22/03/2024
Spot on 👌🏼
Inden for tilknytningspsykologien beskriver man relationen mellem forældre og børn som “asymmetrisk”. Begrebet beskriver, hvordan børn fødes ind i en grundlæggende afhængighed af deres forældre: Uden os, ingen overlevelse. Derfor er det vigtigt, at vi som voksne sætter en retning, for så kan barnet mærke, at dem hvis overlevelse det afhænger af, har styr på tingene.
Når vi har modet til med ro i maven at indtage rollen som den stærke part i relationen og bestemme over vores børn, oplever de, at de kan være trygge og sikre.
At bestemme betyder, at vi holder igen med forhandlinger og lange forklaringer. Børn behøver faktisk ikke være enige i de grænser, vi sætter. Og de behøver heller ikke kunne se meningen bag vores holdninger. De har til gengæld brug for, at vi møder dem i de svære følelser grænserne måtte udløse. Så når det lille barn ikke vil med hjem, skal vi altså ikke begynde at forklare, hvordan “klokken er mange” eller true med, at “så må de sove i børnehaven” eller “jeg går nu”, men derimod sige: “Jeg vil have dig med hjem” og så møde følelsen og ræk en hånd ud: “Kom, sid lige på mit skød et øjeblik og væn dig til det”. Og i stedet for at forsøge at overbevise det store barn om, at det tager fejl ved at argumentere, “der er da ikke nogen grund til at surmule sådan. Det er bare en enkelt fest, og du vidste udmærket godt, at vi skulle til den familiemiddag”, så mød barnet: ”Lige nu er du skuffet og det har du lov til at være.”
Alt dette starter med modet til at sige nej. Ikke mere. Ikke noget andet. Og så omsorgen til at møde barnet i de svære følelser det måtte udløse. At et nej er svært at acceptere er ikke det samme som, at det er forkert at sige det.