Psykolog Mikael Borup-Nielsen

19/01/2026

Så kom vi igang og har afholdt vores første aften på fjorden behandling - og det er gået langt over hvad vi havde forventet.

Enkelte på holdet gav tilsagn til at være mef på enkelte billeder.

Så her følger nogle stemningsbilleder fra vores første aften.

Alle var begejstret - så begejstret - at vi alle tog på sømærket efterfølgende for at fejre succesen 😂😂😂

Fjorden Behandling

18/01/2026

FOR 50 ÅR SIDEN BLEV DET FORBUDT FOR EN LILLE DRENG AT BEDE OM HJÆLP OG GØRE SIG SÅRBAR

Den lille dreng var en lille lyshåret dreng, som hverken var dum, uartig, flabet eller noget - tværtimod han var mild, omsorgsfuld og en god kammerat, men havde meget svært ved at forstå og lære det de snakkede om i skolen.

Hvilket han dagligt fik af vide og udskammet for.

En dag tager den lille dreng en beslutning i det ubevidste.

For han kunne ikke holde til at være bange og have ondt i maven længere.

Hans løsning var "at lukke ned" ved at gøre det FORBUDT at bede om hjælp og gøre sig sårbar.

Det virkede og var effektivt - så effektivt - at det stadig diktere mit liv i en alder af 57 år.

Af den årsag er det sindsyg grænseoverskridende og ekstra svært at skrive til dig i dag - for jeg kommer til at gøre mig sindsyg sårbar og har brug for din hjælp.

Der er sket en del de sidste par uger og jeg havde på ingen måde forestillet mig, den opmærksomhed mine oplæg har fået.

Hvilket jeg gerne endnu en gang vil sige jer tusind tak for. Alle jeres reaktioner, anerkendelse, men også et råb om hjælp har fået mig til at ændre mine prioriteringer.

Ikke at jeg har løsningen eller er den store frelser, men jeg bidrage med noget - men kan ikke gøre det alene og jeg har brug for al den hjælp jeg kan få.

Oprindeligt er denne side forbeholdt den psykiatriske og psykologiske behandling vi tilbyder i Borup-Vejle og det skal den tilbage til.

Den anden del skal have sit eget "rum" og jeg vil fremadrettet bruge den blog vi har på fjorden Behandling.

Og her kommer vi til min udfordringen med at bede om hjælp og sårbarheden, men jeg kan IKKE gøre det alene - jeg vil derfor spørge dig:

Om du vil hjælpe mig og vise mig tilliden ved at følge Fjorden Behandling

👉 Følg Fjorden Behandling her:

https://www.facebook.com/fjordenbehandling

📝 Læs bloggen her: https://fjordenbehandling.dk/blog/

Især fordi emnerne er vigtige, og fordi mange af jer tydeligt står midt i noget, der kræver både mod og omsorg.

Jeg kommer fortsat til jævnligt at dele mine faglige perspektiver som psykolog og misbrugsterapeut – og de observationer, jeg gør mig i mit arbejde med mennesker og familier, hvor afhængighed, skam, kontroltab og håb ofte går side om side.

Vi vil også på den blog annoncere de tiltag vi foretager eksempelvis informations aftener til forældre m.m

Fremadrettet vil vi også bede relevante personer som studerende, lærer, politi, forældre - om ikke nok de vil komme med et oplæg indimellem.

Et oplæg som vi må lægge ud på vores blog - altsammen med henblik på at få flere vinkler frem og det ikke bliver for snæversynet og ensporet.

Årsagen til at jeg/vi har valgt at lægge vores blog på fjorden behandlings hjemmeside er – af både juridiske og formmæssige årsager.

Det giver os mulighed for at samle indholdet ét sted, skrive mere nuanceret og samtidig sikre, at det hænger ordentligt sammen med det område, vi også arbejder professionelt med: hjælp og behandling.

Skulle du vælge ikke at følge mig/os vil jeg stadig sige dig tak for den interesse du har vist. Den har bidraget til at denne udfordring har fået en hel del opmærksomhed.

Men igen, i al ydmyghed - håber jeg du vil overveje det - da jeg er sikker på at jo flere vi er - jo større er chancen for at påvirke alle omkring os.

Og derigennem langsomt åbne øjnene og gøre det okay at snakke om den danske alkohol kultur og kokainen.

Kh
Mikael

Effektiv ambulant behandling i Vejle.
Erfarne behandlere (30+ år),
Evidensbaserede behandlingsmetoder.
Vi tilbyder hjælp til både dig og dine pårørende - for dig der har brug for behandling, uden at sætte livet på pause.

18/01/2026

🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰
Mandag den 19. januar er en stor dag,

Her starter efter ca 2 års forarbejde 8 personer deres 6 ugers forløb på fjorden Behandling.

MEN DET ER IKKE HOVED BUDSKABET MED DETTE OPLÆG. JEG VIL VENDE TILBAGE SIDST I OPLÆGGET OMKRING OPSTARTEN DEN 19 JANUAR MEN INDEN DA KOMMER HER HOVEDBUDSKABET:

De seneste uger har jeg delt mange oplæg om alkoholkultur, om det at være alkoholiker – men også om et emne, der igen og igen har vist sig at fylde enormt meget i både I samtaler og beskeder:

KOKAIN OG VI ER BLOT BLEVET BEKRÆFTET I HVOR STORT ET PROBLEM VI HAR.

Brugen af kokain blandt både unge og voksne er eksploderet ofte i kombination med alkohol.

Og alt for ofte uden at nogen taler åbent om det.

Oprindeligt havde vi planlagt, at behandling og oplysning om kokain først skulle ville komme senere i FjordenBehandlings udvikling - men det er blevet tydeligt for os, at behovet er der nu.

Derfor har vi valgt allerede nu at begynde at tage konkrete skridt:

Henimod at kunne tilbyde hjælp og behandling målrettet kokainmisbrug.

Samt tilbyde informations- og oplægsholder for forældre og unge om kokain:

hvad stoffet gør, hvor afhængighedsskabende det er, og hvad man som forælder skal være opmærksom på, hvis bekymringen melder sig.

Det er et faktum, at Vejle – og resten af Danmark – bliver oversvømmet af kokain.

Alligevel er det et emne, der kan være svært at trænge igennem med, hos både skoler og medier m.m

Det siger jeg uden bebrejdelser og disse institutioner medier, skoler m.m må have deres egne strategier argumenter for deres ageren i dette eller mangel på samme.

MEN IGEN - BLOT FOR AT GØRE DET KLART - JEG KRITISERE IKKE NOGEN OG JEG ER ANTAGER HELLER IKKE AT JEG ER LØSNINGEN. JEG HÅBER DOG INDERLIGT AT SKOLER, MEDIER M.M VIL STÅ FREM - OG OM INKE ANDET MELDE UD OM DE SOM INSTITUTION HAR ET ANDAVR I DETTE OG HVAD DE GØR.

Da sandheden er - at jeg alene ikke kender løsningen, men er overbevist om - at ved en fælles indsats vil vi kunne gøre en forskel – men problemet vokser og vokser, og jeg ser konsekvenserne i mit daglige arbejde som psykolog.

Derfor vil vores hovedfokus fortsat være dagsbehandling for alkoholafhængighed – men vi begynder allerede nu også at tage fremskynde de planer vi har omkring udfordringen med kokain.

Set rent behandlingsmæssigt er kokain langt svære at behandle end alkohol Ikke at alkohol på nogen måde er nemt, men den psykiske afhængigh af kokain er et sandt monster.

Det at reducere besættelsen kan tage rigtig lang tid - og her er 6 eller for den sags skyld 8 uger det rene ttupi at tro det kan lade sig gøre såfremt kokainen først har bidt sig fast.

Og her kommer det vigtige i mit oplæg:

Vi kan ikke gøre det alene.
Jo flere vi er til at skabe opmærksomhed, jo større er chancen for, at der sker reel handling – og for at familier, unge og voksne får den hjælp, de har brug for.

Jeg vil i morgen dele mere konkret information om en ny blog og Facebookside, hvor fokus fremover vil være behandling, oplysning og faglige perspektiver – og hvor jeg selv vil være meget aktiv.

Indtil da vil jeg blot endnu en gang sigE:

Tusind tak for den enorme opbakning, anerkendelse og moralske støtte, jeg/vi har fået.
Den betyder mere, end I aner.
Vi har ingen intentioner om at gøre det her alene – og vi kan ikke gøre det alene.

en tilbage til mandag den 19 januar, som for os er en stor dag og har knoklet i døgndrift og uden hjælp for mennekser, som Martin havde vi ikke stået så stærkt, sikkert og flot når vi går i gang mandag.

