18/05/2024
Voksenskole udflugt med barn med autisme.
Som mor til en dreng på det autistiske spektrum er det blevet en livsstil at være lidt mat i sokkeholderene. Det er standart for mig at være lidt i underskud af alt undtaget kaffe🤩
Til hverdag har jeg tilpasset vores liv sådan at der løbende er plads til at jeg kan lade op.
Men i denne weekend stod den på voksenskoleudflugt med Dansk Familieterapeutisk Institut. Sammen med alle mine med studerende og vores familier, indlogerede vi os på et hostel i Kerteminde.
Som mor med 13 års speciale i min søns autisme, var alt forberedt. Arbejdsgrupperne var opgivet på forhånd så min søn havde en ide om hvem og hvor mange han primært skulle forholde sig til, sociale historier var øvet hjemme fra og bilen var pakket med helt tv og spil pakken. Så der var 90% chance for succes.
Nu er vi halvvejs inde i anden dagen, min søn er fortsat velreguleret, glad og tilpas. Og jeg sidder her i solen og må tilstå at jeg nok er ved at være mindre reguleret og jeg er træt med træt på. For jeg har glemt noget helt essentielt, nemlig pauser og mulighed for at jeg kan lade op. Hvor blev mine to daglige meditationer af? De små pauser hvor jeg bare sidder og stirre ud over marken, turen i bilen hvor jeg bare følger trafikkens rytme?
Så hvad er der på spil, jo det skal jeg fortælle jer. Det jeg gør for at min søn kan være i det uforudsigelige sociale felt, er at jeg lader ham hægte sig på mit nervesystem. Med konstante microreguleringer, en hånd på skulderen, en lille bemærkning med keywords til at føre en samtale med fremmede, et øje på hvornår han kan stå i kø og hvornår han skal skærmes. Et konkret eksempel, “Børnene leger fange leg og min søn er med, og som den eneste sidder jeg på sidelinjen, som en linjedommer og mine øjne er fikseret på min søn. På de små signaler som viser at han kommer på den og hvor jeg så kan guide ham fra en afstand”.
Det er et konstant arbejde og sjældent slår det mig hvad det egentlig er jeg laver.
Nu sidder jeg i solen med klassisk musik i ørene, med ben der løber og hele tiden er i bevægelse, et tydeligt tegn på hvor ureguleret og på overarbejde mit eget nervesystem er. Mine medstuderende sidder til undervisning og jeg må prioritere mig selv, for der er stadig 1,5 døgn tilbage og når jeg lander hjemme er der en uges oprydning, i at fået søn i ro og bearbejde de nye erfaringer og sociale læring han har fået på denne tur. Så mit arbejde er langt fra slut❤️
Så i dag er jeg nænsom over for mig selv, pludselig kan jeg godt forstår at jeg har nullermænd i hjørnerne og at græsset står lidt højt i vores have, for jeg prioritere vores arbejde med hver vores indre processer❤️
Og jeg er stolt, pave stolt, min søn gør sig umage, han tør gå ud hvor isen bliver tynd fordi han ved jeg altid har hans ryg❤️
Er du også forælder til et barn med særlige behov eller kender du nogen som er, så husk nænsomheden❤️