28/03/2023
Jeg tænker en del for tiden på de triste mennesker og indimellem når tanken går i stå så kan jeg næsten blive i tvivl om jeg er en af dem for en kort tid. Jeg tænker på de unge mennesker som knokler sig til et smukt resultat som samfundet/sociale medier/os har bestemt er det nye gennemsnit, dem som sigter alt for højt og derfor aldrig vinder. Jeg tænker på de ensomme. De syge og dem hvis sind er for tungt til at selv jeg kan forstå. Jeg tænker på de travle men triste, de som suser afsted mens pengepungen udvides men hjertet haler bagefter.
Jeg tænker på dem som accepter et lod og træt bærer det med sig. Jeg tænker på de syge i sindet og især dem der står omkring. Dem som ville rejse sig hvis de kunne, men de kan ikke lige nu og dem som skal være vidne til det, dem som indimellem har lyst til at gå men som bliver og håber på sol.
Jeg tænker på dem som savner, savner en der er smuttet, måske endda en som ikke kan komme tilbage. Jeg klemmer lidt ekstra på mine børn i tanken om alle de børn som ingen klemmer. Jeg tænker på de vrede, især dem hvis vrede ingen modtager har. Dem hvor vreden bor i dem, en vrede der ikke er båret frem af logik eller fornuft men af hjertekraft alene.
Jeg tænker på de sofapegende – på det triste folk som bestemmer sig for at de fremmede er farlige og naboen larmer for meget. De triste som bebrejder verden for alt det svære, men ikke overskuer at forholde sig til den, hverken det svære eller verden.
Jeg tænker på dem hvis afhængighed styrer dem, dem hvor tristheden er flyttet ind og kun kan glemmes ved endnu en tår. Dem tænker jeg tit på.
Jeg tænker på dem, der længes efter et besøg, på dem der burde besøge og dem der selv burde gå ud og være besøget.
Jeg tænker en del for tiden. Indimellem så jeg mister pusten – det er det foråret gør ved mig. For når solen skinner igennem mine beskidte ruder så minder det mig om hvor fint livet er, hvor heldig jeg er og om alle de som ikke er så heldige som mig. Ikke for at tvinge tristheden frem inde i mig men for at aldrig tage lykken for givet eller selskabet som en selvfølge. Som en påmindelse om ikke at gå ned med småting og hylde hverdagen for alt hvad det er af fodboldknæer, småbekymringer, todolister, beskidte ruder, røde kinder, u-synkroniserede kalendere og kun en bil osv.
Jeg minder mig selv om at os med sunde sind ikke skal dyrke dæmonerne men nyde håbet og friheden til at nyde. Jeg beundrer mine kære og hylder hverdagen for hvad end den er eller bliver og minder mig selv om at lykken ingen selvfølge er. Solen sniger sig frem og jeg er klar til foråret – jeg byder alt det fine velkommen, jeg er så klar.
Og så sender jeg en tanke til de triste – hepper på håb og på at solen også skinner igennem deres beskidte ruder. Det er det foråret gør ved mig..
(Klummen er skrevet til Lokalavisen og må gerne deles)