Når en gruppe bestående af otte personer som begynder deres seks ugers dags behandlingsforløb hos Fjorden Behandling.

Vi er ikke i tvivl om, at vi kan tilbyde noget helt særligt – og noget der vil være starten på et nyt og en bedre tilværelse - men det er en start og der vil til tider skulle kæmpes mere end de fleste vil kunne forstille sig.

Det vil være utopi ikke at tro - at for nogen vil det gå relativt nemt - mens der for andre uundgåeligt vil komme "smuttere" - dog er en ting sikkert - nemlig at for alle 8 vil mandag den 19 januar være starten på en proces - der for nogle vil gå hurtigt og andre vil skulle kæmpe i længere tid. Men fælles for dem alle - vil det på et eller andet tidspunkt lykkes.

Her vi et stort ansvar - og der skal ikke være nogen tvivl om at vi kommer til at tag vores og mere til, men kan ikke gøre det alene - der SKAL være en villighed og ønske fra klienten og ikke mindst en ydmyghed.

15/01/2026

NÅR SKAMMEN TALER HØJRE END BEHOVET FOR HJÆLP - OM KVINDER, ALKOHOL - OG DET USYNLIGE TABU - I VORES ALKOHOL KULTUR

I arbejdet med alkohol, afhængighed og eksistentielle temaer har der været stort fokus på den danske alkoholkultur, på misbrug, på normalisering og på de konsekvenser, alkohol har for det enkelte menneske og for fællesskabet.

Meget er blevet belyst – men ikke alt og det er også værd at have med at de ting jeg har belyst er jo blot overordnet set.

Alt dette kræver st gribes langt mere konkret og detaljeret an ; men det kommer tilnbog jeg vil vende tilbage med hvordan inden for de kommende dage : men jeg får brug for hjælp♥️🙏

Der er ofte de mest belyst væsentlige emner, som sjældent får den plads, de fortjener.

Ét af de vigtigste er kvinder og alkohol. Ikke fordi kvinder drikker mere end mænd – men fordi det er langt sværere for en kvinde at søge hjælp, når alkohol bliver et problem.

Vi ved, at om
kring 200.000 danskere har et alkoholforbrug, der er behandlingskrævende. Vi ved også, at alkoholafhængighed rammer begge køn.

I praksis er der grundlæggende lige så mange kvinder som mænd, der udvikler et behandlingskrævende alkoholproblem. Alligevel ser vi noget andet i behandlingssystemet:

Langt færre kvinder end mænd opsøger hjælp.
Spørgsmålet er hvorfor.

Skam og dobbeltstandarder i alkoholkulturen
I den danske alkoholkultur gælder der stadig forskellige spilleregler for mænd og kvinder.

En mand, der drikker sig voldsomt fuld, mister kontrollen, opfører sig grænseoverskridende eller “skaber sig”, vil ofte blive mødt med latter og anerkendelse.

Dagen efter bliver historien fortalt som en sjov aften – noget man griner af og måske endda roser.

For en kvinde er konsekvenserne helt anderledes.

En kvinde må gerne drikke – men hun forventes at bevare kontrollen. Mister hun den, risikerer hun udskamning, bagtalelse og social afstand. Hun bliver hurtigt vurderet som uansvarlig, som en dårlig mor, en dårlig partner, et dårligt menneske.

Konsekvensen er ofte isolation – ikke kun fra samfundet, men også fra hendes nærmeste omgangskreds.

Skammen bliver massiv. Og netop skammen er en af de stærkeste barrierer for, at en kvinde kan give sig selv lov til at sige: Jeg har brug for hjælp.

En historisk rolle, der stadig lever.

Noget af forklaringen ligger dybt forankret i vores forestillinger om køn og roller. Helt tilbage fra urtiden har kvinden været forbundet med ansvar for hjem, børn, stabilitet og omsorg. Den fortælling lever stadig – også i et moderne samfund.

Når en kvinde har problemer med alkohol, opleves det som et brud på den rolle. Hun lever ikke op til forventningen om kontrol, ansvar og overblik. Og netop derfor bliver hendes alkoholproblem ikke bare et problem – men en dom.

For mænd er der langt større tolerance. For kvinder er der konsekvenser.

Det skjulte liv med alkohol
Af frygt for at blive afsløret kæmper mange kvinder alene. De forsøger at kontrollere deres forbrug, skjule det, holde facaden – samtidig med at de skal være mødre, partnere, ansatte og omsorgspersoner.

Det er en indre kamp, som for mange udvikler sig til et sandt helvede.

I min egen erfaring – efter 35 år i AA og i behandlingsregi – har jeg oplevet, at langt størstedelen af dem, der søger hjælp, er mænd.

Mit eget skøn er, at omkring 80 % af dem, jeg har mødt, er mænd. Det står i skarp kontrast til det faktum, at alkoholproblemer i befolkningen er ligeligt fordelt mellem kønnene.

Denne forskel handler ikke om vilje. Den handler om skam, stigma og frygt.

Internationale erfaringer – og dansk tavshed.

Jeg blev uddannet som Chemical Dependency Counselor i USA i midten af 1990’erne og var selv i behandling på Hazelden Betty Ford allerede i begyndelsen af 1990’erne

Allerede dengang var der et tydeligt fokus på, hvor vanskeligt det er for kvinder at opsøge behandling – og der blev arbejdet målrettet med kvindespecifikke tilbud.

I Danmark taler vi stadig for lidt om dette. Vi mangler et sprog, et fokus og en vilje til at bryde den skam, der knytter sig til kvinder og alkohol. Forskning – blandt andet international forskning – peger entydigt på, at kvinder møder flere barrierer for behandling: social stigma, frygt for at miste børn, økonomiske udfordringer, manglende henvisning og en grundlæggende frygt for at blive dømt.

Et emne, der kræver opmærksomhed
Det her er ikke kun trist. Det er ensomt. Og det er uretfærdigt.

Hvis vi vil tage alkoholproblemer alvorligt, kan vi ikke blive ved med at tale i generelle termer. Vi er nødt til at se på køn, roller, skam og kultur.

Vi er nødt til at skabe rum, hvor kvinder kan søge hjælp uden at blive reduceret til deres afhængighed.

https://www.hazeldenbettyford.org/

https://ww
w.hazeldenbettyford.org/rehab-treatment/womens-program

https://www.minnpost.com/mental-health-addiction/2018/10/theyre-everywhere-thousands-of-hazelden-betty-ford-graduates-call-the-twin-cities-home/

13/01/2026

Mit kandidatspeciale fra Aarhus Universitet

Som flere ved, har jeg for nylig delt et oplæg om evidensen for, hvorvidt 12-trinsfællesskaber kan være en løsning på lang sigt for mennesker med afhængighed – en udfordring, man ikke kan stå alene med. Det var oplægget om Bill og Bob.
Jeg skrev tidligere, at der ville komme flere oplæg i forlængelse af den kommende uge. Dette er et lidt særligt ét.

Jeg har valgt at vedhæfte mit kandidatspeciale fra Aarhus Universitet.

Jeg fik dengang mulighed for at skrive om 12-trinsfællesskaber – men set fra en psykologisk og kritisk vinkel.

Og lad mig være helt tydelig i forbindelse med dette:

Hvis dise fællesskaber ikke fandtes, havde jeg ikke siddet her i dag og skrevet dette oplæg. Det står også gentagne gange i specialet.

Men som med alt andet i livet er der også her faldgruber – særligt når mange sårbare mennesker samles i fællesskaber.

I specialet belyser jeg bl.a. psykologiske fænomener som:
narcissisme

indlært hjælpeløshed

ansvarsfralæggelse

Den afhængig personlighedsstruktur

Specialet er på 75 sider og er for den tålmodige læser. Det starter grundlæggende med: Hvad er afhængighed? Hvordan forstås afhængighed? og bevæger sig derfra dybere ind i stoffet.

Fokus er på 12-trinsfællesskaber, konkret NA (Narcotics Anonymous), som i struktur og tilgang svarer til AA.

Selvom specialet er kritisk i sin tilgang, viser evidensen fortsat, at 12-trinsfællesskaber er det, der på lang sigt har vist størst effekt for mange – særligt ved alkoholafhængighed. Det udelukker dog ikke, at det er sundt også at være opmærksom på de mindre hensigtsmæssige dynamikker, især for sårbare og ensomme mennesker i krise.

