Psykoterapeut Lone Søgaard

Psykoterapeut Lone Søgaard Jeg tilbyder psykoterapi, parterapi, coaching, stresscoaching og mindfulness. Individuel terapi, parterapi, stresscoaching, coaching og mindfulness.

Jeg kan varmt anbefale denne bog til par. Den beskriver de mønstre, vi kan havne i med vores partnere, og hvad der ligge...
04/05/2026

Jeg kan varmt anbefale denne bog til par. Den beskriver de mønstre, vi kan havne i med vores partnere, og hvad der ligger bag kritik og tilbagetrækning. Vores tilknytning, sårbarhed, de sekundære og primære følelser. Det vi slår os på i forhold til hinanden. Der er mange fine eksempler, gode spørgsmål og øvelser par selv kan arbejde med. Ikke mindst er der afsnit om tiknytningsskader og utroskab. Et godt afsæt for at dykke dybere i jeres parforhold.
Har du/I brug for hjælp til at vende jeres mønstre, så tøv ikke med at række ud til mig.

30/04/2026

VERDEN UDENFOR DIAGNOSENS FÆNGSEL

Hvad nu hvis vi for en stund lagde ordene autisme og ADHD til side?

Ikke fordi de er ligegyldige.
Ikke fordi de ikke kan give adgang, sprog, rettigheder, fællesskab og beskyttelse.
Ikke fordi mennesker ikke kan have reelle vanskeligheder, belastninger og behov for støtte.

Men fordi ordene også bærer en tung historie af mangel.

De bærer forestillingen om afvigelse.
Om udvikling, der er gået forkert.
Om børn og voksne, der først bliver forståelige, når de beskrives gennem det, de ikke kan.

Så lad os lave et tankeeksperiment.

Hvad hvis vi i stedet for en stund talte om mennesker som dybdetunede og bredtunede?

Ikke som nye diagnoser.
Ikke som nye kasser.
Ikke som en pænere måde at sige det samme på.

Men som et forsøg på at se mennesket før problemet.

🐦‍🔥 Den dybdetunede 🐦‍🔥

Den dybdetunede person vågner ikke bare i en morgen.

Hun vågner i lag.

Lyset gennem gardinet har nuancer. Køkkenet er ikke én lyd, men mange: kaffemaskinens rytme, køleskabets summen, en kop mod bordet, trin på gulvet, en fugl udenfor, som ikke plejer at være der. Verden kommer ikke kun som helheder. Den kommer som forskelle, mønstre, detaljer, afvigelser.

Det er ikke nødvendigvis noget, hun beslutter sig for at lægge mærke til.
Det er sådan, verden ankommer.

Hun mærker, når noget i rummet skifter.
Når stemningen ændrer temperatur.
Når nogen siger ja med munden, men nej med kroppen.
Når en plan lyder enkel for andre, men indeholder syv usynlige overgange, tre sansebelastninger og et socialt krav, ingen har nævnt.

Hun kan måske virke langsom til at skifte spor. Men det er ikke langsomhed i tom forstand. Det er fordi opmærksomheden binder sig dybt. Når hun er i noget, er hun virkelig i det. At blive revet ud af det er ikke bare at skifte aktivitet. Det kan føles som at blive trukket ud af en verden, før den er færdig med at tale.

Den dybdetunede kan have brug for overgangstid.
Ikke som luksus.
Som neurologisk høflighed.

Hun kan have brug for forudsigelighed. Ikke fordi hun er rigid, men fordi uforudsigelighed kan være dyrt i et nervesystem, der registrerer så meget. Når andre siger “vi tager det bare som det kommer”, kan det for hende betyde, at alle koordinater forsvinder.

Hun kan have en interesse, der ikke bare er en hobby, men en portal.

Mos. Heste. Tal. Mythologi. Programmering. Kroppens anatomi. Retfærdighed. Sprog. Dinosaurer. Musik. Tog. Planeter. Et bestemt spil. En bestemt periode i historien. En bestemt type mønster, som andre går forbi uden at se.

