03/03/2026
HVORFOR HADER DU MIG, ZENIA STAMPE?
Sådan spørger en ung venstremand og landmand mig i dag i Politiken. Han skriver også, at hvis jeg tog gummistøvler på og rejste ud i landet, så ville jeg møde: “landmænd med en sådan passion og dedikation, at de oftest kender deres dyr og deres behov, som en skolelærer kender sine elever.”
Den unge venstremands indlæg er bare seneste eksempel på den strategi, vi kommer til at møde i resten af SVINEVALGKAMPEN. For vores modstandere har fundet ud af, at vi har fakta på vores side, og derfor trækker de nu følelses- og offerkortet.
For det første: Hader? Det minder mig om starten på min mands og mit samliv, hvor han på et tidspunkt sagde, at jeg ikke kunne manipulere mig til at vinde et skænderi ved at begynde at græde. Så det holdt jeg op med.
Og sådan er det også i et demokrati. Man kan ikke vinde en politisk debat ved at trække offerkortet. I et demokrati må vi kunne diskutere uenigheder uden at gøre dem personlige. Det ved jeg om nogen efter tyve år i udlændingedebatten, hvor jeg igen og igen har fået at vide, at vi selvfølgelig måtte kunne tale om problemerne – også selv om det måtte støde nogles følelser.
I et demokrati må vi kunne diskutere et erhverv, der beslaglægger størstedelen af Danmarks areal, og som er hovedkilde til forurening af land, vand og luft. Vi må kunne diskutere en produktionsform, der hvert år sender millioner af dyr gennem et industrielt system.
Det er ikke mig, der gør det personligt. Det er ikke mig, der taler om passion og arbejdsmoral. Det er modstanderne, der sætter den enkelte landmand op som skjold mod en systemkritik.
Og så til skolelæreren.
Jeg læste sætningen op for mine tre børn. De grinede og sagde, at så måtte det godt nok være en meget dårlig lærer. Men sammenligningen er ikke bare forkert i en tid, hvor mange svineproducenter har titusindvis – ja i nogle tilfælde hundredtusindvis – af dyr. Den er også afslørende.
For den viser, hvordan landbruget krampagtigt holder fast i billedet af det nære, overskuelige landbrug, hvor bonden kender hvert dyr. Ja, en ny generation af små idealistiske landbrug skyder frem, som er sådan. Men det er langt fra den virkelighed, vi møder i den industrielle svineproduktion.
En moderne besætning kan rumme titusindvis af grise. Ejeren ser dem ikke. Medarbejdere har ifølge Dyrenes Beskyttelses beregninger – baseret på branchens egne tal – i gennemsnit omkring 8 sekunder per gris om dagen.
At sammenligne det med en skoleklasse er lige så absurd, som da Svineproducenternes formand mente, at danske hospitaler burde være misundelige over forholdene i svineindustrien. Med en pattegrisdødelighed og mødredødelighed på henholdsvis hvert femte og sjette…
Det tåler hverken sammenligning med et hospital eller en skoleklasse. Det er et produktionsapparat, hvor levende og sansende væsner reduceres til produktionsenheder. Og måske er det dét, han mener med det indgående kendskab. For ja – landbruget har minutiøs kontrol med data: foderenheder, tilvækst, dødelighed, produktionsmål. Der er styr på tallene ned til decimalerne.
Men det er ikke det samme som at kende den enkelte gris – tage vare om den – og give den et værdigt liv.
Vi er tydeligvis gået ind i anden fase af SVINEVALGKAMPEN.
Nu vil vores modstandere ikke længere tale om fakta og prøver i stedet gøre det til et spørgsmål om (sårede) følelser.
Men vi må holde fast. I fakta frem for følelser. Systemkritik frem for personer.
SVINEVALGET ER I GANG.