For den interesserede læser er især kapitel 3, 5 og 6 relevante. Kapitel 1 og 2 giver en grundlæggende introduktion og forståelse til afhængighed samt AA og NA.

Til sidst skal det nævnes, at kapitel 3 er meget personligt og indeholder dele af min egen historie – også familiære forhold – som alle involverede er indforstået med. at dele.

Det giver et ærligt indblik i, hvordan afhængighed påvirker både misbrugeren og familien omkring.

ENDELIGT RR DET VIGTIGT AT UNDERSTREGE JEG TROR - AT DET MÅSKE KAN LYDE SOM AT JEG BEBREJDER MINE FORÆLDRE ELLER ANDRE FOR DET JEG MÅTTE GÅ IGENNEM - DET ER IKKE TILFÆLDET - SOM I ALDRIG. TVÆRTIMOD - MINE FORÆLDRE HAR GÅET IGENNEM TING SOM DE FÆRRESTE NOGENSINDE VIL KUNNE FORESTILLE HVAD JEG HAR BUDT MIN FAMILIE.

DET ER IKKE SMÅTING -OG SKULLE JEG EN DAG SKRIVE EN BOG VILLE TITLEN VÆRE

"HAN VAR SVÆR ,AT ELSKE"

Men trods deres mange pinsler gennem mange år har de aldrig vendt mig ryggen - De har aldrig brudt deres loyalitet og, de har Altid stået ved - at jeg / er deres søn trods al den skam jeg har bragt over min familie med min opførsel og jeg har aldrig været i tvivl om at de elsker mig.





DEN AFHÆNGIGE PERSONLIGHED OG 12 TRINS FÆLLESSKABET, ANONYME NARKOMANER
En undersøgelse af den afhængige personligheds indflydelse på en bedringsproces gennem 12 trins fællesskabet, Anonyme Narkomaner.

THE ADDICTIVE PERSONALITY AND THE 12 STEP FELLOWSHIP, NARCOTICS ANONYMOUS
an investigation of the addictive personality and its influence in a recovery process through Narcotics Anonymous.


Kandidatafhandling I psykologi ved Aarhus universitet, psykologisk institut.
Navn: Mikael Borup-Nielsen
Studienummer: 201304768
Afleveringsdato: 24-09-2018
Vejleder: Benedicte Madsen
Samlet antal anslag: 151.434, 63,10 ns.


Indhold
Kapitel 1: Præsentation af emnet 4
1.1 Behandling af afhængighed 4
1.2 Problemformulering 7
1.3 læsevejledning 7
Kapitel 2: Om Afhængighed 8
2.1 En fysisk og psykisk afhængighed 8
2.2 Neurologi og afhængighed 9
2.3 Afrunding af kapitel 2 13
Kapitel 3: En personlig beretning 14
Kapitel 4: Om selvhjælpsgruppen, Anonyme Narkomaner 23
4.1 Anonyme Narkomaners beskrivelse og definering af sig selv 23
4.2 Anonyme Narkomaner i praksis 25
4.3 Afrunding på kapitel 4 29
Kapitel 5: Den afhængige personlighed 29
Kapitel 6: Relevante psykologiske fænomener 36
6.1 Narcissisme 36
6.2 indlært hjælpeløshed 43
6.3 Behovsudsættelse 49
6.4 Self-efficacy 55
6.5 Afrunding af relevante psykologiske begreber 58
Kapitel 7: Svagheder og styrker ved Anonyme Narkomaner 59
Konklusion 64
Litteraturliste 70









Kapitel 1: Præsentation af emnet

1.1 Behandling af afhængighed

Kort fortalt kan misbrug føre til afhængighed. Begrebet afhængighed bruges ofte til at beskrive en trang, en besættelse eller et ekstremt fysisk eller psykisk behov for noget bestemt, eksempelvis stoffer eller alkohol. Det er især stofafhængighed, der er emnet for det følgende. Psykisk afhængighed betyder, at personen opnår en følelse af tilfredsstillelse eller lindring ved at indtage stoffet. Fysisk afhængighed er et resultat af, at kroppen har tilpasset sig det tilførte stof (Johnson, 2003). Der er ved den psykiske del tale om en belønning, og det er behovet for denne belønning, hvorigennem den afhængige personlighed opstår. Selve belønningen består groft sagt i bedøvelsen af følelser og derved ikke skulle forholde sig til sin virkelighed.

Jeg ønsker gennem dette speciale at belyse en problemstilling, som efter min overbevisning og erfaring ofte bliver negligeret i udviklingen af metoder og behandlingsstrategier over for afhængighed. Der findes mange tilgange til behandling, og målet varierer. Eksempelvis kan der være tale om den form, der omtales som stabilisering (harm reduction). I denne form er der ikke tale om at komme afhængigheden til livs, men nærmere en stabilisering af det eksisterende misbrug med henblik på, at det ikke forværres. En anden form for behandling - og det er omdrejningspunktet for specialet - er den behandling, hvor målet for behandlingen har været at stoppe afhængigheden og genskabe en tilfredsstillende og velfungerende tilværelse uden stoffer og alkohol.

Blandt misbrugsterapeuter og afhængige - herunder også mig selv - er konklusionen ofte, at det nemmeste ved behandling er at stoppe det aktive misbrug, altså selve indtagelsen af stoffet (den fysiske del), hvilket overrasker mange. Derimod er den svære og for mange næsten umulige del det at forblive stoffri (den psykiske del).
Netop hvorfor denne del for mange virker umulig, er den problemstilling, jeg i specialet ønsker at belyse, og som jeg i behandlingstilgange mener, ikke bliver taget alvorligt nok. Gennem en aktiv afhængighed udvikles der hos en person en destruktiv adfærd. Denne adfærd vil trods det, at den aktive afhængighed stoppes, forsat være aktiv og vanskeliggøre en tilværelse uden stoffer. I specialet vil denne adfærd overordnet være defineret som udtryk for den afhængige personlighed. Gennem specialet vil jeg redegøre for den afhængige personlighed og herigennem argumentere for vigtigheden af inddragelsen, forståelsen og ikke mindst adresseringen i en behandlingssammenhæng.

Behandling af afhængighed kan beskrives som den intervention, der sættes i gang, når den afhængige og fagpersoner, eksempelvis socialpædagoger, terapeuter, læger eller behandlere, samarbejder om en behandling, hvis mål er at stoppe eller reducere misbruget samt reducere de sociale følgevirkninger, livet som misbruger afstedkommer. Behandling kan overordnet defineres som en målrettet indsats på baggrund af en systematisk udredning. Kalder man noget behandling, betyder det, at det, der tilbydes personen, er en individuelt tilrettelagt indsats, der tager udgangspunkt i en udredning, en visitation, en udarbejdet social handleplan og en behandlingsplan. Målet for behandlingen af afhængighed er en forandring eller en bedring, der kommer til udtryk i en grundlæggende bedre livssituation og en mere hensigtsmæssig livsstil for brugeren. Behandlingen bør foregå inden for rammerne af et behandlingssystem, der består af både social og sundhedsfaglig misbrugsbehandling (Pedersen, 2005).
Antagelser om afhængighed og behandlingstilgange er der mange af, og en af disse - og den mest populære - er ifølge Yahne & Miller (1999) den åndelige model, som samtidig spiller en væsentlig rolle for specialets fokus.
Den åndelige model, er nok den mest fremherskende og ikke mindst mest populære og derved den med størst indflydelse på opfattelsen omkring behandling af afhængighed. De åndelige modeller forbindes ofte med 12-trins-selvhjælpsgrupper som Anonyme Alkoholikere, Al-Anon og Anonyme Narkomaner. I denne opfattelse anvender den afhængige stoffer i et forsøg på at fylde en åndelig tomhed. Åndelige modeller fokuserer ikke på ætiologi, men på betydningen af en åndelig vej til at gøre sig fri af afhængighed. 12-trinsprogrammer lægger vægt på at anerkende en højere magt ud over en selv, bede om helbredelse af karakterdefekter, opretholdelse af kommunikation med en højere magt gennem bøn og meditation og på at søge at tilpasse ens liv til dets vilje. Disse programmer kan ikke helt kaldes ”selvhjælps" programmer, men snarere ”hjælp gennem en ”højere magt” programmer”. Det første af de 12 trin (deraf 12-trinsprogrammer) er at acceptere, at man bogstaveligt talt ikke kan hjælpe sig selv eller gøre sig fri af afhængighed gennem egen vilje. I stedet er vejen tilbage til sundhed åndelig, hvilket involverer overgivelse af viljen til en højere magt. Åndelige modeller deler alle en anerkendelse af selvets begrænsninger og et ønske om at opnå sundhed gennem en forbindelse med det, der overstiger individet (Yahne & Miller (1999). Ligesom i andre tilgange er det ved den åndelige model min påstand at den afhængige personlighed ofte bliver brugt som blot et udtryk og ikke et begreb med en klar definition. Kompleksiteten er stor, og faktorerne er mange i forhold til den afhængige personlighed. Når begrebet benyttes i undersøgelser, beskrivelser eller definitioner, er det ofte blot med brudstykker af de faktorer, den afhængige personlighed indeholder. Anvendelsen sker ifølge min overbevisning ofte uden forståelse for og anerkendelse af kompleksiteten af de mange faktorer.
Jeg vil i kapitel fem redegøre for den afhængige personlighed, men i kraft af, at begrebet udgør en væsentlig faktor for specialets helhed, vil jeg komme med en kort definition af dette nøglebegreb:

