Psykolog Mikael Borup-Nielsen

08/03/2026

FORKLARING TIL FØLGERE AF MIN FB TIL DE SENESTE 3 OPLÆG

En vigtig præcisering
Jeg vil gerne understrege meget klart i forbindelse med mine seneste 3 oplæg.

Min henvendelse til aviser, journalister og medier er ikke et forsøg på at gå bag om hverken byråd eller skoler, som jeg allerede har kontaktet. Det er heller ikke et udtryk for utilfredshed med nogen.

TVÆRTIMOD

Grunden til, at jeg nu forsøger at skabe bredere opmærksomhed, er simpelthen, at det problem jeg dagligt møder, udvikler sig i en hastighed, som er dybt bekymrende. Den sidste måned alene har været voldsom.

Jeg har ingen interesse i promovere min egen interesser, og det handler på ingen måde om økonomi eller personlig opmærksomhed.

Sagen er ganske enkelt for alvorlig til det.

Det jeg sidder med, er ikke løsningen – men en stor mængde viden og erfaring fra det virkelige liv, som jeg ser udspille sig hver eneste dag. En udvikling som påvirker unge mennesker, deres familier og i sidste ende hele ungdoms- og bylivet.

Derfor har jeg i dag valgt at sende alt det materiale, jeg har samlet gennem længere tid, til en række danske medier og journalister i håb om, at nogen vil hjælpe med at rette fokus på problemet.

Jeg ser ikke mig selv som frelser – langt fra.

Det her er en opgave, som ingen kan løfte alene.

Men én ting er jeg sikker på:
Hvis vi ikke begynder at tale åbent om det, vil det kun udvikle sig yderligere.

Derfor vil jeg også inden for de kommende uger begynde at annoncere datoer, hvor der gratis oplæg for forældre, hvor jeg vil fortælle om udviklingen, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man kan tage dialogen med sine unge og ikke mindst en detaljeret gennemgang om hvordan det "hele" foregår i praksis.

Der går mange forældre rundt i dag uden at vide, hvad der faktisk foregår.
Og måske er det i sidste ende forældrene selv, der kan blive en afgørende del af løsningen.

Mit mål er ikke at skabe konflikt.
Mit mål er at skabe opmærksomhed – før problemet bliver endnu større.

Da faktum er - at vi allerede har en stor gruppe, som er fanget i afhængigheden og, hvor det ikke længere er dem selv, men kokainen, der bestemmer og har overtaget kontrollen.

Kh
Mikael

08/03/2026

ÅBENT BREV TIL JYSKE VESTKYSTEN

Som i måske erindrer har jeg gennem de sidste otte måneder kontaktet to af jeres journalister fra redaktionen og beskrevet og ikke mindst en Appel om hjælp.

Dette havde ikke interesse på daværende tidspunkt og min formodning er - at der var en forudindtagelse - om at det handlede om at jeg fiskede efter gratis annoncering.

Dette vil jeg gerne kraftigt understrege at det har intet på sig og jeg vil gerne her gør det klart:

at skulle der være mulighed for at nogen kunne tjene penge på eksempelvis artikler eller andre måder - vil det ikke blive mig og såfremt det skulle være tilfældet - skulle den situation opstå kan devgå til enten jeres julefrokost, Cafe Parasollen - og så findes der en lokal person her i området, som i den grad har støttet, Men som ønsker at være anonym - og noget helt andet, som gældende for denne person er: at hvis det var - at jeg kom retur med en form for økonomi - så vil jeg på dansk få det der hedder en verbal overhaling af en karakter i ikke kan forestille jer.

Jeg skriver dette blot for at det ikke hedder sig at det er for pengenes skyld og at min henvendelse til medier generelt fremadrettet ikke er med henblik på at sætte jer i dårligt lys - tværtimod.

