03/02/2025
Forleden sad jeg selv i stolen som protreptee. Samtalen handlede om egoisme, og vi havde en virkelig spændende dialog om balancen mellem at prioritere sig selv og tjenstvilligheden overfor andre. Samtalen sidder stadig i mig, og særligt ét spørgsmål bliver ved med at rumstere:
"Der, hvor man ikke er noget for sig selv og heller ikke er noget for andre. Hvordan er der der?"
Uden at tøve svarede jeg: "Der er helt forfærdeligt."
Men er det nu sandt? Er der virkelig forfærdeligt? Der, hvor man ikke behøver at præstere, ikke skal leve op til andres forventninger – måske heller ikke engang sine egne?
Måske er det netop dér, i fraværet af roller og ansvar, at vi kommer tættest på os selv. Måske er det i denne væren, at vi i virkeligheden er noget – ikke ved at gøre, men ved blot at eksistere.
Måske er det her, friheden bor.
Svarede jeg, som jeg gjorde, fordi jeg er uvant med at være der? Eller fordi friheden i sig selv kan virke skræmmende?