23/05/2026
HVAD MISTER VI, NÅR ALTING BLIVER “NOGET FOR NOGET”?
Lille Lise (mig) boede næsten på rideskolen – lige undtagen tirsdag, hvor mine forældre insisterede på, at jeg skulle være hjemme. Vi var altid derude. Nogle havde selv heste, og andre som mig red alle de heste, der manglede en rytter. Vi løb med de små ryttere, kiggede på når folk red undervisning i timevis, mugede bokse, stakkede halmballer, kalkede stalde og alt muligt andet, tog med hinanden til stævner, hang ud og hyggede. Vi købte selv strigler og hovfedt, og drak klar cola i rytterstuen.
Hvad vil jeg med det her?
Jeg håber, I har lyttet på vores nyeste podcast på “Uanvendelig eller Ridehest” med Allan Blomgreen. Og hørt hans bekymring for den næste generation, der ikke hænger ud på rideskolen, men kun er der lige akkurat længe nok til at ride hesten …
Jeg overvejede aldrig, hvad jeg fik ud af alle timerne på rideskolen. Jeg tjente lidt lommepenge på at undervise, hjælpe med ridelejre og flette heste, men de penge gik direkte til stævner og ridetøj.
Men efter jeg er blevet ældre, har jeg reflekteret ret meget over det liv, vi havde dengang. Og hvad vi fik ud af det. For det er det, der tæller nu. Ikke for os fra dengang men for de nye generationer. Hvad får JEG ud af det? Hvad får mit barn ud af det? Vi lærer, at vi ikke skal gøre noget, uden vi på forhånd ved, hvad belønningen er, og den belønning skal helst være gennemskuelig og konkret og stor nok til at være arbejdet værd lige her og nu. Noget for noget, for ellers bliver vi jo udnyttet, og hvem vil udnyttes …
Men hvis vi altid skal kunne se en direkte belønning for det, vi gør, så kommer frivilligheden virkelig under pres!
Så hvad fik vi ud af alle de “gratis” timer, vi brugte i stalden?
Vi lærte at arbejde. Vi lærte at passe på hestene, muge, feje, pakke en trillebør, tjekke om udstyret lå rigtigt, ride alle typer heste i alle typer sadler, måle springbaner op, fjerne sko, håndtere værktøj, pudse vinduer, hjælpe ved stævner, stå vildt tidligt op, ... Vi lærte at tage ansvar, møde op, indpasse os, finde løsninger og fikse problemer, samarbejde på tværs af aldre og personligheder, håndtere pres, tage nogle nederlag undervejs men også en masse små og større sejre.
Gik regnestykket op? Blev vores indsats belønnet nok?
Aner det ikke. Det er det fantastiske ved uplanlagte, ustrukturerede, tillærte kompetencer. Ville jeg være der, hvor jeg er nu, uden de mange timer på rideskolen? Det tror jeg ikke.
Hvad har det her med holdbarhed og sunde heste at gøre?
Hvis vores næste generation af ryttere skal blive til hele hestemennesker, så kræver det meget mere end tid i sadlen. Skal man kunne muge en boks eller jævne en mødding for at blive et godt hestemenneske? Nej. Men boksen fortæller os, hvordan hesten har haft det, siden vi ordnede boksen i går. Og det der med at jævne mødding er bare god stil 🐴❤️
En ny podcast er klar til dine ører 🎙️🎧
Egentlig skulle det seneste afsnit af podcasten “bare” handle om, hvordan vi sikrer, at vi får mere faglig viden om hestene i ridesporten, så vi får uddannet ryttere med en bedre forståelse for hesten og dens behov….
Men podcasten endte med at handle om så meget mere …. ♥️🐴
Bag mikrofonen sidder nemlig en mand med meget på hjerte og ekstrem stor viden….
Allan Blomgreen der er daglig leder hos Billund Sportsrideklub, en del af DVs avlsledelse og bestyrelsesmedlem hos DRIF ser nemlig flere udfordringer i ridesporten og samfundet, der skaber udfordringer for klubberne og for sportens udvikling generelt.
https://open.spotify.com/episode/7bxXZKTPsYmo039LHsMFZP?si=1cC9a7XqS6Kzsga92wboew