Interessen er ikke en flugt fra verden.
Den er en måde at komme i forbindelse med verden på.

Her kan opmærksomheden lande. Her kan systemet samle sig. Her bliver verden præcis nok til, at den kan elskes.

Den dybdetunede er ofte ikke “dårlig socialt” i den enkle forstand. Hun kan være dårlig til en bestemt social grammatiks hurtige signaler: smalltalk, øjenkontakt, skjulte forventninger, utydelige aftaler, socialt spil, tvetydige invitationer, indirekte nej’er forklædt som ja’er.

Men det er ikke det samme som mangel på socialitet.

Måske er hendes socialitet dybere, smallere, mere sandhedsafhængig. Måske har hun ikke brug for mange relationer, men for virkelige relationer. Måske er hun ikke interesseret i at bekræfte en stemning, hun ikke kan mærke som sand. Måske har hun svært ved at deltage i det sociale teater, men stor kapacitet for loyalitet, præcision og nærvær, når rummet er ægte.

Hun kan blive ramt af verden.

Lyde kan gå gennem kroppen. Lys kan kradse. Tøj kan larme mod huden. Lugte kan fylde et helt rum indefra. Mange mennesker på én gang kan være som at stå midt i en radiostorm, hvor alle frekvenser er tændt.

Det betyder ikke, at hun er sart i betydningen svag.

Det betyder, at hendes system måske er mere gennemtrængeligt. Mere åbent for det, andre filtrerer fra. Det kan give belastning. Det kan give udmattelse. Det kan kræve ro, rytme, beskyttelse, præcision og pauser.

Og det kan også give evnen til at opdage det næsten usynlige.

Det ændrede tonefald.
Det lille brud i mønstret.
Den uretfærdighed, alle andre har vænnet sig til.
Den detalje, der får hele systemet til at give mening.

Men det er vigtigt: den dybdetunedes værdi afhænger ikke af, at denne sansning bliver nyttig for andre.

Hun skal ikke være særlig begavet for at være legitim.
Hun skal ikke være sandhedsvidne, kunstner, systemkritiker eller sanselig seer for at fortjene plads.
Nogle dage er hun bare træt. Overvældet. Tavs. Lukket ned. Ude af stand til at forklare sig.

Også dér er hun ikke forkert.

🐦‍🔥 Den bredtunede 🐦‍🔥

Den bredtunede person vågner, og verden er allerede i bevægelse.

Tankerne kommer måske ikke som én lige linje. De kommer som glimt, forbindelser, afstikkere, impulser, billeder, påmindelser og åbninger.

Jeg burde skrive til hende.
Hvad var det med den idé fra i går?
Hvor lagde jeg nøglerne?
Den lyd minder mig om noget.
Vi kunne også gøre det på en helt anden måde.
Jeg skal ud. Jeg skal i gang. Kroppen ved noget før planen gør.

Udefra kan det ligne uro.
Indefra kan det være feltkontakt.

Den bredtunede registrerer bredt. Ikke nødvendigvis alt i dybden fra begyndelsen, men mange muligheder på én gang. Hun ser forbindelser mellem ting, andre holder adskilt. Hun kan gå fra samtale til idé, fra idé til handling, fra handling til nyt spor, før andre har nået at formulere den første dagsorden.

Hun tænker ofte med kroppen.

Når hun går, kommer tankerne. Når hænderne er i gang, kan sproget åbne sig. Når kroppen må bevæge sig, kan opmærksomheden samle sig. At sidde stille kan for hende ikke føles som ro, men som støj. Som om systemet mister tryk, retning og ilt.

Bevægelse er ikke forstyrrelse.
Bevægelse kan være tænkningens motor.

Hun kan være nyhedssøgende. Ikke fordi hun er overfladisk. Ikke fordi hun ikke kan fordybe sig. Men fordi hendes system tænder ved forandring, mulighed og levende relevans.

