Klinik for Narrativ psykoterapi/Karina Nicolaisen

28/04/2026

*seforstyrrelsesbehandling

22/04/2026

Når du rammes af stærke reaktioner eller flashbacks

Når kroppen reagerer, kan det føles overvældende og skræmmende. Her er en blid måde, du kan støtte dig selv tilbage til nuet:

🌿 Læg mærke til dine kropslige signaler
Sæt stille ord på det, du mærker f.eks. puls, uro, svimmelhed mm.

🌿 Sæt ord på følelsen
Sig blidt til dig selv, hvad der er på spil lige nu: “Jeg kan mærke, jeg er bange.”

🌿 Mind dig selv om, hvad der sker
Reaktionerne er tegn på en erindring, ikke på at faren er her nu.

🌿 Orientér dig mod rummet
Navngiv mindst tre ting, du kan se, høre eller dufte omkring dig.

🌿 mind kroppen om tid og sted. Jeg er her lige nu og er ikke tilbage til den gang.
Sig evt. dato, årstal og ugedag for dig selv.

22/04/2026

22/04/2026

At turde gå med ind i mørket, samle fragmenterede minder og sammen skabe en sammenhængende fortælling i et roligt tempo- så det, der før blev ved med at gentage sig, kan blive til noget, der hører fortiden til. *seforstyrrelser

21/04/2026

15/04/2026

**st

13/04/2026

Det er så vigtigt, at når vi er vidne til, at nogen laver p*s, larmer eller protesterer, at vi sætter os ned og er nysgerrige og lytter. Jeg bliver altid glad, fordi der ligger så meget vigtigt i larmen, protesterne og alt det P*S!!!

11/04/2026

Nogle gange er det ikke ordene, der kommer først. Det er farverne, former, sansninger, eller stemninger.

Det min oplevelse at kunst og æstetik kan åbne en dør ind til det, der er svært at sige højt. Når vi ser på et billede, arbejder med materialer og kommer i kontakt med, hvad det vækker i os, begynder fortællingerne ofte at tage form.

Jeg oplever igen og igen, hvordan det æstetiske kan blive en blid og nænsom indgang til samtalerne om det ubærlige og smertefulde. På en måde skabes der en passende distance til det smertefulde og der skabes en mulighed for at nærme sig det i et tempo, der føles trygt.

Det her billede har den sidste måned været med i rummet hos mig og dem jeg taler med. Noget af det jeg har lagt mærke til er, en del af dem jeg taler med stopper op ved det og at der skabes en bevægelse. Igen og igen har det bidraget til vigtige snakke, hvor mobning, vold, overgreb og skam blev sprogliggjort. Det er som, at noget i billedet gør det muligt at nærme sig det svære lidt mere nænsomt. Tak Mathilde Vesterherup for dit billede og ja Sorte får kan også gå i flok❤️.