Grundlæggende er der ved afhængighed tale om impulsstyring, som øges i takt med, at afhængigheden influerer mere og mere og gennemsyrer alle handlinger hos den afhængige med det ene formål at opnå belønning (Abbott, 2002). En belønning, som skal lindre en eksempelvis ubehagelig følelse, og som konsekvens heraf opstår der et ”tab af kontrol”. For at den afhængige kan leve med denne impulsstyring og konsekvenserne heraf, skal han udvikle mekanismer hertil. Mekanismerne kan overordnet defineres som forsvarsmekanismer, herunder benægtelse, selvbedrag og manipulationer (Nakken, 1988).
Tilsammen beskriver ovenstående begrebet den afhængige personlighed, som en ødelagt psykisk struktur, hvor den ødelagte struktur er en patologisk selvfølelse, lavt selvværd m.m. Impulsstyringen og forsvarsmekanismerne forsvinder ikke, blot fordi personen stopper med at tage stoffer, og dette bør være essentielt i en behandlingssammenhæng. Impulsstyring samt de underliggende årsager hertil vil påvirke handlinger og beslutninger i tilværelsen uden stoffer og det i en negativ retning, såfremt de ikke adresseres og behandles.


1.2 Problemformulering

Jeg ønsker gennem specialet at udtrykke en bekymring for, at 12-trinsfællesskaberne potentielt kan medføre en illusion om bedring, hvor den afhængige personlighed og de underliggende årsager hertil ikke bliver adresseret med henblik på, at den afhængige kan trives i en tilværelse uden stoffer også på langt sigt. Hermed påstår jeg ikke, at deltagelse i 12-trinsfællesskaberne ikke resulterer i stoffrihed, for det viser forskning, at de gør. Men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er nok til herigennem at opnå en robust og vedvarende bedring. For at berettige min bekymring om at 12-trinsfællesskaberne i nogle tilfælde alene ikke er tilstrækkelige, vil jeg i specialet:
Redegøre for den afhængige personlighed samt undersøge psykologiske fænomener, relevante i sammenhæng med denne - for derved at argumentere for potentielle svagheder ved 12trinsfællesskaberne, i dette tilfælde 12-trinsfællesskabet Anonyme Narkomaner, og herigennem fremstille forslag til et alternativ.
1.3 læsevejledning

• I kapitel 2 vil der blive redegjort for nogle overordnede antagelser omkring afhængighed, relevante for specialets fokusområde. Her gælder det i særlig grad inden for neurologien, som i vist omfang kan forklare den impulsstyrede adfærd med henblik på at opnå belønning, samt tab af kontrol.
• I kapitel 3 præsenteres en personlig beretning (min egen), hvorfra nogle af mine antagelser til problemformuleringen udspringer.
• I kapitel 4 vil der blive redegjort for 12-trinsfællesskabet Anonyme Narkomaner (NA). Jeg vil i denne redegørelse inddrage NA’s fortolkning af sig selv og deres syn på afhængighed. Dette kombineres med egne og andres erfaringer om, hvordan det fungerer i praksis.
• I kapitel 5 vil der blive redegjort for den afhængige personlighed. Redegørelsen vil omhandle, hvordan den afhængige personlighed skal forstås, hvordan den opstår, samt hvordan og hvorfor den opererer, som den gør. Dette alt sammen for at illustrere vigtigheden i forståelsen og inddragelsen af den afhængige personlighed i en behandlingssammenhæng.
• I kapitel 6 vil der blive redegjort for relevante psykologiske fænomener, som bidrager kompleksiteten ved den afhængige personlighed. I kapitlet vil narcissisme, indlært hjælpeløshed, behovsudsættelse og self-efficacy blive inddraget, alt sammen med henblik på at illustrere de underliggende faktorer, som er på spil og tilsammen danner den afhængige personlighed.
• I kapitel 7 vil der være en diskussion, som tager udgangspunkt i min bekymring for, om NA i sig selv er tilstrækkelig som behandling af afhængighed.
Kapitel 2: Om Afhængighed

2.1 En fysisk og psykisk afhængighed
Johnson (2003) beskriver afhængighed som en besættelse eller et ekstremt fysisk eller psykisk behov for noget bestemt, eksempelvis stoffer. Psykisk afhængighed betyder, at personen opnår en følelse af tilfredsstillelse eller lindring ved at indtage stoffet. Fysisk afhængighed er et resultat af, at kroppen har tilpasset sig det tilførte stof. Der opstår derfor fysiske symptomer – abstinenser, når stoffet ikke længere er i kroppen, eksempelvis i form af kvalme, diarre, feber, hovedpine eller kramper. Den afhængige person får regelmæssigt en voldsom trang til igen at foretage aktiviteten eller at indtage stoffet for at opnå de positive virkninger - eller for at undgå de negative bivirkninger, følelser og abstinenser.
Ved den psykiske afhængighed skal belønningen lindre eller fjerne psykisk ubehag i form af eksempelvis ubehagelige følelser. Trangen/behovet efter belønning bliver med tiden mere og mere impulsstyret, og herigennem mister den afhængige kontrollen over egne handlinger og vilje. Impulsstyringen vil også være til stede, efter det aktive indtag af stoffer er stoppet, og er derfor vigtig at adressere i en behandlingsmæssig sammenhæng. Årsagen hertil er, at den for den afhængige har haft en funktion, og langt hen ad vejen har den virket. Det vil derfor være indlysende også at benytte denne mekanisme trods det, at man ikke længere tager stoffer, da man ikke kender til andre coping-strategier. Man skal derfor gå ind og kigge på de faktorer, som ligger bag denne impulsstyring.

I den resterende del af dette kapitel vil jeg redegøre for impulsstyring set ud fra en neurologisk synsvinkel. Herunder, hvordan dette system (belønningssystemet) i udgangspunktet fungerer under normale omstændigheder, og hvordan det påvirkes gennem misbrug samt de konsekvenser, systemet påføres gennem misbruget af stoffer.
2.2 Neurologi og afhængighed