Hun kan kede sig voldsomt i det, der for andre virker enkelt og nødvendigt. Ikke fordi hun ikke vil. Men fordi gentagelse uden mening kan føles som at blive lukket inde i et rum uden vinduer. Når noget derimod er vigtigt, levende, akut, spændende eller meningsfuldt, kan hun gå ind i det med en intensitet, der overrasker alle.

Det er derfor, ordet “koncentration” ofte bliver for fattigt.

For måske handler det ikke om, at hun mangler opmærksomhed.
Måske handler det om, at hendes opmærksomhed er rytmisk, kontekstafhængig og drevet af intensitet.

Hun arbejder i bølger.

Pludselig dyb fokusering.
Så brud.
Så bevægelse.
Så ny forbindelse.
Så udmattelse.
Så en ny åbning, ingen andre havde set.

I et samfund bygget på lineær tid bliver dette hurtigt gjort til problem. Kom nu. Sid stille. Gør det færdigt. Følg planen. Start fra begyndelsen. Tag én ting ad gangen.

Men måske er hendes tid ikke lineær på samme måde. Måske er den mere stormagtig, bølgende, cirkulær, eksplosiv. Ikke uden ansvar. Ikke uden behov for ramme. Men anderledes.

Den bredtunede kan føle hurtigt og stort.

Glæden kan stige som vejr. Frustrationen kan brænde på få sekunder. Begejstringen kan løfte hele rummet. Skam kan falde tungt. Kærlighed kan være ufiltreret, generøs, impulsiv, overvældende. Følelserne er ikke nødvendigvis overdrivelser. De er måske bare mindre dæmpede, mindre forsinkede, mindre pakket ind.

Det betyder ikke, at alt skal accepteres uden grænser.
Det betyder, at intensitet ikke skal forveksles med forkerthed.

Hun kan være handlingsorienteret. Når andre stadig overvejer, er hun i gang. Hun kan reagere hurtigt i det uventede. Hun kan mærke stemningsskift i en gruppe. Hun kan skabe energi, forbinde mennesker, åbne et projekt, flytte luft i et rum, hvor alt er gået i stå.

Men også her er det vigtigt: den bredtunedes værdi afhænger ikke af, at hendes energi bliver produktiv for andre.

Hun skal ikke være innovatør, iværksætter, krisehåndterer eller kreativ gnist for at være legitim.
Nogle dage er hun bare spredt. Skamfuld. Udmattet. Overstimuleret. Understimuleret. Fanget mellem alt det, hun vil, og alt det, hun ikke kan få samlet.

Også dér er hun ikke forkert.

🌞 Et andet spørgsmål 🌞

Hvad sker der, hvis vi bliver her længe nok?

Ikke i diagnosen som administrativ kategori.
Ikke i problemet som adfærdsbeskrivelse.
Men i oplevelsen indefra.

Så kan noget begynde at flytte sig.

Det barn, der ikke kan skifte aktivitet, er måske ikke genstridigt. Måske er opmærksomheden bundet dybt, og overgangen er reel.

Det barn, der ikke kan sidde stille, er måske ikke uopdragent. Måske tænker kroppen med.

Det barn, der ikke svarer, er måske ikke ligeglad. Måske er sproget forsinket af belastning.

Det barn, der eksploderer over en lille ændring, reagerer måske ikke på den lille ændring, men på summen af usynlige krav, sanser, skift og uforudsigelighed.

Det barn, der afbryder, springer, glemmer og begynder forfra, mangler måske ikke vilje. Måske lever opmærksomheden i bølger og skal mødes med struktur, der kan bevæge sig.

Det betyder ikke, at diagnoser er værdiløse.
Det betyder ikke, at vanskeligheder ikke findes.
Det betyder ikke, at alt kan løses med accept og pæne ord.

Men det betyder, at vi må passe på med et sprog, hvor barnet først bliver forståeligt gennem sin mangel.

For sproget er ikke neutralt.

