31/10/2025
"Far, hvad arbejder du egentlig med, altså sådan rigtigt?"
Min søn Dag på 10 år spurgte mig igen forleden, for han har stadig lidt svært ved helt at forstå, at det at undervise i meditation, bevidsthed, nærvær, passion, retning, formål, meningsfuldhed og indre lederskab, kan være et “rigtigt arbejde”.
Det har det nu været for mig i over 30 år.
Virkeligheden er det, der virker.
Og det, der virker for os mennesker, særligt for de mænd og ledere jeg arbejder med, er at bringe disse ovennævte iboende kvaliteter ind i handling.
Ind i virkeligheden.
Fra åndens til håndens værk.
Når alt kommer til alt, kan mit arbejde samles i ét ord: kærlighed.
Evnen til at give, modtage og dele kærlighed.
For der er intet mere virkeligt og intet vigtigere.
Hvordan kærligheden udtrykker sig, først i vores indre lederskab og dernæst i ledelse af andre, er en livslang undersøgelse – en Quest – som enhver leder må drage ud på, hvis lederskabet og ledelse, dybest set skal give mening.
Et formålsdrevet lederskab udspringer af kærlighed, og der er ingen grund til at lade som om, at det ikke er netop dét, ledelse dybest set handler om.
Tak til Dag for at blive ved med at spørge mig.
God weekend.