06/03/2026
Nogle mennesker fortæller ikke hele sandheden i terapi eller undlader dele i fortællingen. Og det giver faktisk ofte rigtig god mening.
Når jeg arbejder med traumer, møder jeg indimellem klienter, som ændrer lidt på deres historie, holder noget tilbage eller først senere fortæller det, der virkelig var smertefuld, eller skamfuldt.
I mine år i psykiatrien har jeg mødt udsagn og holdninger om, at det er manipulation, at den unge lyver mm. Jeg ser det hverken som manipulation, at de ønsker at snyde eller tale usandt. Jeg ser det som beskyttelse.
Mange mennesker som har oplevet noget ubærligt har lært, at det ikke altid var trygt at fortælle sandheden. At være ærlig kunne føre til ydmygelser, udskamning, vrede, afvisning eller nye krænkelser. Derfor har man været nødsaget til, at udviklet strategier for at passe på.
Nogle gange viser den strategi sig som tavshed.
Andre gange som en historie, der er lidt lettere at fortælle.
Det handler for mig om at skabe så meget tryghed, at det, der er svært, kan få lov til at komme frem i det tempo, som klienten kan være i. I praksis kan dette nogle gange være svært at mestre, men jeg har erfaringer med, at det nogle gange kan være hjælpsomt at snakke åbent om det og sammen finde vejen. Snakken for mig er vigtigt, for mennesker er forskellige og jeg ved den jeg sidder overfor har en masse viden.
Det min oplevelse at når der er tryghed og et rum, hvor man kan tale om det som sker og får fat i en, så skabes der bevægelse.