Kh
Mikael

08/03/2026

KOPI AF MIN SKRIVELSE TIL DE OMTALTE MEDIE GR R:

PRESSE HENVENDELSE TIL MEDIER OG JOURNALISTER:

Emne: En udvikling blandt unge, som fortjener opmærksomhed

Kære [navn/redaktion]

Jeg tillader mig at kontakte jer, fordi jeg gennem længere tid har været vidne til en udvikling blandt unge mennesker, som efter min vurdering er langt mere alvorlig og udbredt, end den offentlige debat i øjeblikket afspejler.

Jeg er fuldt bevidst om, at samfundet har diskuteret stoffer i årtier, og at mange måske tænker, at dette er en historie, vi allerede kender.

Men den udvikling, vi ser i ungdomsmiljøet i dag, kan efter min vurdering ikke sammenlignes med tidligere generationer – hverken i omfang eller i hvor normalt og ikke mindst, hvor ødelæggende og destruktivt det er for det enkelte individ - og for den samlede ungdom, som helhed.

Gennem mit arbejde møder jeg i stigende grad unge mennesker, som åbent fortæller om et kokainforbrug, der fylder langt mere i ungdomslivet, end de fleste voksne og forældre er klar over og i øvrigt på ingen måde kan forestille sig.

Konsekvenserne ser jeg også tydeligt – både hos de unge selv og hos deres familier.

Jeg har derfor samlet en række observationer, beskrivelser og opslag fra min Facebook-side samt yderligere materiale, herunder den danske alkoholkultur som ligger skjult nede under alt dette og se hvad mine øjne er årsagen til den udvikling vi befinder os i.

Det materiale bjeg i dag har sendt til en række medier er i et håb om, at nogen vil være nysgerrige på at kigge nærmere på det.

Det handler ikke om mig, og jeg har hverken behov for - eller interesse i selv at stå i frem og skabe fokus omkring min person og mine aktiviteter.

Mit ønske er udelukkende at bidrage til, at der kommer opmærksomhed på en udvikling, som efter min vurdering allerede påvirker langt flere unge, end de fleste forestiller sig - en udvikling som er alt ødelæggende Og destruktiv og desværre allerede Er i fuld gang.

Jeg kan desuden formidle kontakt til unge, som ældre mennesker, som selv ønsker at fortælle åbent om deres oplevelser, samt andre personer med indsigt i miljøet, der kan bidrage til at belyse problemets omfang.

Mit håb er blot, at nogle af jer vil finde det relevant at se på materialet og overveje, om dette er en historie, der fortjener offentlig opmærksomhed.

Med venlig hilsen
Psykolog
Mikael Borup-Nielsen
BorupVejle ApS
Enghavevej 9D
7100 Vejle
Tel 20 27 37 67

08/03/2026

APPEL TIL JOURNALISTER OG MEDIER

En ydmyg appel til danske journalister
I dag har jeg sendt materiale til en række danske medier og journalister, herunder blandt andet:

Jyllands-Posten, Berlingske, Information, JydskeVestkysten, Zetland, Kristeligt Dagblad og en række uafhængige freelance journalister samt Danmarks Radio og TV2.

Jeg er fuldt bevidst om, at timingen ikke er ideel. Vi står overfor en valgperiode, som naturligt vil fylde meget i nyhedsbilledet.

Alligevel tillader jeg mig ydmygt at håbe, at nogle af jer vil finde tid til at se på det materiale, jeg har sendt.

Det handler ikke om mig.
Jeg har ikke behov for at stå frem i medierne eller komme i fokus eller skabe opmærksomhed omkring mine egne aktivitetter.

Det handler om en udvikling blandt unge mennesker, som jeg dagligt ser konsekvenserne af og også voksne – og som efter min vurdering er langt mere alvorlig, end de fleste forestiller sig.

Jeg sidder ikke med løsningen.

Men jeg sidder med indsigt, erfaringer og adgang til mennesker i alle aldersgrupper (14 - 50) som kan være med til at dokumentere og forklare, hvad der foregår.

