12/12/2025
Eftersidningen.
Ugen har bevæget sig i flere lag, nu hjemvendt til søerne og skovene igen, efter så berigende dage på Sjælland.
Jeg har stadigt et meget meget stort tilhørsforhold i hjertet til Dyrehaven og havet, gamle og nye kunder og samarbejdspartnere, og ikke mindst venner derovre.
Fra Kirtan koncerten i København med stemmer der løftede hinanden og skabte samklang og tydelig åndskraft.
Til Kronborgs mure og tårne, hvor historien står tungt i kroppen, og hvor spørgsmål om autoritet, arv og ansvar ikke er teoretiske, men mærkbare.
En fantastisk dag med Christian og Anders.
Jeg glæder mig meget til at inden længe annoncere et spændende arrangement på dette gamle kongeslot med de to herrer.
Og ind i de stille enesessioner med ledere, hvor der ikke tales om strategier, men om noget mere grundlæggende:
Hvordan man (ud)lever.
Hvordan man holder sig selv i ægthed.
Hvordan man skaber indefra og ud, uden at miste sig selv undervejs.
Midt i ugen samledes 28 mænd til en inspirationsaften.
Forskellige liv, forskellige roller og en fælles villighed til at standse op og lytte efter retning.
Efter det sted i sig selv, hvor klarhed ikke presses frem, men får lov at vise sig i tillid og tålmodighed.
Det, der har fulgt efter, har været bevægende for mig.
Beskeder som tikker ind, fyldt med taknemmelighed.
Mænd, der rækker ud og siger: “Der er noget her, jeg ikke er færdig med, er knap begyndt.”
Et ønske om at gå videre ind i "det", med undertegnede som guide i Ledercirklen eller en Vision Quest.
Jeg har tænkt meget på nøgler i disse dage.
Nøgler der låser op for noget nyt og giver adgang til det, vi allerede står foran, men endnu ikke er trådt ind i.
Nøgler til stilheden og roen, midt i ansvaret.
Nøgler til at lede uden at forlade sig selv.
Nøgler til den indre autoritet, som ikke skal hævdes, men bæres.
Og nøgler til det, vi skal give videre, til vores børn, til dem vi leder, til den næste generation.
Dem jeg møder, bærer allerede nøglerne, hvoraf nogle har lært at lægge dem væk. Eller at bruge dem til de ydre døre, fremfor de indre.
Ugen har atter mindet mig om, at lederskab ikke først og fremmest formes af flere redskaber, men af indre sammenhæng.
Af evnen til at være til stede i det, der er, også når det er uklart og virker lukket. Når der ikke er et klart svar eller retning at gå.
Når ugen lægger sig, står én erkendelse tydeligt tilbage for mig:
Det er ikke mere handlekraft, vi mangler i vores kultur.
Det er mere evnen til at skabe forvandling og forankring.
Og måske er det netop her, i Eftersidningen, i eftertankens nærvær, hvor vi langsomt finder nøglerne frem igen, at noget afgørende får lov både at lande og vokse på ny.
God weekend.
