10/12/2025
🕊️ Når børn bliver påvirket af døden🕊️
Det er vores håb, at børn aldrig skal opleve tab – men virkeligheden ser nogle gange anderledes ud. Når et barn mister for første gang, kan spørgsmålene og følelserne være mange, og samtalen kan være svær at starte. Men for at bearbejde sorgen, er det så vigtigt, at vi taler højt om den.
Derfor har vi lavet børnebogen “Lille Ræv siger farvel”. En fortælling om Lille Ræv, der mister Store Ræv, som gennem billeder og tekst viser de mange følelser, et barn kan stå med i en sorgproces. Lille Ræv er både forvirret, ked af det og fuld af spørgsmål- netop som mange børn vil være. Lille Ræv deltager både i begravelsen og mindehøjtideligheden, hvilket kan hjælpe barnet med at forberede sig på, hvad der sker i den kommende tid efter et dødsfald.
Bogen kan bruges som et værktøj til at åbne for snakken om døden, hvad der sker med den, man mister, og de ritualer der følger. Lille Ræv er skabt kønsneutral, så alle børn kan spejle sig i dens følelser og mærke, at deres reaktioner er helt normale.
Bogen udleveres ved samtaler, hvor der er børn med en relation til afdøde. I er altid velkomne til at bede om et eksemplar.
En støtte til familier, der står midt i det svære – og en hånd at holde i for de børn, der skal sige farvel.