Blandt andet unge mennesker, der selv er en del af miljøet og er villige til at stå frem og fortælle åbent om det, de oplever.

Mit håb er blot, at nogle af jer vil være nysgerrige nok til at kigge på materialet og overveje, om dette er en historie, der fortjener offentlig opmærksomhed.

For én ting er jeg overbevist om:
Hvis vi ikke begynder at tale om det nu, bliver problemet kun større.
Og det er en udvikling, som allerede påvirker langt flere unge – og familier – end de fleste aner.

Med venlig Hilsen
Psykolog
Mikael Borup-Nielsen
BorupVejle ApS
Enghavevej 9D
7100 Vejle
Tel 20273767

09/02/2026

Kopi af min skrivelse til Vejle byråd, som ikke har til hensigt at lægge et urimeligt pres på dem - da vi alle har et ansvar:

MÅ MEGE5 GE4NE DELES ❤️

EMNE:

En ydmyg, men presserende appel om en katastrofe om unges trivsel og kokainens normalisering

kære
Borgmester Jens Ejner Christensen, 1 Viceborgmester Dan Anrløv Jørgensen, 2 Viceborgmester Martin Sikær Kristensen og politidirektør ved
Sydøstjyllands Politi Henriette Rosenborg, samt medlemmer af byrådet i Vejle.

Jeg skriver dette brev med stor ydmyghed – og med en alvor, jeg ikke længere kan ignorere.

En alvor som de færreste måske er klar over - og så måske alligevel ikke, men i stedet "lukker øjnene".

Lukker øjnene da skaden er sket og åbner vi øjnene - kigger vi direkte en i pågående katastrofe.

En katastrofe der kun vil eskalere og som allerede nu har store psykiske og sociale konsekvenser for en række unge mennesker.

De fleste af os vil nok tænke, som i gamle dage - "det sker kun for de dårligt stillede hjem"

Jeg er psykolog og blev inden da uddannet som misbruges terapeut i USA .

Til dagligt arbejder med unge og deres familier, og har gennem mange år beskæftiget mig professionelt med afhængighed, trivsel og psykisk sårbarhed og den humanistiske psykologi

Jeg skriver ikke som repræsentant for et parti, en organisation eller en forretning. Jeg skriver som fagperson og far til to dejlige børn på 23 og 24 – og som et menneske, der i stigende grad oplever, at vi som samfund er ved at svigte en hel generation i stilhed.

Det, jeg ser igen og igen, er unge mennesker – særligt i alderen 17–22 år – som langsomt, men markant, bliver ødelagt af et stof, der i dag er blevet normaliseret i nattelivet: kokain.

Det drejer sig ikke om en marginal gruppe.
Det drejer sig ikke om “de udsatte”.
Det drejer sig om unge fra alle sociale lag.

Forbruget beskrives ofte som “kun i weekenden”.
Men i praksis er det blevet en fast del af fest-, alkohol- og ungdoms kulturen.
Alle ved det.
De færreste taler om det.

Og der findes ingen ung i Vejle idag som ikke selv tager kokain eller har venner og veninder, som regelmæssigt indtager kokain.

Problemet er ikke kun stoffet i sig selv – men tidspunktet i livet.
Det er netop i denne alder, at mennesket udvikler og fastlåser store dele af sin identitet, sit følelsesliv, sin stresstolerance og sin evne til at regulere sig selv.

Når kokain indgår her – ofte over flere år – ser vi ikke blot midlertidige kriser, men varige psykiske konsekvenser: depression, tomhed, angst, stresssårbarhed og tab af retning.

Igen - her vil nogle af jer måske tænke:

Naaaaa slap nu lige af - Gid jeg kun, men det er ikke muligt - for desværre er hvert et ord sandt og i får her den milde version, i forhold til, hvad jeg dagligt oplever og høre.

