09/02/2026
Kopi af min skrivelse til Vejle byråd, som ikke har til hensigt at lægge et urimeligt pres på dem - da vi alle har et ansvar:
MÅ MEGE5 GE4NE DELES ❤️
EMNE:
En ydmyg, men presserende appel om en katastrofe om unges trivsel og kokainens normalisering
kære
Borgmester Jens Ejner Christensen, 1 Viceborgmester Dan Anrløv Jørgensen, 2 Viceborgmester Martin Sikær Kristensen og politidirektør ved
Sydøstjyllands Politi Henriette Rosenborg, samt medlemmer af byrådet i Vejle.
Jeg skriver dette brev med stor ydmyghed – og med en alvor, jeg ikke længere kan ignorere.
En alvor som de færreste måske er klar over - og så måske alligevel ikke, men i stedet "lukker øjnene".
Lukker øjnene da skaden er sket og åbner vi øjnene - kigger vi direkte en i pågående katastrofe.
En katastrofe der kun vil eskalere og som allerede nu har store psykiske og sociale konsekvenser for en række unge mennesker.
De fleste af os vil nok tænke, som i gamle dage - "det sker kun for de dårligt stillede hjem"
Jeg er psykolog og blev inden da uddannet som misbruges terapeut i USA .
Til dagligt arbejder med unge og deres familier, og har gennem mange år beskæftiget mig professionelt med afhængighed, trivsel og psykisk sårbarhed og den humanistiske psykologi
Jeg skriver ikke som repræsentant for et parti, en organisation eller en forretning. Jeg skriver som fagperson og far til to dejlige børn på 23 og 24 – og som et menneske, der i stigende grad oplever, at vi som samfund er ved at svigte en hel generation i stilhed.
Det, jeg ser igen og igen, er unge mennesker – særligt i alderen 17–22 år – som langsomt, men markant, bliver ødelagt af et stof, der i dag er blevet normaliseret i nattelivet: kokain.
Det drejer sig ikke om en marginal gruppe.
Det drejer sig ikke om “de udsatte”.
Det drejer sig om unge fra alle sociale lag.
Forbruget beskrives ofte som “kun i weekenden”.
Men i praksis er det blevet en fast del af fest-, alkohol- og ungdoms kulturen.
Alle ved det.
De færreste taler om det.
Og der findes ingen ung i Vejle idag som ikke selv tager kokain eller har venner og veninder, som regelmæssigt indtager kokain.
Problemet er ikke kun stoffet i sig selv – men tidspunktet i livet.
Det er netop i denne alder, at mennesket udvikler og fastlåser store dele af sin identitet, sit følelsesliv, sin stresstolerance og sin evne til at regulere sig selv.
Når kokain indgår her – ofte over flere år – ser vi ikke blot midlertidige kriser, men varige psykiske konsekvenser: depression, tomhed, angst, stresssårbarhed og tab af retning.
Igen - her vil nogle af jer måske tænke:
Naaaaa slap nu lige af - Gid jeg kun, men det er ikke muligt - for desværre er hvert et ord sandt og i får her den milde version, i forhold til, hvad jeg dagligt oplever og høre.
Jeg møder unge, som ønsker at stoppe.
Men som ikke tør og kan.
Fordi alternativet er ensomhed.
Fordi “alle de andre” tager det.
Og fordi ingen voksne har sat en tydelig ramme og mange forældre går rundt i uvidenhed.
Skoler, natteliv, værtshuse, forældre, politikere – vi ved det godt.
Men tavsheden er blevet normen.
Og tavsheden har en pris.
Den eneste fordel ved tavsheden er - at vi alle ikke skal forholde os til vores fælles ansvar - og dette ansvar og ikke mindst konsekvenserne vil de kommende år være katastrofale set ud fra et et sundhedsmæssigt (psykisk) synspunkt.
Jeg vil i første omgang ikke gå i detaljer men blot nævne noget som I sikkert allerede ved - kokain er noget ;- hvis ikke det det mest psykisk vanedannende stof der findes
Og evidens mæssigt er det et faktum - at trods det - at man, hvis man er heldig kun tager det 2 til 3 år med jævne mellemrum
(de fleste regelmæssigt, hver weekend)
Så er det er faktum at ens hjerne vil tage permanent og uoprettelig skade.
Jeg skriver ikke dette for at placere skyld.
Jeg har ikke løsningen.
Og jeg har ingen interesse i rampelys, foredragsturnéer eller økonomisk vinding.
Tværtimod.
Hvis det på nogen måde er relevant, stiller jeg mig gerne til rådighed – gratis – i et meget begrænset omfang. 10–15 minutter er rigeligt.