Kalder vi det uro, leder vi efter kontrol.
Kalder vi det rigiditet, leder vi efter fleksibilitetstræning.
Kalder vi det sansegennemtrængelighed, leder vi efter beskyttelse, rytme og kloge rammer.
Kalder vi det kropslig tænkning, leder vi efter bevægelse, opgaver og mening.

Måske er neurodivergens ikke kun et sæt individuelle forskelle.

Måske er det også et spejl.

Et spejl, der viser os, hvor snævert vi har bygget vores forestilling om opmærksomhed, læring, socialitet, tid, modenhed og menneskelig deltagelse.

Og måske begynder en mere menneskelig pædagogik ikke med spørgsmålet:

Hvordan får vi barnet til at passe ind?

Men med spørgsmålet:

Hvad er det for en verden, dette barn allerede sanser, som vi endnu ikke har lært at bygge rammer omkring?



Illustration AI

———

Vi holder kun en åben workshop mere i år.

Datoen bliver d. 21. Maj 2026 - 9:30-16:30 på Glostrup Park Hotel med alt inkluderet

Der er allerede gang i billetsalget og vi har skruet prisen ned til 1995,- frem til 1. Maj 2026, da vi gerne vil have fyldt pladserne op tidligt - så vi har god tid til at forberede og komme i dialog med deltagerne på mail op til og dermed målrette workshoppen bedst muligt.

🐦‍🔥 Skal du med?

(Links i kommentarsporet)

18/02/2026

Nogle gange er de mest overfladiske samtaler et kald på forbindelse.

Fra selvbebrejdelse til selvforståelse🙏.
04/02/2026

Fra selvbebrejdelse til selvforståelse🙏.

🐦‍🔥DE 12 OVERGANGE (2)

2. OVERGANGEN FRA SELVBEBREJDELSE TIL SELVFORSTÅELSE
____

Vi holder op med at bebrejde os selv for vores reaktioner, mønstre og sammenbrud. Vi begynder at forstå dem som intelligente svar på vilkår, der ikke var bæredygtige.
____

Denne overgang kræver mod, fordi selvbebrejdelse ofte har fungeret som en form for orden. Så længe skylden kunne placeres i én selv, kunne verden stadig give mening. Der var noget, der kunne forbedres, skærpes, kontrolleres. Ens liv kunne stadig tilskrives betydning og agency, der var noget man kunne tage ansvar for at have forårsaget.

At tage denne overgang er at opgive den orden - og denne forsikring.

Det indebærer at holde op med at spørge: hvad er der galt med mig? Og i stedet stille et sværere spørgsmål: hvad var det, jeg levede i?

Selvbebrejdelse er ikke had mod sig selv. Det er et forsøg på at bevare sammenhæng. En måde at forklare reaktioner, der ellers ville pege på noget mere urovækkende: at vilkårene var for snævre, for hårde, for ensomme, for krævende.

At træde ind i selvforståelse er ikke at frikende sig selv. Det er at se sig selv klart. At anerkende, at det, der senere blev kaldt symptomer, mønstre eller sammenbrud, var svar. Ikke smukke svar. Ikke ideelle svar. Men de bedst mulige svar i en situation, hvor andre muligheder ikke fandtes.

Denne overgang kræver, at man giver slip på forestillingen om, at alt kunne have været anderledes, hvis man bare havde været stærkere, klogere, mere moden. Den forestilling er tillokkende, fordi den lover kontrol. Men den er også en fortsættelse af volden, nu vendt indad.

At tage denne overgang er at standse den indre retssag.
At lægge anklageskriftet ned.
At ophøre med at føre bevis mod sig selv.

Det betyder ikke, at ansvar ophæves.
Det betyder, at ansvar flyttes.

Fra selvangreb til selvindsigt.
Fra dom til forståelse.
Fra skam til sammenhæng.

I denne overgang påtager man sig opgaven at lære sit eget system at kende, ikke som et problem, men som et vidne. Man accepterer, at det, der engang var nødvendigt, ikke længere skal forsvares, men heller ikke fordømmes.