Jeg møder unge, som ønsker at stoppe.
Men som ikke tør og kan.

Fordi alternativet er ensomhed.
Fordi “alle de andre” tager det.

Og fordi ingen voksne har sat en tydelig ramme og mange forældre går rundt i uvidenhed.

Skoler, natteliv, værtshuse, forældre, politikere – vi ved det godt.
Men tavsheden er blevet normen.
Og tavsheden har en pris.

Den eneste fordel ved tavsheden er - at vi alle ikke skal forholde os til vores fælles ansvar - og dette ansvar og ikke mindst konsekvenserne vil de kommende år være katastrofale set ud fra et et sundhedsmæssigt (psykisk) synspunkt.

Jeg vil i første omgang ikke gå i detaljer men blot nævne noget som I sikkert allerede ved - kokain er noget ;- hvis ikke det det mest psykisk vanedannende stof der findes

Og evidens mæssigt er det et faktum - at trods det - at man, hvis man er heldig kun tager det 2 til 3 år med jævne mellemrum

(de fleste regelmæssigt, hver weekend)

Så er det er faktum at ens hjerne vil tage permanent og uoprettelig skade.

Jeg skriver ikke dette for at placere skyld.

Jeg har ikke løsningen.

Og jeg har ingen interesse i rampelys, foredragsturnéer eller økonomisk vinding.

Tværtimod.

Hvis det på nogen måde er relevant, stiller jeg mig gerne til rådighed – gratis – i et meget begrænset omfang. 10–15 minutter er rigeligt.

Ikke for at belære, men for at få sagt det højt.

Jeg kan allerede nu sige, at der er unge – mindst 20 – som er parate til at stille sig frem både med ansigt og anonymt og fortælle, hvad kokain reelt fylder i nattelivet, og hvordan der opleves en systematisk lukken af øjnene fra skoler, barer diskoteker, club's og hvor de ellers fester.

Mit eneste ønske er dette:

At vi som voksne – som by, som samfund – tør erkende, at vi har et alvorligt problem.

For når det først bliver sagt højt, er der ingen vej tilbage.

Så er vi nødt til at forholde os til det.

Og netop dét er måske det vigtigste første skridt.

Dette brev er ikke en anklage.

Det er en appel.
Om mod.
Om ansvar.

Og om at vi gør mere end at håbe, at det går over af sig selv - det gør det IKKE - det er hvis ikke det mest så et af de, mest psykisk vanedannende stoffer der findes.

Jeg håber inderligt, at I vil tage dette alvorligt.
Og jeg stiller mig gerne til rådighed for en uforpligtende samtale – eller også trækker jeg mig helt tilbage, hvis sagen kan løftes bedre uden mig.

Det vigtigste er ikke, hvem der siger det.

Det vigtigste er, at det bliver sagt.

Altså første skridt er at vi erkender og siger det højt - Vi har et KÆMPE problem. Derefter kommer snakken om løsningen.

Og her vil jeg igen i al ydmyg nævne og foreslå - at realiteten er at "toget er kørt" og fokus bør være centreret om "harm reduction" og vi som minimum gør alt hvad vi kan for at det ikke bliver være end det er nu.

Men det kræver at gøre sig fortjent til de unges tillid før de åbner op.

jeg siger ikke jeg er expert, men jeg kender rigtig, rigtig mange af dem og de kender mig - og skulle hilse fra dem og fortælle de vil gerne hjælpe, hvis i vil gøre brug af dem.

Som vejen hen mod en afrunding har jeg i dette brev talt om de unge.

Det er et faktum at i mange hjem - om det er Vestbyen eller Bredballe - at her er det lige så udbredt og normalt at indtage kokain.

Arbejdspladser som cafe, tøjforretninger, byggepladser er det kokain nogle steder mere normalen end i unormal en at personalet tager kokain.

Følgende er ikke en anklage:

Mellem jul og nytår skrev jeg meget ydmygt til samtlige skolers rektorer og ledelse i Vejle og omegn om denne udfordring.

