
15/08/2025
Filosofisk fredag - igen 🐴🥰🤓 ...
Må man sige nej til sin hest? Hvis ja, hvornår? Hvor meget? Må de så også sige nej til os? Og hvordan siger vi bedst nej? Og hvornår skal vi respektere et nej fra hesten, og hvornår er det ok at insistere?
Må man sætte grænser? Hvem må sætte grænser? Skal man sætte grænser? Gør vi mere skade ved ikke at vise hesten rammerne for, hvad der forventes, så de bliver efterladt til selv at finde grænserne? (sorry - det er svært ikke at vise lidt holdning med de her spørgsmål)
Det her er noget, jeg kan bruge ret meget tid på at fundere over, for det kan lyde som super simple spørgsmål, og for nogen er det måske super simpelt, men det er det ikke for mig. Og samtidig tror jeg, det er helt centrale spørgsmål i vores omgang med og tilgang til hestene - og det er aldrig fedt, når noget er centralt og vigtigt og samtidig ikke er helt klart og tydeligt. Jeg ved godt, at jeg har det med at gøre ting mere komplicerede, men det er fordi ting tit bare er mere komplekse end de lige umiddelbart ser ud til, især når vi arbejder med levende væsener. Jeg kan i hvert fald mærke ude i staldene, at det heller ikke er nemt for mange hesteejere især i øjeblikket, hvor folk er meget mere opmærksomme (heldigvis) men samtidig usikre på, hvad der er ok i forhold til vores hverdag med og træning af hestene.
Jeg mener helt bestemt, at vi gerne må sige nej til vores heste på de rigtige tidspunkter og i de rigtige situationer og på den rigtige måde, ligesom at vi selvfølgelig helst skal have masser af situationer, hvor både vi og hestene siger ja. Vi må ikke blive så bange for at sætte grænser, at vi bliver helt handlingslammede, for det hjælper ikke vores heste. Men hvad er de rigtige tidspunkter, rigtige situationer, rigtige måder?
Hvornår må man sige nej?
Min faste målestok er hele tiden, om jeg er fair. Har jeg været tydelig? Vil hesten forstå hvorfor den får et nej? Kan hesten overhovedet fysisk og/eller mentalt give mig det, jeg beder om? Både når jeg siger nej til hesten, eller hvis jeg er nødt til at overrule, når hesten måske ikke er et overbevisende ja tak til det, vi skal.
Jeg arbejder som dyrlæge, og er samtidig hesteejer af heste i alle aldersgrupper, så jeg oplever jævnligt situationer, hvor hesten måske starter med et nogle gange ret tydeligt nej tak, men hvor jeg kan blive nødt til at insistere. Jeg prøver altid at finde ud af, hvorfor hesten ikke er med på planen, og om vi kan finde løsninger, så vi forhåbentlig ender et sted, hvor hesten forstår og kan lokkes med hen til et ja - måske et lidt tøvende ja i starten, men i det mindste ikke et rungende nej tak. Og næste gang måske et lidt mere overbevisende ja, eller bare et lidt mindre tydeligt start-nej. Den tilgang fungerer rigtig godt i de fleste situationer fra det helt simple med at kunne gå i snor til når hestene f.eks. skal kunne håndtere at blive stukket i og få medicin i munden, men nogle gange er der bare ikke plads eller mulighed for at tage den tilgang, og hvad gør man så? Her vil der nok være nogle, som aldrig oplever situationer, hvor det hele går lidt i kaos, og hesten om lidt ender ude på motorvejen, og det kan jeg kun blive misundelig på, men jeg er ikke et af de heldige mennesker med et altid perfekt hesteliv, selvom jeg virkelig gør mig umage for ikke at gøre dumme ting ... Og hvad er ok i de situationer?
Jeg har her for nyligt udvekslet artikler med en af mine hesteejere, som er pædagogisk uddannet og nok ligeså nørdet som mig. Og den samme debat foregår ikke overraskende også inden for børneområdet. Jeg har ikke børn, så jeg er fri for at skulle overveje den kontekst i min hverdag, men det er interessant at prøve at holde debatterne inden for pædagogik og opdragelse i mennesker overfor de debatter, der foregår i hestemiljøet. Heste er ikke mennesker - det er vigtigt - men problematikken i hvornår og hvem der sætter grænser er åbenbart ikke kun en hesteting.
Filosofisk fredag er ikke færdige klare svar og løsninger - det er de andre dage i ugen som regel heller ikke, når der er heste involveret - men til gengæld kunne den godt ende med et glas kold hvidvin i haven 🥂🩵 Men jeg håber jeg skubber lidt til jeres egne funderinger her på en meget varm sensommerdag 🐴❤️
https://www.facebook.com/AmySkinnerHorsemanship/posts/pfbid0GGKqLoFb35c3ZB1AuBQjWMhkZnsLr1Ao7Ndk4Wt7AkE5jvqZ2bYmMP9ZxSRknpGBl
A horse can only be centered when the parameters are clear. Softness is found in the middle- it’s a mistake to believe that softness is mushy.
On the contrary, the softest horsemen I know have the strongest boundaries, the clearest guidance, and the best discipline. They are able to be quiet and soft because these parameters are made clear. It isn’t a kindness to have no structure - in fact, it robs the horse of the opportunity to be mentally and physically centered.