Dopamin og belønning
Dopamin er den neurotransmitter, som gennem tiden har fået mest opmærksomhed, når det kommer til forskning omkring afhængighed. Alle stemningsændrende stoffer med undtagelse af benzodiazepiner fører til en forøgelse af dopamin i nucleus accumbens, som har forbindelse med det limbiske system. Nucleus accumbens kaldes også "The pleasure center" eller på dansk ”belønningssystemet”, som formidler belønning. Dette system er også involveret i formidlingen af naturlige belønninger, og styrken af den rare og dejlige følelse afgøres af den mængde dopamin, som frigives. Ved indtagelse af stoffer forstærkes frigivelsen af dopamin (Lingford-Hughes, 2002).
Lingford-Hughes (2002) anerkender dopamins overordnede og velkendte involvering i forstærkning og intensivering af følelser, men spørger ind til andre relevante processer, hvor dopamin er involveret. Eksempelvis om dopamin stadig spiller en rolle som en 'forstærkende' effekt efter kronisk stofmisbrug. Hertil svarer han, at dopamins rolle efter kronisk stofmisbrug ikke er tydelig, men undersøgelser viser, at dopaminfrigivelsen særligt hos kokainmisbrugere er reduceret og derfor ikke længere spiller en særlig rolle i forstærkningen.
Desuden viser undersøgelser fra dopaminsystemet at dopamintransportører, dopaminreceptorer og dopaminfrigivelse, nedsættes hos stofferne alkohol, kokain, amfetamin og opiater. Herudover er det tydeligt klinisk bevist, at folk med kronisk stofmisbrug bag sig ikke får "normale" mængder fornøjelse ud af naturlige belønninger, som personer uden misbrug bag sig får, hvilket kan skyldes nedsat aktivitet i det mesolimbiske system (Lingford-Hughes, 2002).
En kort refleksion i forhold til specialets helhed og den afhængige personlighed er ovenstående meget relevant. Såfremt en person med et kronisk misbrug bag sig ikke længere kan opleve fornøjelsen af naturlige belønninger på samme vis som en person uden misbrug, er dette en vigtig faktor. En faktor, som skal og bør analyseres nøje ved den enkelte person og implementeres i en given behandlingsmodel, fordi en manglende eller svag oplevelse af fornøjelse af naturlige belønninger vil aktivere den afhængige personlighed. En afhængig personlighed, som i den grad vil fornøjes og gerne hurtigt, mærkbart og helst uden den store indsats - en adfærd, som vil blive belyst senere i specialet.
Vil neurologien kunne tilbyde en kur mod afhængighed?
Afhængighed er kompleks. Historien er fyldt med kontroverser omkring årsagen hertil og spænder fra karakter og personlighedsforstyrrelser til at være en decideret sygdom (Craig, 2008). De store kontroverser og ikke mindst den manglende viden og kendskab er central i artiklen fra Abbott (2002).
Ifølge Abbott taler de fleste om, hvordan stoffer belønner, og hvordan den efterfølgende trang og de tilhørende abstinenser langtfra har noget med belønning at gøre. På trods af denne almindelige udlægning af stofmisbrug er der stadig store huller i vores viden om afhængighed. Trods det, at forskerne ved en masse om de neurale kredsløb, kender de ikke meget til de ændringer, der sker hos en person med et forbrug, som udvikler sig til en reel afhængighed.
Senest er en ny generation af eksperimenter dukket op, som hjælpes godt på vej af meget avancerede apparater. Den nye form for eksperimenter skal hjælpe med at kortlægge adfærd forbundet med optagelsen af et givent stof, eksempelvis he**in, og herefter forsøge at korrelere dem med specifikke gener. For at et sådant forsøg skal kunne lade sig gøre og vigtigere, være validt, skal der inddrages et langt større antal afhængige og deres familier end set i tidligere forsøg. Hvis det skulle lykkes forskere at opnå resultater ud fra disse anvisninger, kan det hjælpe med at udfylde de største huller i forståelsen af afhængighed. Eksempelvis hvorfor nogle personer bliver afhængige af et givet stof, mens andre ikke gør. Såfremt dette lykkes, kan det sågar åbne op for et af de helt store spørgsmål nemlig: Vil neurologien nogensinde kunne tilbyde en kur mod afhængighed? (Abbott, 2002).
En kur mod afhængighed åbner jo for et kæmpe spørgsmål og kræver en nærmere definition af kur, men såfremt der menes, at der vil komme en pille, som vil fjerne det ”hele” med et snuptag, er antagelsen i specialet klar, det kan ikke lade sig gøre. Det er ligeledes et stort spørgsmål, som kræver et langt svar, men kort fortalt er afhængighed meget, meget kompleks, og mange faktorer påvirker hinanden, herunder neurologiske og psykologiske Volkow & Li (2007). Særligt den afhængige personlighed, (som jeg vender tilbage til), vil være en del af denne konstellation, og der vil i givet fald også skulle udvikles en pille hertil. Man kan slukke, svække eller styrke receptorer og manipulere synapser! Men det vil ikke ændre ved, at en person med eksempelvis en traumatisk fortid (ubevidst eller bevidst) på et tidspunkt - såfremt denne fortid ikke bliver adresseret og behandlet - vil forsøge at behandle smerten på egen hånd, eksempelvis gennem stoffer. Så kan modstandere af denne holdning sige ”jo, hvis vi kan finde en pille, som gør, at personen ikke går fra misbrug til decideret afhængighed, er vi nået langt”! Det er korrekt, men her glemmer man ifølge min overbevisning noget helt essentielt ved afhængighed. Årsagen til udviklingen af afhængighed skyldes ofte behovet for at ”slukke” for noget ubehageligt, og det kan ske bevidst eller ubevidst (Brooner, Schmidt & Herbst, 2002). Af denne årsag må det være indlysende, at den psykopatologiske årsag til afhængighed skal behandles samtidig med den afhængige personlighed, da den afhængige personlighed opstår gennem den psykiske afhængighed, som opstår på baggrund af den psykopatologiske årsag.
Tab af kontrol og tvangsmæssig adfærd
Ifølge Everitt (2014), kan afhængighed anses som enden på en række transaktioner fra det første frivillige stofbrug til tabet af kontrol over denne adfærd til det i sidste ende tvangsmæssige misbrug.
Det centrale for deres forskning er, at stofmisbrug skal forstås i forhold til, hvordan hjernens læring og hukommelsessystemer opererer. Specielt kan de selvadministrerede stoffer på en patologisk måde undergrave disse hukommelsessystemer og dermed føre til etablering af tvangsmæssige misbrugsvaner. I første omgang er deres tilgang til forståelsen af stofmisbrug baseret på den kliniske indsigt, der er beskrevet i DSM-IV-kriterierne for "stofmisbrug" og "stofafhængighed". Hertil tilføjer forskerne, at de mener, det er ærgerligt, at der i DSM-IVdiagnosekriterierne ikke bliver brugt ordet ”afhængig”. Specifikt burde ordet ”afhængig” være anvendt i beskrivelsen af, hvordan et individ tvangsmæssigt søger og tager stoffer trods gentagne negative konsekvenser. I forlængelse heraf begyndte forskerne eksperimentelt at nedbryde og udvide DSM-IV-diagnostiske rammer med hensyn til specifikke læring og kognitive processer (Everitt, 2014).
Det centrale for specialet ved ovenstående forskning er identifikationen af det manglende ord afhængighed. Deres kobling mellem afhængighed og tabet af kontrol samt den tvangsmæssige adfærd er alt sammen ifølge Everitt relevant for udviklingen af den afhængige personlighed og dermed behandlingen.
Som afrunding på den neurologiske del vil jeg kort referere fra Bickel & Johnson (2003). Deres forskning omhandler specifikt behovsudsættelse som en fundamental adfærdsmæssig proces hos den afhængige personlighed. Jeg vender derfor senere i opgaven tilbage til deres forskning. Dog er er en af deres hovedargumenter relevant for den nuværende sammenhæng.
Kompleksiteten ved afhængighed
Ifølge Bickel & Johnson er der inden for forskningen af afhængighed ikke det store kendskab til de underliggende adfærdsprocesser. Til dato er der kun to uomtvistelige processer, som er identificeret, nemlig belønningen ved stofindtag og selve trangen. Såfremt disse var de eneste processer involveret i afhængighed, burde man have forventet en større succes i forhold til forebyggelsen og behandlingen af afhængighed, end den vi ser i dag. Derfor argumenterer de for, at afhængighed skal ses som et komplekst og målrettet selvorganiseringssystem. Såfremt afhængighed anskues sådan, vil man skulle identificere andre adfærdsprocesser, som bidrager til udviklingen af afhængighed. Herefter skal processerne undersøges for, hvordan de opererer, og hvorledes de interagerer med de andre processer inden for selvorganiseringssystemet. I forhold til specialets fokus kan de omtalte adfærdsprocesser sidestilles med mekanismerne, som opstår gennem den afhængige personlighed.
Ovenstående forslag som tilgang til afhængighed giver mening i forhold til min interesse omkring den afhængige personlighed. Afhængighed og den afhængige personlighed er to meget komplekse fænomener. For at fremme forståelsen af disse er man nødt til at identificere flere faktorer (adfærdsprocesser) med henblik på den samlede forståelse. Dette kan ske ved at kombinere viden fra den neurologiske videnskab med viden fra den psykologiske, og tilsammen skal de udgøre selvorganiseringssystemet.
2.3 Afrunding af kapitel 2
Intentionen med at inddrage dele af den neurologiske videnskab har været at understøtte min påstand om vigtigheden af inddragelsen og behandlingen af den afhængige personlighed i en behandlingssammenhæng. Særligt to punkter er fra denne gennemgang er vigtige, nemlig at det er klinisk bevist, at folk med kronisk stofmisbrug bag sig, ikke får de "normale" mængder fornøjelse ud af naturlige belønninger, som personer uden misbrug bag sig oplever (LingfordHughes, 2002). Den anden er Bickel & Johnsons (2003) argumentation om, at afhængighed skal ses som et komplekst og målrettet selvorganiseringssystem. Såfremt afhængighed anskues sådan, vil man skulle identificere andre adfærdsprocesser, som bidrager til udviklingen af afhængighed. Herefter skal processerne undersøges for, hvordan de opererer, og hvorledes de interagerer med de andre processer inden for selvorganiseringssystemet (Bickel & Johnson, 2003).
Disse to punkter understreger begge kompleksiteten ved afhængighed og behandling heraf. Bickel & Johnson anbefaler, at afhængighed skal ses som et selvorganiseringssystem – en sådan tilgang og identificering af forskellige adfærdsprocesser vil synliggøre den afhængige personlighed, da de omtalte adfærdsprocesser netop er indlejret i den afhængige personlighed. Endeligt og ifølge Lingford-Hughes viser forskning, at misbrug af stoffer kan ødelægge eller svække muligheden for naturlig belønning hos den afhængige, hvilket kun vil gøre tilværelsen uden stoffer endnu sværere. En løsning hertil kunne være en anerkendelse og accept hos den afhængige af dette ”handicap”, hvilket ville kunne bidrage til at stoppe den utålmodige og impulsive og til tider desperate søgen efter belønning.
Jeg vender mig nu mod kapitel 3, som omhandler en personlig beretning, hvorfra min inspiration til dette speciale udspringer. Jeg har selv i mange år været afhængig af he**in og kokain og blev stoffri gennem Anonyme Narkomaner. Efter jeg blev stoffri, har jeg i mange år arbejdet inden for behandlingen af afhængighed, og herfra, kombineret med min egen personlige erfaring, udspringer ideen til mit speciale. Ideen eller behovet for mit emne kommer af, at jeg selv fik styr på min afhængighed gennem Anonyme Narkomaner. ”Fik styr på” betyder, at jeg gennem Anonyme Narkomaner fik stoppet det aktive misbrug. Jeg var af den overbevisning, at det var nok, og at resten ville komme af sig selv. Det gjorde det ikke – det var naivt at tro, at jeg blot kunne lægge en fortid som min bag mig og fortsætte, som om intet var sket.
I et forsøg på at komme nærmere en forståelse af min problemformulering fremlægger jeg derfor en kort udgave af min egen historie. Formålet hermed er at understøtte min bekymring om, at Anonyme Narkomaner og andre 12-trinsfællesskaber potentielt kan medføre en illusion om bedring, hvor den afhængige personlighed og de underliggende årsager hertil ikke bliver adresseret på en måde med henblik på at kunne trives i en tilværelse uden stoffer også på lang sigt. Hermed påstår jeg ikke, at deltagelse i 12-trinsfællesskaberne ikke resulterer i stoffrihed, for det viser forskning, at de gør. Men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er nok til herigennem at opnå en robust og vedvarende bedring.
Kapitel 3: En personlig beretning