(Erhvervsskoler og gymnasier m.m)

Om gratis blot at komme ud og sige det højt for jeg kender dem - og står jeg foran140 gymnasier elever vil der med garanti sidde 40 der regelmæssigt tager kokain og halvdelen har prøvet det - men igen det skal siges højt og det er der inger der gør.

Endeligt har vi politiet og urobetjentene, hvoraf jeg har kendskab til flere - de stakkelse mennesker - de kæmper en kamp der er tabt på forhånd uden vores hjælp.

Og såfremt i havde nogen ide om hvad de skal finde sig i af respektløshed, arrogance og ydmygelse altsammen for hjælpe med at byen er nogenlunde tryg for jeres og mine børn. Dette med uden nogen form ø nogen for for opbakning er ganske enkelt noget forbandet svineri mens vi sidder og lukker øjnene.

Ganske kort er mit navn Mikael Borup-Nielsen og driver klinikken Borup-Vejle ApS (www.psykologmbn.dk) hjemmesiden er i disse ved at gennemgå en renovering men kan sagtens bruges.

Derudover er jeg een del af det nye åbnede fjordenbehandling.dk

Jeg har på min facebook side og på fjordenbehandling hjemmeside lagt en række oplæg op omkring den danske alkoholkultur og unges brug af kokain.

Jeg vil morgen sende dem til jer alle i to pdf filer, hvor de er kædet sammen som et samlet billede af situation.

I vil dog allerede nu kunne se oplæggene min facebook side:

https://www.facebook.com/share/17teZJh63J/

Elller fjordenbehandling.dk blog.

Hvilket bringer mig til afrundingen og endnu en gang minde om dette er ikke forsøg på en tur i rampelyset eller gratis markedsføring - i må undskyld mig mit danske ,en der er jeg r.. ligeglad med - det er dette alt for alvorligt til, hvilket jeg i øvrigt også kommer ind på i et af min FB og blog indlæg - nemlig etikken i den private behandling sektor m.m.

Med venlig hilsen

Mikael
Psykolog
Borup-Vejle ApS
Enghavevej 9D 1 sal
7100 vejle
Tel 20273737

Ø

08/02/2026

"IF YOU HAVE CERTAINTY YOU ARE DEAD"

"HVIS DU HAR SIKKERHED ER DU DØD"

(BY Sir Anthony Hopkins)

A powerfully moving speech from actor and icon Sir Anthony Hopkins on the illusion of life. “I love life because what more is there?"- Anthony HopkinsSpeaker...

08/02/2026

great scene from the movie 360

19/01/2026

Så kom vi igang og har afholdt vores første aften på fjorden behandling - og det er gået langt over hvad vi havde forventet.

Enkelte på holdet gav tilsagn til at være mef på enkelte billeder.

Så her følger nogle stemningsbilleder fra vores første aften.

Alle var begejstret - så begejstret - at vi alle tog på sømærket efterfølgende for at fejre succesen 😂😂😂

Fjorden Behandling

15/01/2026

NÅR SKAMMEN TALER HØJRE END BEHOVET FOR HJÆLP - OM KVINDER, ALKOHOL - OG DET USYNLIGE TABU - I VORES ALKOHOL KULTUR

I arbejdet med alkohol, afhængighed og eksistentielle temaer har der været stort fokus på den danske alkoholkultur, på misbrug, på normalisering og på de konsekvenser, alkohol har for det enkelte menneske og for fællesskabet.

Meget er blevet belyst – men ikke alt og det er også værd at have med at de ting jeg har belyst er jo blot overordnet set.

Alt dette kræver st gribes langt mere konkret og detaljeret an ; men det kommer tilnbog jeg vil vende tilbage med hvordan inden for de kommende dage : men jeg får brug for hjælp♥️🙏

Der er ofte de mest belyst væsentlige emner, som sjældent får den plads, de fortjener.