Selvforståelse er ikke blid. Den er præcis.
Den ser det, der var, uden at forskønne det.
Og den bærer erkendelsen af, at reaktioner ikke opstår i et tomrum.

Denne overgang kan ikke tages halvt.
Enten fortsætter anklagen.
Eller også begynder forståelsen.

Når selvbebrejdelsen slipper, opstår der ikke straks fred.
Men der opstår plads.

Og plads er det første, et menneske behøver, hvis noget nyt en dag skal kunne vokse.

_____

DE 12 OVERGANGE
Rejsen fra overlevelse til vitalitet.

Denne overgang er nr. 2 i en serie beskriver 12 overgange, på rejsen fra overlevelsesorganisering mod integritet, autenticitet og selvudfoldelse.

Overgangene er ikke udviklingsmål, men nødvendige reorganiseringer, på vejen mod en mere bæredygtig livsform.
Det er ikke en lineær proces. Overgangene kan overlappe, gentage sig, fordybe hinanden.

De er broer i samarbejdet og samtalen med nervesystemet, om at åbne sig for muligheden for, at lægge fossillerede strategier til ro — og i deres sted genoplive evnen til fleksibelt og modent at finde resonans med verden og andre.

02/02/2026

MANIPULATION OG DET PLASTISKE NERVESYSTEM

Manipulation forstås traditionelt som forsøg på at påvirke eller styre et andet menneskes tanker, følelser eller handlinger på en indirekte, skjult eller ikke-gennemsigtig måde.

Alene ordet manipulation, rammer dybt.
Noget, der straks vækker uro, modstand, måske vrede eller afsky. En oplevelse af at blive trukket i, skubbet til, flyttet uden samtykke. Af at miste fodfæste i sig selv, bare et øjeblik

Men denne definition siger mere om formen end om det sted i et menneske, hvor adfærden opstår.

Manipulation opstår ikke i tomhed. Den opstår i relationer. Mellem nervesystemer, der forsøger at finde vej til kontakt og betydning dér, hvor direkte behov engang var for svære at vise.

Manipulation er en universelt tilgængelig tilpasningsstrategi. En måde at få dækket vores mest grundlæggende eksistentielle behov - også på bekostning af den andens.

Derfor mærkes den også ofte i os, før vi forstår den.
At blive manipuleret er at mærke sit eget nervesystem komme under pres. Grænser bliver uklare. Autonomi vakler. Noget i os vil væk, lukke ned, slå fra – eller slå igen.

Manipulation er med andre ord nervesystemets forsøg på at skabe bevægelse i en relation, når direkte behov ikke kan komme sikkert frem.

Men hvis vi tør blive et øjeblik i den oplevelse, kan der åbne sig et dybere spørgsmål:

Hvad er det for et sted i et menneske, hvor manipulation bliver den måde, man rækker ud på?

Manipulation opstår sjældent dér, hvor behov kan siges direkte.

Den vokser frem i sprækkerne – dér hvor længsler, sårbarhed og afhængighed engang blev for farlige at vise. Hvor det at sige “jeg har brug for dig” kostede for meget. Hvor afvisning, skam eller usynlighed gjorde direkte kontakt umulig.

Når dét sker, finder nervesystemet omveje.
Ikke som bedrag, men som nødvendighed.
Ikke for at skade, men for at overleve – og senere for at forsøge at leve.

Den, der manipulerer mest, bærer ofte den dybeste smerte.

Den mest kontrollerende, den mest forførende, den mest selvcentrerede – vækker sjældent vores nysgerrighed. De vækker vores foragt. Vores afsky. Vores behov for afstand.

Netop dér bliver det svært at huske, at også dette er et nervesystem. Et nervesystem, der er blevet formet af gentagne erfaringer, hvor gensidighed ikke var mulig, og hvor kontakt måtte sikres ad andre veje.

Det er ikke en undskyldning.
Det er en forståelsesramme.