”Jeg hedder Mikael og jeg er narkoman”. Det var sådan, jeg introducerede mig gennem de 25 år, jeg deltog i fællesskabet Anonyme Narkomaner. Den lille sætning har jeg sagt højt tusindvis af gange og er nu efter 25 år begyndt at reflektere over min lille introduktion af mig selv. Jeg selv og mine forældre havde ikke planlagt, at ordet narkoman skulle indgå i definitionen af mig. Trods det, at det ikke var planlagt, endte ordet alligevel med at blive en stor del af mig og er det stadig på mange måder den dag i dag. Jeg er blevet fortalt, at jeg var et ønskebarn, hvilket jeg har en dybfølt tro på, er rigtigt. Omvendt - og i forlængelse af de drømme, forståelser, forventninger og ikke mindst skæbner, jeg forbinder med fænomenet ønskebarn – kan jeg godt indimellem, når jeg reflekterer over min egen tilværelse, have ønsket mig ikke at være udset som værende et.
Jeg er Mikael, jeg er 49 år gammel og er den ældste ud af fire drenge. Mine forældre fik mig, da de begge var midt i tyverne, og de har holdt sammen gennem hele min tilværelse. Min mor er schweizisk statsborger, men er opvokset i Egypten sammen med mine bedsteforældre under trygge, beskyttende og ikke mindst privilegerede forhold, hvor tjenestefolk i vid udstrækning tog sig af børnene. Min far er opvokset i en traditionel middelklassefamilie. Han traf min mor I Libanon, da han var udsendt som FN-soldat. Mit indtryk og min fornemmelse af begge mine forældres opvækst er, at de begge kommer fra hjem, hvor kærligheden blev taget for givet og derfor ikke udtrykt eller vist.
Ret kort tid efter, mine forældre havde mødt hinanden, flyttede min mor til Danmark, hvorefter de blev gift, og kort tid efter ankom jeg. De første år af min tilværelse formoder jeg, har været hektisk for alle parter. Min mor ankom til et nyt land, hun kunne ikke sproget og havde ej heller nogen sociale relationer. Min far rejste meget i forbindelse med etableringen af sin virksomhed, hvilket betød, at de første år var meget ustabile på stort set alle områder. Alt dette er noget, jeg har fået fortalt, og jeg husker ikke rigtig noget fra de første 4-5 år. Jeg har ud fra de praktiske omstændigheder og forhold forsøgt at gøre mig tanker om, hvordan det har været for os alle, og det er min fornemmelse, at det har været hårdt for alle på hver sin måde. Mine brødre kommer ret hurtigt til. Der er 2 års mellemrum mellem os tre ældste, hvortil så kom en efternøler, som er 12 år yngre end jeg.
Jeg har gode minder fra min barndom - ingen tvivl om det. Men jeg må indrømme, at det er af pligt og loyalitet, disse minder nævnes, når jeg taler og skriver om mig selv. De dårlige minder er der mange af, og de dominerer i den grad måden, hvorpå jeg tænker om mig selv og min tilværelse. Jeg vil så inderligt gerne være i stand til at tænke mere positivt på min barndom og lade disse tanker og følelser påvirke opbygningen og sammensætningen af mit personlige narrativ. Jeg er dog ikke i stand til at komme i kontakt med dem og er ofte i tvivl, om de overhovedet eksisterer i det omfang, jeg ønsker, de skal eksistere - Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg altid følt mig som jaget vildt, såvel derhjemme som i skolen, og det var et sandt helvede. Jeg begyndte at stjæle fra mine omgivelser og i butikker, fra jeg var seks, mest slik og den slags og senere cigaretter. Jeg begyndte at ryge, da jeg var omkring 9 år gammel, måske var jeg kun otte, jeg kan ikke huske det nøjagtigt. Jeg tissede i sengen, til jeg var tolv. Alt dette og meget andet gjorde, at mine omgivelser begyndte at spørge sig selv om, hvad fanden der var galt med knægten. Jeg kom til psykologer, som enstemmigt kom frem til, at Mikael er en dejlig, sød og ikke mindst kærlig dreng, hvilket jeg faktisk er enig med dem i. Der blev iværksat tiltag i skolen og derhjemme, og grebet blev stille og roligt strammet omkring mig, mens min adfærd kun blev værre.
Jeg gjorde alt for at komme væk hjemmefra. Jeg begyndte, som jeg ser det i dag, at leve mit eget liv på mine betingelser og fik dækket mine behov ud fra de muligheder, som var tilgængelige. Tiden, jeg var væk hjemmefra, var den bedste. Skolen var et mareridt. Det var 10 år med konstant dårlig samvittighed og frygt - og det uden undtagelser. Jeg havde aldrig mine ting i orden, havde aldrig lavet lektier og var konstant bange for at blive afsløret. Det værste ved det hele var, at inde i mig selv ville jeg så inderligt gerne være som de andre. Jeg kunne mærke på dem, at de var i en hel anden tilstand end jeg – de var rolige, til stede og jeg var bange, inden jeg havde sat mig i stolen. Jeg husker, at jeg længselsfuldt kiggede på deres penalhuse. De var altid så flotte og ordentlige, og alle farveblyanterne lå side om side, en sjov, smartfarvet blyantspidser og et af de lækre viskelæder med en sjov form eller jordbærduft. Mit penalhus lignede en nedbrændt negerlandsby. Nogle gange prøvede jeg at rette op det, fik nye tudser m.m., men efter nogle få dage lå der igen blot to afgnavede blyanter og en stump viskelæder. Lige som med penalhuset blev der iværksat en række tiltag, men intet holdt ved og endte blandt andet med, at jeg skiftede skole tre gange for til sidst at ende på en efterskole.
I mit tilfælde er det at blive presset til at tage stoffer en skrøne. Jeg valgte selv som 12-årig at ryge min første pibe hash og blev hverken presset eller truet med at blive ekskluderet af gruppen eller noget i den retning. De første par gange kunne jeg ikke rigtig mærke noget, men efter nogle gange blev jeg skæv, og jeg blev rigtig skæv! Det var ikke sådan, som jeg hører nogle fortælle, at jeg følte, at alt derfra var forandret. Det var ganske enkelt skide sjovt, mens det stod på, og andet husker jeg ikke. Jeg havde gennem skolen og andre hørt, at hash var noget skidt at begynde på, og at det kunne føre andre alvorlige ting med sig. Dette tænkte jeg indimellem på, særligt når jeg var alene, og jeg blev til tider også bange, men slog det hen med, at det jo kun var hash.
Ret hurtigt udviklede der sig et mønster, hvor vi røg hash i hverdagene og drak i weekenderne. Det var stadig sjovt, men ret hurtigt begyndte jeg også i tiden med mig selv og de stille stunder at blive opmærksom på nogle forandringer i en negativ retning. Inden jeg begyndte at ryge hash, var jeg glad for at spille fodbold eller se film og den slags, men vi var nu begyndt at ryge, inden vi spillede fodbold eller skulle se film – eller sagt på en anden måde, vi var altid skæve. Det gik op for mig, at lige pludselig skulle jeg være skæv, før der var noget, som fangede min interesse, og der var ikke noget ved noget, uden jeg havde røget. Samtidig fandt jeg også ud af, at inden for den gruppe, som jeg gik sammen med, var vi ikke længere sammen, når ikke vi var påvirkede. Særligt jeg var den, der gik forrest i forhold til, at vi hele tiden skulle være påvirkede. Jeg var gået fra at være den eneste, som ikke røg, til at være den, som altid pressede på, for at vi skulle ryge os skæve eller drikke os fulde.