Ét af de vigtigste er kvinder og alkohol. Ikke fordi kvinder drikker mere end mænd – men fordi det er langt sværere for en kvinde at søge hjælp, når alkohol bliver et problem.

Vi ved, at om
kring 200.000 danskere har et alkoholforbrug, der er behandlingskrævende. Vi ved også, at alkoholafhængighed rammer begge køn.

I praksis er der grundlæggende lige så mange kvinder som mænd, der udvikler et behandlingskrævende alkoholproblem. Alligevel ser vi noget andet i behandlingssystemet:

Langt færre kvinder end mænd opsøger hjælp.
Spørgsmålet er hvorfor.

Skam og dobbeltstandarder i alkoholkulturen
I den danske alkoholkultur gælder der stadig forskellige spilleregler for mænd og kvinder.

En mand, der drikker sig voldsomt fuld, mister kontrollen, opfører sig grænseoverskridende eller “skaber sig”, vil ofte blive mødt med latter og anerkendelse.

Dagen efter bliver historien fortalt som en sjov aften – noget man griner af og måske endda roser.

For en kvinde er konsekvenserne helt anderledes.

En kvinde må gerne drikke – men hun forventes at bevare kontrollen. Mister hun den, risikerer hun udskamning, bagtalelse og social afstand. Hun bliver hurtigt vurderet som uansvarlig, som en dårlig mor, en dårlig partner, et dårligt menneske.

Konsekvensen er ofte isolation – ikke kun fra samfundet, men også fra hendes nærmeste omgangskreds.

Skammen bliver massiv. Og netop skammen er en af de stærkeste barrierer for, at en kvinde kan give sig selv lov til at sige: Jeg har brug for hjælp.

En historisk rolle, der stadig lever.

Noget af forklaringen ligger dybt forankret i vores forestillinger om køn og roller. Helt tilbage fra urtiden har kvinden været forbundet med ansvar for hjem, børn, stabilitet og omsorg. Den fortælling lever stadig – også i et moderne samfund.

Når en kvinde har problemer med alkohol, opleves det som et brud på den rolle. Hun lever ikke op til forventningen om kontrol, ansvar og overblik. Og netop derfor bliver hendes alkoholproblem ikke bare et problem – men en dom.

For mænd er der langt større tolerance. For kvinder er der konsekvenser.

Det skjulte liv med alkohol
Af frygt for at blive afsløret kæmper mange kvinder alene. De forsøger at kontrollere deres forbrug, skjule det, holde facaden – samtidig med at de skal være mødre, partnere, ansatte og omsorgspersoner.

Det er en indre kamp, som for mange udvikler sig til et sandt helvede.

I min egen erfaring – efter 35 år i AA og i behandlingsregi – har jeg oplevet, at langt størstedelen af dem, der søger hjælp, er mænd.

Mit eget skøn er, at omkring 80 % af dem, jeg har mødt, er mænd. Det står i skarp kontrast til det faktum, at alkoholproblemer i befolkningen er ligeligt fordelt mellem kønnene.

Denne forskel handler ikke om vilje. Den handler om skam, stigma og frygt.

Internationale erfaringer – og dansk tavshed.

Jeg blev uddannet som Chemical Dependency Counselor i USA i midten af 1990’erne og var selv i behandling på Hazelden Betty Ford allerede i begyndelsen af 1990’erne

Allerede dengang var der et tydeligt fokus på, hvor vanskeligt det er for kvinder at opsøge behandling – og der blev arbejdet målrettet med kvindespecifikke tilbud.

I Danmark taler vi stadig for lidt om dette. Vi mangler et sprog, et fokus og en vilje til at bryde den skam, der knytter sig til kvinder og alkohol. Forskning – blandt andet international forskning – peger entydigt på, at kvinder møder flere barrierer for behandling: social stigma, frygt for at miste børn, økonomiske udfordringer, manglende henvisning og en grundlæggende frygt for at blive dømt.