For vi er alle kommet dertil, hvor vi er, gennem de tilpasninger vi måtte gøre for at kunne være til.
Ingen af os starter med manipulation. Den opstår, når noget mere oprindeligt ikke kunne få plads.

Det afgørende er dette:

Nervesystemet er aldrig færdigt!

Det er plastisk. Formbart. Orienteret mod vækst, hvis betingelserne ændrer sig.
Det reorganiserer sig i mødet med nye erfaringer – især erfaringer, hvor grænser respekteres og behov oversættes.

Derfor kan vi både:
• se manipulation klart
• beskytte os mod den
• sætte tydelige grænser

og samtidig bevare en indre viden om, at der bag strategien findes et menneske, som engang ikke kunne komme mere direkte frem.

Når det gælder børn, bliver dette perspektiv afgørende.

Et barn, der konsekvent må manipulere for at føle sig mødt, bærer allerede en tung erfaring. Hvis ingen oversætter strategien tilbage til behov, risikerer den at stivne – ikke bare som adfærd, men som identitet.

Her opstår en etisk fordring når vi møder et andet menneske. Især når vi står i roller med autoritet eller ansvar for at drage omsorg for andre mennesker.

For i disse møder er vi ikke kun i relation med et menneske – vi er i berøring med dets nervesystems fremtidige muligheder.

Måske er det dette, vi skal minde hinanden om:

At vi ikke kun møder handlinger, men historier, der engang blev nødvendige. Og at vores måde at møde hinanden på kan være med til enten at lukke eller åbne de veje, et nervesystem tør gå næste gang.



Photo Rod Long on Unsplash

Mening er nervesystemets hjem.
29/01/2026

Mening er nervesystemets hjem.

MENINGENS MAGT - REGULERING GENNEM RETNING

Mening er ikke noget, nervesystemet forstår bagefter. Mening er noget, nervesystemet lever af.

Ikke som filosofi.
Som fysiologi.



Nervesystemet spørger hele tiden: “Hvad foregår der egentlig?”

Før tanker. Før ord. Før fortællinger.

Det autonome nervesystem scanner konstant:

Er der sammenhæng?
Er der retning?
Er der en indre logik i det, jeg oplever?
Giver mine handlinger resonans eller friktion?

Når der er mening, falder systemet mod regulering.
Når der mangler mening, øger systemet beredskab.

Ikke fordi noget er “forkert” – men fordi uforståelighed er lig med potentiel fare.

Omvendt føles meningsløshed som støj i systemet.

Et nervesystem kan håndtere smerte.
Det kan håndtere belastning.
Det kan håndtere kaos.

Det har langt sværere ved:

–Vilkårlighed
–Brudte narrativer
–Gentagne krav uden indre sammenhæng
–Handlinger, der ikke stemmer med det indre kompas

Det opleves som: kronisk spænding, uro uden objekt, udmattelse uden forløsning og en følelse af fiasko: “Jeg gør alt det rigtige, men kroppen følger ikke med”

Det er ikke manglende robusthed.
Det er manglende mening i nervesystemets sprog.

Mening er ikke forklaring – det er retning

Vi har en kollektiv forventning om, at mening er noget kognitivt.
Men nervesystemet er ligeglad med forklaringer, hvis de ikke peger nogen steder hen.

For nervesystemet er mening:
• Oplevelsen af at bevæge sig mod noget,
• en følelse af indre kohærens,
• en rytme, hvor handling og indre tilstand hænger sammen.

Derfor kan to mennesker stå i samme situation:
• Den ene reguleres
• Den anden kollapser

På grund af meningsmatch eller mismatch.

Den afgørende pointe her er at regulering uden mening bliver mekanisk

Man kan:
• Trække vejret korrekt
• Stimulere vagus
• Lave alle øvelserne

Og stadig være dysreguleret.

Hvorfor?

Fordi nervesystemet mærker:
“Det her gør jeg for at overleve – ikke fordi det stemmer.”

Ægte regulering sker, når kroppen oplever:

“Jeg er i bevægelse på en måde, der giver indre ja.”