Jeg fornemmede, at flere inden for vores gruppe ikke havde samme interesse som jeg omkring det at være påvirket hele tiden. Jeg kunne mærke, at nogle følte, det gik alt, alt for hurtigt, når jeg var i nærheden, og det var en ubehagelig følelse. Nogle af dem forsøgte at undgå mig, dels på grund af mit tempo, men også fordi jeg var begyndt at gå sammen med en anden gruppe, hvor tempoet passede til mig. I denne gruppe blev jeg ikke konfronteret med mit misbrug, da alle her havde samme behov og indstilling som jeg selv i forhold til det at være påvirket.
I mit andet liv, som var hjemme hos min familie, var situationen den samme. Jeg var jaget vildt, og der fokuseredes på min skolegang, som var katastrofal. Jeg tror ikke, mine forældre vidste, at jeg røg hash, og slet ikke, at jeg var begyndt så tidligt, som jeg var, trods det at jeg dagligt kom hjem med blodskudte øjne. En vigtig forandring i denne periode var, at min fars virksomhed var blevet en succes, og økonomisk var familien meget velstillet. Vi boede nu ude ved Strandvejen i Nordsjælland i et miljø, som var diametralt modsat af det, hvor mine nye venner boede.
I den nye gruppe var spørgsmålet om hvorvidt vi skulle være påvirkede den pågældende dag ikke noget, vi behøvede at tale om, det SKULLE vi. Da jeg var omkring 15 år gammel, prøvede jeg speed (amfetamin) for første gang. Modsat første gang, jeg røg hash, gjorde denne oplevelse noget ved mig. Jeg var vågen i to dage og følte mig mere nærværende end nogensinde før, og ikke mindst relationen med de mennesker, jeg var sammen med, var meget intens – jeg følte mig selvsikker i relationen. Denne følelse var ny og noget, jeg aldrig havde prøvet før. Da jeg efter de to dage gik hjem, husker jeg, at jeg på vejen hjem blev bange og følte mig utrolig ensom. Jeg var godt klar over, at jeg havde overskredet en grænse. Jeg var nu begyndt at tage hårde stoffer, og den undskyldning, jeg brugte i forhold til at retfærdiggøre mit hashforbrug, havde jeg ødelagt. Ikke nok med det – jeg skulle også finde en måde at leve med, at jeg nu også tog hårde stoffer.
Måden, hvorpå jeg gjorde det muligt at leve med min handling, var at fortælle mig selv, at jeg ikke var narkoman, da narkomaner bruger kanyler og tager he**in, hvilket jeg ikke gjorde. Yderligere begyndte jeg også at finde tryghed i tanken om min familie. Jeg bildte mig ind, at med min familie, som boede trygt, godt og fint ude ved Strandvejen og med økonomiske ressourcer, ville det ikke kunne lade sig gøre, at jeg endte som narkoman.
Jævnligt var der klare øjeblikke, hvor det stod lysende klart, hvor alvorlig en situation jeg befandt mig, i og ikke mindst, hvor magtesløs jeg var. Jeg prøvede indimellem at sætte nogle regler op for mig selv i forhold til mit indtag for at bevise over for mig selv, at jeg stadig havde kontrol med situationen. Det kunne eksempelvis være, at jeg en weekend skulle blive hjemme og kun måtte ryge hash. Ingen af disse forsøg lykkedes, og det stod endnu klarere, at jeg ingen kontrol havde over mit misbrug.
Det begyndte også at gøre ondt, sindssygt ondt, at se folk, jeg havde kendt fra tidligere, komme videre med deres tilværelse i forhold til skole, uddannelse og kærester m.m. Jeg ville ligesom i folkeskolen så inderligt gerne være en af dem, men det var umuligt. Efter at have taget speed og kokain nogle år sideløbende med hash og alkohol blev særligt speeden et problem. Efter en tur på en tre-fire dage plejede jeg at ”komme ned” med hash, men jeg var begyndt at have det så dårligt psykisk, at det var ulideligt, og hashen virkede ikke længere. Jeg var her omkring 17 år og begyndte nu for at ”komme ned” efter mine speedture at tage stesolid og rohypnol.
Jeg fornemmede, at dem, jeg gik sammen med, havde det på samme måde, og vi begyndte kun at ses i weekenderne. Resten af tiden brugte vi på at medicinere os selv i ensomhed. Lige før min 18års fødselsdag fandt jeg ud af, at to af de personer, jeg gik meget sammen med, var begyndt at tage he**in. Jeg var hjemme hos den ene af dem en aften, hvor de begge var der. Vi var alle skæve af piller, og lige pludselig tog de en æske med to kanyler frem. Lang historie kort tog de begge et fix, og jeg kan huske, at selvom jeg havde prøvet lidt af hvert, var jeg dybt rystet. På min vej hjem var jeg utrolig ked af det og bange og sværgede over for mig selv, at det kom jeg aldrig til – her gik grænsen.
En måned senere var det min tur. Jeg kan ikke med ord beskrive min første gang på he**in, men der var tale om en total følelsesløshed på en varm og bekymringsfri måde, og der var slukket for alt.
Jeg kunne skrive meget om de næste syv år. Omvendt kan det også gøres relativt kort. At være afhængig af noget så kraftigt som he**in kan få dig til stort set alt. Det handler kun om en eneste ting, og det er at skaffe det næste fix. Alt andet er lige meget – det handler kun om det! Der er ikke plads til at tænke på andre. Jeg har gjort stort set alt, hvad man forventer af en narkoman. Jeg har siddet i fængsel for røveri, jeg har solgt mine forældres vielsesringe og alt muligt andet. Ofte er det den slags røverhistorier, som kommer frem, når der tales om narkomanen, og måske fordi det er svært at sætte ord på, er det ikke meget, man hører om, hvad der foregår inde i narkomanen. Jeg har stadig den dag i dag svært ved at sætte ord på følelsen af som menneske ikke at have nogen indflydelse på egne handlinger af frygten for abstinenser.
Under mit he**inmisbrug og i takt med, at min tolerance for stoffet steg, bedøvede det ikke længere på samme måde, som det gjorde tidligere. Det betød, at der ofte var klare øjeblikke, særligt i forbindelse med abstinenser, hvor det stod lysende klart og ikke mindst føltes meget klart, hvor alvorlig og desperat min situation var. Følelsen af ensomhed og håbløshed var ulidelig, men svær at sætte ord på, og i de stunder havde jeg en lille drøm, jeg klamrede mig til. Jeg drømte om, at jeg en dag ville vågne op – at jeg hen over natten var blevet voksen, kunne lægge det hele bag mig og påbegynde livet som alle jer andre. Det skete bare aldrig! Et he**inmisbrug kan ikke skjules, hvilket også gælder for mit vedkommende, og det stod derfor også ret hurtigt klart for min familie, at jeg var på katastrofekurs. Ikke at de ikke tidligere havde en fornemmelse af, at den var gal. Men da he**inen kom til, var det åbenlyst, og der ikke længere var nogen vej uden om for alle parter – alle måtte erkende, at vi havde en narkoman i familien.