Et emne, der kræver opmærksomhed
Det her er ikke kun trist. Det er ensomt. Og det er uretfærdigt.

Hvis vi vil tage alkoholproblemer alvorligt, kan vi ikke blive ved med at tale i generelle termer. Vi er nødt til at se på køn, roller, skam og kultur.

Vi er nødt til at skabe rum, hvor kvinder kan søge hjælp uden at blive reduceret til deres afhængighed.

https://www.hazeldenbettyford.org/

https://ww
w.hazeldenbettyford.org/rehab-treatment/womens-program

https://www.minnpost.com/mental-health-addiction/2018/10/theyre-everywhere-thousands-of-hazelden-betty-ford-graduates-call-the-twin-cities-home/

09/01/2026

Et åbent brev til forældre – om unge og kokain

Jeg skriver dette som psykolog, som far – og som et menneske der har trukket mine forældre igennem et helvede, som de færreste nogesinde vil kunne komme til at forstå.

Det her er ikke et forsøg på at skabe frygt -
Det er heller ikke en moralsk løftet pegefinger.

Det er et forsøg på at dele viden og erfaring, som mange forældre simpelthen ikke har fået og desværre i en lang række tilfælde lever i uviden om indtil det er for sent.

Jeg møder i mit arbejde flere og flere unge – og voksne – som er dybt påvirkede af kokain. Ikke nødvendigvis i klassisk misbrug, men i et forbrug, der langsomt har taget kontrollen.

Det fælles for næsten alle er, at ingen – heller ikke forældrene – opdagede det i tide.

Og det er ikke, fordi forældrene er ligeglade.
Tværtimod.

De fleste forældre er engagerede, kærlige og vil deres børn det bedste.

Problemet er, at billedet af kokain i dag er radikalt anderledes end for bare 10–15 år siden. Stoffet er blevet normaliseret. Det forbindes ikke længere med “misbrugere”, men med fester, studieliv, netværk og “weekend”.

Det betyder, at mange forældre ikke genkender faresignalerne – fordi de ikke ved, hvad de skal kigge efter.

I dag er det helt almindeligt, at unge:
anskaffer kokain via sociale medier
får det leveret hurtigt og diskret.

De tager det i weekenderne sammen med alkohol
og samtidig fungerer fint i skole, job og relationer – i hvert fald i begyndelsen
Det gør det ekstra svært at opdage.

Og netop derfor er det farligt
Kokain er ikke et “uskyldigt” stof, man kan tage i en periode og så lægge væk igen uden konsekvenser. Særligt ikke når hjernen stadig er under udvikling. De psykiske følger – depression, angst, tomhed, humørsvingninger, identitetsusikkerhed – kommer ofte snigende. Nogle gange først år senere.

Jeg ser også mange unge, som gerne vil stoppe. Som forsøger.
Men opdager, at de ikke længere selv bestemmer.
Det er dér, forældre ofte først bliver involveret – når smerten allerede er stor.

Derfor vil vi gerne invitere til noget andet end endnu en løftet advarselsfinger.

Vi vil invitere til viden, dialog og åbenhed.

I den kommende tid vil vi afholde informationsaftener for forældre mee start i marts måned, hvor vi vil:

forklare, hvad kokain gør – psykisk og biologisk
vise, hvordan stoffet skaffes i dag
tale om tidlige tegn, man kan være opmærksom på
og vigtigst:

Hvordan man taler med sit barn, uden at lukke samtalen.

Formålet er ikke kontrol.
Formålet er kontakt.
Jeg skriver dette, fordi jeg oplever et gab mellem den virkelighed, unge lever i, og den viden, mange forældre har adgang til.

Det gab kan vi lukke – men kun hvis vi tør tale om det.

Det her handler ikke om “de andres børn”.

Det handler om vores allesammens.