17/04/2025
💭 Mentalisering: Når børn forstår både sig selv og hinanden - lyt til ugens afsnit
Mentalisering er et af de pædagogiske buzzwords – men også et af dem, der faktisk rummer noget vigtigt. Det er evnen til at forstå, at andre har følelser, tanker, intentioner og behov – og at de ikke nødvendigvis er de samme som ens egne. Det er en af de grundlæggende færdigheder, som gør os i stand til at forstå andre, indgå i fællesskaber og skabe meningsfulde relationer. Og udviklingen af denne færdighed starter tidligere, end man tror.
👶 Det starter med at forstå sig selv indefra.
Første skridt i at forstå andres indre er at forstå sit eget indre. Det sker, når barnet er helt lille, og den voksne hjælper dem med at mærke og forstå deres følelser:
"Du græder, fordi du er sulten."
"Du blev vred, fordi bolden blev taget fra dig."
Den voksne fungerer som mentalt spejl, og barnet begynder at opdage, at der er noget på spil inde i dem selv.
🧒 Omkring 4-årsalderen sker et skift.
Barnet opdager nu, at andre mennesker har deres egne tanker og følelser – og begynder at eksperimentere med det. Når børn lyver ("Det var lillebror, der tissede i mine bukser!"), viser de faktisk mentaliseringsevne – for de ved nu, at den voksne ikke ved det samme som dem selv.
👦 Omkring 10-årsalderen forstår man meget – men handler ikke nødvendigvis på det.
Barnet vil typisk kunne sætte sig i andres sted, men har stadig svært ved at tilsidesætte egne behov for fællesskabets skyld – fx ved at lukke en ind i legen, selvom man hellere vil lege uden dem. Derfor ser vi netop i denne alder begyndende eksklusion, mobning og eksperimenter med sociale grænser. Her er der særlig brug for voksne, der hjælper med at sætte rammer for fællesskabet.
🌀 Teenagere er dygtige til mentalisering – men bliver let overbelastede.
Mange teenagere bruger store mængder energi på at forestille sig, hvordan de bliver opfattet udefra, og de er gode til det. Det kan dog resultere i, at man tror, andre er lige så optagede af ens liv, som man selv er – det såkaldte "main character syndrome".
Det er en stor belastning, at tro, at alle ens fejl – fra bumser til en akavet bemærkning – fylder lige så meget i andres hoveder, som i ens eget. Teenageres mentaliseringsmuskel er altså stærk – men den bliver hurtigt træt. Og når den er træt, kan det se ud som om, de ikke tager hensyn – men det handler ofte om kapacitet, ikke vilje.
🙋♀️ Og hvad med os voksne?
Vi mentaliserer heller ikke altid super – især ikke under pres. Men vi kan øve os. Og vi kan reparere, når vi fejler. At tage ansvar og sætte ord på, hvad vi følte og gjorde, er ikke bare voksent – det er en måde at hjælpe barnet med at forstå både egne og andres sind.