Der blev undervejs gjort mange tiltag i forhold til at få mig ud af misbruget, og mange af disse tiltag slog fejl. Dette handlede ikke om mangel på vilje fra mine omgivelser, men om uvidenhed i forhold til, hvad vi var oppe imod. Familien havde økonomiske ressourcer, og derfor var stort set alt muligt. En gang blev jeg for en længere periode sendt til Canada for at arbejde for min fars virksomhed, hvilket endte i en sand katastrofe. Jeg kunne nævne utallige forsøg på at stoppe mit vanvid. Intet hjalp. Det blev kun værre, og jeg selv var heller ikke klar til at opgive stofferne.
Da jeg var omkring 23 år gammel og efter endnu et mislykket forsøg, startede jeg på min behandlingskarriere. Jeg havde ingen penge og var abstinent. Jeg var derfor klar til at gøre hvad som helst og indvilligede derfor i at gå i behandling. Ikke fordi jeg havde planer om at blive stoffri, men mere for at få lidt fred fra mine omgivelser og lade alting falde lidt til ro. Jeg tror, jeg gerne ville være stoffri, men på dette tidspunkt var jeg så kraftigt inde i afhængigheden, at jeg ikke længere så det som en mulighed. Mest af alt var jeg på ingen måde klar til at se og indse, hvor slemt det egentlig stod til med mig og hvilket kæmpe arbejde, der lå foran mig.
Efter syv, måske otte mislykkede behandlinger herhjemme, der bestod af en klassisk Minnesotabehandling på 6 uger, som normalvis er tiltænkt alkoholikere, indså mine omgivelser, at der skulle mere til. Jeg blev derfor sendt til Minnesota (USA) og skulle nu igennem den store tur.
Jeg blev indskrevet på det, der hedder ”The Betty Ford/Hazelden Foundation”, som på daværende tidspunkt gik for at være det bedste i forhold til at behandle afhængighed. Jeg var der i et år og havde også et godt år, hvor jeg for første gang i mange, mange år var stoffri i næsten et helt år.
Derovre var jeg blandt kendte skuespillere og rockstjerner og må erkende, at det gjorde, at alvoren ikke gik op for mig og glemte lidt, hvorfor jeg egentlig var der. Jeg fik dog en vigtig ting ud af at være i behandling, hvilket var, at det godt kan lade sig gøre at være stoffri, men det var også det. Da jeg et år efter landede i København gik der ikke mere end et par timer – så var jeg i gang igen. Ikke, at det er en undskyldning, men jeg blev igen konfronteret med den kæmpe opgave, som lå foran mig i forhold til at bygge en tilværelse op, og det kunne jeg ikke overskue eller sagt på en anden måde – jeg var ikke i stand til at tage det ansvar.
Kort tid efter havnede jeg igen i behandling, og denne gang kom jeg til et sted, som hed Egeborg, der lå på Lolland. Stedet var meget kontroversielt, og det var ikke uden grund, men det var den eneste mulighed. Her mødte jeg andre danske narkomaner/misbrugere, hvoraf flere af dem havde et ønske om stoffrihed, og det i sig selv gjorde allerede en stor forskel. Stedet kørte efter en Minnesota-ideologi, som grundlæggende handler om total afholdenhed fra alle stemningsændrende midler, herunder også alkohol.
På dette tidspunkt er jeg ved at være træt, meget træt, og for første gang har jeg et inderligt ønske om at blive stoffri. Jeg kan ikke sige, at jeg var klar til at gøre hvad som helst, men næsten. Inden for de første par måneder gør jeg en ubehagelig erkendelse. Jeg erkender, at såfremt jeg skal lykkes med at blive stoffri, er der kun en, som kan gøre det, og det er mig selv! I det øjeblik bliver jeg nærmest paralyseret af angst, og jeg kan ikke slippe tanken igen. Jeg erkender, at kun jeg kan gøre arbejdet, og der er ingen lette løsninger. Jeg kan godt modtage støtte fra folk omkring mig, men det er mig, som skal gøre arbejdet og måske værst af alt, penge gør ingen forskel. Sagt på en anden måde, min familie og jeg kan ikke købe os til stoffrihed. Jeg er nødt til at tage ansvar, hvilket jeg aldrig har prøvet.
Da jeg er 25 år, forlader jeg Egeborg. Jeg har på det tidspunkt været stoffri knap et år, og til forskel fra mine tidligere behandlinger er jeg denne gang opsat og indstillet på, at det skal lykkes. Da jeg kommer til København, allierer jeg mig med flere af dem, jeg har lært at kende på Egeborg, og som stadig er clean. Fælles for os alle involverer vi os i Anonyme Narkomaner, en selvhjælpsgruppe for misbrugere, som jeg senere i opgaven vil komme ind på. Kort fortalt er det et fællesskab hovedsageligt bestående af eks-misbrugere, som ved hjælp af hinandens støtte holder sig clean gennem forskellige metoder, foreslået af det program, Anonyme Narkomaner bygger på.
For mit vedkommende kunne det ikke gå hurtigt nok. Jeg var nu stoffri. Nu skulle alt det tabte indhentes, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg gjorde mig ikke de store tanker om min fortid og slet ikke om de konsekvenser, den måtte have haft på mig. Jeg skænkede det ikke en tanke og om noget slet ikke tiden, inden mit misbrug startede, altså min barndom. Jeg var kommet tilbage til livet, og nu skulle det leves trods det, at jeg aldrig havde lært, hvad det vil sige og ikke mindst, hvad det indebar. Jeg havde dog set en masse amerikanske film og havde herigennem lært, hvordan et liv skulle se ud. Kæreste, bolig, børn, arbejde, prestige, venner og meget, meget mere, og jeg havde det hele på plads inden for et par måneder. Dog ikke børn, de kom senere, men resten kom ret hurtigt på plads.
Ligesom under mit misbrug havde jeg, særligt når jeg var alene, mine små, men meget velkendte klare øjeblikke. Jeg var under disse klare øjeblikke ramt af en kraftig forvirring og ikke mindst skuffelse over følelsen af mit nye liv. Der var et eller andet galt, og selvom jeg havde en formodning om, hvad der var galt, sagde jeg det ikke til nogen af frygt for at miste det, jeg indtil videre havde ”opbygget”. Under disse øjeblikke gjorde jeg mig eksempelvis tanker om, hvad kærlighed egentlig betød for mig, og hvordan det mon føles, da jeg var meget usikker på min egen følelse og forståelse herfor. Eller jeg havde hørt om det at klare sig selv, og gjorde jeg nu det? Tog jeg ansvar? Og hvad vil det egentlig sige, og hvad indebar det at tage ansvar. Jeg anede det ikke, men bildte mig ind, at jeg gjorde. Jeg gik rundt med en kronisk dårlig smag i munden, men holdt den på afstand ved at flygte i alt muligt andet end stoffer.
I Anonyme Narkomaner sad vi dag efter dag og snakkede om højere magter, overgivelse, at rydde op i fortiden, tage ansvar og alt muligt andet. Jeg var særlig dygtig til denne snak grundet mine mange behandlinger, der nærmest havde fungeret som en slags uddannelse i programsnak. Vi var alle enige om, at det gik rigtig godt, og det gik ikke op for mig, at jeg snakkede mig længere og længere væk fra mig selv. Sideløbende var der jo min familie, som også var henrykte over min stoffrihed. Min far åbnede et center ud fra ”Betty Ford/Hazelden Foundation”-modellen herhjemme, hvor jeg og nogle af mine nye venner naturligvis fik en rolle. Her er det trods den sarkastiske undertone vigtigt at understrege, at min far gjorde det i den bedste mening