Det er derfor:
• Ritualer virker bedre end teknikker
• Kunst kan regulere dybere end øvelser
• Sandhed kan sænke skuldre hurtigere end mekanisk vejrtrækning.

Mening er nervesystemets hjem.

Når et menneske lever i kontakt med mening:
• Reduceres basal alarm
• Øges fleksibilitet
• Bliver restitution dybere
• Stress bliver mere forbigående

Ikke fordi livet er objektivt lettere.
Men fordi kroppen forstår hvorfor den er i det.

Når mening mangler, forsøger nervesystemet at kompensere:

• Gennem kontrol
• Gennem overpræstation
• Gennem dissociation
• Gennem sammenbrud

Det er ikke sygdom.
Det er et orienteringsproblem.

Samlet set betyder det at regulering følger mening – ikke omvendt.

Vi har vendt det på hovedet kulturelt.

Vi siger:
“Bliv reguleret, så kan du finde mening.”

Kroppen siger:
“Giv mig en sanselig oplevelse af mening – så regulerer jeg.”

Mening behøver ikke være storslået.

Den kan være:
• Sandhed
• Rytme
• Ærlighed
• Overensstemmelse med dit væsen

Og når den er det, falder nervesystemet ikke blot til ro. Det finder hjem.



Illustration: Graham Wilson

23/01/2026

NÅR VI MØDES SOM IDENTITER OG NÅR VI MØDES SOM NERVESYSTEMER

Når mennesker mødes, møder de sjældent op uden form.

De møder op som nogen.

Den professionelle.
Forælderen.
Eksperten.
Den ansvarlige.
Den samarbejdsvillige.
Den kritiske.

De udveksler faglighed, erfaring, vurderinger og holdninger.
De taler om metoder, løsninger, bekymringer og grænser.
Det opleves som dialog.
Som samarbejde.
Som uenighed.

Men det er organisering.

Identiteten er ikke blot et selvbillede, men en måde at kunne være i kontakt på uden at komme i fare.

Den er formet af gentagelser.
Af det, der gjorde relation mulig.
Af det, der måtte blive stabilt for at kunne blive.

Når mødet bæres af identiteter, udveksles der ikke kun indhold. Der forhandles position, legitimitet og adgang til indflydelse.

Derfor bliver møder let til positioner.
Derfor bliver dialog let til forsvar.
Derfor bliver faglighed let til magt.

MØDET SOM IDENTITETER

Når mennesker mødes som identiteter, er mødet allerede ladet.

Identiteten er ikke neutral. Den er et resultat af overlevelse.

Den er bygget af gentagelser:
det der virkede,
det der beskyttede,
det der gav adgang til tilknytning, status eller sikkerhed.

Nogle identiteter er båret af skam.
Andre af stolthed.
De fleste af begge dele, flettet sammen så tæt, at bæreren ikke længere kan skelne.

I identitetsmødet spørger nervesystemet ikke:
Er du her med mig?
men:
Er du en trussel mod det, jeg har måttet blive for at overleve?

Derfor bliver samtaler hurtigt til positioner.
Derfor bliver uenighed til angreb.
Derfor bliver feedback til afvisning.
Derfor bliver selv velmenende spørgsmål oplevet som kontrol.

Identiteter kan ikke regulere hinanden.
De kan kun forsvare sig, dominere, tilpasse sig eller trække sig.

Og hver gang det sker, styrkes illusionen:
at det er indholdet, der er problemet.

MØDET SOM NERVESYSTEMER

Når mennesker mødes som nervesystemer, er der ingen illusion.

Der er kun tempo.
Tone.
Timing.
Mikrobevægelser.
Åndedrættets dybde.
Øjenkontaktens kvalitet – eller fravær.

Nervesystemet spørger ikke, hvem du er.

Det spørger:
Er der sikkerhed her?
Er der forudsigelighed?
Er der plads til, at jeg kan forblive mig selv uden at skulle spænde?