Ikke for at belære, men for at få sagt det højt.
Jeg kan allerede nu sige, at der er unge – mindst 20 – som er parate til at stille sig frem både med ansigt og anonymt og fortælle, hvad kokain reelt fylder i nattelivet, og hvordan der opleves en systematisk lukken af øjnene fra skoler, barer diskoteker, club's og hvor de ellers fester.
Mit eneste ønske er dette:
At vi som voksne – som by, som samfund – tør erkende, at vi har et alvorligt problem.
For når det først bliver sagt højt, er der ingen vej tilbage.
Så er vi nødt til at forholde os til det.
Og netop dét er måske det vigtigste første skridt.
Dette brev er ikke en anklage.
Det er en appel.
Om mod.
Om ansvar.
Og om at vi gør mere end at håbe, at det går over af sig selv - det gør det IKKE - det er hvis ikke det mest så et af de, mest psykisk vanedannende stoffer der findes.
Jeg håber inderligt, at I vil tage dette alvorligt.
Og jeg stiller mig gerne til rådighed for en uforpligtende samtale – eller også trækker jeg mig helt tilbage, hvis sagen kan løftes bedre uden mig.
Det vigtigste er ikke, hvem der siger det.
Det vigtigste er, at det bliver sagt.
Altså første skridt er at vi erkender og siger det højt - Vi har et KÆMPE problem. Derefter kommer snakken om løsningen.
Og her vil jeg igen i al ydmyg nævne og foreslå - at realiteten er at "toget er kørt" og fokus bør være centreret om "harm reduction" og vi som minimum gør alt hvad vi kan for at det ikke bliver være end det er nu.
Men det kræver at gøre sig fortjent til de unges tillid før de åbner op.
jeg siger ikke jeg er expert, men jeg kender rigtig, rigtig mange af dem og de kender mig - og skulle hilse fra dem og fortælle de vil gerne hjælpe, hvis i vil gøre brug af dem.
Som vejen hen mod en afrunding har jeg i dette brev talt om de unge.
Det er et faktum at i mange hjem - om det er Vestbyen eller Bredballe - at her er det lige så udbredt og normalt at indtage kokain.
Arbejdspladser som cafe, tøjforretninger, byggepladser er det kokain nogle steder mere normalen end i unormal en at personalet tager kokain.
Følgende er ikke en anklage:
Mellem jul og nytår skrev jeg meget ydmygt til samtlige skolers rektorer og ledelse i Vejle og omegn om denne udfordring.
(Erhvervsskoler og gymnasier m.m)
Om gratis blot at komme ud og sige det højt for jeg kender dem - og står jeg foran140 gymnasier elever vil der med garanti sidde 40 der regelmæssigt tager kokain og halvdelen har prøvet det - men igen det skal siges højt og det er der inger der gør.
Endeligt har vi politiet og urobetjentene, hvoraf jeg har kendskab til flere - de stakkelse mennesker - de kæmper en kamp der er tabt på forhånd uden vores hjælp.
Og såfremt i havde nogen ide om hvad de skal finde sig i af respektløshed, arrogance og ydmygelse altsammen for hjælpe med at byen er nogenlunde tryg for jeres og mine børn. Dette med uden nogen form ø nogen for for opbakning er ganske enkelt noget forbandet svineri mens vi sidder og lukker øjnene.
Ganske kort er mit navn Mikael Borup-Nielsen og driver klinikken Borup-Vejle ApS (www.psykologmbn.dk) hjemmesiden er i disse ved at gennemgå en renovering men kan sagtens bruges.
Derudover er jeg een del af det nye åbnede fjordenbehandling.dk
Jeg har på min facebook side og på fjordenbehandling hjemmeside lagt en række oplæg op omkring den danske alkoholkultur og unges brug af kokain.
Jeg vil morgen sende dem til jer alle i to pdf filer, hvor de er kædet sammen som et samlet billede af situation.
I vil dog allerede nu kunne se oplæggene min facebook side:
https://www.facebook.com/share/17teZJh63J/
Elller fjordenbehandling.dk blog.
Hvilket bringer mig til afrundingen og endnu en gang minde om dette er ikke forsøg på en tur i rampelyset eller gratis markedsføring - i må undskyld mig mit danske ,en der er jeg r.. ligeglad med - det er dette alt for alvorligt til, hvilket jeg i øvrigt også kommer ind på i et af min FB og blog indlæg - nemlig etikken i den private behandling sektor m.m.
Med venlig hilsen
Mikael
Psykolog
Borup-Vejle ApS
Enghavevej 9D 1 sal
7100 vejle
Tel 20273737
Ø
