20/08/2023
Pensioneret læge: Når man ser, hvad der sælges i store supermarkeder, kan det ikke undre, at mange mennesker er syge - Danskernes mange kroniske sygdomme skal forebygges – ikke behandles.
Ingen taler om forebyggelse. Ingen spørger: Hvad handler det her om?
To tredjedele af den voksne befolkning over 16 år er kronisk syge. De ved det ikke alle sammen, men mange går rundt med risikofaktorer for sygdomme som forhøjet kolesterol, for højt blodtryk, forstadier til diabetes, overfølsomhedsreaktioner og begyndende stress.
Hvidt mel, hvor alle de sunde stoffer er sorteret fra, produkter lavet af det samme skod-mel, kagerne, sandwichbrødet, den nemme pasta. Slik, sodavand, øl, alkohol.
Morgenmadsprodukter, der vænner børn til, at der skal være 13 procent sukker i. Masser af forarbejdet kød i pølser og pålæg. En mejeriafdeling, der med hjælp fra et Ø-mærke desperat
klamrer sig til dogmet om, at mælk er sundt for andre end kalve.
Kød i mængder, der langt overstiger menneskers behov for dyrisk protein.
Se så på menneskerne omkring dig i supermarkedet. Er de slanke og energiske, eller bærer de præg af stillesiddende arbejde, overforbrug og overvægt? Gå ud på parkeringspladsen og vurder, hvor stor en del af kunderne der har bevæget sig hen til indkøbscentret cyklende eller gående.
Få så tid hos din læge, og spørg ham, hvad du selv kan gøre for at blive sundere. Din læge har studeret anatomi, fysiologi, sygdomme og medicin, men det afhænger af hans specielle interesser, om han ved noget dybtgående om sammenhæng mellem sundhed, miljø og levevis. Hvis han ved det, har han 7 minutter til at fortælle dig det.
Hvis du skal ændre grundlæggende på dine og din families vaner og valg, er det en lang og omfattende proces. Men på 7 minutter kan lægen nå at udskrive kolesterolsænkende medicin. Der er masser af forskning, der viser, hvad der skal til i vores levevis for, at vi bliver sundere.
I Politiken skriver Bente Klarlund gode artikler om sundhed, kost og motion. Men vi har brug for journalister, der spørger politikerne om, hvordan forebyggelse skal organiseres, og ikke lader sig nøje med automatsvar om, at befolkningen bliver ældre, og at vi skal have flere læger og sygeplejersker – som vi ikke har råd til.
Tag ikke fejl: Det er alvorligt nok, at så mange mennesker i vores land går rundt med så mange risikofaktorer for at udvikle sygdom. Det skal ikke behandles. Det skal forebygges!
Hospitaler, regioner og sundhedspersonale reagerer refleksmæssigt på nyheden med krav om flere ressourcer – godt hjulpet på vej af nyhedsmedier, der flyder over med eksempler på ukritisk journalistik. Ingen taler om forebyggelse. Ingen spørger: Hvad handler det her om!
Danskernes mange kroniske sygdomme skal forebygges – ikke behandles.