14/01/2026
Vi har modtaget disse smukke mindeord fra Michael Falch, i forbindelse med at vores kære rådgiver hos Behandlingscenter Tjele gennem mange år - Preben - desværre ikke er blandt os længere.
----
VORES PREBEN
Som min rådgiver kørte han mig fandme hårdt i min seks uger lange Tjele-behandling på Vingehus, hvortil jeg ankom i 2002. Jeg kom selv kørende ind og parkerede på gårdspladsen med seks måneders ædruelighed i bagagen.
“Men du er jo ikke glad”, havde Ole Michelsen sagt til mig, da jeg viste ham min 6 måneders mønt, og han anbefalede mig at tage i Minnesotabehandling på Tjele. Der han selv havde været, og han havde skrevet en fremragende bog om det, “Den dansende dæmon”. Den havde jeg læst, og jeg tøvede ikke.
På Tjele blev Preben min rådgiver og min skæbne. Hans skæve, kærlige lurendrejersmil var det første, jeg bemærkede. Så hans dialekt, der vidnede vældigt om noget Nordenfjord’sk, men der fulgte nu ikke nogen Hausgaard-talestrøm med manden. Han var stilfærdig, tilbageholdende, men tydeligvis skarpt registrerende og benhårdt kommenterende.
“Jeg håber ikke, at rodet på dit værelse afspejler tilstanden i dit indre”, havde han skrevet på en seddel efter at have inspiceret mit værelse. Ved den lejlighed havde han også konfiskeret mine mange medbragte ruller Treo, der var mit uundværlige kosttilskud også ind i den første ædruelighed. At de uskyldige brusetabletter skulle være en “camoufleret drink”, havde jeg ikke selv kunnet gennemskue, men trods mine højlydte protester gav det mening. Som alt, hvad livskloge Preben sagde og gjorde. Der var så megen bund i hans udsagn.
I vores samtaler bragte han mig på sporet af mig selv bag alle mine forskansninger, forvrængninger, romantiseringer, traumer, neuroser og bortforklaringer. Og selvhadet fik han hjulpet mig til at transformere til en begyndende selvrespekt. Stille og roligt, nøgternt og meget kontant trak han den dybe ærlighed frem i mig ved at konfrontere mig med alt det væsentlige i mit liv og ved at lade mig selv rydde op efter mig og foretage vurderingerne.
Jeg havde besluttet mig for aldrig at røre en guitar mere, for jeg havde fået den opfattelse, at det var musikken, der havde bragt mig i uføre. Jeg skulle aldrig tilbage til musikscenen igen, så meget vidste jeg, selv om jeg nu var fuldstændig på bar bund, uden jobs og uden udsigt til noget. Tre uger inde i min behandling kom Preben anstigende med en lånt guitar og gav mig som opgave at underholde mine medpatienter samme aften. Jeg nægtede pure. Aldrig i livet. Jeg ville ikke røre ved den djævelske guitar med en ildtang.
Preben fastholdt, at det var et led i behandlingen, og at han ville opfatte det som en obstruktion af processen, hvis jeg afslog.
Mere nervøs end nogensinde på en scene endte jeg ikke desto mindre med at sætte mig i opholdsrummet foran mine 20 medpatienter, og jeg spillede et lavmælt sæt med “Nye tider” som åbningsnummer og “De vildeste fugle” som ekstranummer.
Bagefter var jeg himmelfalden. Det var jo ikke sangene, der var skurken. Jeg kunne sagtens synge dem uden først at have drukket mig mod til i de faste tre Hof, et glas Jack D. og en dobbelt Treo. Preben havde givet mig anskuelighedsundervisning i, at det ikke var musikbranchen i sig selv, og slet ikke min sangskrivning, der havde ødelagt mig med stress, drikkeri og pillemisbrug. Det var min alkoholisme.
Sådan blev Preben den direkte årsag til, at jeg kunne omfavne mine sange og efter et langt tilløb igen kunne finde modet til at gå konsekvent ædru ind på den scene og synge dem. Mange gange i årenes løb sidenhen mødtes vores blikke derude i koncertsalene og festivalpladserne, hvor han dukkede op for at se sin gamle patient optræde, og jeg ved, at vi begge mindedes den skelsættende aften på Tjele, hvor han udfordrede mig maksimalt og gav mig livsgejsten tilbage.
Jeg ved, at han på lignende måder har været fødselshjælper for mange, mange andre af dem, han har været rådgiver for. Jordbunden, modig og vedholdende har han med sit pokerfjæs trukket os ud af vores vildfarelser og givet os mod på at tage kampen for det gode liv op for alvor. Alvorligt, ja, men aldrig nogensinde uden smil. Det smil, der var Prebens helt særlige signatur. Smilet, der er livsglæden i ædrueligheden. Det smil må vi andre nu bære videre til andre. Tak for alt, kære, kære Preben.
Michael Falch
