25/01/2026
Genkender du dette? Så er der håb 😊💪❤️
EKSISTENTIEL IRRITATION
Eksistentiel irritation er ikke høflig.
Den vil ikke samarbejde.
Den gider ikke forklare sig.
Den siger ikke: jeg er ked af det.
Den siger: nej.
Nej til trøst, der er for hurtig.
Nej til mening, der er genbrug.
Nej til relationel varme, der kræver tilpasning.
Den har ikke brug for at blive forstået.
Den har brug for at få lov at stå.
Dens attitude er tør. Knastør.
En slags indre: lad være.
Ikke rettet mod nogen bestemt, men mod hele idéen om, at eksistens skylder noget at være let, smuk eller formålstjenlig.
Eksistentiel irritation er det sted, hvor psyken har mistet tålmodigheden med sine egne narrativer. Hvor kroppen ikke længere vil spænde op for at gøre livet mere spiseligt. Hvor nervesystemet siger: det her format er jeg færdig med.
Den er ikke dramatisk.
Den råber ikke.
Den brænder langsomt.
Den kan være ledsaget af:
– fladhed uden depression
– vrede uden historie
– modstand uden opposition
– træthed uden søvnighed
Og frem for alt: en dyb modvilje mod at skulle ville noget.
Det er ikke nihilisme.
Det er selektiv tilbagetrækning.
Eksistentiel irritation nægter at investere energi, før betingelserne er reelle. Den vil ikke give sig hen til håb, før håb ikke længere kræver selvbedrag. Den vil ikke åbne hjertet, før åbning ikke indebærer tab af integritet.
Dens etik er enkel:
ingen falske ja’er.
Derfor føles den så nøgen.
Så lidt kærlig.
Så lidt spirituel.
Men netop her begynder noget nyt at samle sig. Ikke som vision. Ikke som længsel. Men som retning uden undskyldning.
Eksistentiel irritation er ikke endestationen.
Den er grænsen, hvorfra noget mere sandt kan opstå.