevet og integreret i vores celler. Vi har begge altid ledt efter noget, som vi ikke helt vidste, hvad var. En puslespilsbrik, der manglede for, at vi kunne føle os hele… Indtil den dag, hvor vi fandt hinanden og oplevede en genkendelse og følelse af at komme hjem og finde ro. På mange måder fuldender vi hinanden, og Universe of Hearts kunne ikke være, uden vores forening, som tilsammen skaber det hele, der sikrer, at indhold og form går hånd i hånd.
Sammen har vi skabt et online univers, der støtter dig i at blive din egen hjerteleder. Altsammen med afsæt i tre af de vigtigste kerneværdier for os; TRO, HÅB og KÆRLIGHED.
Tina Sofia en kreativ sjæl, som er her for at få mennesker til at mærke sig selv i hjertet og tro på noget mere og noget større i sig selv. Jeg har siden 2013 skrevet om sjælens rejse i det menneskelige aspekt på siden Hjerteland.dk. Jeg er kvinde, mor og i et parforhold med min tvillingeflamme, Leif. Jeg brænder for at få mennesker til at tro på sig selv og den dybere mening med alting. Jeg er indigo bevidsthed og har en rebel indeni, der bor side om side med en stor sensitivitet og følsomhed. Det er fra dette bevidsthedsniveau, at min mission udspringer. Jeg er her for at springe rammerne, så du kan sætte dig selv fri til et liv levet i større lethed, frihed, mening og glæde.
Jeg er forfatter og har arbejdet som healer, spirituel lærer, coach og terapeut igennem en årrække og er også kendt for mit arbejde med sjælsamuletter. Amuletterne bruges ofte som et anker for skabelsen af en ny start – en ny bevidsthed. Noget der minder dig om den rejse, som du begiver dig ud i, er undervejs i eller har afsluttet. Jeg ønsker at støtte mennesker i at blive deres egen hjerteleder. Jeg er her for at skabe mere lys og plante tro, håb og kærlighed.
Når Leif skal beskrive det, der kendetegner Tina Sofia, så er det, at hun er en fantastisk kreativ sjæl, hvor alt flyder rent fra hjertet. Hun er fuld af blomster indeni og utrolig begejstret for selv de mindste ting. Hun er en rebelsk hjertevarm kvinde, der ønsker at skabe ud fra det kærlige, med indsigter og tekster, der rører mange og vækker selv det mest forstenede til live. Tina Sofia er min mening, varme, omsorg, kærlighed og mit nærvær. Vi supplerer hinanden.
Leif er den praktiske sjæl, der sætter rammerne og retning for det, der udspringer fra hjertet. På nogle måder er jeg Tina Sofias modpol. På andre ikke. Hun er min tvillingeflamme, og gaven heri er, at vi er utrolig ens i vores kerne, samtidig med at vores styrke og svagheder supplerer hinanden på fineste vis. Jeg grounder det, som flyder fra hende og sikrer, at det kan leve i den verden, som er vores at navigere i. Jeg sikrer det fundament, der kan bære det, som ønsker at komme til udtryk og være til gavn for mange. Jeg er rodnettet i vores fælles træ – et rodnet, der trækker sjæl og hjerte ned på jorden og grounder det.
Jeg har siden 2008 arbejdet som selvstændig behandler. Jeg er uddannet lægeeksamineret massageterapeut og healer og arbejder on-location hos virksomheder, der har brug for at passe godt på deres ansatte. Derudover behandles der også i klinik, hvor der er mulighed for massage, bindevævsmassage, laserterapi og healing. Her er det
Dit liv – Din krop – Dit valg! Med et ønske om at skabe forbindelse mellem krop, sind og ånd.
Healing og fjernhealing står mit hjerte nært. Mit vestjyske sind til trods, så har jeg oplevet, at denne verden banker på og gerne vil være en del af mine behandlinger. Jeg er det, som nogle vil kalde en seer. Jeg ser ind i kernen af det, som måske ved første blik kan forekomme blot at være fysisk. Mit indre blik, som udspringer fra noget helt andet, guider mig i mine behandlinger og sikrer, at jeg ofte kommer i dybden med det, som i de fleste tilfælde er langt mere end det umiddelbare symptom.
Når Tina Sofia skal fortælle med sine ord om det, der er karakteristisk for Leif, så er det, at Leif kan sætte rammen på det, som kan være diffust. Han giver mig form og er mit anker, og han gør mig stærk og tryg. Han kan lyse i mit mørke, så der kan komme indsigt og forståelse på det mentale samtidig med, at han kan kombinere det med krop og retning, så forandringerne kan finde sted. Han er et anker for min sjæl og utrolig stærk og modig. Han omslutter mig med kærlighed og viser mig, hvad jeg betyder for ham på alle tænkelige måder. Han er ikke bare ord. Han er sin kærlighed til mig i sine handlinger. Der en styrke i vores bånd, som er af en anden verden.