Her er ingen behov for at vinde.
Ingen identitet at forsvare.
Ingen fortælling, der skal holdes sammen.

Her sker regulering – eller dysregulering – før mening.
Før etik.
Før intention.

Når to regulerede nervesystemer mødes, kan selv dyb uenighed bæres uden vold.
Når to dysregulerede nervesystemer mødes, kan selv kærlighed forvandles til kamp.

SKAM OG STOLTHED SOM NEUROAFFEKTIVE FÆNOMENER

Skam er ikke en følelse.
Det er et kollaps i det sociale nervesystem.

Stolthed er ikke nødvendigvis styrke.
Det er ofte en kompensation for tidligere tab af regulering og værdi.

Begge bliver identitetsbærende, fordi de engang reddede forbindelsen. Men ingen af dem skaber kontakt i nutiden.

Kun regulering gør.

Kun evnen til at blive i kroppen, mens den anden eksisterer, uden at blive truet.

Hvis dette blev forstået bredere, ville færre konflikter blive forklaret – og flere blive reguleret.
Færre børn blive korrigeret – og flere blive mødt.
Færre faglige kampe blive udkæmpet – og flere relationelle felter blive holdt.

For det er ikke identiteten, der længes efter mødet.
Det er nervesystemet.

Og det reagerer altid først.



Illustration: AI

18/01/2026

NÅR DE VOKSNE LYVER MED KROPPEN

Jeg hører dine ord.
Men jeg bor i din vejrtrækning.

Du siger, det er okay.
Men dine skuldre holder fast i noget,
og dit blik når mig for sent.

Jeg mærker det i mit bryst,
før der findes tanker.

Når dine hænder er rolige,
men dit indre løber,
bliver jeg urolig uden at vide hvorfor.

Så begynder jeg at justere.

Jeg bliver stille.
Eller sjov.
Eller dygtig.
Eller væk.

Ikke for at ændre dig.
Men for at få verden til at hænge sammen.

Når du smiler,
men din mave er hård,
ved jeg ikke, hvor jeg må være.

Så flytter jeg mig.
Ikke i rummet.
Men indeni.

Jeg lærer at lytte efter det,
der ikke bliver sagt.
Jeg lærer at mærke spænding
som retning.

Jeg holder øje.
Jeg holder sammen.
Jeg holder mig klar.

Nogle dage glemmer jeg,
hvordan det føles
at være mig,
før jeg blev den, der passer på.

Når din krop en dag
begynder at tale sandt,
selv når sandheden er svær,
sker der noget stille.

Luften bliver større.
Tiden sænker sig.
Noget i mig slipper sit greb.

Jeg behøver ikke finde på mere.
Jeg behøver ikke være foran.
Jeg behøver ikke være lille
eller stærk.

Jeg kan være her
uden at lytte efter fare.

Jeg har aldrig haft brug for,
at du var perfekt.

Jeg har bare brug for,
at din krop
og dine ord
taler samme sprog.

Så kan jeg blive mig.



Illustration:AI

Jeg har lige deltaget i et meget inspirerende kursus om "Tilknytningsdynamikker - mønstre i det psykoterapeutiske arbejd...
30/08/2025

Jeg har lige deltaget i et meget inspirerende kursus om "Tilknytningsdynamikker - mønstre i det psykoterapeutiske arbejde" med Autoriseret Psykolog, specialist i psykoterapi og forsker Sarah Daniel.
Genopfriskning og fordybelse af kendte landskaber. Relevant viden både indadtil og udadtil. Mønstre vi ikke kan undsige os, og som har betydning i vores relationer. Betydnig for, hvad vi gør, når vi er på den både i forhold til andre og indadtil i forhold til os selv. Og hvordan denne del får indflydelse på vores evne til at bevæge os i ukendte områder og udvikle os.
Et landskab det er værd at orientere sig i.



Adresse

Bøgevej 6
Thisted
7700

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Psykoterapeut Lone Søgaard sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Psykoterapeut Lone Søgaard:

Del